Mød Jeppe Gjervig Gram, der er en BAFTA-vindende manuskriptforfatter

  • Ord: Nikolaj Kennov | Foto: Petra Kleis
  • Skrevet: 18. september 2013
Han er en af hovedforfatterne bag DR Dramas supersucces Borgen, der har stjålet overskrifter i Storbritannien. Men hvem er manden, der skal sikre Danmarks tv-renommé udenfor landets grænser? Det satte Apropos’ Nikolaj sig for at undersøge.

Nikolaj: Jeppe, hvornår eller hvordan startede din kærlighed for lige netop tv-serier?

Jeppe: Før jeg kom ind på Filmskolen, og da jeg stadig studerede Film- og Medievidenskab på universitetet, arbejdede jeg på TV 2’s programafdeling. På et tidspunkt ringede serieredaktøren og spurgte om jeg kunne anbefale nogle lidt ældre kandidater fra Film- og Medievidenskab til en stilling som seriekonsulent. Jeg tænkte mig godt om før jeg ringede tilbage og sagde, at jeg gerne selv ville ansøge… og hun sagde, ”at det er du jo alt for ung til”, men jeg søgte jobbet alligevel. Jeg blev mirakuløst ansat og skulle pludselig sidde og udvælge de udenlandske tv-serier, der skulle sendes på tv, heriblandt Friends. Det var en øjenåbner. Jeg opdagede, at amerikanerne var i fuld gang med en guldalder, som Europa overhovedet ikke havde opdaget. Det var lige omkring den tid HBO for alvor startede op, men HBO var jo overhovedet ikke starten på guldalderen. De var jo allerede i gang med at lave stor kunst, og i Europa talte man stadig om dårlige amerikanske tv-serier, der til nøds kunne sendes et godt stykke efter midnat. Man skal jo ikke mere end fem år tilbage, før man stadig talte om ’dårlige amerikanske tv-serier’. Nu værdsætter man jo endelig tv-dramatik som kunst.

Nikolaj: Hvornår bestemte du dig så definitivt for at forfølge drømmen som manuskriptforfatter?

Jeppe: Da jeg nursede Friends på TV 2, som var én af de tv-serier, der blev sendt primetime, så jeg et bagom-program og vidste instinktivt, at jeg også gerne selv ville sidde i et writer’s room og brainstorme ideer til kommende tv-serier.

Nikolaj:  Hvad tænder dig ved lige netop manuskriptskrivning?

Jeppe: Jeg værdsætter det magiske der sker, når det fiktive begynder at leve. Hele alkymien i skrivningen, altså når karaktererne begynder at ånde igennem iscenesættelsen og man for alvor begynder at kende dem. Og pludselig er det ikke bare mig, der kender dem – stort set hele Danmark kender jo Birgitte Nyborg (fra Borgen) og ved ret præcist, hvad hun ville tænke eller mene om et eller andet emne. Hun er næsten mere levende end levende mennesker i den forstand – fordi hun lever i så mange menneskers bevidsthed. Jeg kender for eksempel flere, inklusiv mig selv, der havde Friends som reelle venner, da serien blev sendt. Man kendte dem alle sammen så godt, at man næsten kunne føre dialoger med dem. Det var lige før, at man hellere ville diskutere problemer med Chandler end sine egne venner.

Nikolaj: Så lad mig gætte på, at autenticitet og troværdighed er nøgleord, når det gælder skrivning af fiktion?

Jeppe: Det at fiktion siger noget sandt om verden er essentielt for al kunst, men for mig er det næsten et logisk biprodukt som fortæller. Når en historie lever, lever den jo kun fordi det, den handler om føles sandt. Mit fokus er aldrig at bevise en eller anden abstrakt idés sandhed med en historie, og så tvinge denne ’sandhed’ nedover nogle karakterer. Det er omvendt. Jeg tager altid udgangspunkt i et interessant miljø og virkelige mennesker, og hvis jeg skildrer det og dem og deres menneskelige dilemmaer troværdigt nok, så kommer der sandhed ud af det. Jeg tror generelt, at man som forfatter skal have lyst til at søge verden.

Nikolaj: Du er blevet omtalt af DR’s nuværende dramachef Nadia Kløvedal Reich som en intellektuel type. Er det en karakteristik, du kan nikke genkendende til?

Jeppe: Jeg tror det hun reagerer på er, at jeg godt kan lide klassikerne og myterne. Jeg anskuer også moderne film som myter, og for at indhente inspiration til mit eget, læser jeg gerne de store, gamle fortællinger. Jeg havde en periode hvor jeg dyrkede de grønlandske myter, der virkeligt har en stærk urtids-fornemmelse, når man læser dem. Plottet i de gamle myter er ikke indrettet efter en eller anden tre-akts model, hvilket gør dem friske og levende – man kan simpelthen ikke regne ud, hvor de skal bevæge sig hen, fordi deres mere direkte struktur gør dem uforudsigelige. Og de er meget stærke – hvis de ikke havde været medrivende, havde de jo aldrig overlevet. Der er selvfølgelig en grund til, at Gilgamesh (babylonsk helteepos, red.) lever endnu. Der er en naturlig selektion, der kun sker på én eneste betingelse – den gode historie overlever.

 Nikolaj: Hvordan blev du medforfatter på Borgen?

Jeppe: Da Tobias Lindholm og jeg gik på Filmskolen, havde vi i forbindelse med et tv-serie-forløb, pitchet vores ideer til Ingolf Gabbold (afgik som DR’s dramachef 2012 red.) og Sven Clausen (tidligere seniorproducent på DR red.), de to grand old men indenfor danske tv-serier, hvilket nok var noget af det bedste jeg oplevede på Filmskolen. Tobias og jeg blev makkere på semesteret og sammen forfattede vi et oplæg til en tv-serie som Sven og Ingolf blev rigtigt glade for. De spurgte derfor om vi ikke havde lyst til at lave det ude på DR, men så kom der nogle budget-ting i vejen og projektet kunne ikke realiseres alligevel. De spurgte i stedet om vi ville være medforfattere på tv-serien Sommer, hvilket vi selvfølgelig sagde ja til. Derfor sluttede vi Filmskolen om fredagen og startede på DR mandagen efter. Det havde jeg aldrig troet eller turde håbe på, for vores underviser havde gjort et stort nummer ud af at forberede os på et liv i total arbejdsløshed. På Sommer mødte jeg Camilla Hammerich, som jeg kendte fra min tid på TV 2, og som tilfældigvis var makker med Adam (Price, red.), og da hun skulle til at lave noget nyt, spurgte de Tobias og mig om vi ville være med på teamet. Det blev så til en ansættelse på Borgen.

Nikolaj: Skal man som manuskriptforfatter turde vise sig selv?

Jeppe:  Rigtigt meget. Som fortæller skal man turde kigge ind i sig selv og lægge det frem. Men når man forsøger at klatte sin sjæl ned på et stykke papir, så er det jo hårdt at læse det igen, for virker det overhovedet? Der er meget angst i skriveprocessen, men den skal man forsøge at slippe. Og alligevel tror jeg, at alle forfattere skriver på og af deres angst. De fleste forfattere jeg kender er egentlig meget ængstelige mennesker, som heroisk slås med deres angst. Men det er også angsten, som gør forfatteren til et opmærksomt menneske, der hele tiden indsamler informationer om menneskelige relationer. Og det er jo det, der er essensen i al drama – hvordan mennesker interagerer.

Nikolaj: Så bruger du dig selv i skriveprocessen?

Jeppe: Ja, meget. Arne Bro, som er leder af dokumentaruddannelsen på Filmskolen, sagde på et tidspunkt, at når nu Hollywood har råd til alle de hersens special effects, og vi i Danmark ikke har, så må vi finde noget andet at erstatte dem med. Noget, der er ligeså spændende og filmisk. Og Arnes erstatning er simpel og ret genial, synes jeg: hemmeligheder. Han bad os alle om at fortælle noget, som vi følte var meget intimt eller personligt – måske pinligt eller smertefuldt – om os selv, for lige netop sådan en intim ærlighed rummer ligeså meget fængslende energi, som ellers kan udløses med bulder og brag. Og hvis man afslører noget så ’forbudt’ eller ’farligt’ i en fortælling, så kan man være ret sikker på at ramme mange mennesker – både deres nysgerrighed og fascination, men sikkert også noget, der ligner de hemmeligheder, de selv går rundt med – noget de måske ikke selv tør sige højt. 

Nikolaj: Har det været en fodlænke at skulle leve op til DR’s dramapolitik om ”den dobbelte historie” – dét at historien skal have en social og etisk klangside?

Jeppe:  Nej, den dobbelte historie handler meget om bredde. Udover at det selvfølgelig skal være en god historie, skal det omhandle noget, der rammer os alle i form af en social og etisk samfundsinteresse. Noget som alle kan relatere til eller som vi slås med, ja, generelt et tema eller en problematik, som siger noget om det danske samfund lige nu og her. Det kan selvfølgelig også ælde en tv-serie som Borgen utroligt hurtigt. I forhold til Borgen behandler vi en masse moderne emner, såsom kønsroller, hvilket måske har været medgivende til seriens succes i udlandet. Hvorvidt det så er aktuelt om ti-femten år, kan man jo aldrig gøre sig klog på.
Nikolaj: Hvorfor tror du Borgen er blevet så stor en succes i udlandet?

Jeppe: Borgen handler jo om en kvindelig politiker, der kommer fra et lillebitte parti og får magten. Den handler om hvordan vi prioriterer, når vi både vil have karriere og familie. Dén historie er gået rent hjem i udlandet – især i den vestlige verden. Mange vestlige lande står jo midt i dén diskussion om at mor og far har lige meget ret til en karriere, men der er også visse lande, der først er på vej ind i den nu. Jeg har talt med en del franskmænd, som føler, at de er virkelig langt bagud i forhold til os, men samtidig synes de Borgen er super relevant og spændende som et pejlemærke. De bliver oven i købet lidt misundelige overfor de karriere- og kønsrelaterede problemer vi fremstiller i serien.

Nikolaj: Hvordan synes du, at Danmark matcher det amerikanske niveau?

Jeppe: Jeg synes jo amerikanerne er genier. Når Hollywood er bedst laver de simpelthen noget, som vi på hjemmefronten slet ikke er konkurrencedygtige med. Samtidig synes jeg også, at de tager nogle vildere chancer end os, hvilket de også har langt bedre muligheder for. Forskellen på DR og cable-stationer som HBO og Showtime, er jo at en serie på Showtime kan være en succes med kun 1 million seere – ud af 310 millioner indbyggere – men hvis jeg ikke leverer mindst én million seere ud af fem komma seks millioner danskere hver søndag, så bliver jeg simpelthen fyret. Det står sort på hvidt i min kontrakt. Hvis jeg ikke leverer seertallene, så skal jeg bare ikke lave søndagsdrama længere.

 Nikolaj: Føler du det som et stort pres?

Jeppe: Nej, snarere som motivation. Hvis jeg begynder at stikke hovedet for meget op i min egen røv, så er det jo kun mig, der synes, at det er spændende. Jeg synes ikke, at det på nogen måder er et åg, men snarere sjovt – det er disciplinen. Hvis man skal løbe maraton, skal man også kunne lide smerten.

Nikolaj: Det kan være vi skulle slippe Borgen lidt og komme ind på hvilke tv-serier du selv holder mest af.

Jeppe: The West Wing, The Wire og Homicide: Life On the Street står som mine klare favoritter. Jeg synes The West Wing er enorm. Serien tager udgangspunkt i virkeligt komplicerede problemstillinger i amerikansk politik, som jeg som europæer ikke kender særligt godt, men alligevel formår seriens manuskriptforfatter Aaron Sorkin at gribe mig – og til sidst i hvert afsnit er det som om, jeg pludselig forstår alt det komplicerede, for han har reduceret det til et spørgsmål om et enkelt ord eller simpel gestikulering, og så er jeg næsten ved at tude. Jeg synes, det er fantastisk, at man kan lave en politisk tv-serie, hvor jeg ved hvert andet afsnit stadig sidder med tårer i øjnene, når jeg genser den. Aaron Sorkin skriver stort, og han skriver om nogle tunge, almengyldige emner, der sagtens kan sammenlignes med Shakespeare. Lige nu ser jeg Boardwalk Empire for at samle op til den kommende sæson her i september. Trods den høje produktionsværdi, havde jeg det lidt svært ved helt at blive fanget i første sæson, men så fik jeg set lidt mere og nu er jeg rimeligt hooked. Serien oser jo af høj production value – flot scenografi, klog dialog og storspillende skuespillere.

Nikolaj: Hvad er det tv-dramatik kan i forhold til spillefilmen?

Jeppe: Det serielle og netop det, at du har at gøre med nogle karakterer, som du oplever gennem ikke bare én, men en lang stribe af historier. I en spillefilm, uanset hvor multiplotagtig den måtte være, er der reelt kun plads til én historie til hver karakter, men i tv-serien, for eksempel i Borgen, havde vores tre hovedkarakterer en ny historie i hvert eneste afsnit. I nogle afsnit gik vi ind i Birgitte Nyborgs rolle som mor, i andre ind i vidt forskellige aspekter af hendes professionelle karriere som idealistisk politiker. Dét at få lov at vende og dreje en karakter fra alle vinkler, er efter min mening fantastisk spændende.

Nikolaj: Man sammenligner ofte moderne tv-dramatik med ”vore dages roman”. Hvordan synes du tv-serien adskiller sig fra romanen?

Jeppe: Jeg synes, at sammenligningen er interessant og forførende, for den siger noget om hvad serier kan og hvorfor seriens nærmeste fætter ikke nødvendigvis er spillefilmen. Men jeg synes, at den allermest afgørende forskel mellem romanen og tv-serien er, at tv-serien er social. Hvis jeg læser en roman og efterfølgende stikker den til en kæreste eller ven, så læser de den jo først bagefter – men en tv-serie kan man se sammen. Jeg har en god veninde, som jeg ser en del tv-serier med, og dét at sidde sammen og kommentere på handlingen undervejs er enormt sjovt og hyggeligt – jeg er ikke sådan en type, der tysser. Det er en fed måde at nyde og fordøje et stykke kunst på.

Nikolaj: Ja, tv-serien er mere social – det er måske også én af grundene til, at genren ikke kunne klare sig i biografsammenhænge?

Jeppe: Helt klart. Jeg vil bestemt tro, at det ikke bare er mig, men folk generelt, der snakker mere, når de ser tv-serier end spillefilm – men det hænger også sammen med, at man kender karaktererne så godt. Altså i en spillefilm kender man ikke karaktererne i forvejen, men lærer dem derimod at kende undervejs. De er ikke ens venner i forvejen. Når man ser en tv-serie, så er det jo ens ”venner og fjender”, der agerer med og overfor hinanden. Man tager konstant stilling til karakterernes handlinger. I en spillefilm kan man lettere blive overrasket og overrumplet af dens verden, fordi det hele er nyt, hvilket er noget af det fantastiske ved en spillefilm, men i serie-sammenhænge kommer man aldrig ligeså frisk ind i universet – man har jo hele bagagen med fra de øvrige afsnit.

Nikolaj:  Hvad bringer fremtiden?

Jeppe: Jeg sidder og arbejder på en ny dramaserie for DR, som får premiere i 2015. Den handler om økonomisk kriminalitet. Med Borgen var det vores plan at gøre politik til noget hele familien gad se søndagsaften. Det vil vi også gøre med økonomi. Det var Tobias Lindholm og jeg, der fik den tanke, men så fik Tobias pludselig tvillinger oven i sin solo-instruktørdebut med Kapringen, så nu er det mig og to forfattere – Anders August og Jannik Tai Mosholt – som sidder og knokler med historien om vores relation til penge.

Nikolaj: Kan man nogensinde holde fri rent mentalt som forfatter?

Jeppe: Nej. Selvfølgelig er det svært at slippe, særligt når man slås med en historie, der ikke vil gå op. Historien sidder i kroppen konstant. Jeg sørger altid for at have et kontor, fordi det er mit desperate forsøg på at adskille arbejde og privatliv. Før jeg begyndte at arbejde professionelt, arbejdede jeg gerne om natten, fordi der var en anden ro og stilhed. Men da skriveriet blev min karriere, indså jeg, at jeg blev nødt til at forsøge at strukturere det ellers ville jeg aldrig have bare lidt fri. Jeg har også aftalt med mig selv, at jeg holder fri hver søndag. Jeg kan mærke, at det er sundt som professionel skriver, for så lader man op til en ofte travl uge.

Nikolaj: Du er en travl mand, men det er vel præmissen, når man arbejder med tv-serier?

Jeppe: Ja, men jeg brokker mig bestemt heller ikke. Jeg elsker at vide, hvad jeg skal lave de næste tre år. Trods længden på projekterne, bliver jeg hverken klaustrofobisk eller utålmodig, for jeg nyder virkelig at dykke ned i detaljerne og udforske noget helt til bunds. Fra tid til anden modtager jeg opkald fra søde og dygtige mennesker, som vil hyre mig til spillefilm, men jeg må hver gang skuffe dem med, at jeg altså først får fyraften igen i 2016. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men på den anden side, så er det her klart mit drømmejob.

Mere fra Q&Apropos

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE