pilouasbaek_banner
_A1_9956
_A1_9891
_A1_9880
_A1_9900
_A1_0010

Bag scenen på Pilou Asbæk-showet

Alle vil ind bag facaden på Pilou Asbæk, der i øjeblikket promoverer sin nye film, Kapringen. Men hver gang bliver de mødt af den samme polerede, perfekte version af landets mest interessante skuespiller. Den upolerede, uperfekte version er dog en lille smule … sjovere. Det fandt Apropos’ Oliver ud af.

Oliver: Vi har cirka 45 minutter, ikke?

Pilou: Jo, cool. Du må undskylde, hvis jeg er lidt stresset. Der er ret meget run på i dag.

Oliver: Det skal du ikke tage dig af. Jeg er selv socialt akavet.

Pilou: Så skal det nok blive et godt interview.

Oliver: Er du træt at af lave interviews?

Pilou: Nej, det skal jeg jo ikke være, fordi det også er del af mit arbejde. At få lov at præsentere det værk, man har været del af. Jeg kunne mere forestille mig, at folk var trætte af at læse det, jeg havde at sige.

Oliver: Hvorfor det?

Pilou: Fordi det jo er en opstillet situation, hvor man ikke kan sige alle de ting, man gerne vil sige. Der er jo også en privatsfære, jeg gerne vil beskytte. Og det at blive interviewet er jo et spil skak et eller andet sted, ikke?

Oliver: Hvad mener du?

Pilou: Den, der interviewer er selvfølgelig interesseret i at få en historie, der er en fuldstændig unik indgang til denne her person. Mens den person er interesseret i at dække sig så meget til som overhovedet muligt, for at bevare en eller anden form for mystik. Jeg synes, det er meget, meget, meget vigtigt, at man som skuespiller har nogle hemmeligheder. Så det er jo et spil. Det er jo ikke en naturlig situation.

Oliver: Men er det så ikke en fordel at være skuespiller i den situation?

Pilou: Jo, nogle er sindssygt gode til at præsentere sig selv på en helt vild måde, så man bare tænker “fuck, ham ville jeg gerne være.” Jeg har lige set en dokumentar om Reagan på DR2, hvor jeg bare tænkte “årh, hvor er han sej”. Men samtidig er det jo et arbejde, ligesom det er for dig at varetage et magasin. Hvad hedder det et… web-magasin?

Oliver: Vi kalder det et online-magasin. Altså Apropos.

Pilou: Ja, ja, det ved jeg godt, jeg har været inde og studere jer. I har altså lavet nogle fede ting, synes jeg.

Oliver: Tak.

Pilou: Man vil jo gerne leve op til dem, I har haft på siden. Man vil jo gerne udvikle det. Og give noget, som I ikke har oplevet før. Det er det, skuespil er; at præsentere noget, folk endnu ikke har set. Det var et kringlet svar. Undskyld. Jeg går sådan lidt ud af nogle tangenter nogle gange, okay? Det bliver vanskeligt for dig at rede ud i det.

Oliver: Jeg har prøvet værre.

Pilou: Godt nok.

Oliver: Ved du godt, at du er en virkelig god skuespiller?

Pilou: Tusind tak. Næh, det… mener du det? Tak. Jeg synes slet ikke, du er socialt akavet i situationer som dem her.

Oliver: Tusind tak.

Pilou: Men nej, det ved jeg faktisk ikke. Hver eneste gang jeg laver en ny karakter, prøver jeg at finde en ny side. Jeg er godt klar over, at jeg aldrig nogensinde kommer til at mestre det her fag. Det er der ikke nogen, der gør. For der er altid noget, du ikke er tilfreds med. Og altid nogle ting, du vil gøre bedre næste gang.

Oliver: Så man er aldrig bedre end sin sidste rolle?

Pilou: Præcis. Jeg elsker det ved OL, at når der har være OL, så siger formanden for komitéen, at dette er det bedste OL, der har været indtil videre. Og det er en floskel. Og det er noget han siger, fordi han skal sige det. Men jeg kan godt lide at tænke det om mit skuespil – at det er den bedste præstation, jeg har kunnet lave indtil videre.


Oliver: Du er blevet bedre hver gang?

Pilou: Jeg synes, jeg udvikler mig hver gang. Men det bliver jeg også nødt til, fordi folk kan aflæse dig hurtigere og hurtigere, så du bliver nødt til at blive ved med at overraske dig selv og dine omgivelser. Altså, i mit arbejde. Jeg er stik modsat i mit privatliv.

Oliver: Er du kedelig?

Pilou: Ja. Helt vildt. Altså, grænseløst kedelig. Desværre. Altså, skuespillere skal leve på scenen.

Oliver: Men det virker som om, du er okay med det?

Pilou: Ja, ja. Jeg skal jo ikke underholde nogen. Altså, jeg skal underholde min familie, når jeg er sammen med dem. Men det er jo ikke, fordi jeg står og gøgler 24 timer i døgnet derhjemme foran spejlet. Der er en forskel på mig, og så på dem jeg spiller. Men mens jeg laver dem (filmene, red.), kan jeg gode lide at lege med grænserne.

Oliver: Kan du komme med et eksempel på det?

Pilou: Jeg kan godt lide at jeg, når jeg tager i fængsel eller til Afrika med Tobias (Lindholm, red.), så identificerer jeg mig så meget med rollen – og det kommer til at lyde så meget som en kliché, det her – men at du et eller andet sted ér rollen i den periode.

Oliver: Der er en historie om, at Michael Richards, der spillede Kramer i Seinfeld, levede sig så meget ind i rollen, at de andre skuespillere ikke kunne snakke til ham lang tid før og lang tid efter optagelserne. Det er vel lidt det samme, der sker, når du lever dig ind i en rolle?

Pilou: Helt klart. Altså, én af ens fornemmeste opgaver er at stille sig til rådighed for det materiale, der er i den pågældende historie. Og når Tobias vil portrættere en mand sammen med mig, som går fra at være glad kok til at blive et hult menneske, så nytter det ikke noget, jeg står og pjatter mellem optagelserne. Der koncentrerer jeg mig hundrede procent.

Oliver: Er det hårdt?

Pilou: Det er sindssygt hårdt, fordi det er vanvittig kompromisløst. Men det er garanteret ikke mere kompromisløst end alle mulige andre skuespillere. Jeg er bare ikke bange for at sige det højt. Måske fordi jeg er krukket, eller måske fordi de roller, jeg har spillet, har krævet, at jeg gjorde det. Men jeg skal også lære at give slip.

Oliver: Hvordan det?

Pilou: Der er sådan en klassisk historie om Dustin Hoffman og Laurence Olivier, der skal til at optage en scene, hvor Dustin Hoffman skal være forpustet. Dustin Hoffman løber så rundt om bygningen tre gange, så da der endelig bliver sagt ”værsgo” kommer han ind helt stakåndet, og så står Laurence Olivier og kigger på ham, og siger ”ever tried acting?,” og det er jo genialt. Det er jo skuespil, ikk’?

…jeg mener det helt seriøst. Fuck udlandet. Hvis det kommer, så kommer det. Jeg gider ikke jagte det.

Oliver: Jo. Men ville det ikke være rarere snart bare at lave en halvgod romantisk komedie?

Pilou: Altså, at spille komedie er lige så hårdt som at spille drama. Jeg vil gerne forsøge mig med så mange forskellige roller som muligt, og se hvor langt det kan tage mig som skuespiller. Men min opgave er jo at gøre instruktørens vision til virkelighed. Og af en eller anden underlig årsag, så kan folk godt li’ at se mig lide lige nu. Jeg håber en dag, de kan lide at se mig kysse med nogle smukke piger på scenen eller sådan noget.

Oliver: Så du har ingen intentioner om at vælge en film, der skal filmes på et set i Vanløse i stedet for på et skib i Afrika næste gang?

Pilou: Nej. Der er roller, der gør dig ære, og så er der roller, der gør dig rig. Og nogle gange skal man vælge mellem det kommercielle og det kunstneriske. Også selvom det er blevet sådan lidt et fyord at sige “det kunstneriske”.

Oliver: Hvordan har du det med at blive kaldt filmstjerne?

Pilou: Jeg opfatter på ingen måde mig selv som filmstjerne. Jeg synes, jeg er flittig. Og jeg gør det så godt, jeg kan. Men det er pisse hårdt, mand. Og det er også derfor, jeg bliver så ked af det, når unge mennesker siger, de vil være kendte. Så har jeg det sådan lidt ”holdt nu kæft, altså”. Hvis der var en eller anden lille pige, der bare rakte hånden op og sagde, at hun ville være god til at tegne, så ville jeg lægge alle mine æg over hos hende.

Oliver: Kan du mærke på omverdenen, du er blevet kendt?

Pilou: Det er ikke slemt. Når folk er fulde, så er det der. Men ellers ikke. Folk er som regel søde og positive. Men jeg synes virkelig ikke, jeg er filmstjerne. Overhovedet. Mads Mikkelsen er en filmstjerne. Ikke mig.

Oliver: Har du et idol?

Pilou: Ja, men ikke skuespillere. Jeg bruger billedkunstnere som idoler.

Oliver: Okay. Sidste spørgsmål – jeg ved, du har et lidt presset skema i dag…

Pilou: Nej, det er helt fint. Jeg skal først være et andet sted klokken kvart i fire.

Oliver: Hvem skal du snakke med?

Pilou: BT.

Oliver: Så du er hele mediemøllen rundt i dag?

Pilou: Ja. Jeg filmer lige nu i Budapest, så det var kun i dag, der kunne lade sig gøre. Altså, jeg er rigtig stolt af denne her film, men jeg vil gerne ha’, at det er filmen, man ser, og ikke bare mig i et interview.

Oliver: Selvfølgelig.

Pilou: Men nu synes jeg faktisk, det her er vildt hyggeligt. Det plejer at være ret nederen.

Oliver: Det kunne jeg godt forestille mig. Nå, men du er fyldte 30 tidligere på året, ikke?

Pilou: Jo, den 2. marts. Hvornår har du fødselsdag?

Oliver: 1. september. Sidste lørdag.

Pilou: Hvor gammel blev du?

Oliver: 24.

Pilou: Så er du jo ikke socialt akavet. Så er du jo bare begavet.

Oliver: Tjah, det ved jeg nu ikke.

Pilou: Prøv at hør, det bliver kun federe. Det gør det. 24, du står lige der, hvor du begynder at blive taget mere og mere seriøst. Sådan oplevede jeg det. Jeg har også to storebrødre. Det handler om, hvad du har at byde ind med.

Oliver: Hvordan kan du mærke, du er blevet ældre?

Pilou: Jeg har brugt det i forhold til udlandet. Jeg plejede at tænke “jeg er ung, det skal nok komme”, men det er først inden for de sidste par måneder, hvor jeg er begyndt at sige “fuck udlandet,” jeg mener det helt seriøst. Fuck udlandet. Hvis det kommer, så kommer det. Jeg gider ikke jagte det.

Jeg skal nok sige til den dag, jeg gør noget for pengenes skyld. Så kommer du også til at ku’ se det.

Oliver: Læser du dine filmanmeldelser, når de kommer?

Pilou: Ja, men det skader mig helt vildt. Jeg er på et stadie lige nu, hvor jeg tror, jeg vil holde op. Jeg har været meget privilegeret og meget forskånet på den front. Men det skal nok ændre sig på et tidspunkt. Så jeg tror, jeg skal vænne mig til at lade være, mens det går godt.

Oliver: Hvordan har du det med at se dine egne film?

Pilou: Fint. Nogle hader at se sig selv, men det generer ikke mig. Jeg går så meget all in, mens vi laver det, at jeg har svært ved at fortryde det efterfølgende. Jeg skal nok sige til den dag, jeg gør noget for pengenes skyld. Så kommer du også til at ku’ se det.

Oliver: Du har ret travlt for tiden, ikke?

Pilou: Jo, jeg rejser igen i morgen. Det er sådan et mærkeligt limboland for tiden. Du har ramt mig en dag, hvor jeg er sådan lidt… eksistentiel. Folk siger så mange til mig, og jeg har svært ved at genkende det.

Oliver: Hvad siger de til dig?

Pilou: Jamen “nu er du filmstjerne” for eksempel. Det er meget underligt for mig at blive kaldt filmstjerne. Fordi jeg bor stadig på 60 kvadratmeter, altså. Jeg er stadig arbejdsløs i lange perioder. Jeg har lyst til at tage ud på skoler og sige ”psst, så fedt er det heller ikke.” Men det ér jo skide sjovt. Jeg er lige kommet hjem fra Venedig, så nu skal jeg heller ikke krukke.

Oliver: Tænker du over, at de valg du tager i din karriere de næste par år sikkert kommer til make eller breake din karriere.

Pilou: Nej, det gider jeg ikke at tillægge nogen kvalitet. Som skuespiller lever du et rakkerliv, og du er ikke bedre end dit sidste job. Og det er jo et spørgsmål om tid, før jeg laver en skævert. Men jeg gør ikke det her for at blive hyldet. Jeg gør det, fordi det er verdens fedeste arbejde. Og det er derfor, jeg gider investere så meget af mig selv i det. Og det er derfor, jeg er så træt bagefter. Jeg er fuldstændig udmattet.

Oliver: Er det det hele værd?

Pilou: Ja, mand. Jeg tror på nogle grundsøjler. Jeg tror på familie, jeg tror på kærlighed, og så må alt det andet komme efterfølgende. Det lyder så plat og helligt, men altså… der er en grund til, kliché er kliché.

Oliver: Skal vi slutte den her? Vi fik alligevel snakket i 45 minutter.

Pilou: Seriøst? Hold nu kæft.

Kapringen får premiere herhjemme den 20. september. Følg med via Facebook og Kapringen.com

Tøj er venligst udlånt af Hugo Boss.

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE