test_nagieb

Mød dokumentarist Nagieb Khaja, der vil gøre en forskel – ikke lave kunst

Han er ikke som de andre korrespondenter, du ser i dit tv. Han rapporterer ikke på nogenlunde sikker afstand af døden og ødelæggelsen. Han står midt i den. Lige ved siden af manden, der får en kugle gennem hovedet. Apropos Magazines Sebastian har snakket med journalist og dokumentarist Nagieb Khaja.

nagieb_box_rettetSebastian: Nagieb, hvad frygter du allermest i hele verden?

Nagieb: At mine børn bliver faderløse.

Sebastian: Så er det et ret specielt job, du har valgt.

Nagieb: Ja, jeg har nærmest valgt det værste, da jeg ofte er i livstruende situationer. Derfor tænker jeg også tit, at mine børn potentielt kommer til at vokse op uden en far. Jeg er altså ikke så bange for situationerne, jeg kan ende i, og at det potentielt kommer til at gøre fysisk ondt på mig, men mere konsekvenserne for mine børn, hvis det går galt. Det er meget modsætningsfyldt for mig. Derfor har jeg også en konstant psykologisk kamp med mig selv.

Sebastian: Har du så skrevet et testamente?

Nagieb: Nej, det har jeg ikke, og jeg tror, at det er fordi, jeg er overtroisk. Jeg har været i nogle ret ekstreme situationer, og jeg er altid sluppet godt fra dem. Så jeg er bange for, at den dag jeg skriver et testamente, så går det galt.

Sebastian: Hvorfor bliver du ved med at tage af sted trods din frygt?

Nagieb: Jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg ved godt, det lyder meget bizart, men et eller andet sted føler jeg, at jeg har et ansvar. Jeg ved godt, der bor godt seks milliarder på Jorden, og at man måske burde fokusere på de nærmeste. Men jeg har det sådan, at hvis alle kun tænker på deres nærmeste, vil verden blive et dårligere sted. På den måde ser jeg mine dokumentarfilm som et redskab til at gøre verden til et bedre sted, og jeg ser først og fremmest mig selv som en, der kan gøre en forskel – ikke som en, der vil lave kunst. Jeg gør dog meget sjældent en direkte forskel for dem, jeg laver noget om og med. Men når det sker, er det så opløftende, at det har været al frygten og alle nedturene værd.

Sebastian: Når jeg ser de ting, du har lavet, er æstetikken ofte meget rå – nogen vil kalde dine reportager dårligt produceret. Er det et bevidst valg, eller en konsekvens af dine arbejdsbetingelser?

Nagieb: Det er begge dele. Mange gange kaster jeg mig ud i noget uden at have nogen finansiering, og når jeg ikke har en finansiering, kan jeg heller ikke hyre en dygtig fotograf. Derudover er det meget svært at få fat i en dygtig fotograf, da meget få tør tage med. Sidst jeg havde en fotograf med, blev vi kidnappet af Taliban, og jeg vil aldrig nogensinde igen komme i en situation, hvor et andet menneske kommer i fare på grund af min sikkerhedsvurdering. Derfor filmer jeg selv, og måden jeg gør det på er meget nøgen og rå. Det gør stort indtryk på folk, at der ikke bliver pyntet på det. Så udover, at det er mest praktisk, er det også det, der ofte virker bedst. Men der er en del, der tror, at jeg har en fotograf med, fordi jeg filmer mig selv.

Sebastian: …men i virkeligheden har du bare lange arme?

Nagieb: Ja, lange arme – og så er jeg blevet god til at ramme mig selv.

Sebastian: Kan tv fra konfliktområder ligefrem produceres for pænt?

Nagieb: Ja, det kan det. Meget af den journalistik, du ser i fjernsynet foregår i konfliktområdet, men bare ikke præcis der, hvor tingene sker. Derfor er det muligt at gøre det meget mere poleret, end det måske er. Det, jeg lægger mærke til, når folk ser det, jeg laver, er, at de får kvalme. Det vil jeg gerne have, at folk får. For krig er kvalmende, det er klamt og det er uhyggeligt. Det er ikke romantisk på nogen måder. Jeg laver dybest set antikrig-journalistik. Man kan aldrig komme til at holde af krig, hvis man ser min journalistik. Den journalistik, hvor man står et par kilometer fra, hvor det sker, vildleder folk. Man bør ikke sende det signal, at det er sådan krig ser ud. For krig er når en mand får en kugle gennem hovedet, eller en anden får sprængt armen af. Krig skal portrætteres som det er, men desværre bliver det tit for poleret.

nagieb_test_2

Sebastian: Jeg synes, der har været en tendens til, at man idoliserer korrespondenterne. Hvad tænker du om det?

Nagieb: Jeg synes, der er for meget fokus på korrespondenten, men det er noget, tv-stationerne kræver – at der skal være en person, man kan identificere sig med. Og det er typisk en vestlig journalist. Jeg har tidligere befundet mig meget bag kameraet, men jeg har direkte fået at vide, at jeg skal bringe mig selv mere i spil. Det synes jeg et eller andet sted er irriterende, for jeg synes ikke, at jeg er mere interessant end de mennesker, jeg filmer. Jeg er ligegyldig.

Sebastian: Hvorfor er du ligegyldig?

Nagieb: Folk herhjemme kommer over og fortæller mig, at jeg er pisse modig, men jeg har været sammen med 15-årige knægte, der skyder med kalasjnikover i dagevis ud af et vindue uden at ryste på hånden. Jeg har fulgt ambulancefolk i Aleppo (by i Syrien, red.), som hver time løber en risiko med livet som indsats. Og så siger folk, at jeg er modig! Det er helt absurd for mig. Dernede er jeg bare krigsturist. Jeg ankommer, filmer og så smutter jeg. Jeg har mit på det tørre.

Sebastian: Det, at dit arbejde er farligt, er det også noget af det, du sætter pris på?

Nagieb: Nej, det synes jeg ikke.

Sebastian: Så det er ikke adrenalinsuset, du søger?

Nagieb: Nej, jeg hader det der kick. Det er en klam følelse. Men jeg har en evne til bare at lukke af og gøre tingene. Fuck det, nu gør jeg det bare. Jeg tager det, som det kommer. Måske har det noget med min opdragelse at gøre, hvor en mand skal være en mand, og man skal stå op for de svage. Hvis nogen bliver behandlet uretfærdig, skal du blande dig. Ikke bare stå og kigge. Jeg kan huske, hvordan jeg tidligere har rodet mig ud i slagsmål med store drenge, hvor jeg har fået rigtig meget på lampen. Sådan har jeg det også med min journalistik.

Jeg synes ikke, at jeg er mere interessant end de mennesker, jeg filmer. Jeg er ligegyldig.

Sebastian: Hvordan har du det så, når kicket aftager?

Nagieb: Jeg kan blive virkelig rystet, deprimeret og helt knust. Jeg kan rende rundt i en til to måneder og være helt i kulkælderen på grund af det, jeg har oplevet, indtil jeg får det rystet af mig. Men jeg er ikke bleg for at sige, at jeg græder, når jeg er i krig. Jeg græder ikke over det, jeg bliver udsat for, men over det, jeg ser. Over sympatiske folk, der fortjener bedre, men som har mistet deres barn. Eller når jeg ser lemlæstede børn. Der bliver jeg virkelig rystet, og det er jeg glad for, fordi det viser, at jeg ikke er blevet ødelagt af det, jeg har set. Den dag jeg ikke længere bliver rystet, er der et eller andet galt. Jeg vil gerne rystes og ødelægges af det, jeg oplever. Jeg er måske lettere masochistisk.

Sebastian: Tror du, du kan blive for ødelagt – opleve for meget elendighed?

Nagieb: Det kan jeg ikke udelukke. Lige nu tror jeg, jeg er udødelig i forhold til min psyke. Jeg er overbevist om, at jeg kan klare rigtig meget. Og dog. Jeg tilbragte engang et døgn på et hospital i Gaza og så børnene komme ind. Det påvirkede mig så meget, at jeg efterfølgende ikke kunne snakke om det uden at græde. Der overvejede jeg faktisk, om det var oplevelsen, der havde ødelagt mig så meget, at jeg ikke kunne gøre det mere. Det var det heldigvis ikke. Men det værste er faktisk, når jeg eksempelvis har fulgt en aktivist i tykt og tyndt over en periode, hvorefter jeg bare siger farvel og rejser hjem, for så få måneder senere at høre, at vedkommende er blevet dræbt. Det er en ødelæggende følelse, at jeg bare er smuttet, og at de blev hængende. For det er jo ikke fordi, jeg fortjener et bedre liv end dem. Jeg har bare været heldig at blive født her i Danmark.

Sebastian: Du lyder som en, der render rundt med en hel del skyldfølelse – overfor din familie og dem, du filmer?

Nagieb: Ja! Når jeg er dernede, har jeg det over for min familie. Når jeg er heroppe, har jeg det dårligt over, at jeg ikke er dernede. Der går ikke et døgn uden, at de tanker plager mig. Jeg er smaskforvirret – det er en krise, jeg nok aldrig slipper for.

Sebastian: Når du står midt i krigen og ødelæggelserne, hvordan finder du så grænsen mellem at komme tæt på kontra at komme for tæt på og få skåret halsen over?

Nagieb: Det handler om fornemmelse.

Sebastian: Du sætter din lid til mavefornemmelsen?!

Nagieb: Selvfølgelig skal du have et setup, der fungerer. Du skal have nogle mennesker, du ikke bare stoler 99 procent på, men som var de din egen familie. Du skal være sammen med nogen, der er klar til at gå linen helt ud. Så det handler om at opbygge relationer med folk, du ved aldrig vil røvrende dig. Men hvis du står midt i krigen, helt ude i fronten, er der ikke så meget at gøre. Der er det ren mavefornemmelse. Der er altid nogle dumdristige, der går forrest. Dem holder jeg mig fra. Jeg finder altid en, der virker meget rationel, en der har styr på tingene, som er super kløgtig, og så gør jeg alt, hvad den person siger – og kigger på vedkommende. Hvis den person ikke er bange, er jeg heller ikke bange. Men hvis jeg kan se, at vedkommende bliver nervøs, bliver jeg også nervøs.
nagieb_test_4
Sebastian: Det er sådan jeg har det, når jeg flyver. Der kigger jeg altid på stewardessen. Er hun ikke nervøs? Godt, så er jeg heller ikke nervøs. Jeg er ikke så modig, kan du nok høre.

Nagieb: Nej, nej. Jeg har en enkelt gang set en stewardesse blive virkelig nervøs. Der gik jeg i panik! Og når et fly dykker helt vildt, så bliver jeg sgu da også bange. Der er det lige meget, om du har været midt i en krig. Hvis man styrter, så styrter man.

Sebastian: …og så går det galt.

Nagieb: Nemlig. Men hvis stewardessen render lidt rundt og smiler, læner jeg mig bare tilbage: No problems.

Sebastian: Du har været embedded med Taliban. Fortæl mig, hvordan kommer du ind på livet af mennesker, hvis verdensopfattelse ligger så langt fra din egen?

Nagieb: Jeg snakker om dagligdagsting med dem. Finder nogle fælles interesser. Det kan være alt fra sport til vittigheder, og langsomt begynder jeg så at tale med dem om deres liv. Dybest set handler det om at være interesseret i andre mennesker. Jeg er interesseret i dem, i at skildre deres liv og forudsætninger. Selvfølgelig står man af nogen gange. For eksempel var der en af kommandanterne, jeg talte med – og som jeg virkelig godt kunne lide. Han var vildt sød og tog sig godt af mig. Men så sagde han, at hvis han fangede en ANA-soldat (soldat fra den afghanskes hær, red.), så ville han dræbe ham på stedet, fordi han så ham som en forræder. Du kan forstå nogle mennesker til et vist punkt, men så er det som om nuancerne forsvinder og verden bliver sort og hvid. I sådan en situation er det meget vigtigt rent journalistisk, at jeg prøver at fortælle, hvordan en Taliban-kriger så ender derude, hvor han tror, at han kan agere på den måde, han gør.

Sebastian: Hvordan er det for dig at opleve de her på bunden ok flinke mennesker ofte blive skildret ensidigt og stereotypt?

Nagieb: Lige nu er der meget fokus på IS. De er ekstremt brutale og gør nogle forfærdelige ting. Men når jeg så hører nogen sige: ”Bomb hele lortet”, du ved, normalt helt rationelle typer: ”Bomb dem, send dem til helvede alle sammen”, så bliver jeg harm. Ikke kun fordi, at der ryger en masse civile, hvis man bomber, men også alle de IS-soldater, der ikke er frivillige, men som er der, fordi de ikke har andet valg. Så når folk siger bomb hele lortet, udviskes alle nuancerne. Det bliver jeg harm over – at man ikke kan sætte sig ind i andres kår. Det er ikke fordi, man skal retfærdiggøre det, men man bør have en forståelse for den forråelse, der har været fra Vestens side. Hele tanken med, at man bare kan bombe sig til løsninger. Vi har lige haft 13-14 års krig, hvor vi ikke har bombet os frem til noget som helst. Tværtimod til mere brutalitet og til flere ekstremister.

Den dag jeg ikke længere bliver rystet, er der et eller andet galt. Jeg vil gerne rystes og ødelægges af det, jeg oplever. Jeg er måske lettere masochistisk.

Sebastian: Men er du optimistisk på verdens vegne?

Nagieb: Overhovedet ikke! Jeg synes, det ser sort ud. For bare få år siden, da vi oplevede Det Arabiske Forår, var jeg lykkelig. Virkelig. Det var en ny epoke. Men nu er det bare blevet til et mareridt i stedet. Jeg kan ikke udtrykke, hvor desillusioneret jeg er. Jeg kan ikke se lys. Der går årtier, inden vi igen kan se lys, tror jeg.

Sebastian: Får du nogensinde lyst til at ”vende hjem” og være journalist i Danmark?

Nagieb: Jeg har svært ved at dække indenrigspolitik, fordi når jeg oplever så store uretfærdigheder andre steder, forekommer problemerne her i Danmark små. Men samtidig med det, så har jeg selvfølgelig respekt for de journalister, der holder de danske magthavere til ansvar. De debatter, det skaber, er jo dem, der gør Danmark til et fantastisk sted af være.

Sebastian: Nu har vi snakket rigtig meget om elendighed, og jeg har lige et sidste spørgsmål i den forbindelse: Får du nogensinde lyst til at lave tv, hvor man griner og ikke græder?

Nagieb: Ja, det gør jeg da. Jeg har det bedre, hvis jeg laver noget, som er opløftende. Men jeg gør ikke noget ved det, for jeg tænker altid meget kortsigtet: Hvad har jeg lyst til nu? Jeg kan ikke forestille mig noget humoristisk projekt, der tænder mig lige nu. Jeg har tidligere lavet lidt, men jeg har svært ved at bevæge mig tilbage.

Sebastian: Hvordan kan det være?

Nagieb: Jeg tror, det er fordi, at hvis jeg skulle lave noget, hvor jeg fokuserer på positive aspekter af livet, så skal det være i stand til at fortrænge al elendigheden, jeg har oplevet. Og lige nu har jeg en liste med virkelig vigtige historier, hvor jeg nærmest føler, jeg forsømmer folk, hvis jeg ikke laver dem. Men jeg har muligvis gang i nogen fiktionsting, som handler om de samme emner.

Sebastian: Fortæl, fortæl…

Nagieb: Det er sammen med den tyske instruktør Fatih Akin. Han har blandt andet lavet Soul Kitchen og vundet Guldbjørnen i Berlin. Han vil gerne filmatisere mine Syrien-oplevelser med udgangspunkt i Store A-dokumentaren*, så han har spurgt, om jeg vil skrive et manuskript med ham. Så jeg skal muligvis lave en fiktionsfilm. Det er da i hvert fald mere fredeligt, og måske rykker det endnu mere, end det jeg har lavet hidtil. For sandheden er, at fiktion påvirker mange flere mennesker end virkeligheden. Hvis filmen bliver realiseret, og jeg mærker, at den kan gøre en forskel, så er det måske min forløsning – det, der ender med at redde mig.


*Nagieb fulgte bandelederen Store A på rejsen fra Danmark til Syrien og under hans kamphandlinger for en militant islamistisk oprørsgruppe.

Kategori:
Q&Apropos
TAGS:
, ,

Mere fra Q&Apropos

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE