klausriskjaer_banner

Den urolige, den bizarre, den kaotiske, den ekstreme Klaus Riskær

  • Ord: Oliver Enné | Foto: Thomas A for Apropos Magazine
Han har ikke levet det gode liv. Han har levet det urolige, det bizarre, det kaotiske og det ekstreme liv, der har givet skæbnesvangre nedture og storslåede opture. Nu står han igen. Klar til at gøre de næste år af sit liv til de bedste. Apropos’ Oliver har mødt Klaus Riskær.

Oliver: Jeg har et første spørgsmål til dig. Synes du generelt, livet har behandlet dig godt?

Klaus Riskær: Hvis man forudsætter for en god tilværelse, at den foregår af en ensrettet vej eller en lige linje, så er man i virkeligheden naiv. Det er meget få mennesker, der går gennem tilværelsen som en problemløs, direkte vandring fra punkt A til Å. Alle folks liv er på en eller anden måde problematiseret af livet selv. Du lever ikke uafhængig af livet omkring dig selv. Du responderer på det. Og det er din evne til at respondere på livet omkring dig, der gør, at du lever selve livet. Så det er en interaktiv proces. Jo mere du foretager dig i dit liv, i jo højere grad eksponerer du også dig selv for, at ting får et andet udfald end det, du havde forventet. Hvis du bliver bragt i en situation, hvor du bliver presset så meget, at du mister din savoir-être – altså, det at være, så er du dårligt forberedt på livet. Og du bliver eksponent for modgang og krise, som du egentlig ikke burde være eksponent for, fordi du burde være forberedt på dem.

Oliver: Så når jeg spørger dig, hvordan du synes, livet har behandlet dig?

Klaus Riskær: Så vil jeg sige, livet har behandlet mig, som det må forventes, at et liv behandler en, der laver så mange ting og har gjort så mange ting, som jeg har gjort. Og hvis jeg nu her midt i livet skulle sætte mig ned og bitche over ting, der går anderledes, end jeg havde håbet på, så er det fordi, jeg har valgt det forkerte. Så skulle jeg have taget mig en anden beskæftigelse eller have sænket mit ambitionsniveau på at udfordre livet. Men livets kvalitet er at blive udfordret, og det er det, der giver indhold. For mig har det siden, jeg var en lille dreng været det interessante at skubbe til omgivelserne for at se, hvordan omgivelserne skubbede til mig, og hvad jeg så kunne bruge det til. Det har bragt mig på konfliktkurs med andre, der har andre aspirationer i livet. Og det betyder, at der en gang imellem er slag, du taber. Så jeg accepterer, at jeg har tabte nogle slag, men jeg har ikke tabt formålet og meningen med det liv, jeg lever, overhovedet. Jeg synes, det er fantastisk. Jeg kan ikke se det for andet, end at modgang er en helt naturlig del af et liv, der har tilstrækkeligt indhold.

Oliver: Men du har også vundet flere gange og haft stor luksus i dit liv?

Klaus Riskær: Jo, men jeg har jo kun den luksus, som jeg selv har tilkæmpet mig. Og luksus er ikke et selvstændigt mål. Du skal i den forbindelse se mig som en lidt forkælet egocentriker. For jeg kan kun lave de projekter, som, jeg selv synes, er fede, ved at have ro i mine omgivelser. Det betyder nemlig, at du sikrer dig en vis frihed fra en masse dagligdagsprovokationer, som kan hive håret ud på selv den bedste. Så for mig har det været afgørende at skaffe den ro.  Men luksus er ikke vigtigt. Hver gang jeg har lavet et projekt, har det afgørende for mig været: Skaber jeg noget? Efterlader jeg noget? Har jeg gjort verden til et bedre sted? Og har jeg det fedt? I omvendt rækkefølge.

Oliver: Er du en god leder?

Klaus Riskær: Du skal forstå, at jeg har haft virksomheder, der har varieret meget i størrelsen. Mange af dem starter jo med en håndfuld mennesker, hvor vi så starter projektet fra grunden. Jeg er ikke investor. Jeg er ikke finansmand. Jeg ved ikke, hvor fanden det kommer fra. Jeg har aldrig lavet finans. I 80’erne lavede jeg nogle finans-forretninger, fordi det flød ud af den koncern, jeg havde. Når der er mange penge, kommer man jo til at lave mange finans-ting. Det kan ikke undgås, hvis du har pengene, for pokker. Men det var jo ikke det, jeg lavede. Hvis du ser på det, jeg lavede i 80’erne – i øvrigt også politisk – var det innovationsarbejde. Typisk laver jeg core-teams omkring mig. Og uanset, hvor stor en virksomhed jeg har, er det ikke mere end otte-ti mennesker, der arbejder sammen med mig. Jeg skåner resten af organisationen for mig, fordi det ikke er sjovt. Men mine core-teams er mine bedste venner, mine elskere og mine kompatrioter i kampen, i slaget. Hvem, der passer soldaterne, kan jeg ikke tage mig af. Jeg siger bare: ”Det der er den vej, vi skal ned ad, venner.” Der er no mercy. Dem, jeg arbejder sammen med i mine projekter, ved, at det er twenty four seven. Det er always on. Alting on the fly. Og no formality.

Oliver: Så du er en hård leder?

Klaus Riskær: Nej. Jeg er en krævende holdkaptajn, men jeg er kun holdkaptajn. Altså, jeg betragter mig som del af et team. Og jeg har aldrig arbejdet med den der Flemming Østergaard-ske pater familias chef-attitude, det har jeg ikke. Jeg kan godt være super bitchet, hvis jeg er sur og noget ikke går, som jeg vil have det. For jeg kræver meget af mig selv og meget af mine omgivelser, og jeg kører benhårdt på, hvis det er noget, der irriterer mig. Så får folk det fandeme at vide. Men det er glemt fem minutter efter. Jeg går ikke og bærer nag. Og jeg vil så sige: Da jeg solgte Cybercity efter fem år, var hele holdet af core-team-folk de samme, som fem år forinden. De var ikke flyttet. Det siger sgu ikke så lidt dengang. Altså, i ’95 til 2000, prøv du lige at holde på medarbejdere dengang. Det var jo nærmest umuligt. De fik jo tilbudt lønninger, der var helt out of this world. Men de blev hængende, fordi de var med til at skabe noget herude på slagmarken. Og det her, det var rejsen. At det var en hård tur, og der ville være døde og sårede undervejs, det er klart for enhver. Men det er ikke det, vi gik efter. Vi gik efter at kunne sige: Fuck, mand, hvor er det godt, hvor er det fedt, det gjorde vi altså, det her. Og hvor er de andre blevet parkeret her.

Jeg går mine egne veje, jeg er ikke til salg, jeg kan ikke bestikkes, man kan ikke sweet-talke mig, man kan ikke give mig en middag, man kan ikke give mig et opkald og man kan ikke presse mig.

Oliver: Har du altid vidst, at du ville få succes med det, du lavede?

Klaus Riskær: Jeg har vidst, at jeg ville gøre en forskel. Men om det blev stort eller om jeg ville lykkedes med det, har ikke stået mig klart. På samme måde som jeg heller ikke har vidst, om den forskel, jeg gjorde, ville blive betragtet som en positiv forskel af andre. Jeg ved, det jeg har lavet, er specielt, fordi der er lavet meget. Til de mennesker, jeg har kendt, der har taget store gevinster hjem på deres virksomheder, har jeg altid sagt: Men nu kommer den svære to’er. Du ved, ligesom i musikbranchen, ikke? For det er rigtig svært: Hvordan laver du den næste? Nu taler jeg ikke om at investere sig til det, fordi det er en helt anden boldgade, vi er ovre i. Nu taler jeg om at lave lortet. Og det er meget svært og meget sjældent, det sker. Det har jeg vidst. Om jeg så også vidste, jeg skulle få problemer ud af det? Ja, det vidste jeg jo godt, for jeg traf jo et valg allerede i 80’erne. I en kort periode tænkte jeg: Fedt nok, jeg kan jo blive del at the establishment, fordi det går mig godt, og jeg er skidedygtig, og jeg laver noget, folk respekterer. Jeg rendte til nogle møder i de der VL-grupper og til receptioner og alt muligt. Det gjorde jeg i et års tid. Så begyndte jeg at stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor gjorde jeg egentlig det? Altså, hvad fik jeg ud af det? Og så sagde jeg til mig selv: Hvis alt, hvad jeg vil lave, er innovation, så er alt det, jeg laver lige nu disruption. Og disruption vil per definition være udfordret af de eksisterende, etablerede patriarker og magtstrukturer. Og da jeg hele tiden ville arbejde i nye områder, så er der no way, jeg ønsker at stå i nogen som helst form for forhold, forbindelse eller social relation til det etablerede establishment.

Oliver: Hvorfor det?

Klaus Riskær: Jeg går mine egne veje, jeg er ikke til salg, jeg kan ikke bestikkes, man kan ikke sweet-talke mig, man kan ikke give mig en middag, man kan ikke give mig et opkald og man kan ikke presse mig. Og det er klart, at hvis du lægger den politik – og så i øvrigt udøver den – og får succes, så bliver du jo Victor Eremita (den ensomme sejrherre, red.), som Kirkegaard kaldte sig, fordi der i perfektion ligger den faktor, at du skal være ensom. Ellers kan du ikke være perfekt. Du skal samarbejde med folk for at gøre det du vil rigtigt, godt nok, hurtigt nok. Du skal bruge andre ressourcer, aktiver og værdier, fordi du ikke er god nok alene. Men i sidste ende er det dig, der skal call the shots. Og det får man så uvenner af.  Og hvis du på et tidspunkt snubler, så får du en på nødden. Så har du ikke de der wingmen stående, som du har siddet og drukket portvin og spist dig stor og tyk med i ti år. Og Danmark er en provinsby. Og folk, der tror andet, de kan godt tro om igen. Danmark er én stor provinsby. Det er en lille, lukket enklave af et tæt integreret, en anelse degenereret magtstruktur, som krydser business, politik og presse i en uhellig alliance. Og som i vid udstrækning har forsinket landet i forhold til eksempelvis Sverige, hvor man ikke har de samme sammenblandinger.
Oliver: Når du så ser på Danmark som samfund – er du så pessimist eller optimist?

Klaus Riskær: Jeg ser pessimistisk på en del af de ting, der sker i den vestlige kultur lige nu. Neoliberalismen, som fik gren i de politiske områder op igennem 70’erne og 80’erne, og som kommer ud af den østrigske skole, vi havde i mellemkrigsårene, har ligesom fået opbygget en kultur af bedrevidenhed og selvtilstrækkelighed. Men man skal huske på én ting, og det er, at der er nogle fællesskabsværdier, som er fuldstændig afgørende for, at vi fungerer som samfund og som art. For mennesker er, modsat ganske få andre primater, et socialt dyr. Vi kræver social interaktion af vores omgivelser. Vi kan ikke leve alene. Og hvis man anerkender, at social interaktion er en del af ens værdisæt og hele ens forudsætning for at overleve, så betyder det, at den moral man må efterleve, det er en kollektiv moral og ikke en individuel moral. Og så bliver du nødt til at gå på kompromis med en lang række af de frihedsidealer, du altid forestiller dig, hvis du som den enlige kavaler ridder ud med sværdet ved din side for at besejre verden og ende i en succesfuld tilværelse. Trust me. You won’t. You really won’t. Du vil i bedste fald ende som et meget, meget ensomt, meget, meget udskudt og meget, meget ulykkeligt menneske. Så når du spørger, om jeg er pessimist eller optimist, så er svaret: Vi skal tage hul på en ny periode nu. Og det neoliberalistiske verdenssyn forstår vi alle sammen godt. Og det har bidraget til vores forståelse af, hvem vi er – og specielt, hvem vi ikke er. Og det er en bølge på det historiske hav, og det er en meget kort bølge. Altså, hvis du ser på neoliberalisten som politisk art, er det jo en af de mere kortlivede af sin slags.

Oliver: Vil du egentlig sige, at du arbejder for at leve eller lever du for at arbejde?

Klaus Riskær: Jamen jeg adskiller slet ikke tingene. Jeg ser slet ikke forskellen på det. Det er for mig et fuldstændigt integreret forløb. Jeg har slet ikke sondringen. Altså, hele min eksistens er arbejde. Og det er kun ved arbejde, eksistensen giver mening.

Oliver: Kan det være et problem rent socialt?

Klaus Riskær: Jamen jeg er ekstremt social. Jeg lider sgu ikke nogen social nød. Jeg kender hele byen. Tværtimod. Jo mere du arbejder, jo mere du engagerer dig, jo mere du lever dit liv, jo mere social, jo flere folk møder du, jo mere interagerer du, jo mere åbner livet sig op.

Oliver: Der er mange, der har en social omgangskreds og en professionel omgangskreds. Men det flyder vel sammen, så?

Klaus Riskær: Du taler venskaber og sådan noget?

Oliver: Ja, for eksempel.

Klaus Riskær: Ja. Marcel Proust (fransk forfatter, der døde i 1922, red.) har beskæftiget sig med venskaber. Proust har i den bog, der hedder The Guermantes Way – jeg har læst den på engelsk – et meget langt afsnit om venskaber. Og han stiller et meget stort spørgsmål ved venskabet som kvalifikation og kvalitet. Han siger dybest set, at venskab er en rejse, man er på et stykke tid, og så rejser man videre igen. Jeg betragter venskaber som noget, jeg låner. Og jeg betragter koner og kærester som noget, jeg også kun har til låns og må passe på og værne om. Både venskaber og kærlighed skal plejes og passes, og gør man ikke det, så smutter det ud mellem fingrene på en. Det meste, vi er en del af, er mere eller mindre frivilligt på tidsbegrænset kontrakt. Det gælder firmaer, venskaber og desværre også kærlighed. Jeg tror, man er bedst stillet ved ikke at bilde sig selv ind, at noget er uendeligt eller uforanderligt. Alting må vurderes i kraft af sin egen kvalitet, og den bidrager man selv til at skabe og vedligeholde. Men hvis kvaliteten fortabes i det man er engageret i, må man i jagten på kvalitet, være forberedt på at skifte – eller blive skiftet – ud med noget andet, som opfylder kravet til livskvalitet.

Oliver: Men vil du sige, at dine arbejdsprojekter som udgangspunkt betyder mere for dig end menneskelige relationer?

Klaus Riskær: Nej, det gør det ikke. Jeg vægter jo menneskelig relation meget højt. Hver dag sætter jeg fem-seks timer af til human relations. Det er sgu mere end så mange andre gør. Altså, jeg sætter tiden af til det. Jeg laver ikke andet i den periode. Og når andre siger, de sætter tid af til det, så siger jeg: Begynd lige at tælle jeres dag sammen, og træk jeres arbejde, transport, fritidsinteresser fra og se så lige, hvor mange human relations I egentlig har. Der er rigtig mange, der ender med at sige: Nå ja, vi spiser da middag med familien i en halv time og sidder og snakker lidt foran fjernsynet bagefter. Men det gør jeg ikke. Jeg går meget op i sociale relationer. Og derfor kan man sige, at det at være ven med mig i fem år, det rækker til et fint venskab med alle andre i 30.

Oliver: Okay.

Klaus Riskær: Og jeg har venskaber, der er både 15, 20 og 25 år gamle, så det betyder, vi har været venner i nærmest 100 år. Så de har fået rigeligt. Og det har jeg også.

Oliver: Kan det være svært ikke at blive selvfed eller arrogant, når man er god til det, man laver?

Klaus Riskær: Altså, hvis der er noget, jeg hader. Så er det folk, der er selvfede. Jeg kan guddødeme ikke tåle dem. Fordi det er i den grad disrespekt og mangel på ydmyghed over for, hvad det er, der gør, vi producerer resultater. Og når vi endelig en gang imellem får banket bolden i mål, så er det altid på grund af en lang række omstændigheder, der har udviklet sig gunstigt for os, som man har været dygtig til at udnytte, og hvor der har været en masser af andre mennesker og kræfter, der har været forudsætningen for det. Og selvfedme, som du specielt ser blandt politikere i deres usmagelige selvsmagning på deres egne ord og deres optræden på tv, tror man jo engang imellem er løgn. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, at folk, som er karrierepolitikere og aldrig har lavet en skid andet i deres liv, sidder med deres belærende facon og forklarer alle os andre, hvordan livet er og hvordan moral er og hvordan man skal opføre sig. De kunne bare tage at lette røven og komme ud at bestille noget, så skulle de se, hvad moral går ud på og hvad livet egentlig er for alle os, der er derude og kæmper i det rigtige liv. Politikerne har en bevilling fra os, hvor vi af en eller anden mærkværdig grund stikker dem nogle skillinger for at sidde og smartass’e os på tv. Jeg er dødtræt af dem, du. Bare for at pege på nogen, der er selvfede, ikke? Og jeg kender rigtig mange berømte mennesker, der har lavet store, store resultater både her og i udlandet inden for alt fra forretning til kunst til musik til bøger til film – jeg kender rigtig mange. Og det, der kendetegner alle dem, der er de store af dem, det er, at de er ydmyge, de er diskrete, de er søde, de er ikke selvfede og de elsker bare det, de gør, og de går til den med kærlighed. Og hvis man går til ting med kærlighed, så kan man ikke være selvfed. For det at være selvfed, det er egoisme, og egoisme er ikke kærlighed.

Oliver: Er det så også forskellen på selvtillid og selvfedme?

Klaus Riskær: Altså, selvtillid er noget andet. For selvfedme er måden, du agerer på overfor dine omgivelser. Selvtillid, det er en indre kvalitet. Det er jo to helt forskellige ting. De har intet med hinanden at gøre. Selvtillid er troen på, at det du gør, det nytter noget. Og den selvtillid bygger vi op igennem vores opvækst, og den skabes igennem vores uddannelsessystem. Derfor er almen dannelse og almen uddannelse også ufatteligt vigtigt – og afgørende for, om vi skaber de personligheder hos folk, der gør, at de er velfungerende og i øvrigt også kan modstå modgang. Så uddannelse er ikke kun et spørgsmål om, at man kan trykke på computerknapper eller dreje på drejebænke. Uddannelse er også spørgsmålet om intellektuel forberedelse på, hvordan man håndterer sig selv og sit liv. Og der er nogen, der ikke har selvtillid og de må så bygges op. Men desværre må man sige, at de køretøjer jeg fører ude på den slagmark, jeg er på, der har vi desværre ikke tid til at tage dem med. De er med i næste kolonne. Vi har ikke tid til det. Jeg er nødt til at have de bedste, for hvis jeg ikke har de bedste, bliver jeg sgu selv skudt ned, og så når jeg ikke mit mål.

Jeg har levet det urolige liv, det bizarre liv, det kaotiske liv, det ekstreme liv med hele opturen og hele nedturen.

Oliver: Du har tydeligvis selvtillid. Har du altid haft det?

Klaus Riskær: Jamen jeg har troen på, at viljen til at ville, avler evnen til at kunne. Det er et gammelt ordsprog. Og den tro er afgørende for, at du kan udføre noget som helst. Altså, hvis jeg hver gang jeg gik i gang med et nyt projekt tænkte, ”det kan jeg ikke”, så kan jeg jo heller ikke, for fanden. Så ja, det har jeg. Også i modgang. Jeg har bare sagt: ”Okay, det er et pitstop, det her. Det er et intermezzo – hvad skal jeg nu lære af det?” Og så har jeg ladet mig proviantere i mellemtiden – intellektuelt, mentalt, åndeligt og fysisk.

Oliver: Der er mange mænd, der med alderen bliver mere magelige og mindre ambitiøse, men det virker ikke til, at du er blevet mere magelig?

Klaus Riskær: Nej, nej, nej.

Oliver: Hvad tror du, det skyldes?

Klaus Riskær: Jamen det er jo fordi, mange af dem har arbejdet for at leve. Og rigtig mange af dem har jo levet et liv, hvor de har arbejdet ufrit. Hvis man tror, man er fri, hvis man er direktør i Danske Bank, så tro om igen. Det er sgu da et mareridt. Med alle de folk, man skal gå og slikke op og ned ad nakken for at få tingene til at fungere. Eller at være statsminister. Du bestemmer jo ikke en skid. Du skal høre på alle de tosser, der render rundt og blander sig hele tiden, det er jo til at blive bims af. Det må du gerne skrive. I virkeligheden trækker de sig tilbage til der, hvor de egentlig kom fra. Men i virkeligheden er det en falliterklæring. For gennem den tilbagetrækning, afskriver de faktisk meningen med alt det, de har lavet. Du hører jo ikke om en forfatter, der holder op med at skrive, eller en komponist, der holder op med at komponere. Du hører ikke om en innovatør, der holder op med at innovere. Alle os, der arbejder kreativt holder aldrig op. Altså, Steve Jobs udviklede til han rent fysisk ikke kunne længere. Men fordi man er overretssagfører eller bankdirektør eller hvad ved jeg og siger: ”Herre var mig vel, lad mig komme på efterløn i en fart,” er det jo bare fordi, du hele dit liv har været tormenteret af, at du har skullet indrette dig efter alle andres krav og forventninger. Og arbejdstider. Og rapporter. Og mødeforpligtelser. Og social optræden, som er blevet fastsat af omgivelserne i stedet for af dig selv. Jeg har altid optrådt præcis som det passer mig. Godt. Jeg har absolut ikke foretaget mig en skid, der ikke har passet mig i denne verden. Og du kan ikke hive mig ud af sengen, hvis ikke jeg gider stå op. Og jeg kunne ikke drømme om at gå hjem en aften, hvis jeg har det sjovt og hygger med mine venner. Hvorfor skulle jeg det? Jeg kunne ikke drømme om at lave et projekt, jeg ikke tror på, som jeg ikke synes, er i orden og som jeg ikke synes, er fedt. Det er egoisme. Men den egoisme gør, at jeg lever mit liv og laver mit arbejde i symbiose. Og der er ikke noget at trække sig tilbage fra. For så trækker jeg mig jo tilbage fra hele det indhold, der er i min tilværelse.

Oliver: Det lyder som et godt liv.

Klaus Riskær: Ja, det er et meningsfyldt liv. Men det er ikke det samme som et godt liv. Mange vil jo sidde stille, for at det er et godt liv, et fredeligt liv. Den slagende vej. Ro på bagklappen. Den lille middag med naboerne og de gamle venner.

Oliver: Men der er jo forskel på et godt liv og ”det gode liv”.

Klaus Riskær: Præcis. Jeg har levet det urolige liv, det bizarre liv, det kaotiske liv, det ekstreme liv med hele opturen og hele nedturen. Men som Goethe (Johann Wolfgang von Goethe, tysk forfatter, døde 1832, red.) skrev: Det er kun, når man har været i den dybeste bjergdal, man ved, hvor smukt der er på det højeste bjerg. Forstå det ret; der er ingen mennesker, der går rundt på det højeste bjerg hele deres liv. Rigtig mange kommer hverken i den dybeste dal eller på det højeste bjerg, de befinder sig på de stier, der er hugget ud i bjerget, og som alle andre går af. Men vi andre, vi forlader pisten, og engang imellem får vi en tur på røven ned i dalen, men engang imellem når vi altså også op på den høje bjergtop. Og så ser vi det, ingen andre ser.

Oliver: Har det noget med materiel luksus at gøre?

Klaus Riskær: Nej. Glem materiel luksus. Jeg taler ikke materialitet her. Nu er det dig, der fortolker noget, der er helt forkert fortolket. Jeg har slet ikke brugt materialitet i det interview i én eneste sammenhæng. Materialitet har ingen betydning. Det er teknik.

Oliver: Okay. Du er en offentlig person, som mange har en holdning til …

Klaus Riskær: Det eksisterer ikke for mig.

Oliver: Så du lægger ikke mærke til det, når folk genkender dig på gaden?

Klaus Riskær: Nej, nej, nej. Det eksisterer ikke i min verden.

Hvor mange gange jeg er omtalt på Google? Jeg har kraftedeme ikke engang en idé om det.

Oliver: Er det fordi, du har blokkeret det ude, tror du?

Klaus Riskær: Ja, det tror jeg. Altså, for mig er jeg slet ikke offentlig. Det eksisterer faktisk ikke for mig. Du skal forstå, jeg er jo ikke bare en eller anden, der har været med i et reality tv-show for fem år siden. Mange folk, der er berømte, er det jo cirka i ti år, hvis du lægger mærke til det. Så er de ministre eller bankdirektører eller fodboldhelte eller sådan noget. Og typisk tager det cirka ti år, og så hører man sgu ikke mere til dem. Du må forstå, at jeg har været i det offentlige rum i over 40 år faktisk. Der er ikke noget offentligt rum for mig. Jeg er kun mig selv, og jeg ser det ikke, og jeg interesserer mig ikke for det. Jeg interesserer mig heller ikke særligt for medierne længere. Jeg laver et eller andet, når jeg synes, det er sjovt. Jeg vil gerne lave det her, og jeg laver det engang imellem, hvis der er ved at opstå en fejlopfattelse i mine omgivelser om mig. Så kan jeg da godt gå ud og lave noget, så folk ved, jeg er okay. Så hvis jeg har været ked af det, har jeg været åben omkring det, og hvis jeg har lavet fejl, har jeg også været åben omkring det. Så det er ret afgørende for mig, at der er konvergens. Så jeg hjælper til at justere konvergensen ved at kommunikere med det offentlige rum. For det hjælper ikke noget at det rum, jeg lever i, har én opfattelse og jeg har en anden. Så der skal være konvergens imellem det. Men det er ikke sådan, at jeg regner med, at hvis jeg ringer og siger: ”Goddag, det er Klaus Riskær, kan jeg få et bord?”, så får jeg bordet. Bortset fra, at hvis jeg ikke får det, så bliver jeg fucking sur. Og det må du gerne citere mig for.

Oliver: Det vil jeg gøre. Googler du nogensinde dig selv?

Klaus Riskær: Nej, det gør jeg sgu ikke. Jeg ser også sjældent ting, jeg selv er med i og sådan noget. Heller ikke udklip i aviserne og sådan. Altså, hvis nogen sender noget på mail eller Facebook, kan jeg godt trykke på linket. Der agerer jeg jo som alle andre gør. Jeg er ikke anderledes end alle andre på det punkt. Med den undtagelse, at jeg selv er en del af det. Jeg ved sgu ikke engang, hvad jeg skulle finde på at se, hvis jeg søgte efter mig selv. Hvor mange gange jeg er omtalt på Google? Jeg har kraftedeme ikke engang en idé om det. Altså, sådan noget gør jeg altså ikke. Eller ét sted gør jeg. Jeg er tosset over Wikipedias profilside om mig, fordi den er helt debil og tåbelig. Og der har jeg været inde, fordi det irriterer mig, at den er stigmatiserende. Og der har jeg skrevet til en eller anden brugergruppe af nogen propel-hatte, der sidder der, om de ikke kunne lette røven og få den tilpasset. Men det ser det ikke ud til, de kan finde ud af. Så jeg vil gerne sige i det her interview, at hvis der sidder nogen Wikipedia-folk, der forstår at rette det til, så ligger der op til flere forslag til alt muligt andet, der kan stå, i stedet for alt det pjat, der står der nu. Og de må rigtig, rigtig gerne gå ind og lave mig til en rigtig fed Wikipedia-profil. Så får de en tur i byen. Hvis det er en pige. Hvis det er en fyr, så får han en flaske rødvin.

Oliver: Jamen lad os slutte på den.

Klaus Riskær: Fedt.


* I foråret udgav Klaus Riskær bogen Afmagt om sine reflektioner og betragtninger om savn, ansvar, samfundet og tiden i Sønder Omme Statsfængsel

* Klaus Riskærs onlineprojekt Understrøm, der beskrives som en “kollektiv fremtidsprognose”, lever stadig i bedste velgående

* Du kan følge ham via Facebook og Twitter

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE