montecarlo_banner
montecarlo_1
montecarlo_2
montecarlo_3

Monte Carlo: Et umage par

Hver for sig udgør de én hurtigsnakkende århusianer og en eftertænksom allergiker. Sammen danner de mediedanmarks mest interessante, dynamiske og umage makkerpar. Apropos’ Oliver har snakket med Peter Falktoft og Esben Bjerre om deres ligheder, forskelle og hvorfor de er bedst, når de er to.

Oliver: Hvor godt kender I to hinanden?

Esben: Vi har kendt hinanden siden 1. februar 2008. Vi skulle mødes på et loft, dagen før vi startede på Journalisthøjskolen.

Peter: Der var jeg der ikke. Det gad jeg ikke. Det var sådan noget ryste-sammen-noget.

Esben: Nej, det har Peter aldrig været glad for.

Oliver: Hvorfor ikke det?

Peter: Jamen jeg har altid syntes, det var så rusværts-agtigt, det der med at mødes og lave planlagte aktiviteter med skolen. Jeg havde voldsom succes i gymnasiet, og i min verden er dem, der bliver rusværter sådan nogle, der har været lidt underdanige i folkeskolen og i gymnasiet. Dem, der lavede Operation Dagsværk og sådan noget. Irriterende typer. Esben var rusvært. Det var jeg ikke. Jeg vil selv vælge, hvem jeg vil være sammen med. Jeg skal ikke sidde i rundkreds.

Esben: Der er jeg helt vildt large, jo. Og det er helt rigtigt det med gymnasiet. Der gik det af lort for mig.

Peter: Og må jeg lige sige noget. Mig og Esben har jo som sådan kun kendt hinanden i fire år, men vi kender hinanden langt bedre end mange mennesker, der har kendt hinanden hele livet. Esben ved med nulprocents fejlmargen, hvornår jeg bliver sur, hvad jeg ikke kan rumme, og hvornår jeg stiger af.

Esben: For eksempel da vi sendte i dag, og der kom nogle sms’er ind fra nogen, der rettede os i noget, vi havde sagt om Lolland og Falster. Der kunne jeg godt se på Peter, at der bare ikke skulle komme flere sms’er ind lige der. Så vi lukkede bare for sms’en.

Peter: Altså, jeg er jo i virkeligheden – udover det høflige “hej” og “goddag” og sådan noget – utroligt menneskefjern. Jeg kan simpelthen ikke lide ret mange mennesker. Det må være ærligt at sige! Jeg bryder mig virkelig ikke om ret mange mennesker. Der kan Esben nærmest lide alle.

Esben: Nej, det er nemlig ikke helt rigtigt. Men jeg er bare meget bedre til at få det til at se ud som om, jeg gør.

Peter: Det er rigtigt. Det, mig og Esben har tilfælles er situationsfornemmelse.

Esben: Det er den eneste evne, man behøver at ha’.

Mig og Esben har jo som sådan kun kendt hinanden i fire år, men vi kender hinanden langt bedre end mange mennesker, der har kendt hinanden hele livet. – Peter

Oliver: Hvordan blev I så venner?

Esben: Ja, det er egentlig mærkeligt, vi blev det. Nu skal jeg ikke skyde nogen noget i skoene, men jeg tror, der var mange på Journalisthøjskolen, der syntes, Peter fyldte meget.

Peter: Journalister. Eller måske endda særligt journaliststuderende går jo i helt utroligt små sko. Og jeg havde jo rigtig meget fart på.

Esben: Folk troede jo nærmest, Peter kom direkte fra Orange County. Og så tror jeg måske, jeg var én af de få, der engang imellem fortalte Peter, han skulle holde sin kæft…

Peter: Det sagde du aldrig. Du labbede det bare i dig, alt der var mig … Der var vinger bagud. Men det var der jo på mange. Jeg har et meget meget fintfølende – måske det bedste i hele Danmark – bullshit-barometer. Jeg ved altid, hvornår folk faker. Og der tror jeg, at rigtig mange af dem på Journalisthøjskolen havde travlt med at fake sig til at være uproportionalt interesserede i konflikten i Mellemøsten, selvom de jo egentlig ikke er det, men bare skulle lade som om, fordi de gik på Journalisthøjskolen, og det var den politisk korrekte holdning. Der kunne jeg mærke på Esben, at han også fik den der indre gag-fornemmelse, når folk bliver for meget. Og det bliver tit på meget på Journalisthøjskolen.

Esben: Ja. Og vi var så heldige at komme i gruppe sammen på Journalisthøjskolen. Vi var Peter, mig og tre andre.

Peter: En af dem var en pige fra Sønderjylland, der havde to æsler.

Esben: Ja, og en pige, der gik på jagt.

Peter: Hun er jo blevet vært på TV 2 News. Og her gik vi og troede, vi var de to gyldne æg fra den årgang.

Esben: Nå, men der sad vi tit i den gruppe, og kunne – ligesom når vi sender radio – kigge på hinanden og tænke, at nu blev det for meget.

Oliver: Lad os snakke lidt om Monte Carlo. Hvordan opstod idéen til programmet?

Peter: Det startede med, at jeg fik tilbuddet om at lave et program på P3. Jeg havde over sommeren lavet et program, der hed Saint Tropez sammen med Felix (Schmidt red.), hvor jeg fik lov at bestemme og udvikle alt. Det var mig, der fandt på det fra ende til anden. Mig, mig, mig. Det blev en lidt større succes end forventet. Og så blev jeg tilbudt den sendeflade, vi har nu fra 14-16 og fik den opgave at finde en ny medvært, fordi Felix skiftede til TV 2. Fantastisk manøvre i øvrigt.

Oliver: Var det svært at få Esben med på idéen?

Peter: Nej. Men der var en masse holdninger indefra DR til hvem jeg skulle sende med. Men der var kun én, jeg ville sende med, og det var Esben. Så jeg skulle komme med en shortlist til mine chefer over folk, jeg ville sende med. Og der skrev jeg Esben Bjerre og Baronessen. Og jeg vidste godt, det ene ville være rimeligt usandsynligt – økonomien og så videre taget i betragtning. Og så var der ellers lidt tovtrækning og bureaukratisk boksekamp i seks måneders tid for at få Esben ansat.

Esben: Ja, og så var det det logistiske, at jeg studerede i USA på det tidspunkt. Jeg var lige flyttet til San Francisco, da Peter skrev, at han havde fået det her program, og om jeg havde lyst til at være del af det.

Peter: Der var ikke rigtig noget program, der var tilbuddet om at lave et program med en medvært. Hvad det program skulle være, var der ikke nogen planer for. Så jeg ringede til Esben, og lovede, at hvis han kom over og lavede en dummy (program-pilot red.) med mig, så ville jeg betale hans flybillet, hvis han ikke fik jobbet. For jeg vidste, jeg nok skulle få trumfet det igennem.

Esben: Jeg endte så med at flyve frem og tilbage to gange. Jeg tror, vi nåede at lave tre dummyer.

Peter: Men så til sidst blev Esben ansat.

Esben: Den 23. december.

Peter: Jeg havde praktisk talt sagt nej til alt, der kan kravle og gå af medværter. De ville gerne ha’ pakket mig ind i en eller anden ældre familien Danmark-type, man kunne putte på en plakat.

Esben: I stedet blev det bare en ung familien Danmark-type.

Oliver: Jeg kunne også godt tænke mig at snakke lidt om konceptet til programmet.

Esben: Jeg tror, vi synes, det er fedt med mennesker, som…

Peter: … Mig og Esben har det fælles træk, at vi godt kan lide store personligheder, der har fart på og kæmpe vinger bagud.

Esben: Det er sjovt med folk, der har det bedre, end de burde have det. Sådan en ejendomsmægler-type som Jan Fog eller sådan en som Remee… Mennesker, som det er gået okay. Men så er det måske heller ikke gået bedre.

Peter: De nyder det.

Esben: Præcis. De nyder det 150 procent mere end de burde gøre. Det synes vi, er fantastisk.

Peter: Programmets formål var at minde folk om, at det hele nok skulle gå.

Esben: Vi ville holde det positivt. Man kan altid finde et klip fra en lokalkanal og pege fingre ad det. Og det gør vi også en gang imellem. Men vi prøver altid med smilet. Vi vil meget hellere klappe folk til døde end at pege dem til døde.

Peter: Og vi prøver også at være jordnære nok til, det ikke bliver den der selvpåtagede boheme-indstilling, at Danmark er et småligt land. Vi elsker Danmark. Det er blevet sådan lidt fy-fy at sige det. Så vi bruger meget tid på at hylde Danmark for, at en undsluppen los på Østjylland eksempelvis kan være hovednyheden i 14 dage.

Oliver: Er I så også venner, når I ikke er på og laver radio?

Peter: Ja.

Esben: Men nu er vi så meget på, at det ikke er fordi, vi render hinanden på dørene hele tiden.

Peter: Der sker faktisk ikke ret meget fra mig og Esben møder ind på redaktionen, til den blå lamper tænder, og vi er på. Det eneste problem, når vi er på, er at vi skal fatte os i korthed.

Esben: Ja, i virkeligheden kunne man bare sætte mikrofonen op ved redaktionsmøderne, for det er egentlig det samme, vi snakker om der, som hvis vi skulle mødes i aften og se en film. Så ville vi diskutere de samme ting, inden filmen gik i gang.

Peter: Øhm… en ting, der faktisk er rigtig vigtig at sige. Det har ikke så meget med vores venskab at gøre, men noget af det, der var allervigtigst for programmet, var at vi besluttede os for – i al beskedenhed – at hæve lixtallet en smule.

Esben: Ja, vi vil gerne snakke om skattereform, omlægninger, krise i Grækenland og sådan noget.

Peter: Jeg håber næsten, det kommer til at lyde snobbet det her… for det er det også – eller nej, det er det ikke. Vores lyttere fortjener bedre, end at høre, hvad fulde, uansvarlige mennesker foretager sig. Man skal have en vis pondus og en vis karisma for at blive omhandlet i vores program.

Esben: Vi kan ikke forstå, at man kan få en karriere ud af at svine nogen til på ens Facebook-profil. Det er for mærkeligt.

Peter: Nej, det har vi det svært med. Det er sgu ikke alle og enhver, der kan komme ind her. Det er en lukket fest, og det er mig og Esben, der står i døren. Selvom Esben er ret tynd. Og umiddelbart ikke ville være en god udsmider.

Esben: Nej, det ville sgu gå enormt dårligt.

Peter: Reality-stjerner dem kan M! og Ekstra Bladet og BT få. De kan få omtale i stort set alle de andre medier. Men det kommer sgu ikke til at ske ved os.

Esben: Vi skal heller ikke snakke om Danmarks hurtigste bil og sådan noget.

Det er sjovt med folk, der har det bedre, end de burde have det. Sådan en ejendomsmægler-type som Jan Fog eller sådan en som Remee… Mennesker, som det er gået okay. Men så er det måske heller ikke gået bedre. – Esben

Oliver: Esben, hvilken evne beundrer du mest ved Peter?

Esben: Jeg kan ikke sige noget, han ikke har hørt sindssygt mange gange før. Men hans måde at se tingene og opfatte dem på. Jeg kender ikke nogen som Peter, der kan lave en hurtigt apropos.

Peter: Ja, apropos Apropos.

Esben: Ik’os? Det synes jeg, er fedt. Nogle mennesker bliver meget nemt stødt, hvis man siger dem imod. Det kan være politisk, eller hvis man ikke synes, de samme ting er fede. Sådan er Peter ikke. Der går ikke noget af ham, selvom vi ikke er enige om alt.

Oliver: Skal vi tage den den anden vej rundt?

Peter: Ja…. Jeg synes jo, Esben er rasende intelligent først og fremmest. Esben er den, jeg kender, der kan snakke om fleste forskellige emner på en nedladende måde, uden at nogen opfatter det som en fornærmelse. Han har en gudsbenådet evne til at sige nogle sindssygt negative ting om hvad som helst, uden at folk kan høre, hvor meget foragt han har for det. Han er sindssygt god, fordi han er så elegant.

Oliver: Og personligt?

Peter: Esben er sig selv. Og det ved jeg godt, alle i København siger, de er. Men i virkeligheden er de bare hovedløse flokdyr, der har travlt med at dele deres tilværelse på Facebook og Twitter. Sådan er Esben ikke. Esben går til fægtning. Hvem kender du på 25, der går til fægtning? Og det kunne godt være på den der fægteskole skråstreg cocktailbar-måde, ikke? Men sådan er Esben ikke. Han gør det i al stilfærdighed. Og så går han på Louisiana for at se på kunst. Igen – ikke for at poste det på Facebook, men fordi han af en eller anden grund synes, at kunst er spændende. Han er mere til Horisont end til reality. Prøv at se ham i tøjet. Han ligner jo kraftedeme en, der kunne være vært på 21 SØNDAG.

Oliver: På hvilke punkter er I så forskellige?

Peter: Hold nu kæft.

Esben: Jamen det er jo…

Peter: Esben går til fægtning, og jeg går til boksning.

Esben: Og jeg går på Louisiana og Peter går på …

Peter: Jeg går på Simons. Og så kunne Esben aldrig finde på at tabe hovedet og blive sur på arbejdet, mens jeg truer med at sige op mindst én gang om måneden. I raseri.

Oliver: I klæder jer også forskelligt.

Esben: Ja, jeg er jo virkelig glad for moden lige nu. Stramt, stramt, stramt.

Peter: Ja, Esben ligner midtersiden fra en efterårsudgave af GQ’s Style Edition, mens jeg gør alt, for at ligne Kanye West, til trods for at jeg ikke er sort.

Oliver: Nu er I jo blevet DRs nye makkerpar på radioen. Skal I også være et makkerpar i medierne fremover?

Esben: Vi skal nok ikke være Pallesen og Pilmark for evigt.

Oliver: I jeres forhold – hvem ville så være Pallesen, og hvem ville være Pilmark?

Peter: Jamen jeg vil ikke være nogen af dem.

Esben: Du ville være Per Pallesen, og jeg ville være Søren Pilmark. Helt klart.

Peter: NEJ! Søren Pilmark er da klart mest rasende.

Esben: Nej, Per Pallesen er klar mest løssluppen. Søren Pilmark er mere stram i betrækket.

Peter: Kan vi ikke hellere blive sammenlignet med Nik og Jay eller sådan noget? Jeg gider da ikke sammenlignes med Per Pallesen og Søren Pilmark. Så vil jeg hellere være Walter og Carlo. Der ved vi jo godt, hvem jeg ville være.

Esben: Det gør vi.

Peter: Hvem ville jeg være, Esben?

Esben: Det gider jeg ikke.

Peter: Jeg ville være Carlo, og Esben, du ville være Walter.

Esben: Ja.

Peter: Eller Tim og Gordon. Der ville du jo være Gordon.

Esben: Ja. Du ville være Tim.

Peter: Eller Casper og Frank. Jeg ville jo være Casper.

Esben: Ja. Kæmpe idiot. Og kæmpe Casper.

Peter: Men ja, jeg vil i hvert fald gerne have Esben med i så meget som muligt.

Esben: Ja, men DR er et tempel af mysterium.

Peter: Ja, Monte Carlo kan – hånden på hjertet – være taget af, inden I får lagt det her interview op. Men som udgangspunkt laver vi en sæson til.

Oliver: Nogen sidste ting, vi skal have med?

Peter: Esben er jøde.

Esben: Peter er nazist.

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE