apropos_banner2

Apropos Magazine går i hi, så vi kan arbejde på også fremover at være det bedste sted på internettet

Det er fire og et halvt år siden, vi ramte dit internet. Og det er fortsat en fornøjelse at lave magasinet til jer. Men vi skal nu finde ud af, hvad Apropos Magazine skal være i fremtiden, hvilket vi har brug for ro til at arbejde på. Vi sætter derfor magasinet i bero fra i dag.

Vi tager ikke jeres tid for givet. Det er blandt andet derfor, vi gør os rigtigt meget umage. Hele tiden. Ja, det er ret simplet: Hvis ikke I læser med, findes vi ikke. Vi er dog kommet til et punkt, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi også fremover kan give jer den bedste udgave af Apropos Magazine.

Vi har ganske enkelt bare brug for noget tid til at finde ud af, hvordan vi kan bygge videre på det, som vi har bygget op de seneste år – sammen med intet andet end fantastiske mennesker, der alle har haft lyst til at være med til at gøre Apropos Magazine til det, vi er i dag.

Derfor glæder vi os også kun til fremtiden sammen med jer. For der er sket meget siden maj 2011. Rigtig meget godt. Vi har skrevet meget, interviewet mange og haft kvalificerede holdninger til det hele. Det vil vi naturligvis gøre vores ypperste for også at have i fremtiden.

Hvor finder man ellers artikler om Catherine Deneuve, Virgil Abloh og Woody Allen side om side med interviews med Nagieb Khaja, Rune Rask og Casper Christensen? 10 Linjer med personligheder som Sune Wagner, Danica Curcic og Bjarke Ingels sammen med flotte billeder af Cate Blanchett og Chloë Sevigny til en grafisk analyse i tal og farver af SIVAS’ D.A.U.D.A II. Du kender svaret.

Bare rolig, Apropos Magazine vil forblive Apropos Magazine. Men vi skriver ikke nye artikler fra i dag og et godt stykke ind i det nye år. Indtil vi har haft tiden til at finde ud af, hvordan vi også i fremtiden kan være Danmarks bedste onlinemagasin. I mellemtiden kan I naturligvis stadig læse alt, hvad vi har beriget internettet med indtil nu.

I, vores ærede læsere, skulle jo gerne have lyst til fortsat at bruge jeres tid i selskab med os. For vi vil ganske enkelt være bedst. Det er vel i al beskedenhed ikke for meget at sigte efter.

Vi glæder os til at vende tilbage,
signatur1Bjarke, Danni og resten af Apropos Magazine

PS: Vi besvarer fortsat mails, tager telefonen og sender kopper samt klistermærker ud fra vores butik.

Kategori:
APROPOS
TAGS:

Mere fra Uncategorized

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE