Mød Josefine Klougart, der er en af nyere tids mest kritikerroste nordiske forfattere

Forfatter Josefine Klougart lider i glimt af storhedsvanvid, men det er helt okay, når man i en alder af kun 28 år har opnået mere, end de fleste forfattere nogensinde gør. Egentlig optager den store succes ikke Josefine Klougart synderligt. Hun vil bare skrive gode sætninger. Apropos’ Sidsel har snakket med kvinden, der nuancerer Danmarks litteratur-renommé som mere end krimier til den brede befolkning.

Sidsel: Du har to uddannelser, udgivet fem bøger og er netop blevet færdig med bog nummer seks, Om Mørke. Du er 28 år. Hvad er du gået glip af?

Josefine Klougart: Jeg tror, man har alle aldre i sig hele tiden, men det er nok rigtigt, at jeg har været ret gammel en stor del af mit liv. Så om jeg er gået glip af noget? Det er jeg ganske givet, men jeg oplever det ikke som et meget stort offer. Jeg har fået så meget igen. Jeg ved heller ikke om jeg oplever, at jeg egentlig har haft noget frit valg. Jeg har virkelig haft en stærk følelse af, at jeg skulle skrive, og at det giver mening for mig at bruge mit liv på det.

Sidsel: Du blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og du modtog Kronprinseparrets Stjernedryspris meget tidligt i din karriere. Bliver man ikke lidt selvfed af al den lovprisning?

Josefine Klougart: Nej. Jeg tror, at for at skrive god litteratur, skal man skrive i sådan en vaklen, hvor man pendulerer mellem storhedsvanvid og en meget stor ydmyghed. Man skriver sig ind i en tradition, hvor der har været meget store kunstnere og tænkere. Så man arbejder på skuldrene af nogle helt utrolige mennesker. For at gøre det og for at insistere på at man har noget at bidrage med, hvad man jo insistere på, når man udgiver en roman, så skal man jo have i hvert fald opleve en slags glimt af storhedsvanvid.

Sidsel: Så det har du – storhedsvanvid?

Josefine Klougart: I glimt, ja. I glimt. Og så 98 procent af tiden er jeg i tvivl.

Sidsel: Men ved du godt, at du er god?

Josefine Klougart: Nej, det ved jeg ikke. Som forfatter er man, tænker jeg, fortsat i tvivl om man kan skrive mere.

Sidsel: Okay?

Josefine Klougart: Jeg forestiller mig et liv med bøger, men jeg synes, at man for hver bog, man har skrevet, er nød til at stille sig selv det spørgsmål, om det er nødvendigt for én at fortsætte. Hvis det ikke er nødvendigt, hvis man en dag vågner op og tænker, at man ligeså godt kunne gøre noget andet, så synes jeg, at man har en forpligtelse til at gøre noget andet.

Sidsel: Hvad er god litteratur?

Josefine Klougart: God litteratur kan se ud på mange forskellige måder. Derfor kan det være svært at give den nogle ydre karakteristika. God litteratur består af gode sætninger. Men hvad er en god sætning? Ja, det er så forskelligt fra værk til værk for enhver bog, ethvert kunstværk har sit eget sprog og sætter selv nogle regler op. Så den har en form, og værket skal i hver sætning leve op til sin egen form. Og så er det meget vigtigt, at der sker den her overskridelse. At det subjekt, som sidder og skriver bogen på et eller andet tidspunkt overskrider sig selv, skaber noget større. Noget, der er alment menneskeligt eller fælles på en måde. Men der aller vigtigste er for mig at se, at man som forfatter stiller sig et meget sårbart sted og skriver derfra.

Sidsel: Bliver der skrevet for mange krimier?

Josefine Klougart: Ikke hvis man ser på markedet. Hvis man ser på det som en industri, virker det da som om, at markedet fungerer ganske fint. Jeg kunne godt have en drøm om at åbne nogle menneskers øjne for, hvad litteraturen ellers kan, fordi jeg synes, der er sådan et uudnyttet potentiale. Jeg tror, at mange mennesker kunne få rigtigt meget glæde ud af at læse kvalitetslitteratur. I Danmark har vi jo nok haft sådan et meget skarpt skel, hvor vi har en bred populærkultur, og så har vi det, man kalder en finkultur. Vi kalder de litterære bøger for “smal litteratur” og det kommet til at fremstå meget intellektuelt og svært tilgængeligt. Men noget af den bedste litteratur, der bliver skrevet i dag i Danmark, og vi har fantastisk mange dygtige forfattere lige nu, det er meget, meget tilgængeligt. Mine bøger er jo ikke på den måde svære at læse. Der er en masse sansninger og erindringer og erfaringer, som man meget direkte kan forstå og bruge og se. Samtidigt er det kunstværker der har et mellemværende med sproget og har en komposition, men det kan folk jo også sagtens læse. Det handler bare om at hoppe i vandet og gøre det. Det synes jeg, kunne være en vision for flere, både forfattere og læsere. Jeg er ofte ude på gymnasier, og holde skriveworkshops og fællestimer om litteratur. Jeg tager rundt på danske biblioteker og fortæller om bøgerne, og stiller op til langt de fleste interviews, jeg får tilbudt. Så på den måde, synes jeg også, at jeg tager det seriøst. At litteraturen skal ud og finde sine læsere.

Som læser kommer man i krise, når man læser god litteratur, fordi verden ikke er, som man troede, den var … Man ser verden på en ny måde. Det er det, kunst kan. Det er det, god litteratur kan.

Sidsel: Du lægger meget vægt på sproget i dine romaner, som ikke har traditionelle prots, men er mere komplekst opbyggede. Synes du, man lægger for meget vægt på plot og for lidt vægt på sproget?

Josefine Klougart: Det kan man slet ikke sige noget generelt om, for bøger er så forskellige. Der er jo en helt underholdningsindustri, hvor bøger fungerer som underholdning. Altså krimier, en masse af de her mere kulørte romaner, som fungerer mere som underholdning.

Sidsel: Er dine romaner ikke underholdning?

Josefine: Nej, det er kunst.

Sidsel: Der er en forskel?

Josefine: Ja.

Sidsel: Men kan kunst ikke underholde?

Josefine Klougart: Jo, det kan det. Sekundært. Men det kommer an på, hvordan du definerer underholdning. Hvis underholdning er, at man er optaget i et bestemt tidsrum, så er det rigtigt. Men i min forståelse af et begreb som underholdning, så ligger der også, at man ikke er kritisk deltagende. At man ikke bliver udfordret og anfægtet. Og det gør kunsten. Den anfægter. Den går ind i centralnervesystemet og rykker på vores opfattelse af, hvordan verden hænger sammen, og hvem vi selv er. Som læser kommer man i krise, når man læser god litteratur, fordi verden ikke er, som man troede, den var. Man er ikke det menneske, som man troede, man var. For man forandres med den litteratur. Man ser verden på en ny måde. Det er det, kunst kan. Det er det, god litteratur kan. Få dig til at se verden på en ny måde. Og det, kan man ikke kalde underholdning, fordi det er en proces, og det er en udfordring og altid på liv og død.

Sidsel: Bliver man kulturkræsen af at være forfatter?

Josefine: Jeg har svært ved at læse dårlige bøger. Det kan jeg ikke holde ud, men jeg kan godt se dårlige film og høre dårligt musik. Jeg er ikke sådan fordømmende over for det, der er primitivt eller populært.  Jeg har det bare svært med junk, når det kommer til mad og bøger.

Sidsel: Du har gået på Forfatterskolen, men kan man lære at være forfatter?

Josefine Klougart: Nej, man kan ikke lære at være forfatter, men man kan godt udvikle sin evne til at læse sig selv. Og det er det, man lærer på Forfatterskolen. Det er en skole, der underviser læsere. Og skaber læsere. De tager elever ind, der kan skrive, så du er forfatter, når du bliver optaget. Der kommer kun folk ind, der er forfattere i den forstand, at de allerede skriver fantastisk. Det man lærer dem, er at udvikle deres evne til at reflektere over tekst. Man giver folk et sprog, som ikke er det litterære sprog, men et andet sprog at tale om tekster i. De her fælles læsninger man har, er alt sammen med til at skærpe ens opmærksomhed på sproget. Og sproget er jo det grundstof, som litteratur er gjort af. Det svarer til at øve skalaer, hvis man er violinist. Som forfatter skal man hele tiden skærpe sin fornemmelse for sprog og udvide ens forståelse af, hvad sprog kan.

Sidsel: Hvornår blev du forfatter?

Josefine Klougart: Hvornår jeg blev forfatter afhænger af, hvad man forstår ved ordet forfatter. Hvis man forstår begrebet forfatter, som et menneske, der beskæftiger sig med litteratur som erkendelsesform, så har jeg været forfatter, siden jeg var 15 og læste Virginia Woolf og J.P. Jacobsen og begyndte at forstå omfanget af, hvad litteraturen kan, hvad det litterære sprog kan.

Sidsel: Jeg har lånt din debutroman fra biblioteket på lydbog. Det er dig selv, der læser den op. Er det normalt, at forfatteren selv læser sin roman op?

Josefine Klougart: Nej, men det har jeg insisteret på. Romanernes sprog er ekstremt musisk, og der er en rytme og en anvisning på tempo, som jeg var lidt utryg ved at lade andre forvalte. Det er for eksempel ekstremt vigtigt, at man læser forholdsvis langsomt. En krimi kan du læse meget hurtigt, fordi der vil være nogle dramatiske scener, som råber højt inde i bogen. Hvis man læser min bog, og når til sidste side, så er man slet ikke stoppet op, for der er ikke på den måde en meget tydelig fortælling. Der er en hel række intense scener, der alle sammen har en stor kraft i sig og alle repræsenterer en bevægelse.  Inden for hver eneste sætning foregår der en bevægelse og en udvidelse af bevidstheden, sådan set. Så det kræver en helt anden opmærksomhed. Så man misser bare rigtigt meget, hvis man læser for hurtigt. I virkeligheden ligger mine romaner i sådan et krydsfelt mellem lyrikken og prosaen. Hver enkel roman kunne også have været en langt digt.

Sidsel: Du er ud af en søskendeflok på tre vokset op på Mols i 80’erne, og så skriver du om ’et jeg’ i en søskendeflok på tre på Mols i 80’erne. Hvordan er det ikke selvbiografisk?

Josefine Klougart: Jeg tror, at alt god litteratur har en kerne af noget selverfaret. At den der skriver, har en meget meget dyb personlig erfaring med det, hun skriver om. Men mit fokus er aldrig på at fortælle en historie. Jeg har ingen interesse i at fortælle noget, der så i så fald skulle forstille at være min historie. Min interesse ligger et helt andet sted; nemlig i det at skabe nye erkendelser. For mig selv og for min læser.

Sidsel: Så er der noget, du selv finder på?

Josefine Klougart: Noget af det er noget, jeg har drømt om natten. Noget jeg har hørt ud af det ene øre i en bybus. Noget er inspireret af min kæreste. Noget er blandet sammen med min kærestes farmors historie om hendes første kæreste. På den måde er enhver scene et sammenklip af alt muligt. Så derfor bliver det noget helt andet end en selvbiografi.

Sidsel: Så når du skriver, at din lillesøster kun vil spise jordbærgrød fra en af de der folieposer, så er det ikke nødvendigvis din lillesøster, du er inspireret af? Det kunne godt have været en anden?

Josefine Klougart: Ja.

Sidsel: Dit sprog er meget reflekterende, og i dine romaner beskrives virkeligheden i mange lag. Er det sådan du opfatter virkeligheden?

Josefine Klougart: Jaa….

Sidsel: Er en kop nogensinde bare en kop?

Josefine Klougart: Jo, netop, vil jeg sige, jeg er netop interesseret i den verden, der kommer til syne for os. Ja, der er meget refleksion i mine bøger, men der en ligeså meget konkret sansning. Jeg prøver at skrive med udgangspunkt i det konkrete. Litteratur, der bare bliver i refleksionen er for mig at se ret uinteressant. Jeg er ret optaget af verden og af bevidstheden. Jeg er optaget af at prøve at forstå verden og se verden, egentligt. I virkeligheden har jeg nok et problem med nærvær, at jeg synes, jeg er meget dårlig til, at virkelig fuldt og helt at tage verden ind. Og se det, der er lige foran snosken på mig. Jeg synes tit, at jeg er forskudt i tid. At jeg er i erindringen om noget. At min bevidsthed er andetsteds. Men litteraturen er sådan et privilegeret rum, man kan gå ind i, og hvor hastigheden sættes ned. Hvor man virkelig kan erfare det, der er. I litteraturen kan alt gå uendelig langsomt – et øjeblik kan strækkes ud, så man virkelig får adgang til det, der er. Der er endda også plads til og tid til en refleksion over det, der er. Så derfor er sansning og refleksion i mine bøger ikke to adskilte ting. Erindringen, der knytter sig til denne kop, hvor jeg har fået den henne, hvor jeg har drukket the af den, er alt sammen en del af koppen. Tingenes dybde for menneskesindet. Den måde jeg ser den her kop på er også refleksiv, fordi der knytter sig erindringer til.

Sidsel: Synes du, tiden går for hurtigt?

Josefine Klougart: Ja, hvis du spørger mig, så ja. Det er det min nye bog handler om, hvordan man lever med bevidstheden om, at alting er midlertidig, og vi skal dø, så døden som sådan et vilkår.

Sidsel: Ja?

Josefine Klougart: Hvordan man sørger for, at ens liv er meningsfyldt, selv om det er midlertidigt. Hvordan man undgår at tømme det for betydning, bare fordi det ikke er evigt. Helt konkret kender man det måske fra et kæresteforhold, når det går over. Den kærlighedsrelation forandrer sig til noget andet. Hvordan kan man så se tilbage på det så det fremstår som værdifuldt, selv om det ikke var permanent og evigt.
Sidsel: Tænker du meget over, at du skal dø?

Josefine Klougart: Ja, det gør jeg da. Rigtig meget. Og ikke mindst de sidste par år, hvor jeg har skrevet på den her bog. Jeg har jo siddet med trynen i det hver eneste dag.

Sidsel: Puha.

Josefine Klougart: Ja, det er benhårdt. Og ganske udfordrende til tider.

Sidsel: Har du indimellem følelsen af, at du tænker for meget?

Josefine Klougart: Nej, men jeg kan godt være udmattet, synes jeg.

Sidsel: Jeg har selv ret svært ved at blive færdig med noget. Hvordan ved du, når du er færdig med en bog?

Josefine Klougart: På et tidspunkt i processen, så er det som om at teksten får en skal, så hver gang man skriver noget til, så vil det ikke rigtigt blive indoptaget. Lidt som hestene, der har sådan et fedtlag uden på hårene; du kan hælde vand på, men det preller ligesom af. Det sprog som bogen er skrevet i, det er som om, det ikke vil modtage mere. Man er også selv et andet sted, og man bliver ved med at skrive noget, som ligner sådan et påhæftet organ. Så må man stoppe.

Sidsel: Du har efterladt dig noget helt konkret i dine bøger. Vil du gerne huskes, efter du dør?

Josefine Klougart: Det er et godt spørgsmål. Der er jo mange bøger, som har et kort levetid, som er glemte 100 år efter. Man kan ikke rigtig vide det, man kan bare prøve at skrive nogle gode bøger til de levende læsere. Jeg ved egentlig ikke om jeg er interesseret i at eftermade mig noget i den forstand. Nej, jeg tror egentlig mere, jeg er interesseret i, hvordan man er mere til stede, mens man er her. Altså, what’s in it for me, hvis jeg alligevel er væk?

Sidsel: Du har været på forsiden af Ud & Se, mødt kronprinseparret og været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, hvad mere kan man egentlig opnå som forfatter?

Josefine Klougart: Man kan skrive en masse gode bøger. Jeg er ikke så optaget af de der priser. Det fylder så forsvindende lidt. Jeg har lige lavet et interview til karrierevejviseren. Jeg har svært ved at identificere mig med sådan et begreb, som at have en karriere. Det at være forfatter, har ikke noget med en karriere at gøre. Ideen om at man skal opnå noget og stige i graderne, giver ikke mening, når vi taler litteratur. Det handler om at turde fortsat at stille sig selv et sårbart sted. Fortsat at insistere på at investere det, der kræves. Og det har sgu da ikke rigtig noget med karriere at gøre. Den stige man kravler op af som forfatter, kan ikke aflæses, måles og vejes på den måde. Og det kræver hele den der karriereidé ligesom. At det er noget, der vokser. Litteratur handler om erkendelse og indsigt, og det er af natur flygtigt, midlertidigt, noget der er i fortsat bevægelse og forskydning.

Sidsel: Her til sidst, når dine bøger om mange år skal genudgives med forord, hvem skal så skrive det, hvis du selv kunne bestemme?

Josefine Klougart: Det var et sjovt spørgsmål, for forhåbentlig går der mange år, før det sker. Det er vel mest noget man gør, når folk er døde. Men altså, hvis vi forestiller os, at jeg om ti år døde i en hesteulykke og skulle genudgives med forord, så kunne man tage fat i Hans Otto Jørgensen (Josefines redaktør og mentor, red.), han kender jo mine bøger virkelig godt. Eller forfattere som Tomas Espedal, Jonas Rolsted eller den unge debutant Ninette Larsen. Det er fantastiske forfattere og det ville være en ære. Hvis de ikke havde tid så kunne et forord til Om Mørke, også fint skrives af Lars von Trier, tror jeg.

Mere fra Q&Apropos

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE