thurebanner
Thure_by_tomace
Thure_by_tomace2

Udfordringen at være Thure Lindhardt

Han har spillet alt fra narkoman i Nordkraft til homoseksuel nynazist i Broderskab til frihedskæmper mod naziregimet i Flammen & Citronen. Apropos' Oliver Enné forsøgte efter bedste evne at komme tættere på livet af en af landets mest alsidige og hemmelighedsfulde skuespillere.

Oliver: Thure, hvordan er du forskellig fra skuespilleren Thure?

Thure: Jeg ser meget stor forskel på min funktion som skuespiller og så mig selv. Selvfølgelig er det én og samme person, men jeg går meget op i ikke at være min skuespiller-identitet. Hvis jeg så en dag står og ikke har noget arbejde, så er jeg ingenting. Og det gider jeg ikke.

Oliver: Så det er vigtigt at holde tingene adskilt?

Thure: Ja, det ene er bare mit arbejde. Jeg tror, det er vigtigt at have en bevidsthed om det, så det ikke stiger mig til hovedet. Både når det går godt, og når det går skidt.

Oliver: Selvfølgelig. Hvornår er det så fedest at være dig?

Thure: Jamen det er klart fedest at være mig, når jeg laver noget, jeg brænder for. Noget, jeg finder ud af jo ældre jeg bliver, som er helt banalt, er, at når jeg virkelig brænder for noget, så kan jeg helt ufatteligt meget. Og når jeg ikke brænder for noget, så kan jeg virkelig, virkelig, virkelig lidt.

Oliver: Hvornår har du sidst lavet noget, du ikke brændte for?

Thure: Det har jeg gjort masser af gange. En del af at finde ud af, hvad du godt kan lide, er jo også at gøre ting, du ikke kan lide. Det kan være at indgå i forhold – både med venner eller kærester – hvor du kan mærke, at det her er helt forkert. Men du gør det alligevel. Og så lærer du af det.

Oliver: Skuespilbranchen har et ry for at være ret hård og konkurrenceminded. Har du selv mærket det?

Thure: Ikke så meget, synes jeg. Jeg har været god til at holde mig fra det.

Oliver: Har du været heldig?

Thure: Det ved jeg ikke. Jeg prøver nogle gange, at folk siger “nå, men du er også heldig, mand.” Hvor jeg så siger, “det er ikke bare held. Det er også hårdt arbejde.” For det er det. Det er held, men det er virkelig også hårdt arbejde.

Oliver: Så du har aldrig frygtet konkurrencen?

Thure: Jamen jeg tror, det handler om at finde det, man er god til. Altså, finde frem til det, du kan. Og i og med du gør det, slipper du egentlig også for konkurrence. Jeg mener … jeg kan jo ikke konkurrere med andre om at være mig selv. Jeg kan lære at spille godt – at lave mit arbejde godt. Men jeg kan jo ikke være andre. Jeg kan ikke være Robert De Niro eller Al Pacino – det er de. På den måde bliver du også mere immun over for den der gnavende følelse af konkurrence.

Oliver: Har du ellers haft den følelse før?

Thure: Jeg har haft den meget, da jeg var yngre. Altså, jeg var dybt smålig og jaloux. En blanding af meget selvfed og meget usikker. De to ting hænger desværre sammen. Eller måske ikke heldigvis. De mest selvfede er jo ofte de mest usikre.

Oliver: Hvad gjorde dig jaloux?

Thure: Jeg var utilfreds. Jeg følte ikke, jeg var god nok. Og det var jeg heller ikke. Jeg var meget mere fokuseret på alle mulige andre ting end at spille. Det er mange år siden nu, men jeg tror, jeg havde brug for at definere mig selv som menneske. Hvis man kan tale om at definere sig selv som menneske. Det ved jeg ikke rigtig, hvordan man gør.

Oliver: Betyder det noget for dig, at det du laver, kommer ud til mange mennesker?

Thure: Nej, slet ikke. Vi lavede Broderskab, den var der 5000 mennesker, der så. Det vidste vi da godt. En film om to homoseksuelle nynazister på en ø. Altså, det var ikke ligefrem blockbuster-materiale.

Oliver: Læser du anmeldelser?

Thure:Jeg er faktisk holdt op med at læse dem. Måske fordi jeg er påvirkelig, sensitiv og følsom. Det tror jeg, alle skuespillere er. Og jeg ved godt selv, hvornår det arbejde, som jeg indgår i, er lykkedes, og hvornår det ikke er. Jeg vil gerne høre om dem, og vide hvad folk tænker. Men jeg tager det nok lidt for meget til mig, når jeg læser det. Det er ikke rigtig sundt for mig.

Oliver: De dårlige anmeldelser?

Thure: Både de gode og de dårlige. Begge dele kan jo påvirke dig. Det er ikke, fordi jeg ikke vil påvirkes af andre mennesker, men jeg ved det godt, når jeg spiller røven ud af bukserne, og jeg ved det også, når jeg spiller ad helvedes til.

Jeg har en funktion som skuespiller. Men jeg er mig. Jeg er Thure. Det kan godt være, det lyder lidt krukket, men det vil jeg skide på.

Oliver: Er du forfængelig?

Thure: Selvfølgelig er jeg det. Når du på den måde stiller dig op foran andre mennesker, er du forfængelig. Men når du spiller, skal du bare kaste den forfængelighed væk. Du kan ikke stå og være selvbevidst på scenen, det går ikke. Til gengæld er jeg det i mit privatliv. Der betyder folks meninger meget. Der er jeg ikke så forfængelig.

Oliver: Så skuespilleren Thure Lindhardt er forfængelig, men privatpersonen er ikke?

Thure: Jeg er i hvert fald nødt til at være bevidst om, at mit arbejde har en funktion. Jeg er ikke skuespiller. Jeg har en funktion som skuespiller. Men jeg er mig. Jeg er Thure. Det kan godt være, det lyder lidt krukket, men det vil jeg skide på. Jeg bliver nød til at adskille de to. Det gi’r en sund distance til det hele.

Oliver: Hvilken én er du lige nu?

Thure: Det er klart, når jeg sidder og snakker med dig, som jeg ikke kender, som optager det på bånd og jeg ved, det skal publiceres, så er jeg meget bevidst om modtageren og afsenderen. Det er bare spillets regler. Altså, vi sidder her, fordi du skal lave et interview og jeg skal interviewes. Det betyder jo ikke, vi ikke kan gå herfra og tænke “det var skidehyggeligt. Vi åd mad og drak en cola”, men der er en bevidsthed om det.

Oliver: Hvad kan pisse dig af ved andre mennesker?

Thure: Flere ting. Uprofessionelle mennesker, der ikke tager deres arbejde seriøst, som samtidig er krukkede.

Oliver: Har du en skyggeside?

Thure: Det vil jeg da håbe, jeg har.

Oliver: Hvornår kommer det til udtryk?

Thure: Hvis jeg er presset og træt. Ellers hvis jeg er ulykkelig eller har kærestesorger.

Oliver: Men det er vel ikke en skyggeside? Det er vel bare en presset side? Er du jaloux? Er du temperamentsfuld?

Thure: Selvfølgelig. Jeg har prøvet begge dele. Jeg har prøvet at være i et forhold, hvor jeg var helt vildt jaloux. Og så har jeg prøvet at være i et forhold, hvor den anden var helt vildt jaloux. Der blev jeg nærmest, sådan, anti-jaloux. Jeg tror, det afhænger af den konstellation, jeg er i. Jeg har prøvet at være i et forhold til andre mennesker, hvor jeg råbte og skreg konstant, og jeg har været i forhold, hvor jeg aldrig har råbt. Jeg kan bedst lide de forhold, hvor man ikke råber af hinanden.

Oliver: Er du egoistisk?

Thure: Jeg tror, vi er meget bange for det der ord “egoistisk”. Men i virkeligheden er den der ægte form for egoisme, hvor du giver dig tid til at mærke, hvordan du selv har det, er for mig at se noget af det sundeste, du kan gøre. Det er ikke egoisme. Den evne til at vide, hvornår man mest har lyst til ikke at sige noget eller være alene, er langt mere givende end den er egoistisk.

Oliver: Lige her til sidst. Har du nogensinde haft en plan B? Eller har det altid handlet om skuespil?

Thure: Nej, det har altid været skuespil. Det er først nu, efter jeg er blevet ældre, jeg er begyndt at tænke, hvad jeg ellers kunne lave. Før i tiden tænkte jeg, “jeg kan kun være skuespiller”, men nu har jeg det sådan lidt, “luk røven. Jeg kunne lave alle mulige andre ting.” Altså, jeg kunne ikke blive olympisk mester i et eller andet lige nu. Men jeg kunne sagtens lave andre ting og forlige mig med det. Jeg skal ikke være skuespiller. Jeg gør det, fordi jeg godt kan lide det.

Tøj: Uncommon Creatures / Acne
Makeup/Hår: Katrine Sørensen

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE