martinbigum_banner

Martin Bigum opholder sig ikke i det her atelier for sjov

  • Fortalt til: Oliver Enné | Foto: Petra Kleis for Apropos Magazine
  • Skrevet: 20. marts 2014
Ikke Kvium, ikke Kluge, ikke Kørner. Martin Bigum er landets mest interessante kunstner lige nu. Manden, som plejede at tegne for det amerikanske kult-satiremagasin MAD, har etableret sig i kunstelitens top. Vi har mødt ham i hans atelier på Frederiksberg.

Hvad det er i min opvækst, der har betydet, at jeg i dag er kunstner? Det er et fantastisk spørgsmål. Jeg elsker sådan nogle spørgsmål, fordi de får det til at svimle for én.

Helt intuitivt tænker jeg på en weekendmorgen, hvor solen falder ind i vores stue, mens min mor sidder og maler. Lærredet er blevet sat på staffeli og oliemalingen dufter fremmedartet, mens lyden af penslerne kratter henover lærredet. Og så dét at se ind og se, at der kommer noget til syne på lærredet, som jeg ikke vidste om min mor. Ikke noget grumt. Men en uendelig mark med en blå himmel over.

Noget andet er hos min mormor og morfar. De var katolske, og kom fra Polen. Når vi var på besøg dernede, var det ren idyl og meget smukt. Men så om aftenen var vi ude for den her groteske modsætning til alt det idylliske. Det var, at når vi kom op på loftet, hvor vi skulle sove, og var blevet lagt i seng, så blev lyset ude i gangen tændt. Og så faldt det ind i sådan en skrå vinkel på en Jesus-figur skåret i træ, der hang på væggen. Og han var ekstremt uhyggelig. Altså, med dybe øjenhuler og søm gennem hænder og fødder. Der kan jeg huske, at jeg tænkte: Det her er et seriøst billede at sætte i verden. Mig og min søster var skræmt fra vid og sans.

Når man sætter et billede i verden, så har det ringe i vandet. Det kan jeg huske, jeg tænkte.

Der var ingen tro i vores hjem. Der var hele tiden en mistillid til tro. Det skægge er, at jeg har lavet ufatteligt mange billeder med engle og guder og djævle.

Det er en forbrydelse mod kunsten, at man reproducerer sig selv. Kunst lægger jo ud med at være et oprør. Et ungt, hvileløst menneske, som har brug for at finde ud af, hvad fanden det her er for en overvældende eksistens. Og så finder det unge, hvileløse menneske ind til en stil. Det, der er så vildt, er, at der er så mange kunstnere, der siger; fint, nu fandt jeg min stil, så bliver jeg ved det. År efter år, årti efter årti.

Hvis du tager nogen af de største kunstnere herhjemme. De har en stil, der bliver ved og ved og ved. Det er helt ufatteligt. Det svarer jo til, at jeg hver dag stod og lavede de samme billeder. Hver gang, jeg færdiggør ét maleri, er det en sejr. Skulle jeg så lave et til i samme genre? No way.

Good taste i kunst. Det er rigtigt, at det er noget værre noget. Men at blive ved sin læst i kunsten, det er næsten lige så slemt.

Noget, jeg aldrig nogensinde tidligere har tænkt om mine billeder er, at de skulle være æstetiske. Det har jeg aldrig tænkt på.

Det er meget sjældent, jeg bliver gal over noget kunst. Men jeg kan godt føle et stik af vrede ved politisk korrekthed. Jeg kan ikke lide kunst, der er politisk på politisk korrekt vis. Kunst, der lukrerer på noget som alle er enige om. Ja, fremmedhad er forfærdeligt. Og ja, mange danskere har en uheldig holdning til det. Men vi behøver ikke kunst, der lukrerer på det. Jeg vil ikke nævne nogen navne, men jeg håber, du kan stykke det sammen alligevel.

Om kunst er vigtigt? Kunst er vigtigt for mig.

Jeg er ikke her i det her atelier for skæg. Der er ikke nogen alternativer. En af mine venner holdt op med at male, selv om han havde været i branchen i flere år. Han er gået over i internetbranchen. Det ville jeg overhovedet ikke kunne gøre.

Jeg var for nylig til en middag, hvor flere af gæsterne sad og talte om, hvordan de påtog sig en rolle, når de var i deres profession. Og jeg sad og lyttede til det, og så sagde jeg; I må meget undskylde, men jeg aner overhovedet ikke, hvad I snakker om. Jeg kunne overhovedet ikke genkende det.

Når jeg ser mine tidligere værker, ser jeg, at de var nødvendige. Og jeg kan huske hvert og et af dem. Og jeg ser, at hvis ikke jeg havde lavet dét værk, havde jeg ikke kunnet lave det næste.

Jeg sælger ikke til folk, der kun vil spekulere i mine ting. Dem, der bare vil investere i det og sætte det på et lager, de bliver frasiet.

Den moderne kunstverden har opnået sådan et tempo og en produktionshastighed, som er meget, meget intens. Det kan jeg ikke. Og jeg vil det heller ikke. Jeg laver måske ti billeder om året. Og jeg står inde for hvert eneste af dem. Og der er ikke mere.

Det har været sådan mange gange i historien, det med at man skulle feed the market. Og det er altid de stærke værker, der står tilbage bagefter. Én ting er hype, en anden ting er kunst, ikke?

Jeg har ikke gået på kunstakademiet. Jeg er gået udenom, og det er jeg en af de få fra min generation, der har kunnet.

Dengang jeg trådte ind på kunstscenen, kunne jeg se, at blandt unge kunstnere måtte man ikke gøre noget ud af sig selv. For hvis man gjorde det, havde man ikke nogen ånd. Det syntes jeg, var et forfærdeligt 70’er-levn.

Verden er virkelig abstrakt for mig.

Nogle gange har jeg tænkt, at vi alle sammen burde gå i jakkesæt med vest og butterfly. Men sagen er den, at hvis vi alle gjorde det, tror jeg, jeg ville vælge at gå i joggingsæt.

Jeg har altid gået i jakkesæt. Det skræmmer mig ikke at tage et slips på eller at tage en butterfly på. Overhovedet. Jeg synes bare, det er fantastisk, man kan gøre det.

Hvor mange stykker Rugby Ralph Lauren-tøj, jeg har? Flere hundrede. Det er en seriøs neurose.

Hvis det skulle være tilfældet, at der står en i år 2047 eller 4025 og ser på mit billede, ville det være fantastisk, hvis det for beskueren virkede som om, det var malet dagen forinden. Jeg vil gerne sørge for, at billederne bliver lavet på en måde, så de ikke taber luft. Så er de spændt op i en suspense, der gør, at de nærmest bliver som tidsmaskiner.

Kategori:
Profilen
TAGS:
, ,

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE