elisa_kragerup_banner_notext
_A1_0848
_A1_0997
_A1_0928
_A1_0959
_A1_0883
_A1_1080

Mød teaterinstruktør Elisa Kragerup, der kan få dig til at gå i teatret

Elisa Kragerup har engang fået en nøgen mand til at smøre sig ind i mad. For det er hendes job at få skuespillere til at sige ja til den slags. At smide blufærdigheden, skubbe til angsten og gå planken ud med hende. Og det er hun god til. Meget god. Apropos Magazines Sidsel har mødt teaterinstruktør Elisa Kragerup og købte bagefter en teaterbillet.

elisa_kragerup_box_interviewSidsel: Jeg kan blive helt overrasket over, at Skuespilhuset har noget så almindeligt som en cykelholdeplads. For der er noget magisk, men også en ærefrygt forbundet med stedet. Forsvinder det, når man kommer her hver dag?

Elisa: Jeg kan også ret tydeligt huske første gang, jeg skulle herind med den første aflevering på et projekt. Det føltes som om tiden var lidt i slowmotion. Det der med at sætte sin cykel, gå op og komme ind i et mødelokale, hvor alle havde langt mere erfaring end mig. Jeg kom direkte fra teaterskolen og debuterede her. Nu har jeg været her konstant i tre et halvt år. Så det bliver et arbejde – og så kommer magien på scenen i stedet.

Sidsel: Hvorfor er du teaterinstruktør?

Elisa: Det har noget med en kæmpe kærlighed til teatret gøre, som jeg har haft siden min første gang i teateret, hvor jeg sad helt ude på stolen og så voksne mennesker løbe rundt og lege på scenen. Men de gjorde det helt alvorligt og forestillede sig at være ting, de ikke var. Jeg tror, at alle mennesker er udstyret med evnen til at forestille sig ting. Og så fordi, at jeg kan sidde derhjemme med en tanke i hovedet og næste dag, der kan jeg så gå på arbejde og få tolv skuespillere til at gøre idéen konkret, levende og virkelig – som eksempelvis med Romeo og Julie.

Sidsel: Vidste du allerede dengang, at du skulle være teaterinstruktør?

Elisa: Altså, jeg ved ikke, om jeg vidste det. Jeg var kun var fire år. Jeg har et interview fra et gammelt Ude & Hjemme, hvor de lavede sådan et miniportræt af mig som otte-årig, fordi jeg var med i nogle musicals. Der udtaler jeg – det er lidt langt ude – men jeg udtaler, at det gælder om at gøre et godt stykke arbejde.

Sidsel: Haha, det lyder lidt gammelklogt.

Elisa: Ja, men jeg tog det meget alvorligt. Jeg synes, at det var sindssygt sjovt, men tog det også meget alvorligt. Så der vidste jeg nok, at jeg ville noget med teater.

Sidsel: I samme periode var du med i Jydekompaniet fra 1988 med Finn og Jakob. Det må du lige forklare.

Elisa: Jeg kan huske at se mit ansigt på lærredet i Imperial. Det tog cirka tre sekunder, men det var en stor oplevelse. Det, jeg husker bedst var, da vi rendte rundt på den der bilkirkegård. Det var sindssygt sjovt, men det var bare tre optagedage. Jakob Haugaard var vildt rar – og vi fik lov at stå og spise hotdogs klokken fem om morgenen. Det var ’de der år’, hvor jeg var lille, tynd og havde kæmpe overbid og stritører. Jeg så ret herlig ud, tror jeg. Da jeg så blev ti år, holdt de op med at ringe, for så var man ikke så lille og sød mere.

Sidsel: Hvordan lærte du at blive en god teaterinstruktør?

Elisa: Det er på teaterskolen, hvor det for alvor rykker. På teaterskolen får man lov at sprøjte teater ud hele tiden. Men det er ikke en statisk ting, men udvikler sig hele tiden – og faktisk vil jeg hellere være en modig teaterinstruktør frem for at være en god og sikker teaterinstruktør.

Sidsel: Hvad gør du så for at være modig?

Elisa: Så skubber jeg til angsten. Friktion og modstand er godt i drama. Nogle gange kan der være sekvenser i forestillingen på grænsen til meget, meget dårlig smag, men som virker. Og så er der et-eller-andet i mig, der siger, at så skal jeg gøre det. Det kan være en idé, som føles ekstremt banal. Men banal og genial kan også ligge lige op af hinanden. Men det kræver mod at gå lige til kanten, for der er ingen, der har lyst at læse i en anmeldelse, at det var en ekstremt banal fortolkning af det her stykke, vel?

Sidsel: Det kunne jeg da godt have lyst til. Jeg synes ikke nødvendigvis, at banal er et dårligt ord?

Elisa: Nej, det er det ikke. Men hvorfor ikke?

Sidsel: Fordi banaliteter kan være åbenbarende. Det er en gang imellem det mest åbenlyse, der er den bedste måde at sige noget på. Alting behøver ikke nødvendigvis pakkes ind i kompleksitet.

Elisa: Helt enig. I virkeligheden kan kompleksitet ligge meget tæt op af noget meget banalt. Lidt som det, at humor og tragik gerne må ligge meget tæt op af hinanden. Hvis man lige har skreget af grin, så må det godt blive meget sørgeligt. I Romeo og Julie ved vi godt, at de dør, men vi skal have publikum til at glemme det et øjeblik og ønske, at det ikke går galt. Der er ikke noget ved at starte i mol, og så bliver det bare værre. Det handler om faldhøjde.

Jeg fyrede også lige Sias Chandelier ind over. Det var en af de sekvenser, hvor jeg tænkte ’fuck, det er dårlig smag’, og så blev det på en eller anden måde bare helt fantastisk.

Sidsel: Du siger, at man skal være modig i de valg, man træffer, men kunne du finde på at lave om på slutningen af for eksempel Romeo og Julie? Må man det?

Elisa: Ja, det må man godt. Men for mig giver det ingen mening. Jeg synes i virkeligheden, at man må gøre alt – også med klassikere. Jeg frygter ikke, at Shakespeare-politiet kommer og slår mig ihjel, for jeg ikke optaget af at køre mig selv af som iscenesætter og vise ’se hvad jeg tør’. Jeg har jo i mange år haft lyst til at lave Romeo og Julie, fordi jeg har en kæmpe kærlighed og respekt for netop den historie. Ellers havde jeg valgt at lave noget andet. Det er set, at Romeo og Julie vågnede op igen, og så var det bare en drøm. Men det synes jeg er fesent.

Sidsel: Ja, det lyder lidt som en Disney-afslutning.

Elisa: Ja, jeg elskede jo Disneys udgave af Den lille havfrue, men det er altså vildt fesent, at hun får ben, og så levede hun lykkeligt. Selv om jeg godt forstår, at det ikke dur, at børn tuder som pisket, når hun dør.

Sidsel: Hvordan er det, hun dør i H.C. Andersens historie?

Elisa: Hun dør og bliver til skum på bølgerne, mener jeg.

Sidsel: Hvornår er du mest usikker?

Elisa: Jeg tror, at højdepunktet i usikkerhed for mig ligger sådan cirka tre uger inden premieren. Altså, hvis vi har prøver syv eller otte uger, så bruger jeg den første tid på at åbne op for alting. At være i en form for kunstnerisk kaos og få folk omkring mig til at have det okay med at være dårlige. Jeg giver mange instruktioner, hvor jeg ved, at noget måske bliver sindssygt dårligt eller pinligt. Men hvis man ikke tør det, så afskærer man sig selv for en masse ting.

Sidsel: Hvad er godt teater?

Elisa: Godt teater er mange ting. Når publikum siger, at de føler sig ramt som moderne mennesker. Når teater ikke føles som et museum, men at man føler, at en forestilling taler til mig lige nu og her. Det er teater, der ser sit publikum i øjnene. Jeg kan godt lide, når man kan mærke, at skuespillerne ved, vi er der. Når der ikke bare er et slør for øjnene af dem, og de ikke bare lader som om, at de går inde i en stue.

Sidsel: Hvad mener du med en stue?

Elisa: Der er et begreb, der hedder ’den fjerde væg’, hvor man forestiller sig, at sceneåbningen ud til publikum er en væg – at de ikke er der. Publikum er heller ikke altid klar over, hvor tydeligt det er, når folk tager en bolsjepose op af tasken. Skuespillerne hører alt. Og det bliver også en del af musikken. Teater skal, som en fed koncert, opstå i nuet. Man skal føle, at skuespillerne er som et velspillende band, der reagerer på hinanden, så man kan mærke, at det er en levende organisme. En forestilling skulle gerne være så levende, at det, der opstår er sandt lige nu – at vi ikke bare repeterer, hvad vi har øvet.

Sidsel: Ja…

Elisa: Altså, godt teater skal også ud i nogle grænseområder af, hvad det vil sige at være mennesker. Det er derfor, vi laver klassikerne – for det er larger than life. Jeg kan godt lide at lave noget, der ikke ligner virkeligheden en til en, men som er forstørret. At man kan gå fra noget helt nært og så ud i nogle ekstremer med mennesker, der rummer nogle forfærdelige skyggesider. Så voldsomme, så man næsten ikke kan forstå dem. Og så viser det sig, at det kan man alligevel godt, fordi vi alle sammen rummer kæmpe modsætninger, et potentielt mørke og en ondskab. Når man eksempelvis forstår, hvorfor Medea slår sine børn ihjel.

Sidsel: Ja, det lyder ikke helt rart. Men 2. Verdenskrig viste jo også, at alle mennesker kan være onde.

Elisa: Ja, men i virkeligheden synes jeg, at det er smukt, når vi kan sætte os i andre menneskers sted, for det er så nemt bare at lukke af. Teatret er godt til at give adgang til og åbne op for sådanne følelser. Jeg lavede engang en forestilling med en sag i Tyskland, hvor en kannibal annoncerede efter en anden mand, han kunne spise. Der var en kvinde, som efter forestillingen fortalte, at hun var blevet virkelig bange og rystet det øjeblik, da hun forstod, hvad det var, som fik ham til at spise et andet menneske.

elisa_1

Sidsel: Du har allerede vundet tre Reumert-priser. Der er tydeligvis mange, som synes, at du er en god instruktør. Er du enig?

Elisa: Ja, det kan jeg godt se, at jeg er. Jeg kan se, at jeg kan få folk til at gå rigtigt langt med mig. At jeg kan inspirere andre til at sige ja til rigtig mange ting, som jeg har lyst til at undersøge. Og det er vigtigt. Jeg kan se, at mine skuespillere er pissegode i mine opsætninger.

Sidsel: Hvad er det vildeste, du har fået én til at gøre?

Elisa: På teaterskolen lavede jeg et forløb, hvor der var en person, der lavede en sekvens, hvor han tog alt tøjet af og smurte sig ind i mad, han havde købt i Netto. Helt splitterravende nøgen. Jeg har også arbejdet en del med seksualitet og erotik. På at finde et sprog for det på scenen. Og der er en dejlig plakat fra Sonetter, hvor en af mine skuespillere snuser en anden lige mellem ballerne. Sådan helt oprigtigt – en ordentlig inhalering. Det kan også være at gå ud i nogle følelser, som er meget voldsomme. At forstå, at lige nu har jeg lyst til at slå et andet menneske ihjel. Det er en vild ting at åbne op for, at man rummer evnen til at gøre.

Sidsel: Eller at spise et andet menneske.

Elisa: Ja. Det sjove var, at de delte hans pik. Stegte den i rosmarin og hvidløg og spiste den sammen.

Sidsel: Hvis det endelig skal være, så…

Elisa: Ja, så var det vel også det, man skulle. Men jeg arbejder meget med at skabe et rum, som er meget…

Sidsel: …rummeligt.

Elisa: Ja, som er så trygt, at man vil kaste sig ud i noget, selvom man ved, at man måske er dårlig. Det er meget værre, hvis folk holder tilbage og ikke tør. Det er derfor, det hedder, at vi prøver. Det er ikke altid det, man oplever. Jeg har selv siddet til forestillinger og tænkt, har I overhovedet prøvet noget?

Sidsel: Jeg går ikke så meget i teater og opfatter det som noget lidt kulturelitært. Men skal teater være for alle?

Elisa: Ja. Men det er ikke sikkert, at alle forestillinger henvender sig lige meget til alle. Men ja, teater skal være for alle. Jeg har meget lyst til, at man får rystet noget af den der støv af den røde velour. Så man føler, at man kan gå ind i den meget meget smukke foyer uden en-eller-anden andægtighed. Man kan godt opleve, at folk har det lidt som om, at de kommer ind i kirke – et helligt rum.

Sidsel: Jeg gad egentlig godt, at jeg kunne lide teater, men jeg synes ofte, at det bliver irriterende og kunstigt, når skuespillerne taler for tydeligt og affekteret. Bliver for teatralske, om man vil. Er det virkeligt nødvendigt?

Elisa: Jeg tror, at den der kunstighed, som mange forbinder med teater, hvor de siger ’det er meget mere kunstigt end film’ kommer af, at man ikke er modig nok med teatrets univers og legende form. Teater er stærkest, når det lykkes at skabe et univers med nogen regler, som ikke bare ligner virkeligheden realistisk én til én. Det er filmmediet ofte bedre til. Det handler i stedet om, at man bruger sin fantasi og skaber en verden. Og så kan karaktererne godt spille kæmpestort, men det kræver bare, at det føles sandt. Vi skal stadig forstå karaktererne, forstå hvorfor de handler, som de gør. Jeg har før siddet i teatret og tænkt, at der er ingen virkelige mennesker, som handler sådan. Det virker bare kunstigt og dumt.

Sidsel: Men er det en præmis for teater, at man skal spille så stort og teatralsk? Handler det stadig om, at nå de bagerste rækker?

Elisa: Man skal finde ud af, hvordan man bruger det til sin fordel. Så det bliver en styrke og en kraftfuld energi, der kan mærkes i nuet, i stedet for, at man bare bruger forklaringen ’det har man altid gjort’.

Sidsel: Hvorfor skulle jeg gå ind og se mere teater?

Elisa: Fordi, du vil kunne spejle nogle dybere sider af dig selv i de mennesker, du oplever på scenen. Det er vigtig, at vi som mennesker tør gå ind i de grænseområder. For det er ekstremt farligt, hvis vi automatisk udgrænser det for os selv og siger, at det kunne jeg aldrig finde på.

Sidsel: Som instruktør bestemmer du dagligt, hvad der skal ske. Kan du godt lide at bestemme?

Elisa: Nogle dage har jeg ikke lyst til at bestemme så meget, og så kan jeg alligevel mærke, at jeg har behov for, at noget bliver, som jeg gerne vil have det. Jeg er ikke så vild med at bestemme for at bestemme. Men jeg har lyst til at have indflydelse på alt i processen. Jeg har i virkeligheden lyst til at være den, der sætter reglerne.

Sidsel: Altså, at være den der bestemmer?

Elisa: Haha. Ja, og have muligheden for at ændre og styre et andet sted hen, hvis jeg ikke synes, det vi laver er godt.

Der er en dejlig plakat fra Sonetter, hvor en af mine skuespillere snuser en anden lige mellem ballerne. Sådan helt oprigtigt – en ordentlig inhalering.

Sidsel: Lige nu er det ikke dig, der bestemmer. Det er mig. Hvordan har du det med det?

Elisa: Det har jeg det helt fint med.

Sidsel: Men hvis du nu skulle bestemme, og at det her var et interview i et teaterstykke. Hvad ville du så instruere mig til at gøre?

Elisa: Så tror jeg, at jeg ville begynde at spørge dig om noget. Men det er måske ikke præmissen?

Sidsel: Hvis vi siger, at vi kaster alle præmisser ned i toilettet. Hvad ville du så spørge mig om?

Elisa: Jamen, så vil jeg godt spørge dig om, hvilke kunstformer, du synes, er interessante? Hvad bruger du af kultur, som ikke er teater?

Sidsel: Jeg er meget traditionel og kedelig i den forstand, at jeg går til koncerter, hører meget musik og ser rigtig mange film. Lidt som alle andre.

Elisa: I virkeligheden er teatret lidt en blanding af de to – altså koncerter og film – synes jeg. Jeg tror, at det er vigtigt, at man ikke har skyld over, at man ikke går i teatret. Jeg kan også godt lide at gå til koncert, men ofte begynder jeg at kede mig lidt. Jeg har haft nogle oplevelser, hvor jeg tænker, hvorfor gør du ikke det noget mere. Lidt som du har med teater. Men ret ofte, så har jeg efter tre kvarter fået det, jeg kom efter. Så savner jeg historierne. Jeg savner, at der er en udvikling.

Sidsel: Jeg har det ærlig talt lidt på samme måde. Men en gang imellem har jeg en vild oplevelse, og det er vel den, jeg jager, når jeg tager af sted.

Elisa: Ja, og sådan kan det også være med teatret. Folk er bare meget hurtige til at dømme teatret ude, hvis de har én dårlig oplevelse. Men hvor mange halvdårlige eller kedelige koncerter har du lige været til, selvom det måske kun er hver tiende, der er virkelig god?

Sidsel: Hvad skal jeg så se?

Elise: Jeg tror, at du skal se Romeo og Julie. Eller den Tove Ditlevsen-forestilling, jeg snart skal lave med Sort Samvittighed. Vi spiller også her i Skuespilhuset.

Sidsel: Du har lige lavet Shakespeare, og har tidligere opført Goethe. Man kan kalde dem klassikere, men kan man ikke også bare kalde dem slidte?

Elisa: Jo, nogle af dem er også blevet slået ihjel mange gange. Det, der er ekstremt krævende, når man laver et klassisk stykke, det er, at man skal finde en nødvendighed. For det er jo udsprunget af en helt anden tid, en helt anden verden. Så jeg er altid nød til at spørge mig selv ’hvorfor’? Og hvorfor i dag?

Sidsel: Kan man opføre et stykke for mange gange?

Elisa: Det afhænger meget af, om man tror på, at den her opsætning er interessant. Du kan sikkert høre en sang i mange versioner og tænke, den her coverversion gør faktisk originalen en tjeneste, mens andre versioner bare er mord på sangen. Som instruktør tror jeg selvfølgelig på, at en Romeo og Julie i min version er dybt anderledes end Romeo og Julie i en andens version.

Sidsel: Jeg har tilladt mig at analysere dit CV en smule. Det virker som om, at du lidt pendulerer mellem to kategorier. Den ene kunne man kalde klassiske sværvægtere og den anden kunne man kalde nymoderne folkelige klassikere, så som opsætninger med Anne Linnet, Kim Larsen og snart Tove Ditlevsen. Er det rigtigt forstået?

Elisa: Man kan måske mere sige, at jeg også har et spor, der handler om musik. Jeg lavede også i Det Røde Rum en fortolkning af Jagged Little Pill, altså Alanis Morissette-albummet fra første til sidste sang.

Sidsel: Den ville jeg vildt gerne have set. Det var min første rigtige plade, tror jeg. Ud over sådan et bånd, jeg havde fået af min far med Paul McCartney.

Elisa: Jeg elskede den også. Og sangeren Johanne, som også er skuespiller, elskede den også. Og man kunne se, at publikum hovedsageligt var kvinder fra vores generation. Et fantastisk genhør. Men jeg har selv sunget og spillet, og min far er musiker. Jeg tror, at jeg i alle mine opsætninger bruger musik ret aktivt. Jeg er meget auditivt orienteret. Musik kan bare noget, man kan bliver vildt misundelig på.

elisa_2

Sidsel: Misundelig, det er et sjovt ord at bruge?

Elisa: Ja, men man kan spille to akkorder, og så er man bare helt åben og har gåsehud. Det er fandeme svært at gøre med ord. Så jeg bruger også musik meget i mine iscenesættelser. I Romeo og Julie har vi to klaver på scenen. Jeg fyrer også lige Sias Chandelier ind over. Det var en af de sekvenser, hvor jeg tænkte ’fuck, det er dårlig smag’, og så blev det på en eller anden måde bare helt fantastisk. Det var også noget særligt, da Anne Linnet sad der til vores teaterkoncert, hvor Smuk og dejlig var et råbekor med seks spejderpiger. Det var måske ikke lige det, hun havde forestillet sig, men hun synes, at det var vildt fedt alligevel.

Sidsel: Jeg kan forstå, at dine forestillinger er ret skrabede sådan rekvisitmæssigt. Hvorfor kan du ikke lide ting på scenen?

Elisa: Det bliver nogen gange bare støj. Det mudrer. Jeg tror, det handler om at skabe nogle billeder, hvor man har mulighed selv som publikum at digte noget, der ikke er der. Man behøver ikke at slæbe et helt sofamøblement ind for at få en fornemmelse af, at nu er vi hjemme hos nogen i en stue.

Sidsel: Er musik ikke også en form for rekvisit?

Elisa: Jo, musik er en stemningsrekvisit.

Sidsel: Hvorfor er musik så i orden og ikke ting?

Elisa: Jeg kan meget godt lide at spille med åbne kort, og hvis man har en live-musiker på, så synes jeg, at man kan gå ret langt med at spille stemningsmusik. Men det er irriterende at have ting på en scene, der ikke bliver brugt. Nogle gange handler det om, at hvis man reducerer, så bliver udtrykket stærkere. Og hvis det er en historie, som man allerede ved, hvordan ender, så kan man godt bruge rekvisitterne meget aktivt uden at afsløre noget. I forestillingen Den Unge Werthers Lidelser, ved alle, hvad der skal ske.

Sidsel: Nej, jeg ved det ikke?

Elisa: Han begår selvmord. Så vi valgte at hænge en pistol meget synligt ind i en boks på scenen – en af de bokse, man bruger i tilfælde af brand, hvor man skal slå en rude ind. Der hænger den så hele forestillingen igennem, indtil to minutter inden den skal bruges, hvor vi – uden publikum bemærker det – fjerner den. Og da han så dør, kigger publikum på boksen og tænker, hov, hvor blev den af?

Sidsel: Du laver mest teater i trupper. Kan du ikke lide at arbejde med nye mennesker?

Elisa: Jeg er et ensemble-dyr, der elsker at være med i en gruppe. Men når man møder nye mennesker i sådan en teaterproces, så er det også en nyforelskelse, man kan blive helt høj af. I en proces, hvor tryghed er en ret vigtig faktor, som i Det Røde Rum, er det ekstremt fedt med en gruppe. Da jeg skulle lave Metamorfoser, hvor skuespillerne skulle forvandle sig til dyr, skifte køn og glide nøgne rundt i maling, var det alt andet lige lettere, at alle i rummet kendte hinanden.

Sidsel: Når man læser om dig, bliver du beskrevet som en instruktør, der gerne spiller med de helt store følelser, og helst går lidt til ekstremerne. Er det også din tilgang til livet, eller får du nok drama på jobbet?

Elisa: Det er ikke helt løgn, at det stiller en sult hos mig på jobbet. Jeg tror faktisk, frit citeret af nogle andre, men at Josefine Klougart sagde, at i ens eget liv, der kan ting gå meget langsomt. Der kan gå ti år, hvor man kan se, at nu har jeg udviklet mig lidt. Mens man kan have læst en bog på en to-tre timer, og så har man været igennem et helt menneskes liv. Det er lidt det samme med teater. For når jeg går ind og tager fat i et nyt stof, så får jeg lov at åbne sådan en verden, som er et helt andet end mit eget liv. Jeg ville blive meget anstrengende for mine omgivelser, hvis jeg privat også insisterede på, at nu skal vi altså lige derud, hvor vi kan mærke det. Når jeg kommer hjem, er jeg ret mæt på følelser og stor vrede.

Sidsel: Så du går ikke til boksning eller crossfit, for at slippe dine aggressioner?

Elisa: Nej, jeg går til prøve. Nogle gange tænker jeg på, hvad folk, som har sådan et 9-16 job foran en skærm mon gør.

Sidsel: Underholdningsindustrien er næsten på alle platforme udfordret af internettet, men man kan ikke rigtig snyde sig til teatret på internettet. Så har du en bud på, hvorfor I alligevel mister kunder?

Elisa: Jeg tror, at det er ved at komme tilbage. Teater bliver et rum, som folk vil have et behov for at være i. Hvor man kan fordybe sig i, hvad det vil sige at være menneske. Hvor man kan være sammen om noget levende her og nu, og hvor man oplever dem, der står på scenen. Sveder og kæmper og bruger hinanden rigtigt. Jeg tror på, at det er teatrets styrke.

Sidsel: Du har opnået relativt meget på relativt kort tid. Har det forpurret dine fremtidsplaner?

Elisa: Det er klart, at målene flytter sig hele tiden. Nu skal jeg måske til udlandet og lave noget. Det havde jeg ikke regnet med var lige nu. Og til næste år skal jeg lave en opera.

Sidsel: I den hastighed, er du så ikke færdig med teater om 20 år?

Elisa: Jeg er meget sikker på, at jeg også laver teater om 20 år.