sandhedenomkristianleth_1
1
2
3

Sandheden om Kristian Leth

  • Historie: Oliver Enné
  • Foto: Thomas A for Apropos Magazine
I årevis har han fremstået som det perfekte menneske: intellektuel, musikalsk, boglig, provokerende. Men hvem er Kristian Leth egentlig? Vi præsenterede ham for hans livshistorie. Fyldt med huller. Så kunne han selv forklare sig.


Mit navn er Kristian Leth, men de fleste kalder mig Kristian? Jeg er vokset op i en stor familie, hvor min far var velklædt og min mor var der. Jeg var nok en helt almindelig følsom dreng med Michael Jackson på væggene, og lidt for meget flytteri. Dengang havde jeg planer om, at jeg skulle tegne tegneserier, men så opdagede jeg David Bowie og så Talking Heads. Du husker mig måske som ham den forsagte fra en eller anden ungdomsgyser, men det skal historien her ikke handle om.

Der er mange ting, du ikke ved om mig. For eksempel er jeg svært glad for Star Trek: Next Generation, og så har jeg aldrig prøvet Det Gyldte Tårn i Tivoli. I min undskylding for en karriere har jeg lavet overraskende meget fjernsyn, men det er jeg gået væk fra. Mest fordi det aldrig var en drøm for mig og så blev jeg grundigt træt af ikke at lave musik. Men i det mindste fik jeg lov at møde mine gode kolleger. Det var en afstikker, men en spændende oplevelse.

Jeg har lige udgivet mit nye album, som jeg har lavet, fordi jeg stadig udvikler mig og fordi det føltes som det rigtige lige nu. Jeg har skrevet den på dansk, hvilket er grænseoverskridende, og så håber jeg, at der er andre sandheder i det. Der er sikkert nogle kritikere, der vil sige noget velovervejet og klogt, men det er uvist hvor mange. Jeg laver musik, fordi der er så god økonomisk sikkerhed i det, og hvis TDC en dag vælger at smide en million efter mig, vil jeg sige læg dem der og lad være at smide med penge.

Desuden synes jeg, at musikken, der produceres herhjemme for tiden, er mere dansk end den, der kommer fra USA. Når det så er sagt, tror jeg aldrig, jeg kan lytte for meget til Michael Jackson. I den perfekte verden – lad os kalde den Pandora. – får jeg lov at ride på en af de der øgler og så behøver jeg aldrig nogensinde gå ned med skraldet igen. Det ville også være nok bare at kravle op i verdenstræet og være i kontakt med naturen på en science fiction-agtig måde.

Jeg bliver tit spurgt ind til min holdning til alle mulige YouTube-videoer mine døtre spiller for mig, så for at undgå at skulle forklare det fremover, vil jeg gerne slå fast, at jeg bedre kan lide Justin Bieber end MGP. Også selvom de synger på dansk – jeg synes, det er en sjov leg, men musikken er ikke egnet til de tusinde afspilninger mine børn giver den. Jeg er nok er typen, der har ret mange forbilleder. En dag vil jeg gerne møde Alan Moore og Neil Gaiman og Brian Eno og David Byrne og Bowie og Ursula Le Guin og Astrid Lindgreen og Hayao Myiazaki fordi de er så megaseje og kloge.

Så skulle vi snakke om hvad jeg skulle gøre med min bog og min musik, skal jeg lave en hjemmeside på engelsk? Hvordan vægter man intuition i forhold til redigering, du ved, sådan generel vejledning og drikke kaffe.

I dag er der mange, der blogger om alt fra musik til det andre mennesker fortæller dem er sejt. Det er sikkert fint, jeg læser dem ikke rigtig, men helt ærligt. Kan vi ikke blive enige om, at Assad skal sættes fra magten i Syrien? Hvis jeg skulle starte en blog i dag, skulle den uden tvivl handle om mine yndlingstegneserier og måske være en undskyldning for mig selv til at jeg kunne blive opdateret på det nye DC-univers. Og så håber jeg, at mine børn ville læse med.

Jeg indvilgede egentlig i at lave dette interview, fordi jeg har en plade, jeg skal sælge, men nu er jeg begyndt at tale om alt muligt andet. I den perfekte verden skulle alle mine interviews handle om det jeg havde lyst til, præcis den dag, og så ville jeg fortælle og fortælle og fortælle. Desuden håber jeg aldrig, at nogen spørger ind til mit privatliv.

Om ti år tror jeg, jeg vil tænkte tilbage på i år og sige: Whoa, shit! Der skete en del og det var cirka da, at jeg blev voksen. Og så håber jeg, at jeg til den tid vil have travlt med at lave gryderetter til store mængder gæster og familie. Eller i det mindste bare grille nogle pølser og burgere. Til sidst vil jeg gerne huskes som typen, der gav det han kunne. Også selvom det måske ikke altid var det andre ville have. Det var det. Og husk nu at bruge tandtråd.

Tøj er venligst udlånt af Hugo Boss.

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE