nikolajkoppel_banner
nikolajkoppel_3
nikolajkoppel1
nikolajkoppel_6
nikolajkoppel_4
nikolajkoppel_5
nikolajkoppel2

Må vi bede om stilhed? Nikolaj Koppel taler

  • Fortalt til: Oliver Enné
  • Foto: Thomas A for Apropos Magazine
Når han taler, tier man stille. Ikke fordi du er nødt til det, men fordi du ikke kan lade være. Nikolaj Koppel er kendt som pianovidunderbarnet, der senere blev familien Danmarks foretrukne tv-vært i primetime. Men hvad kan han fortælle dig, som du ikke allerede har hørt? En hel del.

Evel Knievel var the shit, da jeg var syv-otte år gammel. For ham var det make or break. Enten kom han over de 38 lastvogne. Ellers døde han. Sådan er det også at spille en koncert. Sådan er det også at være i fjernsynet. Enten spiller du godt,  og du er en helt – eller også går du i stå i tredje sats af Beethovens anden klaverkoncert, fordi du ikke kan huske, hvad der sker. Det svarer til, at du lige pludselig ikke kan huske dit eget telefonnummer. Det ville normalt aldrig ske, men det kan ske, når der er 2000 mennesker, der sidder og kigger på. Eller hvis du er i fjernsynet, og der er et par millioner, der sidder og kigger på dig.

Han klarede den jo altid. Derfor var Evel Knievel en helt.

Han havde de der hvide dragter med stjerner på siden. Det er jo ren trash, men der er en æstetik i det, der er helt sin egen, som jeg var og er fascineret af. Det var så ærkeamerikansk.

En anden flamboyant type, jeg også dyrkede, var Freddie Mercury.  Han sked rimelig meget på konventionerne. 70’erne var selvfølgelig frie, men det var også mere bornert, end det er i dag. Alligevel stillede han sig op i harlequin-dragt med udskæring ned til pubeshårene. Alt handlede om hans diller.

Prince i 80’erne var et geni. Jeg synes stadig, han er et geni. Nogle af hans plader fra Sign o’ the Times til Parade til Lovesexy er jo helstøbte værker, du ikke får på samme måde længere her i iTunes og Spotify-æraen. Hvis du er heldig, har du en Miseducation plade af Lauryn Hill eller Janelle Monáes ArchAndroid som også er helstøbte album.

Hvis symfoniorkestret spiller i kjole og hvidt, spiller du også i kjole og hvidt. Hvis de spiller i smoking, spiller du også i smoking. Og hvis du spiller en solokoncert har du i hvert fald mørkt tøj på.

Alt i den klassiske musik sker ti-tyve år senere end alle andre steder. Der, hvor man i 70’erne for længst var begyndt at gøre op med reglerne, skete det gradvist i 80’erne og 90’erne i den klassiske musik. Det skete på sådan en misforstået, dårlig måde. Man skulle have læderbukser på, og så var det pissefrækt.  Ivo Pogorelich var der en, der hed. Han var rigtig enfant terrible – han spillede i læderbukser.  Og så var der Vanessa-Mae, der skulle være sexkilling og stå i regnvejr og spille violin. For meget wet suit og for lidt indhold.

Jeg var kæmpe, kæmpe, kæmpe Duran Duran-fan som teenager. De var virkelig fashionistas, alle sammen, ikke? Du kan pege fingre af deres musik, men for mig handlede det lige så meget om universet. Jeg prøvede selv at efterligne dem ved at købe sådan nogle gule skjorter med skråluk og sådan nogle ting.

I dag kan du finde alt på nettet. For bare tyve år siden var du heldig, hvis du fandt den gule skjorte. I dag kan du vælge, om den skal være med blå eller hvide knapper.

Jeg kunne godt køre en eyeliner tilbage i sen-80’erne og start-90’erne. Der var nogle helt klare referencer til den musik, der var populær dengang – fra Depeche Mode til Spandau Ballet. Vi holdt en fest, dengang jeg startede på konservatoriet. Der var alle københavnerne klædt i sort fra top til tå og eyeliner, mens jyderne nærmest kom i røde Marco Polo-sweatshirts og hvide bukser.

I dag er min største kilde, hvad angår mode The Sartorialist. Kender du den? Selvfølgelig gør du det. Det, hans bog beviser, er, at mode ikke kun handler om, hvad Dior finder på i år. Jeg er alligevel ikke 17 år og kan være i et slim, slim suit. Det, der er cool, er dem, der formår at blande stilarterne på tværs. Ikke mindst har stil noget med selvtillid at gøre.

Rank ryg, fast blik og en stor selvtillid. De tre ting kan bære dig gennem hvad som helst.

Synes du, forfængelighed er særligt sexet? Det tror jeg ikke, de fleste gør. Selvfølgelig skal man have en fornemmelse for at kombinere tingene ordentligt, men du skal slippe af sted med meget, hvis du bærer det på en uforfængelig måde.

Det, der med et vidunderligt, engelsk udtryk hedder “effortless”. Det er mega cool. Når du ser mega stilet ud, men på en henkastet måde. Hvis jeg rammer den bare én gang på et år, er jeg tilfreds. Dét har noget coolness som er way beyond noget, som noget som helst modehus har kunnet skabe.

Det er den gode nyhed til sådan nogen som os, der ikke har råd til at købe det nye Armani-sæt til 16.000 kroner hver sæson.  Der er nogen klassiske dyder inden for mode, som du ikke kan se bort fra. Det beviser Mad Men. Den stil er evigt gyldig. Det er den gode nyhed for sådan en som mig, der er fyldt 40. Jeg behøver ikke gå rundt at ligne A$AP Rocky, det har jeg heller ikke nogen interesse i. Men man kan låne nogle elementer derfra. Og så er jeg fucking ligeglad med, om der er nogen, der siger, man ikke kan gå i gummisko, fordi man har nogle tal stående på sin dåbsattest.

Første gang der var en, der kaldte mig et renæssancemenneske, var jeg nødt til at slå det op for at finde ud af, hvad fanden det betød. Det var, da jeg stoppede med at spille i 2000. Der sad en ekspert i fjernsynet og havde en holdning til, hvad jeg var, og hvem jeg var. Så fandt jeg ud af, det var smigrende. Men det er jo ikke noget, man kan stræbe efter at være eller dyrke. Men jeg kan godt se, det kan virke overvældende at gå fra Beethoven-sonater til primetime underholdning på DR1 til at lede en radiokanal.

Jeg har set en del personer, der ikke kunne få deres eget job igen, hvis de søgte det. Jeg har ikke som fast udgangspunkt lyst til at gøre det samme i dag, som jeg gjorde i går. Og hvis det er rastløst, så er jeg rastløs.

Modsat alle tidligere udmeldinger fra mig, så vil jeg ikke udelukke, at jeg kan indgå i en musikalsk sammenhæng igen. Det er faktisk første gang, jeg har sagt det højt, siden jeg stoppede. I dag ville man kunne gøre det på en helt anden måde.

Fordi jeg er blevet ældre, tænker jeg nok også en kende mere over mine handlinger. Men jeg har stadig en grundlæggende op-i-røven-hed. Det der med at lade være med at handle på grund af angst, det har aldrig været noget, jeg har gjort.

Ja, ja, da jeg stoppede som pianist kom det på forsiden af aviserne. Det undrede mig, da det skete, men omvendt kunne jeg godt se, det var en god historie. Her var en mand med vind i sejlene, som blev udråbt til at være et eller andet inden for den klassiske musik, og så stoppede han. Men jeg tog bare en beslutning om at lade være med at spille. Og?

Jeg havde jo aldrig ramt forsiderne, hvis jeg var blevet ved. Men lige pludselig blev det annonceret i radioen. Jeg havde ikke engang nået at sige det til min søster, før hun hørte det i Radioavisen.

Min far var chef for Sidney Opera House, dengang de åbnede. Det medførte masse polemik med budgetoverskridelser og derudaf, det har været en del af mit liv, siden jeg var lille og boede i Australien. Jeg vil ikke sige, vi har været vant til journalister i baghaven, men vi har været vant til, at det man gjorde, blev reflekteret andre steder end uden for ens egne fire vægge.

Måske har jeg ikke fået nok kritik. Men uanset hvad man laver, vil der altid være en procentdel derude, der synes, du er en klaphat eller ikke er god nok. Det er jo en del af spillet. Hvis du ikke kan tåle, der er andre, der har en holdning til dig, så skal du jo ikke stikke snuden frem. Der er også nogen, der synes, dit magasin er noget lort. Der er også nogen, som synes, det er fantastisk.

Om jeg er kvalitetsbevidst? Det er jeg nok.

Om jeg er krukket? Det er jeg sikkert også. Tror du ikke, jeg er det? Bare det, at jeg spørger dig, er jo krukket ad helvedes til.

Jeg er mindre arrogant i dag, end jeg var for ti år siden. Det lyder sikkert omvendt arrogant at sige det, men nu ved jeg, jeg ikke altid har ret. Hvis du skal drive en udvikling som leder et hvilket som helst sted, kan du ikke gøre det alene. Det er hundrede procent umuligt. De kloge hærførere anerkender helheden som drivkraften, ikke sig selv.

Det var vitterligt en periode, hvor jeg altid vidste, jeg vidste bedre. Heldigvis er det ikke sådan længere.

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE