2
1

Mød filminstruktør Michael Noer, der ikke er til store og dyre filmproduktioner

Han er ikke til store, dyre filmproduktioner. I stedet ligger Michael Noers interesse i de små, virkelighedsnære og intense filmøjeblikke, som han blandt andet skabte med fængselsdramaet R og nu med den realistiske gangsterfortælling Nordvest. Apropos’ Sebastian har talt selviscenesættelse, selvoptagethed og filmbranchens cirkus med en af landets store genremestre.

Jeg har hørt fra pålidelige kilder, at du er lidt af en kontrolfreak – passer det?
Ja, det passer. For det første er det jo, fordi Nordvest er min lille baby. Når jeg laver en film, er jeg nede i allermindste detalje og vil gerne involvere mig i alt. Og så er det også fordi, jeg slet ikke ser det som arbejde.

Har du svært ved at lægge ansvaret fra dig?
Nej, det bliver jeg nødt til. Jeg har jo for eksempel ikke kunnet filme Nordvest selv. Men jeg tror, at det kommer fra mine gamle dokumentardage, hvor jeg selv lavede alt – altså lige fra at lave plakaten til at invitere folk til mine premierer.

Så du skal lige vænne dig til, at du er blevet ”større”?
Ja, det glemmer jeg hele tiden. Det glemmer jeg også i forhold til det med budgettet. Jeg er stadig bare glad for, at der er nogen, der gider møde op ved produktionsvognen om morgenen.

Men ved du godt selv, at du er god?
Ja, jeg har aldrig nogensinde tvivlet på mine egne evner. Det ved jeg sgu ikke helt, hvor kommer fra. Jeg tror, man bliver meget stresset, hvis ikke man har den der naive ide om, at man er helt utrolig. Det bliver man nødt til, når der står et helt produktionshold og venter på dig i frostgrader … eller når du har fået en kvinde, der spiller luder, til at ligge en hel dag og råbe og skrige. Så bliver man nødt til at tro, man er utrolig. Selvtilliden har jeg altid været heldig med.

Hverken R eller Nordvest lader til at være store, dyre produktioner. Francis Ford Coppola sagde for mange år siden, at man ikke kan lave gode film, hvis man har mange penge. Er der en grad af sandhed i det?
Ja, men penge er også en abstrakt størrelse. Nu så jeg for eksempel lige et klip fra Alien igen. Den er virkelig god. Det er selvfølgelig en dyr film i forhold til danske standarder, men den er alligevel gennemtænkt. Der er skåret ind til benet; hvad handler det her om? Det er derfor, den er så fed.
Men kunne du se dig selv lave en dyr film?
Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig selv haft brug for store budgetter. Men det kommer an på, hvad historien er. Hvis det er en periodefilm, som for eksempel Dirch, kunne jeg nok godt finde på det. Men jeg kunne aldrig finde på at lave en film som En Kongelig Affære. Al det besvær med parykker gider jeg ikke. Så synes jeg, det er sjovere at lave en film som Nordvest.

Hvordan er det at gå ind i en branche, hvor man i høj grad kan måle succes på, hvor kendt man er?
Jeg har aldrig haft behov for at komme foran kameraet og blive kendt. Men alene det, at jeg har nogle historier, som jeg mener, kunne interessere andre mennesker, er måske udtryk for en lille gnist af selvoptagethed – hvori der sikkert også ligger et behov for selveksponering. Bevidst eller ubevidst. Men jeg opdagede tidligt, at det ikke skulle handle om mig selv. Det skal handle om andre. Derfor oplever jeg i højere grad min rolle som værende et medium for det, som jeg søger at beskrive. Men filmbranchen er et cirkus.

Ja, filmbranchen er et cirkus og dine film skal finansieres, så har du nogensinde overvejet at dyrke dig selv i medierne for at få lov til at lave flere film?
Ja, og det forsøgte jeg egentlig også i starten af min karriere, men jeg fandt ud af, at det alligevel ikke hjalp. Jeg kunne ikke droppe min jyske accent. På Filmskolen eksperimenterede jeg enormt meget med min egen identitet. Skulle jeg have mig et mellemnavn? Eller skal jeg lade mit hår vokse helt vildt langt?

Hvilket mellemnavn overvejede du?
Det vil jeg ikke sige – det er jo mega pinligt.

Kom nu. Det kan du sgu godt lige sige…
Okay. Jeg overvejede – som alle filmskoleelever i øvrigt gør – at få et mellemnavn, så jeg hed Michael Oliver Noer. Det syntes jeg bare lød bedre. Men jeg kan godt forstå, at Lars Trier valgte at kalde sig Lars von Trier. Det trængte til at blive bobbet op.

