Oliver: Hvor godt kender I to hinanden?

Esben: Vi har kendt hinanden siden 1. februar 2008. Vi skulle mødes på et loft, dagen før vi startede på Journalisthøjskolen.

Peter: Der var jeg der ikke. Det gad jeg ikke. Det var sådan noget ryste-sammen-noget.

Esben: Nej, det har Peter aldrig været glad for.

Oliver: Hvorfor ikke det?

Peter: Jamen jeg har altid syntes, det var så rusværts-agtigt, det der med at mødes og lave planlagte aktiviteter med skolen. Jeg havde voldsom succes i gymnasiet, og i min verden er dem, der bliver rusværter sådan nogle, der har været lidt underdanige i folkeskolen og i gymnasiet. Dem, der lavede Operation Dagsværk og sådan noget. Irriterende typer. Esben var rusvært. Det var jeg ikke. Jeg vil selv vælge, hvem jeg vil være sammen med. Jeg skal ikke sidde i rundkreds.

Esben: Der er jeg helt vildt large, jo. Og det er helt rigtigt det med gymnasiet. Der gik det af lort for mig.

Peter: Og må jeg lige sige noget. Mig og Esben har jo som sådan kun kendt hinanden i fire år, men vi kender hinanden langt bedre end mange mennesker, der har kendt hinanden hele livet. Esben ved med nulprocents fejlmargen, hvornår jeg bliver sur, hvad jeg ikke kan rumme, og hvornår jeg stiger af.

Esben: For eksempel da vi sendte i dag, og der kom nogle sms’er ind fra nogen, der rettede os i noget, vi havde sagt om Lolland og Falster. Der kunne jeg godt se på Peter, at der bare ikke skulle komme flere sms’er ind lige der. Så vi lukkede bare for sms’en.

Peter: Altså, jeg er jo i virkeligheden – udover det høflige “hej” og “goddag” og sådan noget – utroligt menneskefjern. Jeg kan simpelthen ikke lide ret mange mennesker. Det må være ærligt at sige! Jeg bryder mig virkelig ikke om ret mange mennesker. Der kan Esben nærmest lide alle.

Esben: Nej, det er nemlig ikke helt rigtigt. Men jeg er bare meget bedre til at få det til at se ud som om, jeg gør.

Peter: Det er rigtigt. Det, mig og Esben har tilfælles er situationsfornemmelse.

Esben: Det er den eneste evne, man behøver at ha’.

Oliver: Hvordan blev I så venner?

Esben: Ja, det er egentlig mærkeligt, vi blev det. Nu skal jeg ikke skyde nogen noget i skoene, men jeg tror, der var mange på Journalisthøjskolen, der syntes, Peter fyldte meget.

Peter: Journalister. Eller måske endda særligt journaliststuderende går jo i helt utroligt små sko. Og jeg havde jo rigtig meget fart på.

Esben: Folk troede jo nærmest, Peter kom direkte fra Orange County. Og så tror jeg måske, jeg var én af de få, der engang imellem fortalte Peter, han skulle holde sin kæft…

Peter: Det sagde du aldrig. Du labbede det bare i dig, alt der var mig … Der var vinger bagud. Men det var der jo på mange. Jeg har et meget meget fintfølende – måske det bedste i hele Danmark – bullshit-barometer. Jeg ved altid, hvornår folk faker. Og der tror jeg, at rigtig mange af dem på Journalisthøjskolen havde travlt med at fake sig til at være uproportionalt interesserede i konflikten i Mellemøsten, selvom de jo egentlig ikke er det, men bare skulle lade som om, fordi de gik på Journalisthøjskolen, og det var den politisk korrekte holdning. Der kunne jeg mærke på Esben, at han også fik den der indre gag-fornemmelse, når folk bliver for meget. Og det bliver tit på meget på Journalisthøjskolen.

Esben: Ja. Og vi var så heldige at komme i gruppe sammen på Journalisthøjskolen. Vi var Peter, mig og tre andre.

Peter: En af dem var en pige fra Sønderjylland, der havde to æsler.

Esben: Ja, og en pige, der gik på jagt.

Peter: Hun er jo blevet vært på TV 2 News. Og her gik vi og troede, vi var de to gyldne æg fra den årgang.

Esben: Nå, men der sad vi tit i den gruppe, og kunne – ligesom når vi sender radio – kigge på hinanden og tænke, at nu blev det for meget.

Oliver: Lad os snakke lidt om Monte Carlo. Hvordan opstod idéen til programmet?

Peter: Det startede med, at jeg fik tilbuddet om at lave et program på P3. Jeg havde over sommeren lavet et program, der hed Saint Tropez sammen med Felix (Schmidt red.), hvor jeg fik lov at bestemme og udvikle alt. Det var mig, der fandt på det fra ende til anden. Mig, mig, mig. Det blev en lidt større succes end forventet. Og så blev jeg tilbudt den sendeflade, vi har nu fra 14-16 og fik den opgave at finde en ny medvært, fordi Felix skiftede til TV 2. Fantastisk manøvre i øvrigt.

Oliver: Var det svært at få Esben med på idéen?

Peter: Nej. Men der var en masse holdninger indefra DR til hvem jeg skulle sende med. Men der var kun én, jeg ville sende med, og det var Esben. Så jeg skulle komme med en shortlist til mine chefer over folk, jeg ville sende med. Og der skrev jeg Esben Bjerre og Baronessen. Og jeg vidste godt, det ene ville være rimeligt usandsynligt – økonomien og så videre taget i betragtning. Og så var der ellers lidt tovtrækning og bureaukratisk boksekamp i seks måneders tid for at få Esben ansat.

Esben: Ja, og så var det det logistiske, at jeg studerede i USA på det tidspunkt. Jeg var lige flyttet til San Francisco, da Peter skrev, at han havde fået det her program, og om jeg havde lyst til at være del af det.

Peter: Der var ikke rigtig noget program, der var tilbuddet om at lave et program med en medvært. Hvad det program skulle være, var der ikke nogen planer for. Så jeg ringede til Esben, og lovede, at hvis han kom over og lavede en dummy (program-pilot red.) med mig, så ville jeg betale hans flybillet, hvis han ikke fik jobbet. For jeg vidste, jeg nok skulle få trumfet det igennem.

Esben: Jeg endte så med at flyve frem og tilbage to gange. Jeg tror, vi nåede at lave tre dummyer.

Peter: Men så til sidst blev Esben ansat.

Esben: Den 23. december.

Peter: Jeg havde praktisk talt sagt nej til alt, der kan kravle og gå af medværter. De ville gerne ha’ pakket mig ind i en eller anden ældre familien Danmark-type, man kunne putte på en plakat.

Esben: I stedet blev det bare en ung familien Danmark-type.

Sider: 1 2 3