Mød Morten Albæk, der er en af verdens 100 mest indflydelsesrige marketingfolk

  • Ord: Sebastian Kier | Foto: Carsten Ingemann
  • Skrevet: 23. oktober 2013
Morten Albæk er ikke bange for at anerkende sine egne meritter, eller at påpege, hvor det halter i det danske samfund. Han er debattøren, der deler vandene, men også den filosofiuddannede Vestas-boss, der høster international anerkendelse. Apropos’ Sebastian har snakket med ham.

Sebastian: Jeg tror, der er mange filosofiuddannede, der undrer sig over, hvordan du er endt, hvor du er.

Morten: Ja, og nok også en del af mine folkeskole- og gymnasielærere. Men nedenunder enhver rejse, der hæver sig over gennemsnittet, er der en hybrid mellem et vist potentiale, en ikke ringe grad af held og tilfældighed og så en masse flid og vedholdenhed. Altså, helt dum er jeg nok ikke. Og heldet har da tilsmilet mig. Men jeg har også – og allervigtigst – være fokuseret, vedholdende og flittig. Hvor gammel er du?

Sebastian: 25.

Morten: Det er en vidunderlig dejlig alder.

Sebastian: Ja, den er vel okay?

Morten: Den er mere end okay. Man er definitivt accepteret som voksen og befriet for at skulle omtales som et pubertært ureflekteret barn. Og samtidigt har man fra man er 25 cirka 15 år til at blive helt afklaret med, hvem man er, og hvad man vil, inden man har fundet stedet, hvorfra man skal se tilbage på livet. Så når du er 25 er du både voksen og uden eksistentielt hastværk.

Sebastian: Det betyder så, at du har tre år endnu.

Morten: Ja, jeg har tre år endnu.

Sebastian: Hvor håber du at ende?

Morten: Jeg er stadig ikke helt der, hvor jeg gerne vil være.

Sebastian: Men hvad er næste step så?

Morten: Jeg stræber efter at blive verdens bedste til det, jeg laver. Og selvom jeg ved, at jeg har opnået et internationalt niveau i mine evner og resultater – bedst bevist ved, at jeg tre år i træk er blevet udpeget til at være blandt de 100 mest innovative marketingfolk i verden – så er jeg fortsat ikke den allerbedste.

Sebastian: Så det du siger er, at du en dag håber på at forlade Vestas for at rykke en liga højere op?

Morten: Hvis jeg bliver dygtig nok, vil det jo være naturligt. Eller måske jeg opnår det i Vestas. Men der er ikke nogen, der siger, at jeg bliver dygtigere end det, jeg er i dag. Det ville også være okay. Det kan jeg sagtens finde ro i. Men jeg ville ikke kunne finde ro, hvis mageligheden i at befinde mig, hvor jeg er, eller angsten for at kravle videre opad, ville forhindre mig i at forfølge målet om at blive verdens bedste til min metier. Tværtimod ville jeg forbitres over mig selv. Jeg ville aldrig blive bitter over et nederlag, som jeg led i en kamp, som jeg selv havde søgt, og hvor jeg havde givet alt, hvad jeg havde i mig.

Sebastian: Du virker som en meget målrettet og ærlig person. Oplever du nogensinde, at folk bliver lidt skræmte, når de møder dig?

Morten: Jeg oplever ofte at folk, der aldrig har truffet mig, har en meget veldefineret og fordomsfuld opfattelse af, hvordan jeg er, og hvem jeg er. Det kommer til udtryk ved, at de mener at vide, at jeg er den mest egomaniske, selvhøjtidelige, nedladende og kværulerende person menneskeheden har kunnet fremvise, og at mit kald i livet er at promovere mig selv, herunder også ved min fysiske fremtoning. Ikke overraskende er jeg ifølge mit eget selvbillede ingen af delene. Men jeg har lært at leve med dette misforhold. Selvom jeg altid tilstræber at være i kontrol over, hvordan jeg bliver castet, så har jeg – når det kommer til stykket – ingen kontrol over den journalistiske vinkel eller anmeldelserne af min person. Jeg ser ud, som jeg gør. Jeg har det job, jeg har. Jeg har haft den karriere, jeg har haft. Jeg taler, som jeg gør. Og jeg har de ambitioner, jeg har. Jeg kunne vælge at optræde på én måde i offentligheden og så en anden privat eller professionelt. Men hvorfor i alverden skulle jeg lave om på mig selv? Jeg er glad for at være den, jeg er. Jeg er glad for det liv, jeg har. Jeg er glad for det, jeg kan. Jeg er stolt over mine resultater. Hvorfor? I sidste ende tror jeg, at det er fordi, jeg står inde for det hele. Ingen bør nogensinde lave om på det, de kan stå inde for. Tværtimod: Kan man ikke stå inde for sit liv, har man det største problem, man kan have som menneske.

Sebastian: Så det rører dig ikke, når folk har de billeder af dig?

Morten: Nej. Det gør det ikke. Ikke det fjerneste. Det ville røre mig meget mere, hvis folk sidder tilbage med den opfattelse af mig, når først de har truffet mig og lært mig at kende. Så ville jeg blive bekymret. Men det må du lige give mig svar på til sidst.

Sebastian: Det skal jeg nok. Du er på K-Forum blevet kaldt ”erhvervslivets Mads Holger”. Hvordan har du det med det?

Morten: Den kommentar er skrevet for at ydmyge mig. Men Mads Holger er en mand, der er i stand til at hidse folk op. Han har mange followers på sin blog. Og han er en person, der – i hvert fald i det konservative Danmark – er blevet noget nært et åndsoverhoved. En lille smule mere end, hvad kommentarskriveren, som du refererer, selv har bedrevet det til. Jeg synes, at den slags ytringer i det offentlige rum – også og i endnu højere grad, end når det handler om mig – ikke blot er udtryk for et forfald i den almindelige debatkultur, men også for et mindreværd. Men hvor det første bør give grund til bekymring, bør det sidste blot medføre skuldertræk, for det er i sandhed patetisk. Og jeg irriteres over mig selv, når det irriterer mig, at anmeldere og såkaldte kommentatorer ikke føler sig for god til at forholde sig til, hvordan jeg ser ud. Men hvis jeg havde været den grimmeste mand på planeten, tror jeg ikke, de havde kommenteret det. Det er de for salon-høflige til.

Sebastian: Du må have en eller anden form for tilfredsstillelse ved at se dig selv blive debatteret i medierne?

Morten: Jeg har ikke nogen ambition om at blive kendt som debattør. Men når jeg udgiver en bog, må jeg også lægge øre til de kritiske røster. Også de meget personlige, som beklikker min faglighed eller går på mit udseende. Det havde formentlig været nemmere, hvis jeg havde været 1,60 høj, svært overvægtig, aldrig nogensinde havde renset min hud og gik i lasede pjalter, at få folk til at tro på det, jeg sagde.

Sebastian: Det er som om, du har en ustoppelig trang til at kommentere samfundet. Hvor kommer den fra?

Morten: Det hjem, jeg voksede op i havde en far, der var meget engageret i samfundet, og som var kommunalpolitiker. Så det at diskutere politik og samfundsforhold var en fuldstændig naturlig del af min opvækst. Jeg blev heller ikke underholdt af den klassiske børnelitteratur, men der blev i stedet læst op fra biblen, de islandske sagaer, Karen Blixen og Michel de Montaigne. De her ting i kombination har bare gjort, at det at reflektere over og begrebsliggøre, hvad det er for en virkelighed, man er en del af, har været en naturlig del af mig i lang tid. Og når der så er nogen, der mener, at det, du siger, er relevant, så giver det selvfølgelig inspiration til at fortsætte.
Sebastian: Når du skriver bogen Det Gennemsnitlige Menneske, er du så nogensinde bange for at fremstå moraliserende eller bedrevidende?

Morten: Nej, jeg har ingen angst for at blive opfattet som moralist. Jeg håber ligefrem, at jeg bliver det. Og i forhold til at fremstå bedrevidende, har jeg i lige så ringe omfang problemer med det. Hvis man mener at vide bedre, skylder man sig selv at stå ved det og sine medmennesker at ytre det. Nogen viden er bedre end anden. Men om den viden, jeg har, er bedre end anden viden, må stå sin prøve i en diskussion. Men det kræver jo, at jeg dog har ytret mig. Hvis jeg ikke mente at vide noget, eller hvis jeg ikke fandt min viden både relevant og gyldig, ville jeg hverken sige eller skrive så meget som ét ord om det. Af samme grund ville jeg aldrig udbrede mig om madlavning, kvantemekanik eller malerkunst. Jeg ved nemlig ingenting om det, og det, jeg ved, er ligegyldigt. Så når folk kommer og siger: ”Du er så forbandet bedrevidende, Morten Albæk,” svarer jeg: ”Så sæt dig ned og lyt. Du bliver helt sikkert klogere.” Men kun fordi jeg rent faktisk er af den overbevisning, at den viden, jeg har, kan konkurrere med anden viden på feltet. Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville det svare til, at jeg gik til X-Factor audition velvidende, at jeg ikke kunne synge. Det ville være himmelråbende dumt.

Sebastian: Er du bange for en dag at vågne op og tænke: ”Shit, jeg kan ikke synge”?

Morten: Nej. Eller jo, bange for ikke længere at kunne udvikle mig fagligt. Ikke længere at kunne tage mig selv til det næste niveau. Jeg har en kæmpe angst for at blive dummere i morgen, end jeg er i dag. Jeg tror, der er rigtig mange mennesker, der bliver dummere i morgen, fordi de bruger tiden ufokuseret og uden kvalitetsbevidsthed – i de samtaler de har med deres kammerater, i måden de går til deres arbejde på, i den tid de bruger med deres livsledsager. Hvis livsledsageren eller kammeraten ikke giver dig noget, så lav om på det. Ellers bliver du dummere. Og så bliver også de dummere.

Jeg oplever ofte at folk, der aldrig har truffet mig, har en meget veldefineret og fordomsfuld opfattelse af, hvordan jeg er, og hvem jeg er. Det kommer til udtryk ved, at de mener at vide, at jeg er den mest egomaniske, selvhøjtidelige, nedladende og kværulerende person menneskeheden har kunnet fremvise…

Sebastian: Er det ikke lidt kynisk?

Morten: Nej, tværtimod. Det er ægte humanisme. Der er ikke mange mennesker, der ville leve livet med en højere sandsynlighed for at blive dummere. Men du bliver dummere, hvis du ikke er kvalitetsbevidst. Men du behøver ikke skifte mennesker ud. Mennesker er ikke bare dumme. Vi bliver dummere sammen, ligesom vi bliver klogere sammen. Derfor skal vi stille krav til vores måde at være sammen på og udfordre de vaner, som vi har på den konto. Vi har en tendens til partout at skulle hygge os, når vi er sammen med mennesker, vi holder af. Men har vi tænkt over, hvad hygge betyder, og hvilken pris vi betaler for hyggen? Lad os prøve at definere hygge ved, hvad hygge ikke er. Nu er det væsentligt, at du bekræfter. Du hygger dig ikke, når du skændes?

Sebastian: Nej.

Morten: Godt. Så at hygge sig er alt andet end at skændes. Det betyder, at når man hygger sig, skal man tale om ting, hvor der er den mindste risiko for, at man kommer til at skændes. Hvis man skal det, skal man tale om ting, der ikke har nogen reel eksistentiel betydning. Altså betydning for, hvem vi er som mennesker, hvem vi gerne vil være, og hvilket liv vi ønsker at leve. For dét kan slå gnister, dét kan man skændes om. Så når vi hygger os, og vi skaber et hygsomt rum, så er det fundamentalt set et ligegyldighedsrum, vi skaber. Det er alle de temaer, der er de mest ligegyldige, der fylder rummet. Det er et dumhedsrum. Vi har selvfølgelig behov for at slappe af, men det er jo indlysende, at hvis du opholder dig hovedparten af tiden i hygsomme rum, så bliver du dummere. Hvis du hygger dig for meget med din kæreste eller dine kammerater, så er det den korteste vej til stupiditeten, og så bliver middelmådigheden en bedrift.

Sebastian: Er du selv middelmådig?

Morten: Ja, det er jeg – på uendelig mange områder. Jeg er et gennemsnitligt, fejlbarligt menneske. Er det lig med, at jeg er af den overbevisning, at jeg ikke er dygtigere end gennemsnittet til det, som jeg laver. Nej, det er jeg da fuldt ud bevidst om, at jeg er. Ellers sad jeg ikke i denne position som direktør i Vestas. Jeg havde aldrig opnået international anerkendelse, hvis ikke det var fordi, jeg var dygtigere end gennemsnittet til markedsføring. Men årsagen til, at jeg er dygtigere end gennemsnittet på mit felt, er, at jeg har erkendt min egen gennemsnitlighed og fejlbarlighed, og at jeg af samme grund har valgt ikke bruge tid på det, som jeg ikke ønsker at være bedst til. Og så har jeg kompenseret for min gennemsnitlighed og min fejlbarlighed ved at være flittig og vedholdende og ved at have mennesker omkring mig, som kan kompensere for de mangler, jeg har.

Sebastian: Det er sgu meget smart.

Morten: Tak skal du ha’.

Sebastian: I min research er jeg stødt på mange, der kalder dig provokatør. Ser du dig selv sådan?

Morten: Nej. Det gør jeg ikke.

Sebastian: Hvorfor tror du så, at der er så mange, der gør det?

Morten: Jeg sætter mig ikke ned og vurderer, om mine udsagn er provokerende nok. Jeg formidler ikke ting med provokationen for øje.

Sebastian: Jeg kan ikke engang få dig til at sige, at du bruger provokationen til at opnå opmærksomhed, når du for eksempel udgiver en bog?

Morten: Nej. I hvert fald ikke bevidst. Og når jeg alligevel falder for fristelsen til at bryde tavsheden med en kantet udtalelse, har jeg familie og venner, der minder mig, at budskabet skal kunne begrundes. Det, jeg med Det Gennemsnitlige Menneske lægger frem, er en filosofi. Jeg ville formulere et opråb. Men det skulle være et opråb, som blev underbygget af argumenter og analyse. At min ambition er blevet oplevet som provokation, har selvfølgelig noget at gøre med, at jeg når frem til en konklusion, som ikke mange andre har givet udtryk for i det offentlige rum. Der er for eksempel ikke mange, der har sagt, som jeg sagde i min første bog Generation Fucked Up, at deres generation er den mest navlebeskuende, egocentriske og ansvarsløse, der nogensinde har sat sin fod på moderjord. Det er den konklusion, der skaber provokationen.

Sebastian: Gavner det Vestas, at du skaber debat i medierne med en bog?

Morten: Havde min bog været en entydig fiasko med dårlige anmeldelser over hele linjen og knap en bog solgt, havde det ikke gavnet. Men nu er historien en anden med lige dele begejstrede som kritiske anmeldelser, flere måneder på bestsellerlisterne og en bog i 5. oplag fem måneder efter udgivelsen. Men selvfølgelig gør jeg mig nogle overvejelser, inden jeg sender sådan en bog på markedet, og min virksomhed var da også informeret om dens komme. Jeg har den største respekt for det job, jeg er blevet betroet, og de ejere, som betaler min løn. Derfor har jeg gjort meget ud af, at det ikke er Vestas, der udgiver en bog. Det er mig. Det, der bekymrede mig mest var, hvis bogen skulle ligge Vestas til last. Men kritikerne har heldigvis haft selvdisciplin nok til at rette deres kritik mod mig alene.

Sebastian: Når jeg sidder her og snakker med dig, virker du som en ret skråsikker type. Men har du nogensinde taget fejl?

Morten: Masser af gange. Når jeg for eksempel læser Generation Fucked Up, er jeg på flere områder i stand til at se, at den mangler nuancer. Selvfølgelig er jeg blevet klogere. Jeg har helt sikkert givet udtryk for holdninger, som jeg ikke har i dag. Det er også derfor, at jeg har så ondt af politikerne. Mange af dem er blevet voksne i politik. Er det ikke kun et sundhedstegn, hvis de har skiftet holdning en tre-fire gange. Vi andre gør det jo 3-400 gange. Det er jo en absurd forventning at have til et menneske, at man skulle låse sig selv holdningsmæssigt som 25-årig.

Sebastian: Er det svært ikke at blive arrogant, når man er god til det, man laver?

Morten: Nej, det mener jeg ikke. Men det er svært ikke at blive utålmodig. Og det er svært ikke at blive ambitiøs. Det vil mennesker, der er fyldt med mindreværd, opleve som arrogance. Synes du, jeg er arrogant?

Sebastian: Nej, det synes jeg absolut ikke. Men det ville på den anden side også være enormt uhøfligt af mig at sige her på dit kontor.

Morten: Nej, det ville være ærligt, hvis du mente det. Men hvis du virker sikker, afklaret, determineret og fyldt med viljestyrke, er det så arrogance? Altså, hvad er arrogance? Arrogance er for mig, at du tager dig selv og dine bedrifter for givet og på den baggrund ser ned på andre mennesker. Du regner dig selv som betingelsesløst dygtig og derfor mere værd.

Sebastian: Men gør du ikke også, i en eller anden grad, det – regner dig selv som mere værd?

Morten: Nej, det gør jeg ikke. Og det her er centralt. Der er ligeværd, og der er ligestilling. Der er ligeværd mellem os to som mennesker. Dit liv er ligeså meget værd som mit. Men der er ikke ligestilling. Du er interviewer – jeg er den interviewede. Der er aldrig ligestilling i et eneste menneskeligt forhold. Der er altid en i parforholdet, der har bukserne mere på end den anden. Mellem forælder og barn er der heller ikke ligestilling. Det er vores pligt som forælder at forhindre en sådan ligestilling. Mellem lærer og elev er der ikke ligestilling. Chefen og medarbejderen. Der er aldrig ligestilling. Men vi er altid lige meget værd som mennesker, og der er ikke et menneske, der er mindre værd end mig, og der ikke et menneske, som er mere værd end mig. Men jeg har en viden og en rolle, der gør, at jeg er over ”x” i en given situation. Og jeg gider ikke bidrage til en illusion om, at det ikke er tilfældet. Hvorfor skulle jeg det? Så ville det være forbandet vanskeligt for mig at løfte mit forældre- eller mit ledelsesansvar.

Sebastian: Når du ser på Danmarks fremtid, er du så optimist eller pessimist?

Morten: Jeg er faktisk optimist i dag, fordi jeg kan se, at der er en spirende dagsorden, der handler om, at vi begynder er udfordre vores selvbillede. Jeg føler, at den offentlige debat er begyndt at give plads til, at du ikke bliver opfattet som hverken nedladende, arrogant eller uhøflig, når du som jeg går ud og siger, at vi danskere ikke er ligeså arbejdssomme, ligeså effektive, ligeså liberale og innovative, som vi går rundt og tror. Men vi har travlt. World Economic Forums seneste analyse af konkurrencekraften i de største økonomier viser, at Danmark er faldet igen. Fra en 12. til en 15. plads. I 2008 lå vi nr. 3. Det vil sige, at vi på et halvt årti er droppet 12 pladser. Gennem diskussion er vi så småt ved at nå til en erkendelse af problemet. Men vi har lang vej endnu. Og jeg mener, at vi mangler at nedsætte en meget vigtig kommission: Selverkendelseskommisionen.

Sebastian: Og den vil du gerne være formand for?

Morten: Det synes jeg, ville være helt passende.