Hvis du ikke måler succes ved hvor mange, der kender dig. Hvordan gør du så?
Nej, jeg måler sgu succes efter, hvor mange der ser min film.

Nå, det gør du?
Ja, det synes jeg. Men det er jo ikke sådan, at jeg under indspilningerne af Nordvest tænkte: ”Oh, den her scene skal laves, fordi der er rigtig mange mennesker, der vil se sådan en slags scene.” Det kan man jo ikke. Men man kan sidde i klipperummet og klippe det, så det kommunikerer til mange. Der har jeg det sådan, at ligegyldig hvordan du vender og drejer det, er film popkultur – selv de mest eksperimenterende film. Jeg er blevet en del af popkulturen, så jeg bliver jeg nødt til at træde ind i det og lave min film under de præmisser. Så derfor måler jeg også min succes efter, hvor mange der ser den.

Jeg har en fornemmelse af, at de studerende på Filmskolen har lidt svært ved at sige det, du lige sagde nu; at du er en del af popkulturen.
Amen, for satan. Det kunne du kraftedeme heller ikke få mig til at sige for syv år siden.

Men hvornår indså du så, at du er en del af popkulturen?
David Bowie har engang sagt, at han ikke føler sig som kunstner, hvis det kun er hans mor, der køber hans plader. Da jeg læste det, anerkendte jeg, at han havde ret. Altså, hvis jeg påstår at have noget at sige med mine film, kan det jo ikke nytte noget, at jeg siger det ud i et tomt rum.

Jeg har kunnet læse mig frem til, at du stadig ser dig selv som dokumentarist – også når du laver fiktion. Hvordan kommer det til udtryk i Nordvest?
Jeg er jo farvet af de grundværktøjer, jeg har med fra filmskolen. For mig er det fascinerede at udforske vold. Men det er svært at udforske som dokumentarist. Så når jeg siger, at jeg stadig ser mig selv som dokumentarist, er det dét med at researche et emne og at føle, at det man har skrevet er et lille stykke virkelighed – selvom det er fiktion. Det gælder også i forhold til castet. For eksempel i boksescenen (i Nordvest, red.), hvor Roland Møllers karakter, Bjørn, skal lære de to drenge at bokse. Roland kunne finde ud af at bokse – det kunne drengene ikke. Så i manuskriptet stod der bare: Bjørn lærer drengene af bokse. På den måde bliver det mere virkeligt.

R og Nordvest foregår begge i ret hårdkogte miljøer. Hvad er det, der fascinerer dig ved de miljøer?
Jeg kan afsløre, at min næste film ikke skal foregå i sådan et miljø. Men det der fascinerer mig, er at beskrive følelser i et miljø, man sjældent forbinder med følelser. Det er det kontrapunkt, jeg gerne vil udforske.

Hvordan skal din næste film så være?
Uden at gå i detaljer skal det så være det omvendte. Den skal foregå i et følsomt univers, hvor jeg så skal finde noget hårdkogt.

Du kommer jo fra Esbjerg, men har boet i København i noget tid…
Ja! Og jeg har tænkt mig at holde en kæmpe fest, når jeg har boet længere i København end i Esbjerg.

Var Esbjerg så frygtelig?
Der er ingen tvivl om, at mit billede af Esbjerg er farvet af den alder, jeg havde, da jeg boede der. Det var bare en stor utilpashed for mig. Men i virkeligheden synes jeg, at det er lidt synd, at der i Danmark er så stort et fokus på København, for der er også en masse historier at hente ude i provinsen. Men Esbjerg var ikke det oplagte sted at sprænge ud som heteroseksuel kunstner. Esbjergensere er jo ikke sådan nogle tosser, der hopper rundt i pink undertøj – det var ikke lige der, jeg havde lyst til at lande. For eksempel da jeg boede i Esbjerg fik vi bygget et stort, flot musikhus, men tre måneder senere havde de erotikmesse. Hvad fanden er det for noget? Men på en eller anden måde er det sgu også meget charmerende.

Men kan man ikke godt sige, at mange af karaktererne i dine film er den slags mennesker, der kommer på sexmesser?
Jo, det er jo det, der er lidt sjovt. Man kan løbe ligeså hurtigt man vil, men man kommer aldrig ud af den by. Så selvfølgelig bor det inde i mig selv. Det er også derfor, jeg egentlig ikke har så mange negative ting at sige om Esbjerg. Det er netop den form for fortælling, jeg holder allermest af at fortælle. For man kan jo ikke andet end grine. De tager ikke tingene så seriøst. Så fuck da det der koncerthus – det skal jo bruges til et eller andet.

Lad os fylde det op med dildoer og strippere…
Ja, det er jo alligevel det, folk ser på nettet. Sex. Og dyr og babyer.

Mere fra Q&Apropos

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE