pukbanner

Mød Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård, der netop er blevet nomineret til Cavlingprisen

På en lille, mørk og meget korrespondent-agtig bar i Beirut fik Apropos’ Sebastian sig en snak med DR’s Mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, om kvindemagasiner, overdramatisering af Mellemøsten og nå ja, så fik de også lige opklaret mysteriet om Puks pornopraktik.

Hvad drikker man typisk som korrespondent?
Hvidvin! Altid hvidvin, haha.

Jamen, så er det det, vi skal ha’.
Du kan også vælge noget andet?

Nej! Du er lige nu vidne til mit stolteste korrespondent-øjeblik, så jeg napper korrespondentvinen – ligesom dig, den ægte korrespondent. Det skal være rigtigt, det her.
Hvad er det der Apropos egentlig for noget? Det ser sgu meget fedt ud.

Hmm, vi er et online herremagasin – men yngre og sjovere end Euroman.
Haha, jeg er i gang med at skrive en artikel om Syrien til Euroman. Der skal jeg nok forsøge at være lidt sjovere så! Selvom det måske bliver lidt svært.

Ja, gør lige det. Men selvom vi er et herremagasin, har vi sgu egentlig også ret mange læsere af det modsatte køn.
Ja da! Jeg vil også hellere læse Euroman, end jeg vil læse Eurowoman.

Det er der mange, der siger.
Eurowoman er jo bare nederdele.

Ja, og ”Her er fem neglelakker, du bare må eje”.
Og ”Sådan er drømmemanden” eller ”10 råd til dit sexliv”. Hvorfor er kvinder altid forbrugerorienterede? Vi burde lave et kvindemagasin, der ikke handler om striktøj og planter.

Haha, ja, jeg tror, der er en god forretning, som ligger og venter der. Nå, men du skrev til mig, at det ikke holder at snakke om det at være kvindelig korrespondent i Mellemøsten?
Nej, det var slet ikke ment på den måde. Jeg er bare træt af, at det altid kommer som sådan et sidespørgsmål i forbindelse med interviews, hvor en mandlig journalist spørger: ”Ville du gøre det samme, hvis du havde børn?” Ville han spørge en mandlig korrespondent om det samme? Hvorfor skulle vi ikke kunne kombinere det som kvinder? Anyway, du må ikke skrive, at jeg er sådan en vanvittig feminist.

Selvfølgelig ikke. Jeg spurgte i går aftes mine Twitter-followers, hvad jeg skulle spørge dig om, hvis jeg ville have et interessant svar. Så moderne er jeg. Men ingen svarede. Så nu må jeg så spørge dig; hvad spørger jeg dig om, hvis jeg vil have et interessant svar?
Det er simpelthen dit første spørgsmål?! Hmm, jeg synes jo tit, at jeg kommer til at tale for meget om mig selv som person, og mindre om alle de mennesker, jeg møder i mit arbejdsliv – altså folk jeg rapporterer om. Fordi jeg er jo her for at rapportere om dem og ikke fordi, det skal handle om mig. Hvorfor er det interessant, hvilke bøger jeg læser, hvor jeg tager på ferie eller hvillet værktøj, jeg bruger.

Jamen synes du så i virkeligheden, at det her, vores interview, er lidt underligt?
Nej.

Men det er jo et interview med dig, om dig.
Jamen det kommer jo så an på, hvad det skal handle om.

Ja, det er jo så lige det, haha. Så du græder ikke dig selv i søvn over, at du ikke er med i Korrespondenterne på TV2?
Nej! Tværtimod.

Hvorfor?
Fordi jeg mener, det bliver overdramatiseret. Jeg kan sagtens se, at Korrespondenterne fungerer som underholdning. Og når man nu i forvejen går bag om det og det andet, hvorfor så ikke også gå bag om nogle mennesker, som er i krigszoner? Det er da spændende. Men jeg synes, det tager fokus væk fra det, der er vores arbejde, og fokus væk fra de mennesker, det handler om. Altså, jeg rapporterer om Mellemøsten, derfor er det vigtigt for mig, at det er Mellemøsten, der kommer frem gennem skærmen hjemme i stuerne. Det er ikke vigtigt, at det er mig.

Hvordan synes du, at de overdramatiserer det?
De fokuserer så benhårdt på følelser. Altså pludselig bliver det spændende, at korrespondenten også kan græde. Der er bare alt for meget fokus på korrespondenten. Jeg synes, det er et problem, hvis jeg står og græder, når jeg er ude. Det handler ikke om mig og mine følelser. Så dem pakker jeg ned. Jeg har følelser, og jeg er et menneske, der rapporterer. Det må man gerne se. Men jeg ville synes, det var patetisk, hvis jeg stod og kiggede ind på nogle menneskers liv – et liv jeg kun er vidne til et øjeblik, hvorefter jeg så forsvinder hen på mit i øvrigt fine hotel, hvor der er masser af mad. Det er ikke min opgave at stå der og tude.

Græder du så nogle gange på dit fine hotel?
Ja, det kan jeg da godt gøre. Men det mener jeg da, er en helt privat sag. Ligesom man kommer hjem fra et helt almindeligt arbejde og tuder, fordi det har været en lortedag. Det er ikke fordi, jeg siger, at man skal være en robot, når man rapporterer. Man må gerne se, at man er et menneske, men jeg synes bare, at Korrespondenterne er det i underholdningens navn.

Men er det ikke også vigtigt, når man laver tv, at det er underholdende, så folk gider se det?
Jo, jo. Og de skal da både tude, grine og græde. Det er jo et realityprogram!

Så hvis DR bad dig om at lade en kameramand følge i hælene på dig, så ville du sige nej?
Ja, det ville jeg. Jeg synes simpelthen ikke, det er spændende i forhold til det, der er mit arbejde. Jeg har et kamera, der vender væk fra mig. Jeg synes, det ville være underligt også at have et kamera, der vendte mod mig. Der bliver en underlig idoldyrkelse og sådan et overfokus på korrespondenten. Der er det der farlighedsmoment, som er fascinerende og underholdende, men som vi skal passe på ikke at overgøre. Fordi, er det farligt at bo i Beirut, fordi der sprænger en bilbombe? Nej! Render man rundt med skudsikker vest? Nej! Jeg vil gerne vise et nuanceret billede af Mellemøsten, så folk i Danmark ikke tror, at folk i Mellemøsten render og slår hinanden ihjel hele tiden. Jeg hader bare, når man dyrker det der.

Så du mener, at Korrespondenterne indirekte er skyld i at min mor er nervøs for, at jeg er hernede lige nu?
Absolut! Og den øvrige nyhedsdækning. Det sker, når vi bliver sensationslystne og gør et lille udsnit af virkeligheden til virkeligheden. Det er tv-mediet selvfølgelig med til. Derfor er det vigtigt, at vi også fokuserer på andre ting.

Okay så. Hvordan er det at løbe ind i et område, som alle andre løber væk fra?
Det er helt naturligt for mig. Det kan godt være ubehageligt, fordi det er tæt på. Og det er selvfølgelig heller ikke rart at komme til et bombekrater og se, at folk er blevet dræbt, og der ligger hænder og fødder, og en mand går og samler legemsdele op. Altså det er jo ikke en rar situation, men det er vigtigt at være der, for at kunne fortælle, hvad der er sket. Men altså, det har jeg prøvet så mange gange. Jeg tænker ikke så meget over det.

Bliver du aldrig træt af kun at beskæftige dig med krig og elendighed?
Nej, det tror jeg ikke. Men i konflikten, synes jeg godt, at man kan fokusere på andet end død og ødelæggelse. Man kan for eksempel fokusere på den der enorme overlevelsesevne, som vi mennesker har. På hvor modige og seje folk er. I Danmark har vi måske lidt mistet fornemmelsen for, hvor meget vi som mennesker egentlig kan leve med. Mennesker kan leve med en masse ting. Det synes jeg, er enormt fascinerende. Jeg er i øvrigt ikke kun krigskorrespondent, men også – og det lyder måske plat – en livskorrespondent, fordi jeg rapportere om livet midt i krigen. Det er de helt grundlæggende ting, jeg rapporterer om; had, kærlighed, frihed. Alle de store ting i livet koncentreret i en begivenhed; krigen.

Men du bliver aldrig så overvældet, at du tænker: ”Nu laver jeg bare Natholdet det næste halve år”?
Nej, det gør jeg ikke!

Hvad så med Aftenshowet?! Der kan du også interviewe folk, der har mistet.
Ja, det er rigtigt. Men nej, jeg tænder på at være herude – ikke at være i Danmark.

Så det har også noget at gøre med ikke at være i Danmark?
Absolut! Der er mange korrespondenter, der bor i Danmark og rejser ud, når der sker noget. Fint nok, men det er ikke det, jeg vil som korrespondent. Jeg vil være i det  miljø, jeg rapporterer om. Det hjælper, især i Mellemøsten, på forståelsen. Jo mere du er en del af det, des bedre forstår du det. Jeg kan læse nok så mange bøger om arabisk politik, men det er først, når jeg er her, at jeg forstår det.

Jeg har lige et sidste spørgsmål. Min kæreste opfordrede mig til ikke at spørge. Men det er noget, der har været et mysterium for mig i lang tid. På et tidspunkt googlede jeg dit navn og stødte på videoen: ”Puk Damsgård i pornopraktik”. Spørgsmålet er: hvad er det for en video?!
Den har jeg godt hørt om, men jeg har aldrig selv set den. Men inden jeg læste journalistik, gik jeg på Teaterskolen Holberg, hvor vi lavede sådan nogle lange improvisationer med helt absurde roller. Måske kan du fortælle mig, hvad der sker i videoen?

Så giver det mere mening! Det er dig og en ældre fyr, der står fuldt påklædt… og så viser han dig ligesom bare, hvordan man laver en pornofilm – forskellige stillinger og så videre.
Ja det kan jeg godt huske. Men det var altså bare en improvisation på en teaterskole som nogen – af uvisse årsager – pludselig syntes det var spændende at lægge på YouTube. Men jeg har tjekket og den ligger der altså ikke mere.

Mere fra Q&Apropos

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE