keld_reinicke_banner

Mød Keld Reinicke, der har lavet mere fjernsyn, end du nogensinde kommer til at se

Hvis du har tændt dit tv i løbet af de seneste 20 år, har du også set tv, som Keld Reinicke har været med til at lave. Han har trods alt siddet som programchef på TV 2, udviklet adskillige programmer og været med til at starte DR 2, Zulu og Charlie. Apropos Magazines Bjarke mødte Keld for at snakke om god underholdning, fremtidens tv og hans trofæhylde.

Bjarke: Godt, så er vi i gang med interviewet. Lad mig starte med at spørge: Hvad så du i tv i går?

Keld: Jeg så ikke tv i går. Altså, hvis vi taler flow-tv. Men jeg så nogle streaming-ting fordi, det var søndag, og jeg havde dejligt med tid. Jeg så en af mine yndlingsserier, som er The Knick, og en BBC-dokumentar på YouTube om, hvordan mennesket er gået fra at være abe til menneske.

Bjarke: Hvad var så det sidste flow-tv, du så?

Keld: Jeg skulle til at sige P3 Guld, men det tjekkede jeg sådan set ud bagefter. Pas. Jeg har ikke set så meget flow i den sidste uges tid.

Bjarke: Hvis jeg så blot spørger om, hvad noget af det bedste tv, du senest har set er? Og nu må du ikke sige en tv-serie eller noget, du lavet.

Keld:
Jamen så har jeg set en lille smule af Vild med dans.

Bjarke: Er det godt?

Keld: Altså, jeg er jo enormt farvet. Og så fordi, jeg ser det både med professionelle øjne og som afslapning. Det er meget sjældent, jeg ser noget, når jeg bare slapper af. Men jeg tjekkede Vild med dans ud fordi, det jo er det mest sete format i Danmark. Det synes jeg, man har pligt til lige at tjekke ud. Jeg synes, det så rigtigt flot ud – det ligner sig selv. Jeg kan godt lide formatet.

Bjarke: Skal du selv være med?

Keld: Nej, og jeg er heller ikke blevet spurgt. Hvis jeg blev spurgt, ville jeg sige, at det virkelig ville være dumt, for jeg danser virkelig, virkelig dårligt. Altså, jeg er Bambi på glatis.

Bjarke: Det er måske sat på spidsen, men hvorfor er det vigtigt for dig at underholde folk?

Keld: Underholdning er ikke nødvendigvis underholdning som i et fint gulv og nogle flotte kjoler. Det kan også være en god dokumentar. For mig er underholdning at fange en seer. Jeg synes, det er rigtigt fedt at fortælle en historie. Det lyder virkelig banalt, men hvis jeg ser en god historie, har jeg bare lyst til at fortælle andre den. Det har jeg sådan set altid haft. Lige fra, da jeg startede på CNN og troede, jeg skulle redde verden på nyheder og udkomme til hele verden. Og så til, du ved, Danmarks Radio, TV2, Zulu og nu alt det digitale, jeg kigger på. Jeg har lyst til at udkomme på alle mulige platforme.

Bjarke: Det kan jeg godt sætte mig ind i.

Keld: Og jeg synes, at det, der er ved at ske nu med de digitale ting er rigtigt fedt. Jeg synes, det er meget federe at ramme 100 mennesker, som virkelig får noget ud af det, vi laver, end at det bliver en million.

Bjarke: Så det er ikke en million seere, der er succeskriteriet?

Keld: Det synes jeg også er sjovt, men nej, det er det ikke. Ellers havde jeg jo aldrig siddet hos Zulu så lang tid, eller Charlie.

Bjarke: Er det sjovere at lave tv til nicherne end det store, brede publikum?

Keld: Jeg kan lide begge dele. Men jeg synes, det er langt sværere at prøve og ramme bredt, end det er at ramme smalt. Det er også derfor, man skal have enorm respekt for dem, der laver de her programmer, som man måske i lidt mere hipster-kredse rynker på næsen af.

Keld Reinicke - Apropos Magazine

FOR KOMPLICERET TIL DANSKERNE?

Bjarke: Hvordan er det egentlig at bestemme, hvad Danmark skal se?

Keld: Sandheden er jo, at man ikke helt præcist ved, om folk kan lide det eller ej. Man kan godt spille smart og sige, at man godt vidste, det ville blive et kæmpe hit, men bottom line er, at du ved det aldrig. Du er altid nødt til i sidste ende at have en mavefornemmelse. Når man laver tv-programmer, finder man ud af, at man også laver mange fejl. Det er bare en del af det. Man skal ikke være bange for at fejle.

Bjarke: Men når man kigger på det, du har været med til at lave, er det jo nærmest succes på succes. Så er der alligevel ikke et tidspunkt, hvor du tænker, at nu er den der – at det bliver en succes?

Keld: Jeg er blevet gammel nok til at vide, at det er der ikke. Der er ting, hvor man tænker, ”kæft, det kommer til at gå godt det her”, og så gik det overhovedet ikke godt. Og så er der ting, hvor man tænker, ”det er måske okay”, og så bliver det et kæmpe hit. Selvfølgelig er der nogle ting, man godt ved og måler på. Men jeg vil sige, at den formel, hvor man ved, om et tv-program bliver et hit eller ikke et hit, den findes jo heldigvis ikke.

Bjarke: Er der så noget af det, du har været med til at lave, hvor du tænker, at det var sgu dårligt?

Keld: Vi lavede på et tidspunkt tv-serien Blekingegade til TV2, som jeg synes blev rigtig fed. Men danskerne hadede den og synes overhovedet ikke, at den var fed. Den var for HBO-agtig og for smal til det brede danske publikum. Den krævede for meget af sin seer, og det gad man ikke. Man vil bare have en god krimi for eksempel. Man gad ikke alle de politiske intriger og sådan noget.

Bjarke: Den var for kompliceret til danskerne?

Keld: Ja, det tror jeg. Det er ikke fordi, at danskerne er dumme. Det er bare fordi, vi ikke formåede at gøre det, og at historien måske var for kompliceret.

KELDS TROFÆHYLDE

Bjarke: Genser du egentlig dine ældre programmer, hvor du eksempelvis tænker, at det var virkelig godt?

Keld: Det er sjældent, jeg genbesøger de ting. Men jeg har sådan en dvd-hylde, hvor jeg har de shows, jeg synes er dem, der skal op på den hylde – som ikke er specielt mange. Og nu er mine børn sådan: ”En dvd, hvad fanden er det?” Og min kone er sådan lidt: ”Skal de der dvd’er ikke snart ned?” Men det er egentlig bare min trofæhylde.

Bjarke: Hvor mange dvd’er står der så på den?

Keld: Jamen der står ikke så mange. Af alt det, jeg har lavet, er det meget lidt, jeg har sat derop. Og det er egentlig bare fordi, jeg er super selvkritisk.

Bjarke: Hvad står der blandt andet deroppe?

Keld: Der står Klovn, som jeg er glad for, og der står Mr. Poxycat, og der står… hvad fanden står der? Blekingegade… og der står Rita og et show, som er virkelig sjovt, Zulu Bingo. Det var faktisk et af de første programmer i Danmark, der var interaktivt med net-brugerne. Grunden til, jeg kan huske det er, at jeg kiggede på dem forleden, fordi jeg overvejede, om jeg skulle tage den væk.

Bjarke: Nå, hvorfor?

Keld: Jamen, det er fordi, min kone vil have det væk. Hun synes, at nu må de der dvd’er ud.

Bjarke: Jeg har selv både dvd’er, Blu-rays og VHS-bånd og kan godt lide det fysiske format. Så jeg forstår godt, hvis de ikke skal ud.

Keld: Ja, jeg kan meget godt lide, at det er der. Jeg ved godt, det er meget nostalgisk. Men det er heller noget, jeg går så meget op i. Jeg har bare tænkt, at det skal ikke smides ud. Men jeg kan godt se, hvilken vej, det går.

Bjarke: Hvis din kone får lov at bestemme?

Keld: Ja, og jeg kan også godt se, at hun har ret. Men jeg tror, at det, man skal gøre er at tage et foto af det og så smide det ud. Så har man fotoet.

Sandheden er jo, at man ikke helt præcist ved, om folk kan lide det eller ej. Man kan godt spille smart og sige, at man godt vidste, det ville blive et kæmpe hit, men bottom line er, at du ved det aldrig

Bjarke: Hvilken form for tv-underholdning sætter du så pris på, hvis du prøver at glemme dit professionelle blik?

Keld: Jeg kan faktisk godt lide tv, hvor man følger danskerne. Fordi jeg synes, der er så mange ting, hvor det bliver amerikansk på en eller anden måde. Så kan jeg rigtig godt lide det nære. Altså nære historier og big characters. Det betyder ikke, at nære historier behøver være sådan fancy DR2-agtigt. Det kan lige så godt være Hammerslag. Fordi, jeg kan sidde og se et eller andet hjem med et badeværelse, hvor jeg tænker ”hold kæft, hvor er det grimt”. Samtidig med, at der er nogle, der sidder og tænker ”hold kæft, hvor er det flot”. Jeg kan enormt godt lide, at programmet ikke peger på noget for mig. Jeg må selv vurdere. Og så kan jeg godt lide den nærhed, der er i Bonderøven. Og jeg kan også godt lide sådan en DR2-ting, der hedder Den rigeste procent.

Bjarke: Så for dig er god tv-underholdning altså hvad?

Keld: Jeg tror faktisk, at kodeordet for det, som for mig er den stærkeste underholdning lige i øjeblikket, er ægthed.

Bjarke: På hvilken måde?

Keld: Altså, nu er reality-tv i Danmark ligesom et gennemsuttet bolsje. Ordet reality i Danmark er lig med skod. Det er enormt synd, for reality som format er ikke lig med skod. Det handler om, hvordan man gør det. Det er lavet uden manuskript, men styret i en ramme. Det vil sige, man kan caste de her fem mennesker, sætte dem ud på en øde ø og så se, hvad der sker. Det er klart, at de var aldrig kommet afsted ellers, men når de er på den her øde ø, så er det, der sker i den ramme ægte.

DENGANG DER VAR FOR MANGE AFRIKA-DOKUMENTARER TIL BØRN

Bjarke: Hvornår gik det egentlig op for dig, hvad tv kunne? Eller måske snarere, hvornår blev du bevidst om tv’et som medie?

Keld: Det er godt at spørge om, for jeg ved det faktisk ikke helt. Jeg har jo set tv fra jeg var meget, meget lille. Vi havde ikke et hjem, hvor man ikke måtte se tv. Men hvis jeg skal tænke over noget, jeg synes var irriterende, var det, at man kun måtte se Disney Sjov én gang om året, til jul. En halv time. Og ellers så var Disney bandlyst.

Bjarke: Det var ikke meget.

Keld: Nej, og det synes jeg simpelthen var så latterligt. Jeg synes også, at der var for mange af sådan nogle Afrika-dokumentarer til børn med børn i Afrika, der havde det slemt. Der er intet galt med det, men jeg kan huske, at jeg som barn savnede, at der også var noget af det andet.

Bjarke: Og nu får du så lov til at underholde hele Danmark – er der noget at læse i det?

Keld: Nej, det ved jeg ikke. Men jeg kan i hvert fald mærke, at en af de motivationer jeg havde, da jeg var på DR og med ungdoms-tv, at der var helt klart nogle ting der. Det har jeg slet ikke mere.

Bjarke: Så det er ikke sådan, du tænker, at det hul, der var i sendefladen, da du var barn, at det nu skal udfyldes?

Keld: Nej, man kan sige, at det er faktisk det modsatte. At vi er kommet dertil, hvor man nok må sige, at vi må sikre os, at vi har dansk børnekultur, så det ikke kun er Disney. Så de har ligesom vundet. Men når du spørger om det der, tror jeg, at jeg som ung havde to baner, for jeg var ret god til computere. Jeg er faktisk Danmarksmester i programmering. Så jeg troede egentlig i mange år, at jeg mere skulle gå computervejen, end at jeg skulle gå tv-vejen. Jeg har dog ikke kendt nogle, der var i tv. Det har været mit eget drive altid. Det tror jeg egentlig er en enorm stor styrke. For så ved du også, at du vil det. Der er ingen forældre, der har skubbet dig ind i det. Der er ingen onkler, der har åbnet døren for dig.

Bjarke: Hvad er det så, der gør, at du er god til det, du laver?

Keld: Jeg tror bare, at jeg har set rigtigt, rigtigt meget tv. Og det gør jeg stadig. Altså, jeg kender mit felt. Og jeg kan mærke, at når jeg begynder at bevæge mig ind i det digitale, som jeg gør nu og ser, hvor tv bevæger sig hen, så undrer jeg mig over, at der ikke er mange af mine kollegaer, der gør det lige så meget, som jeg gør. Det er klart, at den sidste del selvfølgelig også er, at du har talent for det. Du kan godt have talent og ikke bruge det. Så det er også hårdt arbejde. Og jeg har aldrig været ked af at arbejde længe.

OM AT GRÆDE TIL OPRAH

Bjarke: Har du et overordnet mål eller vision for, hvad du gerne vil gøre for sendefladen og vores forbrug?

Keld: Nu sidder jeg meget som mediekonsulent på store virksomheder og peger på, hvad de skal bestemme. Man kan sige, at jeg sådan set gør noget af det samme som tidligere. Men ved nu at være i flere mediekonstellationer gør, at jeg får et mere nuanceret blik. Jeg er blevet forbløffet over i de her digitale tider, hvor mange forskellige holdninger, der er til de nye medier. Hvad skal tv gøre? Hvad skal vi gøre på nettet? Hvad med Facebook? Hvordan skal vi forholde os til alle de her ting? Og alt det tror jeg hænger sammen med det, vi snakkede om tidligere: Hvad er god underholdning?

Bjarke: Men hvad tænker du, vi egentlig skal bruge tv-underholdning til?

Keld: Jeg tror, man går galt i byen, hvis man tror, man med løftet pegefinger skal fortælle folk præcis, hvad de skal mene og se. Nu kan vi eksempelvis tage Vild med dans, som på mange områder kan blive karakteriseret med ”hvorfor skal jeg bruge tid på det?”, ”hvor er det latterligt” og ”hvad fanden sker der, det er kun mor og far, der gider at se det”. Det er sådan set også rigtigt nok, men hvis man nu prøver at analysere det, er det en fantastisk udviklingshistorie. Det er derfor, det er så stort et hit. Det er det samme X Factor gør. At folk går fra at være ukendt til kendt. Du går fra at være et indelukket, følelsessvagt menneske til at kunne udtrykke dig. Derved fortælles en historie, vi har brug for at blive fortalt igen og igen. Det er de to formaters største styrker.

Keld Reinicke - Apropos Magazine

Bjarke: Det der med at samle den danske nation – Familien Danmark, om man vil – er det overhovedet noget, der stadig findes?

Keld: Jeg vil sige, at nogle af tv-programmerne i dag selvfølgelig stadig samler, men de samler slet ikke, som de gjorde i gamle dage. Vi bliver sjældnere og sjældnere samlet om én enkelt ting. I gamle dage var det ikke svært at få en million danskere til at se det samme program. I dag er det næsten umuligt.

Bjarke: Ja.

Keld: Jeg har et sjovt eksempel med, at man i gamle dage – i flow-tv-tiden ikk’ – der satte familien sig ned og så sagde de, ”okay, hvad skal vi se klokken 20?”. Og så fandt man det, som var mindst irriterende at se. I dag sker der så det, at man sådan set sidder i den samme sofa, men man har bare en iPad og en telefon alle sammen. Men sidder så i sofaen fordi, det er der, Matadormixen er. Men når det kommer til stykket, sidder man og ser på sine egne skærme.

Bjarke: Så på samme måde som underholdning kan samle, kan det også passivisere?

Keld: Jeg er ikke så nervøs for det. Det er der jo nogen, der altid har sagt om tv – at folk ikke er aktive og ikke gør noget. Jeg køber ikke den præmis fordi, hvis du kan fortælle den gode historie, så får du din historie ud, den rører folk. Og det, der er interessant er, at det er utroligt, hvordan man på meget, meget få minutter kan få en tåre i øjnene, hvis du laver det rigtigt.

Bjarke: Hvornår græd du så sidst, da du så et tv-program?

Keld: Nu er jeg svær at manipulere med…

Bjarke: Du kender alle knebene?

Keld: Ja, det gør jeg. Men jeg tuder alligevel til tv en gang imellem. Men hvornår gjorde jeg det så sidst? Det er meget godt at spørge om. Det gjorde jeg, fordi jeg så nogle indslag på Oprah, der lavede sådan nogle programmer om folk, der tror på noget, der er meget vigtigt for dem. Der er nogle indslag der, som er meget, meget rørende.

Bjarke: Så det er Oprah, der simpelthen formår at få dig til at fælde en tåre?

Keld: Ja, men det var hendes netdel. Jeg følger nemlig Oprah på Facebook.

Bjarke: Jeg tænker ellers, at når du ser meget, at du kan blive numb på en eller anden måde?

Keld: Det er meget sjovt fordi efter filmvidenskabsårene, havde jeg nogle år, hvor jeg slet ikke så noget, fordi jeg havde ødelagt det hele i analyser og alt muligt. Men det var simpelthen for dumt, hvis jeg ikke bare kunne slappe af med det, jeg allerbedst kan lide.

Bjarke: Så nu tillader du dig selv også at slukke for den professionelle del af hjernen?

Keld: Ja, og det er først noget, jeg har kunnet gøre de sidste 10 år. Før har jeg ellers været så kritisk over for mig selv og kunne argumentere for alle tingene, så jeg ikke kunne give mig selv det filter. Men det har jeg fået på igen. Det er en enorm nydelse bare at kunne lukke mig ind i det, jeg ser.

Pointen for mig er at sige, selvfølgelig skal man ikke kun se åndssvage programmer hele tiden, så bliver man dum i hovedet

Bjarke: Det kan jeg godt sætte mig ind i.

Keld: Men det har virkelig været svært for mig. Du er der ikke endnu?

Bjarke: Jeg har også været der, hvor jeg havde svært ved bare at være til stede i det, jeg så fordi, jeg simpelthen så rigtigt mange film. Sådan er det heldigvis ikke mere. Så du bliver stadig begejstret?

Keld: Ja, og det vil jeg da håbe, jeg altid gør. Men nu kan jeg mærke, at jeg bliver lige så begejstret for eksempelvis et computerspil og mere og mere for nogle digitale ting. Det er der, jeg synes, der sker nogle nye ting.

DEN STORE ELLER DEN LILLE TV-PAKKE?
Bjarke: Hvor langt er det egentlig muligt at se ind i fremtiden, særligt når man tænker på den her digitale udvikling?

Keld: Man kan sige, at 10 år frem er der, man tør kigge, og så kan man ikke kigge længere ud. Men man kan jo også bare gå fem år tilbage. Det var lige før, der ikke var en iPhone for fem år siden. Så på den måde kan man sige, at tingene kan gå ret hurtigt. Det man altså kan sige – meget firkantet – er, at vi danskere deles op i to kategorier: Dem, der er over 45 og dem, der er under 45.

Bjarke: Det er simpelthen skillelinjen?

Keld: Det er det. Og hvorfor er det så det? Det er fordi, dem over 45 år er mere traditionelle, end man skulle tro. Og selvfølgelig, jo ældre, man bliver, jo mere traditionel er man. De kommer eksempelvis til at se tv ret traditionelt resten af deres liv. Det er klart, at er man lige 45, kan det godt være, man når at skifte over, men hvis man er 55 for eksempel…

Bjarke: Så er man simpelthen tabt?

Keld: Så er man tabt for altid… ej. Men så er sandsynligheden for, at man kommer til at være meget traditionel resten af livet ret stor. Vi får altså to meget forskellige målgrupper. Der kommer derfor til at være en tid på fem, 10 år, 20 år måske, hvor vi ser, at traditionelt tv stadig er her. Det vil være mindre, men det er her stadig, da der er en stor målgruppe. Og så er der en målgruppe, som slet ikke er på det mere – som ikke får tv-pakken, selvom de får en familie. De får heller ikke nødvendigvis det store fjernsyn. Det er første gang, vi ser det i mediets 50-årige historie.

Bjarke: Hvad tror du, det kommer til at betyde for programmerne?

Keld: Jeg tror, det kommer til at betyde alt. Man kan allerede se det nu. Jeg tror blandt andet, der er en grund til, at der er mange antik-programmer. Fordi, den målgruppe, som går lidt mere op i, om en gammel vase er 100 kroner værd eller ej, at der skal man være over 45 for at synes, det er virkeligt spændende. Jeg tror, vi kommer til at se et mere markant skifte mellem flow-tv, der bliver mere traditionelt, mens de tv-kanaler, der rammer de unge langsomt vil blive lukket og gå over til nettet. Jeg tror også, det nye er, at pengene går der over. De digitale reklamekroner vil forsvinde fra det traditionelle tv og gå over i det andet.

Bjarke: Har du så den store tv-pakke eller den lille tv-pakke?

Keld: Jeg har den store tv-pakke. Det er i øvrigt et godt spørgsmål, for det sjove er – eller problemet er – at jeg ikke ser det, der er på den store tv-pakke ligesom alle andre danskere. Så man kan sige, jeg sagtens kunne leve med den mindre pakke. Og det er jo det, der er vores udfordring i tv-branchen, at man ikke skal glemme, at den der tv-pakke betaler for rigtigt meget af de danske tv-programmer. Så det er klart, hvis man cutter sådan en tv-pakke, bliver der i sidste ende færre penge til indholdet. Derfor har man en tikkende bombe for dansk indhold.

Bjarke: Synes du egentlig, der er noget galt i, at tv bare er den der halve time, det står på, og det er så det?

Keld: Det er klart, hvis du kun spiser junkfood, så er det skide usundt for dig, men de fleste varierer. Jeg tror lidt, det er det samme med tv. Jeg var eksempelvis træt af, da jeg var barn, at underteksten ved amerikanske tv-serier var, at det var lig med lort og fordummende. Det har altid undret mig, at der var nogen, der skulle bestemme, hvad jeg synes var godt. Så man skal huske på, at tv også bare er afslapning. Pointen for mig er at sige, selvfølgelig skal man ikke kun se åndssvage programmer hele tiden, så bliver man dum i hovedet.

Bjarke: Hvad kan egentlig irritere dig ved et tv-program?

Keld: Nogle gange de regionale indslag, som TV2’s regioner laver. Indslag, hvor man tænker, at det kan ikke være rigtigt, de har brugt meget tid på at lave det. Hvis man vil se noget sjovt tv, skal man prøve at kigge på nogle af de tv-programmer. De laver så old school-tv, at man tænker, det simpelthen er løgn, at der stadig er nogen, der laver sådan noget.

KELD FRYGTER IKKE FREMTIDEN

Bjarke: Nu har du lavet og opnået meget, så hvad er der egentlig mere at opnå?

Keld: Jeg synes faktisk, det er den mest spændende tid i tv’s historie. Altså i den tid, som jeg har været med. Jeg synes, at de her år – og det, der sker med de nye medier – simpelthen er vildt. Fordi man har i 20 år talt om, at folk kunne se tv på deres telefoner, men man har bare tænkt på direktionerne, et: Det kommer aldrig til at ske, og to: Man vil aldrig gide sidde og se en udsendelse på sådan en skærm. Klip til i dag, et: Jo, det gjorde det. To: Det gør man. Og jeg er simpelthen så glad for at være i den her tid fordi, om fem til 10 år, så har vi sat nogle nye standarder for, hvordan man gør. Og så vil der gå 30 år igen, hvor man ligesom har fundet de nye former.

Bjarke: Så du ser, at det bevæger sig i sådanne epoker?

Keld: Ja, og vi er i den epoke, som bliver den sidste store epoke, jeg kan være med til. Jeg ved for første gang ikke helt, hvor jeg kommer til at ende henne, eller hvad, jeg kommer til at lave. Nu laver jeg mange forskellige ting, men det kan godt være, det ender med én konkret ting.

Keld Reinicke - Apropos Magazine

Bjarke: Så du er ikke bange for fremtiden?

Keld: Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der er det. Jeg er personligt ikke. Jeg synes, det den vildeste og fedeste tid. Af forskellige grunde ville Danmarks Radio ikke have Monte Carlo til at lave valgdækning, da der var Folketingsvalg – og de havde gået i lang tid og glædet sig de to drenge. Og nu ville Danmarks Radio så ikke sende det på DR3 eller DR2. Så vi blev enige om bare at lave det selv og finansiere det. Peter, Esben og så mig som executive producer. Vi finansierede det ved at lægge 4000 kroner hver, og så fik vi en masse venner til at hjælpe os og fik faktisk lavet en fem timers Folketingsvalgsdækning. Vi måtte ikke bruge DR som medie til markedsføring. Vi måtte kun markedsføre det selv, men vi fik faktisk flere seere end DR2 og DR3 – eller, vi fik flere ind og se med.

Bjarke: Hvad tror du, det skyldes?

Keld: Det skyldes, at der bare er nye tider på vej. Det var en af de største eye openers for mig fordi tænk, at man kan faktisk lave tv og konkurrere mod virksomheder, der været her i masser af år.

Bjarke: Men det kræver vel også, at der er lige er et par kendte navne?

Keld: 100 procent. Det kræver en masse ting. Det kræver også, der er folk, som overhovedet ved, hvad de gør. Men alligevel var det umuligt at gøre tidligere.

NØGLEN TIL SUCCESS

Bjarke: Så det er et nyt kapitel i forhold til at se, hvor det går hen?

Keld: Det vil jeg sige. Det tog sgu røven på mig. Udover, at det var skide sjovt at lave, var det også ret vildt. For vi streamede det jo live på YouTube, og der var sådan et kommentarspor, hvor der kom næsten 10.000 kommentarer. Vi kunne ikke håndtere det, for det gik så hurtigt. Vi havde ikke nogen mennesker, der kunne nå at læse, hvad folk sagde.

Bjarke: Kom det bag på jer, at det blev sådan en succes?

Keld: Ja, vi vidste ikke, at der var et kommentarspor på YouTube. Så meget kom det bag på os. Der var også sådan et awardshow på YouTube med sådan nogle danske YouTube-stjerner…

Bjarke: De findes simpelthen?

Keld: Ja, det hed Guldtuben. Det havde flere seere end Zulu Comedy Galla.

Bjarke: Men er det noget, der virkelig kommer bag på jer, som sidder og arbejder med det her? Er det gået så hurtigt lige pludseligt?

Keld: Ja, det kom bag på mig. For vi har ikke kunnet få de samme seertal som tidligere. Og hvis man kigger fem til ti år frem, så må det betyde, at der er nogle store forandringer på vej. Det synes jeg er skide spændende.

Bjarke: Så det er ikke bare dig selv, du laver tv til?

Keld: Jeg vil gerne lave tv for at ramme folk. Jeg synes, at ting er godt på mange måder. Jeg har ikke ét budskab, jeg skal have ud. Jeg er ikke på den måde kunstner. Jeg er broadcaster, eller hvad nu lige skal kalde det. Jeg vil gerne hjælpe nogle kunstnere til, at de rammer dem, de gerne vil. Jeg har ikke et behov for selv at udtrykke mig. Jeg har ikke et behov for selv at være forrest.

Bjarke: Så derfor skal du heller ikke være med i Vild med dans?

Keld: Nej, jeg har lyst til at formidle ting. Det er ikke mig, altså det er ikke Keld, der er omdrejningspunktet.

Bjarke: Det er måske også det, der er nøglen til nogle af de succeser, du har skabt?

Keld: Det tror jeg. Det har aldrig været fordi, jeg skulle på skærmen eller forrest. Jeg synes, det er vigtigere at tage nogle af dem, som jeg kan mærke brænder for noget og så hjælpe dem med det, som jeg kan, så de kan komme længere ud.

Bjarke: Jeg synes, vi har været omkring mange fine ting nu. Det er også først, når jeg transskriberer, at den der ’fuck, nu fik jeg ikke spurgt om det og det’ rammer.

Keld: Nu kan du jo også mærke efter, hvad du synes, der er spændende at læse.

Bjarke: Præcis. Og grunden til, jeg jo gerne ville snakke med dig er fordi, jeg selv synes, at det er er spændende. Det vil jeg jo gerne forsøge at få ud. Men du har en okay mavefornemmelse?

Keld: Ja, det er nogle gode spørgsmål, så jeg tror, det handler om at se, hvad der giver mening.

Bjarke: Det er rigtigt. Så lad os bare stoppe her.