kippenberger_banner

Lige et spørgsmål, hr. Kippenberger – hvem har lært Dem at være rockstjerne?

Bedst som dansk rock var blevet overtaget af pæne drenge i moderigtigt tøj, gjorde The Floor Is Made of Lavas Tobias Kippenberger sin entré på scenen. Danmarks nye store rockstjerne er lige så upoleret og uimponeret, som de legender, hvis fodspor han går i. Apropos’ Sebastian drak neskaffe, røg cigaretter og snakkede om netop dé legender med manden, der har gjort dansk rock interessant igen.

Tobias Kippenberger tager smilende imod mig i døren til sin lejlighed på Vesterbro. Stemningen er fra starten god. Han er blottet for den musikerarrogance, man i dette fag ellers møder af og til.

– Velkommen til, siger han med en let rusten stemme, der godt kunne lyde lidt af øl og smøger.

Det her er aftalen: Vi skal snakke om musikken, der har påvirket og inspireret ham gennem årene i håbet om højtravende erkendelser. Tobias Kippenberger har valgt interviewmenuen; den står primært på rockmusik, men det er ikke kun musikalsk, han kan sin genre. Han er iført denimbenklæder og en småkrøllet skjorte. I entréen står et par flaskegrønne Doc Martens-støvler. Håret er halvlangt og skægget er ubarberet, forstås. Han er tydeligvis rockmusiker, ham her. Et støvet guitarriff i menneskeskikkelse. Det skal man ikke anstrenge sig for at få øje på.

Vi sætter os ind i stuen, hvor interviewet skal foregå. Vi drikker neskaffe, han ryger smøger og jeg ønsker, at jeg røg smøger. For hvem vil ikke gerne ryge med Danmarks ukronede rockkonge?

– Men så har du vel nogle spørgsmål, som du forestiller dig vil bære os et eller andet sted hen? Spørger han nervøst på interviewets vegne.

– Jo, svarer jeg. Udmærket klar over, at min idé om at bygge et Profilen-interview op omkring musikken, der har inspireret ham, ikke nødvendigvis er en god idé. For der er jo ikke partout sket noget vildt skæbnesvangert i forbindelse med musikken, vi skal snakke om, er der?

Oasis og indgangen til musikken
Jeg trykker optag på diktafonen, og starter med at spole tiden nogle år tilbage. Tilbage til foråret 1997, hvor Tobias Kippenberger sad i en bus med sine høretelefoner på, mens de norske fjelde, som han i selskab med 7. klasse fra Vestervangsskolen havde tilbragt en uge i, passerede udenfor. Han kunne se tilbage på en lejrtur der berigede sit 14 år gamle liv med tre nærmest skæbnesvangre øjeblikke. Et. Han fik sin første kæreste. En sød, norsk jenta. To. Denne norske jenta har gav ham hans livs første tungekys. Tre. Men vigtigst af alt: Han købte Oasis’ plade Be Here Now, som det meste af hjemturen sad i discman’en og spillede pladens ballader på repeat, mens han savnede sin nye, norske kærlighed. Kun få dage forinden indledte han et andet kærlighedsforhold. Ikke til en pige, men til to mænd: brødrene Gallagher fra netop Oasis og særligt til balladen og kæmpehittet, Wonderwall, som han på vej til Norge lærte at spille på guitar. Det første nummer, han kunne spille.

– Oasis’ ballader har altid været mine yndlingssange – alle de sange, som Gallagher brødrene selv hader allermest. Men både balladerne og Gallagher-brødrene har spillet en enormt stor rolle for mig. Jeg har altid set dem lidt som mine seje storebrødre.

Det var ikke kun blandt norske hunkøn, at han var eftertragtet. Også i klassen var han en af de såkaldte ”populære”. Han havde en klassekammerat med ”sådan lidt for meget hvalpefedt”, men da puberteten ramte, skød hvalpefedtet, til Tobias’ store forundring, i vejret. Pludselig var kammeraten, der tidligere havde været lidt en outsider, ham den høje, slanke James Dean-agtige skikkelse, der holdte fester, drak øl og røg cigaretter. Det blev ham, der introducerede Tobias Kippenberger til den mere attitudetungeside af Oasis: Debutpladen Definitely Maybe. En oplevelse, der gav ham et rockmæssigt klarsyn.

– Da jeg hørte Definitely Maybe, fattede jeg, at rock tilhører dem, der tager den. Fuck hvalpefedt og røvhuller i skolegården; stjæl din fars gamle læderjakke og luk verden ude med dine høretelefoner. Den plade var en ret stor fuck-finger til alle omkring dem. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg også tillod mig at være et større svin, som Gallagher brødrene har for vane at være det. Men for det meste er jeg faktisk bare en velopdragen boy scout.

Definitely Maybe blev hans indgang til musikken. Den fik ham til at indse, at han ville lave sin egen. Derfor startede han for alvor med at spille guitar. I et halvt år. Så stoppede hans kammerat med guitarspillet – det samme gjorde den, på det tidspunkt, knap så egenrådige Tobias Kippenberger, der samtidig også valgte at lægge rocken fra sig. For nu skulle han være hiphopper og male graffiti. Heldigvis for dansk rock, var han kun hiphopper indtil sin 15 års fødselsdag, hvor han blev taget af politiet i færd med at male graffiti.

– Det var sidste gang jeg malede, og jeg tror faktisk, at det var det virkelige vendepunkt i min musikalske karriere. Jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg absolut ikke var hiphopper, men at jeg i virkeligheden havde mine rødder i rocken hos Oasis.

Radiohead og et liv i fosterstilling
Han var et sørgeligt syn, som han lå der på sin seng med benene trukket op under hagen. Han var ked af det. Eller han havde i hvert fald overbevist sig selv og sit humør om, at han var det. Efter folkeskolen var han startet i gymnasiet, og han var – efter forskrifterne – begyndt at lytte til Radiohead. For det gjorde man i gymnasiet, hvis man var ”musikertypen”. Mødet med Radiohead forstærkede den klassiske gymnasiale selvhøjtidelighed, der også havde indfundet sig hos Tobias Kippenberger. Thom Yorke og co. overbeviste ham om, at ville man tages seriøst og ville man tage livet seriøst, var det altafgørende, at man ikke var ham den glade.

– Hvor Oasis definerede min spæde ungdom, dikterede Radiohed min gymnasietid. De var skyld i, at jeg lå i fosterstilling gennem hele gymnasiet. Jeg troede på det tidspunkt, at jeg var sådan en lidt trist person af natur.

Udover at bidrage med timer på sengen i fosterstilling var Radiohead også overhav til det, der endte med at blive Tobias Kippenbergers karrierevej; sangen. Hans gymnasieven kunne nemlig ikke synge, men han var glimrende på guitar og Radioheads Karma Police var han særligt god til. En dag, hvor de hang ud på Tobias’ lille ungdomsværelse, spurgte vennen, om Tobias ikke ville synge til hans guitarspil.

– Det var første gang, jeg fandt ud af, at jeg kunne synge – eller i hvert fald råbe højt nok til at narre mig selv. Det var enormt kønt, når jeg råbte de højeste toner af Karma Police.

Sammen med kammeraten stiftede han sit første band. IDjel Idietz (altså Ideal Idiots), kaldte de sig. De blev aldrig en succes. I stedet begyndte de at spille med tre andre unge knøse med ligeså meget livsindsigt. De kaldte sig Karthage. Et Radiohead-inspireret band, der så verden gennem våde, prætentiøse gymnasieøjne. De vidste noget om livet, mente de. Og som det jo er med fremadstormende, esbjergensiske, indie-bands besluttede Karthage, at Esbjerg var blevet for lille til deres store tanker og ambitioner. Derfor flyttede de sammen til København for at satse på musikken.

Eagles Of Death Metal og den glade dreng
På Amagerbrogade flankerede Tobias Kippenberger sig i en lille lejlighed. Her sad han ofte langt ud på natten og røg smøger og skrev dagbog om livet som bedrøvet musiker på sin mors aflagte Bilka-pc. Scenariet passede perfekt ind i hans selvbillede som den dystre, melankolske Radiohead-type lige indtil den dag, han fik en musikalsk lussing af bandet Eagles of Death Metal.

– De åbnede en helt ny verden op for mig, hvor ingenting var så alvorlig, at du burde være trist på noget tidspunkt. Jeg fandt jo ud af, at man ikke behøver være sådan småsuicidal for at tage livet seriøst. Du skal bare fucking leve livet. Det er det, det handler om. Det var ret stort for mig at opdage hele den attitude og tilgang til livet – en tilgang jeg havde fnyst af hele gymnasiet.

Men det var ikke kun attituden, at Eagles of Death Metal rykkede noget for Kippenberger. Også musikalsk og specielt lyrisk var opdagelsen en kæmpe omvæltning. Pludselig fremstod hans tungsindige sang- og dagbogsskriverier prætentiøse og højtidelige.

– Jeg fandt ud af, at teksterne ikke behøvede at handle om en skid. I hvert fald ikke andet end fisse. Allerhøjest. Eller om at lægge an på damerne fra scenen. Eagles of Death Metal var jo skrubbelløse. Det var enormt befriende lige pludselig at forstå det. Nærmest livsbekræftende.

Eagles of Death Metal var bandet, der fik Tobias til at kravle ud af sengen, ud af teenage-tungsindet og ud i livet. Han fandt ud af, at han grundlæggende var en ret glad dreng.

– Jeg gav pludselig slip på en masse dødvægt – og i dag er det virkeligt få ting jeg tager i nærheden af tungt. For eksempel da vi indspillede den første plade i TABU-studiet, kiggede L.O.C. ind i mellem ind til os. På et tidspunkt konstaterede han, at ”I er ret meget sådan et don’t-care-band”. En konstatering jeg ét år tidligere sikkert var blevet voldsomt fornærmet over, men jeg har altid tænkt på det som et af de fineste komplimenter, vi har fået. Hvis du er ligeglad, er du altid glad.


B.R.M.C. og nøgendans
Ligeglad var han dog ikke helt, da hans kæreste tog på højskole og nærmest forlod ham. Han tog nemlig forholdet dødsensalvorligt. Derfor var det en forfærdelig periode. Det gjorde ondt. En dag foreslog hans roomie, at han skulle høre Black Rebel Motorcycle Clubs plade Howl. Egentlig havde Tobias Kippenberger lagt bandet på hylden. Han havde hørt debuten. Den var god. Deres anden plade havde skuffet og netop Howl var umiddelbart alt for country. Alligevel gav han pladen endnu en chance.  Heldigvis. For i Black Rebel Motorcycle Club fandt han en støtte at læne sig op ad, mens forholdet til kæresten åbenlyst krakelerede.

– Jeg kunne relatere sygt meget til pladen og specielt titelnummeret Howl i forhold til min kæreste og jeg. Hvordan jeg godt viste, at det var galt, men samtidig ikke have lyst til at give det dødsstødet. De gav en form for indsigt om mig selv. Noget selverkendelse omkring, at jeg ikke kan kontrollere alting og at jeg nogen gange bare må give slip.

Selvom Black Rebel Motorcycle Club var god for ham, dulmede han ikke kun de sørgelig stunder med musikken. Også alkohol var en god ven i nøden. Kombinationen af musik og alkohol resulterede i småynkelige aleneaftener.

– Når jeg endte alene med mine brænderter, kunne jeg godt blive lidt sindssyg af det på sådan en ø-kulret måde. Jeg omfavnede min egen sørgelighed i så ekstrem en grad, at jeg helt alene i verden endte med at sætte Black Rebel på, smide tøjet og danse med mig selv.

Udover at være en periode, hvor han var virkelig ked af det, bidrog den alligevel også med noget positivt. Eller, hvad Tobias Kippenberger opfatter som noget positivt. I hvert fald kunstnerisk.

– Det var i den periode, jeg fandt ud af, hvor befriende det kan være at drikke alkohol med sig selv. Det lyder selvfølgelig enormt alkoholiseret, men jeg fandt ud af at bruge alkohol som en eller anden form for bevidsthedsudvidende rusmiddel, og hvor jeg ellers altid havde været meget afhængig af konstant at have mennesker omkring mig, så accepterede jeg i højere grad mig selv og den ensomhed, der følger med at være kunstner. Man skal grave virkelig dybt i sin egen navle, og det gør man altså ikke, mens man er omgivet af venner.

Bruce Springsteen og far
Vi spoler lige tiden tilbage til Esbjerg igen. Her havde Tobias Kippenberger en god barndom. Og det er til trods for, at han voksede op uden sin tyske, alkoholiserede far, som han og moderen forlod i Frankfurt, fordi han havde drukket sig halvt ihjel. Alligevel var der masser af modne mænd i hans liv. Hver gang han var ude at køre med sin mor i hendes gamle Renault, blev musikken nemlig leveret af det såkaldte Renault-bånd, der primært bestod af store soft rock-kanoner som George Harrison, Billy Joel og Rod Stewart. Gode mænd. Men når Tobias kigger tilbage på opvæksten, savnede han måske alligevel en enkelt mand i sit liv: Bruce Springsteen. Hans mor kunne eftersigende ikke lide ham, hvorfor der ikke var fundet plads til ham på Renault-båndet. Derfor stiftede han først meget sent bekendtskab med ”Bossen”.

– Hele min fascination af Bruce Springsteen, bunder nok i, at han er sådan en faderfigur. Det kommer til at lyde som en fucking floskel, men Bruce Springsteen er så ægte. Han står som sådan en helgen, uden at være hellig i sin attitude, men som alt det gode og rigtige. Jeg kan dybest set ikke forstå, hvorfor jeg ikke synes han er pisseirriterende.

Nu bliver det højtragende, men er Bruce Springsteen den faderfigur, som du ikke havde i din opvækst på grund af fraværet af din far?

– Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig savnet en far, fordi jeg aldrig har vidst, hvad der var at savne. Men der er da ingen tvivl om, at Bruce Springsteen ville være en rimelig cool dad, og billedlig talt kunne jeg da godt have haft lyst til, at det var ham, der kørte mig i skole dengang.

Selvom Tobias Kippenberger ved mødet med Bruce Springsteen blev dybt fascineret, var det også en nedslående oplevelse for ham. Bruce Springsteen var en storyteller af Guds nåde. Han ville aldrig nogensinde komme til at skrive sange af samme kvalitet, som de Bruce Springsteen havde skrevet massevis af. Det vidste han med det samme. Men lidt efter lidt fandt han ud af, at det måske ikke handlede om, hvorvidt han nogensinde ville blive ligeså god som Bruce Springsteen.

– Hvor andre sangskrivere svøber deres tekster ind i kryptiske metaforer, fordi de er bange for at være banale, hvis de siger tingene som de er, så har Bruce Springsteen altid været dygtig til at balancere de to ting. Det er ligesom hans ting, og det er jeg enormt inspireret af. Derfra handler det ikke om, hvorvidt jeg også kan blive dygtig til det, men hvorvidt jeg så kan finde mit eget ud fra det. Jeg søger stadig, men føler, at jeg nærmer mig.

The Floor Is Made of Lava og den nøgne tekst
Og så er vi nået til slutningen. Den store, forkromede konklusion. Her, hvor det afsløres, om Tobias Kippenberger er resultatet af den musikalsk fond bestående af Oasis, Radiohead, Black Rebel Motorcycle Club, Eagles Of Death Metal og Bruce Springsteen, som han gennem årene har kogt på. Men det er svært at konkludere, må være konklusionen. For selvom han gennem årene er blevet filosofisk og musikalsk befrugtet af op til flere stjerner, er han nået til et punkt i karrieren, hvor det er svært at trække paralleller til hans musikalske helte. For Tobias Kippenberger er jo bare sig selv. Og han har sine egne historier at fortælle. Alligevel er han nået frem til en eller anden form for konklusion, når det kommer til hans tekster.

– Det, jeg er blevet allermest fascineret af gennem årene er, når det har været ligefrem og nøgent. Altså når du tør sige noget, der er forståeligt og stille dig ud og være ligeglad med, hvad andre tænker. Det er et slags nirvana for mig, at opnå følelsen af ikke at være forfængelig.

Hvornår oplever man dig mest ”nøgen”, mindst forfængelig?

– Titelmelodien fra Kids & Drunks er klart den mest ærlige. Den handler om en slags dødvande mellem hvorvidt forældre bare er uansvarlige eller om børn bare er nogle utaknemmelige snotunger. For det føles som om, at et eller andet må være gået galt, i hvert fald for mig. Min alkoholiserede far var ikke til stede og jeg havde den her følelse af, at min mor elskede mig for højt i min opvækst, så jeg kunne løbe alt for meget om hjørner med hende. Hun tog ikke det tunge ansvar at være the bad guy over for mig. I den forstand havde jeg kontrollen i vores forhold, og jeg blev den voksne. Det kan der peges nok så meget fingre ad. Omvendt har jeg heller aldrig lavet andet i det forhold, end at lede efter hvordan jeg kunne løsrive mig fra det – full blown teenage riot uden andet formål end oprøret. I den erkendelse føler jeg mig pludselig bare som et kæmpe røvhul. Den følelse og den onde spiral måtte jeg angribe på en eller anden måde – for forhåbentlig at komme af med den, og komme ud som et bedre menneske på den anden side. I sangen lægger jeg hårdt ud med ”With a kid for a mom and a drunk for a dad,” men ender sangen med én lang svada af en sviner til mig selv, for jo mere jeg skældte ud over min, åh-så-fortabte barndom, jo klarere stod det, at jeg selv måtte tage det fulde ansvar for, hvem jeg er.

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE