Mød dokumentarist Anders Agger, manden der kan komme ind på livet af alle

  • Ord: Frederik Kulager | Foto: Daniel Emami Riis
  • Skrevet: 30. marts 2014
Anders Agger er manden bag en lang række anmelderroste dokumentarserier, der har gjort livets op- og nedture til bedste sendetids-materiale. Han er kendt for at stille de spørgsmål, som vi ikke selv vidste, vi havde, og for at gå tæt på — rigtig tæt på. Apropos’ Frederik har snakket med ham.

Frederik: Anders, du har lavet rigtig mange anmelderroste dokumentarprogrammer, og må derfor være den rette at spørge: Hvad kendetegner en god dokumentar?
Anders: Den skal gøre mig klogere — måske på mig selv eller på et emne, som jeg ikke før kendte til. Dokumentaren skal også helst udfordre mig og give mig modstand. Men det er vigtigt, at jeg er blevet klogere, så når jeg er færdig med at se dokumentaren, skal det helst være sådan, at jeg er kvalificeret til at kunne snakke om emnet to timere senere ved et middagsselskab. Eksempelvis så jeg en dokumentar om den hårdeste mand i ishockeyligaen NHL, som udadtil virkede til at være en total psykopat og som flere gange havde toppet listen over antal udvisningsminutter. Manden var altså bindegal. Men så blev historien forløst helt vanvittig fedt, og det viste sig, at han var den her mand, som havde gennemlevet enorme lidelser udenfor banen og aldrig havde fået sin fars accept. Det blev bare ekstremt nuanceret, og når jeg så sidder og ser ishockey og ser de der hard hitters tackle de andre spillere, så forstår jeg dem bare en lille smule bedre. Det er et banalt eksempel, men det er dét, en god dokumentar kan.

Frederik: Nogle dokumentarister vil mene, at en god dokumentar skal afsløre og ændre verden. Hvad er målet med dine historier?
Anders: Jeg har aldrig afsløret nogle ministre eller noget i den stil, fordi jeg synes, at det, der er mest interessant at lave dokumentarer om, er det, som holder dig og mig sammen eller som skiller os ad. Det kan være sociale færdselsregler, relationer mellem mennesker eller kærlighed. Altså de steder, hvor vi bliver nødt til at definere os selv som mennesker. Når jeg laver en dokumentar, prøver jeg altid at spejle et flig af noget af det liv, som man kan genkende hos sig selv. Selv i døden og i skilsmisser vil der altid være noget enormt smukt, som man kan fortælle. Det handler dybest set bare om det levede liv, som det nu er. I dag er der så meget fjernsyn, hvor tv-holdet har sat virkeligheden ind i en ramme, så de kan sige “nu skal de her otte par forlade deres mand i tre dage, og så ser vi, hvad der sker.” Der går man ind og påvirker mennesket direkte. Der vil jeg hellere fortælle det nogenlunde, som det foregår i virkeligheden, også selvom vi jo også klipper, redigerer og lægger musik på.

Frederik: Vel egentlig en meget klassisk form for dokumentarisme?
Anders: Ja, og det er der, hvor diskussionen bliver interessant. Fordi klassisk kan godt komme til at lyde kedeligt og ‘hvor er den nyskabende fortælling?’-agtigt. Men for mig har det været vigtigt at holde fast i de steder, hvor jeg selv synes, det er interessant og ikke blive stresset af, at alting nødvendigvis skal optages i HD med et twist. Jeg bliver nødt til at fortælle det med den tilgang, jeg har til det, og det har jeg forsøgt at holde fast i. Men jeg vil rigtig gerne prøve at lave afslørende journalistik, jeg er bare bedre til det andet.

Frederik: Hvordan adskiller du dig fra andre dokumentarister?
Anders: Jeg har i mange år arbejdet med historier, hvor man ikke bare kan slå to streger under — altså der er ikke noget facit at hente. Det er banalt at sige, men jeg skildrer altid det levede liv; det kan være et punktnedslag i livet. Jeg lavede eksempelvis et program, som hedder Tro, håb og Ikea (2009, red.), hvor jeg gik ind i tre tilfældige køer i tre forskellige Ikea-butikker. Herfra fortalte jeg historierne om de mennesker, som stod der og ventede. Man bliver altid overrasket over, hvor vilde historier folk går rundt med.

Frederik: På nettet bliver dine dokumentar-serier beskrevet med catch-phrasen “når forundring bliver til fjernsyn”. Hvad ligger der i det?
Anders: Lad mig komme med et eksempel. Jeg sidder ofte og stener til en parmiddag og kan hurtigt komme til at tænke, at her sidder vi, otte par i 40’erne, og gad vide, om vi alle ikke bare har lyst til at sige “jeg skrider i morgen” til konen. Vi har fået børn og har alt, man kunne ønske sig, og så sidder vi her, fanget i sådan et parmiddagshelvede og har mest lyst til at skride fra det hele. Det kunne være et eksempel på en forundring. Derefter forsøger jeg at oversætte den tanke til en dokumentar. Jeg lavede eksempelvis en serie om døden på et hospice, fordi min bedste ven gennem tyve år døde. Det fik mig at tænke, at hvis jeg nu havde 16 dage med ham, som man typisk har inden man dør på et hospice, hvad ville vi så have sagt til hinanden? Kernen af min forundring er typisk noget, hvor jeg er blevet ked af det, forundret, provokeret, og så tager jeg det sted hen, hvor den følelse kan fortælles. Hvis man kan oversætte sin forundring til fjernsyn, så synes jeg, at man er nået meget langt med at have et ægte udgangspunkt for en dokumentar.

Frederik: Er der historier, som du har fortrudt, at du lavede?
Anders: Masser. Altså de første dokumentarer, jeg lavede var helt sikkert ikke super fede, men jeg har ikke noget imod at se dem igen, fordi jeg ved præcis, hvor jeg var på det tidspunkt i mit liv. Jeg tænker også at I (red.: undertegnede er journaliststuderende), i den her medie-macho-verden, helst skal være krigskorrespondenter som 25-årig. Det er ligesom de krav, der ligger på jer. Der vil jeg gerne være en af dem, der står med en megafon og råber “det kan I ikke som 25-årige,” ligesom man heller ikke kan lave en historie om døden, når man er 25 år. Den historie skal man vente med. Man bliver nødt til at tage visse ting i en rækkefølge. Men for at besvare på dit spørgsmål, så ja, der er ting, jeg har fortrudt. Men jeg lavede dem som ung og ud af et ærligt hjerte. Det var ikke ondsindet spekulation. Jeg lavede eksempelvis et indslag om et medlem fra Fremskridtspartiet, hvor jeg fuldstændig begik karaktermord på en der hedder Aage Brusgaard, som jeg fulgte på en valgaften. Jeg var bare sådan en cocky lige-flyttet-fra-provinsen-til-storbyen-smart-fyr og sagde ting om ham, som var dybt nedladende. De politiske journalister gik amok på mig, og dagen efter måtte jeg sige undskyld til ham. Det er jo the down side ved at bryde ind i folks liv og filme dem, lægge musik på, klippe det og kalde det virkeligheden. Men det er det jo ikke, det er redigeret virkelighed.

Jeg har tit den der lyst til at spørge om noget, der er lidt over grænsen — men jeg bliver nødt til at vente. Det ville svare til at spørge sin nye borddame om, hvad hendes seksuelle præferencer er, før man har fået forretten. Man bliver nødt til at vente til efter hovedretten.

 Frederik: Når man ser dine programmer, er det tydeligt, at du gør dig umage med speaken, som altid er fyldt med finurlige ord og sætninger, og som en skribent formulerede det: “tæt beplantede med sprogblomster”. Hvorfor er det vigtigt for dig?
Anders: Jeg har altid tænkt speaken som en af mine kendetegn, fordi jeg føler, at jeg kan sætte en ekstra scene gennem det, jeg siger i dokumentaren. Og så har jeg egentlig altid været lidt autistisk omkring, at når jeg skriver, skal det være grammatisk korrekt og det skal stå pænt. Selv da jeg lavede radio, var mine manuskripter med punktummer og kommaer. Så jeg er lidt af en sprog-nørd på den måde. Men det har været vigtigt for mig at holde et vist sprogligt niveau, forstået på den måde, at selv hvis jeg bare lavede et to-minutters indslag til TV-Avisen, som jeg lavede engang, så skal jeg helst have tænkt over, hvad jeg ville sige, og hvordan jeg ville sige det.

Frederik: De fleste mennesker er naturligt skeptiske over for journalister. Hvordan overbeviser du folk om, at de kan åbne sig overfor dig?
Anders: Hvis jeg skal lave et interview med en person, så indvier jeg dem ret meget i, hvad det er, jeg vil lave med dem, og hvorfor jeg gerne vil lave det. Hvis jeg gerne vil lave noget om døden, fordi den var meget nærværende for mig, så er jeg ærlig og siger, at det er derfor. Der er nogle journalister, som kommer med undskyldninger eller små løgne om, at det er fordi det er interessant for seerne. Nej, det er ikke derfor, jeg interviewer dig. Det er fordi, du passer ind i min historie, og det tror jeg er en befrielse for dem at høre.Frederik: Nu har jeg har set en del af dine dokumentar-serier, og jeg har lagt mærke til, at du ofte starter et spørgsmål med at spørge “må jeg lige spørge om noget?”. Er det bevidst?
Anders: Det er godt observeret. Jeg har vel stadig en blufærdighed, når jeg interviewer folk. Jeg har brug for lige at spørge, for så har jeg slået lidt ned i isen. Nu har jeg spurgt, og de sagde ja, og så kan jeg spørge løs. Men jeg bruger det også afvæbnende nogle gange. Eksempelvis da jeg interviewede Ditlev Engel, som på det tidspunkt var administrerende direktør for Vestas, og som virkelig er en hård nyser, ikk’. Der kunne jeg godt mærke, at hvis jeg skulle spørge ind til noget, som jeg følte var nærgående, så skulle jeg først bløde situationen op. På et tidspunkt var jeg faktisk ude og køre i bil med ham, og vi sad begge to på bagsædet og skulle tilbagelægge over 100 kilometer, og det var et helt perfekt sted for mig. Han sad og kiggede ud ad vinduet, læste lidt avis og slappede af. Det er et perfekt rum for mig at spørge ham, hvordan det var at fyre 17.000 medarbejdere i Danmark. Jeg lavede ikke en aftale med ham først, hvor jeg sagde, at i dag kommer jeg op på dit kontor klokken 12 og spørger dig om det her. Der var turen i bilen helt perfekt, for i stedet for en skarp meningsudveksling, så blev det en rolig fortælling om, at det også havde været svært for ham at fyre alle de medarbejdere, men at han var nødt til det.

Frederik: Jeg har altid tænkt tårer som den mest eftertragtede ingrediens i en dokumentar. Er der noget sandhed i det?
Anders: Jeg synes, at en dokumentar gerne må kunne bevæge. Hvilket de gode også tit gør. Men tårer i sig selv vil jeg faktisk helst selv undgå i mine dokumentarer, medmindre vi er til en begravelse eller noget i den stil. Jeg har ikke et behov for at klippe mig hen til steder, hvor folk bliver rørte, medmindre konteksten tydeligvis er tragisk. Men tårer for tårernes skyld synes jeg er patetisk. I reality-programmer klipper man ofte direkte til tårerene, men hvis man ikke har et forhold til den person, så er det jo ligegyldigt, synes jeg.

Frederik: Du stiller ofte de spørgsmål, som man altid har haft lyst til stille, men ikke har turdet eller haft mulighed for. Er du aldrig bange for reaktionen?
Anders: Jo, selvfølgelig er jeg det. Selvom vi kommer og har kameraer med, så bilder jeg mig ikke ind, at jeg kan eller har ret til at stille nærgående spørgsmål bare fordi, jeg har et kamerahold med i ryggen. Jeg bliver først nødt til at vinde landet og tilliden, før jeg kan begynde at stille de svære spørgsmål. Når man på tv oplever, at jeg går til stålet på nogen eller stiller svære spørgsmål, så har jeg været omkring dem i måske fem dage eller fire timer. Men jeg har tit den der lyst til at spørge om noget, der er lidt over grænsen — men jeg bliver nødt til at vente. Det ville svare til at spørge sin nye borddame om, hvad hendes seksuelle præferencer er, før man har fået forretten. Man bliver nødt til at vente til efter hovedretten…

Frederik: … Og så spørger du?
Anders: Ja, præcis. Og hvis man vil blive i den metafor, så snakker man om alle mulige ting først, så danser man måske lidt og først hen mod slutningen af aftenen, så kan man spørge ind til det mere personlige eller udfordrende. Jeg har ikke lyst til at være kamikaze-agtig og bare stille provokerende eller drilske spørgsmål med det samme. Det tager tid.

Frederik: Hvordan gør man det så naturligt at stille de svære spørgsmål?
Anders: Det handler om at gøre interviewet til en så naturlig ting, som det nu kan blive. Det skal helst virke som om, at du stiller dit spørgsmål, fordi du oprigtigt er interesseret i at kende svaret. Og ikke nødvendigvis fordi der er kamera på, og du er ved at lave en dokumentar. Det lyder lidt corny, men det handler i virkeligheden om at skabe en naturlighed i, at man sidder og snakker sammen. Personen skal helst glemme at det faktisk er et interview.Frederik: Du har været vidt omkring i dit arbejde. Har du nogensinde befundet dig i en situation, hvor du tænkte: “Nu går det galt”?
Anders: Jeg føler hele tiden, at jeg bevæger mig på en tynd is af tvivl, hvor jeg tænker, at det her, det er der sgu ikke nogen, som synes er interessant. Men den tvivl er rigtig fin, man skal bare kunne genkende den og gøre noget ved den. Kunsten er, at når man igen står i en lignende situation, så skal man tænke, at man har været her før, og at det nok skal gå.

Frederik: Din dokumentar-serie Sømanden og Juristen fra Anker Fjord Hospice havde mange stærke scener, og da serien var slut modtog du 1500 mails. Havde du forventet den reaktion?
Anders: Jeg vil lige sige, at der faktisk ikke var én eneste hadefuld mail blandt de 1500, hvor der stod “skrid pomfrit”. Det var lidt utroligt. Men nej, jeg havde slet ikke forventet den reaktion. Det var jo min egen sorg, som jeg havde oversat til en dokumentar, og jeg frygtede derfor, at det bare blev 150 minutters fjernsyn, som var helt vildt indadvendt og ked af det. Men det endte med at blive en dokumentar, som folk tog til sig. Måske fordi, at vi på det tidspunkt sendte rigtig meget fjernsyn om, at man ikke måtte blive gammel. Man skulle æde broccoli og dyrke masser af motion og leve uendeligt. Og så kom min dokumentar, hvor man så folk dø, og man kunne ikke gøre noget ved det. Man kunne ikke sms’e ind og redde dem. Det tror jeg var en knytnæve lige i tv-mellemgulvet på mange. Noget så eksistentielt som det at skulle dø, blev pludselig sendt i bedste sendetid. Jeg svarede endda på alle mails, fordi det var seere, som skrev med hjerteblod. Der var den her helt unge mor til en 2-årig pige, som hver torsdag, når programmet havde været sendt, gik ind hos hendes sovende datter og kyssede hende på panden og gik ud igen. Det var det, den dokumentar gjorde ved hende. Fuck alle priserne, hvis bare man kan opnå det, ikk’? Det betyder mere end så meget andet.

Mere fra Q&Apropos

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE