kasperwinding
winding_2
winding_3

Kasper Winding: Historiefortæller

Det ville være unfair at kalde Kasper Winding en popstjerne. Han er mere end det. I 70’erne var han dansk musiks wonderkid, der senere skulle spille trommer for Rolling Stones. I 80’erne producerede han nogle af de største danske popalbums. I dag bor han i Paris, er på fornavn med Daft Punk og skaber musik, som folk, der ikke var født i hans storhedstid, kan relatere til. Kasper Winding har konstant ændret sig selv og sin lyd. Det eneste, der ikke har forandret sig, er historierne, han fortæller.

Kasper Winding er cool. Det behøver hverken du eller jeg at bekræfte ham i. Han er 55, bosat i Paris, velklædt (hvis du skulle spørge fra nogen) og han har mødt og arbejdet med mennesker, de fleste ser op til. I det hele taget gør Kasper Winding det hele lidt anderledes. Som 16-årig fik han sin første søn, som 20-årig boede han i New York, hvor han hang ud med Andy Warhol og i dag bor han så i Paris med sin hustru, hvor han jævnligt mødes og laver musik med toppen af den parisiske elektroscene. Denne aften i november sidder han så og drikker hvidvin med mig på Restaurant Paté Paté i Kødbyen. Han er høflig og langt fra den der selvsmagende “dansker flyttet til Paris”-kliché, som han sikkert tit har måttet høre for. Kasper Winding er nemlig ikke som de fleste 55-årige danske mænd. Men hvorfor? Sikkert fordi han ikke er bygget til et 9-5 job og et hus i provinsen. Ikke fordi, han ikke ville kunne finde ud af det. Kasper Winding har haft hjem og boet over hele verden. Men fordi han let keder sig, når der ikke sker noget. Det er derfor, at Kasper Windings musik konstant bevæger sig i nye retninger. Han er interesseret i sin samtid og i den musik, der definerer lyden lige nu – Om det så er den fra Brooklyns egen Jay-Z eller sønderjyske Efterklang. Det interesserer ham ikke, hvis det ikke bryder rammerne. “Stilrent musik keder mig. Hvis jeg hører de første 30 sekunder, føler jeg ofte, jeg hørt det hele nummeret. Jeg elsker, når folk eksperimenterer og prøver nye ting.” Det er præcis det, Kasper Winding har gjort. I øjeblikket arbejder han på et hemmeligt hiphop-projekt med nogle af “de sjove drenge ovre i USA”, som han kalder dem. Før det dj’ede han til technorave-fester i London og før det spillede han trommer for Shu-Bi-Dua. Det sidste var dog mest for at komme væk fra den tumulte livsstil, han havde tilvænnet sig i de sene nattetimer på det hedengangne Studio 54 i New York i 80’erne. “Vi festede som vanvittige på det tidspunkt. Festerne var fuldstændig hedonistiske. Det, der sker i dag, er det rene vand i forhold til dengang. Men festen måtte jo stoppe på et tidspunkt. Folk døde jo af at feste på den måde.”

Musik i blodet
Der er noget, du bør vide om Kasper Winding. Manden kender sin musik. Om emnet falder på Kraftwerk, Mew, Grizzly Bear eller Kanye West, har Winding en holdning til det. “Det mest spændende musik i øjeblikket kommer fra Kanye, Jay-Z og de der rødder. Det kommer ikke fra et eller andet guitar-band.” Winding ved, hvad han snakker om. I løbet af de sidste år er hans navn blevet synonym med kvalitet på den parisiske klubscene. Af samme grund er han på fornavn med den ene halvdel af Daft Punk, Thomas Bangalter, og har remixet for folk som Sébastian Tellier og Mr. Oizo, der begge anses som pionerer på den franske musikscene. I tilfælde af, at du ikke vidste det, sker den slags kun, hvis du har soul – og det har Kasper Winding. Han siger selv, han er produkt af den musik, der blev spillet i hans barndomshjem. “Musik med varme”, som han beskriver den. Den samme slags, der forbinder ham til de franske elektroproducere. “Folk ville blive overraskede, hvis de vidste, hvad Daft Punk sidder og hører derhjemme. De spiller Fleetwood Mac og gammel soulmusik. De sidder ikke og hører den nyeste techno-plade fra en eller anden ukendt producer.” Kasper Winding har aldrig haft et “rigtigt job”. Hele livet har han hoppet fra projekt til projekt. Mest fordi han ikke kan lade være. Ser du – Kasper Winding har egentlig ikke ændret sig meget, siden han var 25. I hvert fald ikke psykisk. Det siger han også selv. Han er stadig nysgerrig og eventyrlysten. Tidligere i år udgav han albummet Voila, der ligesom Kasper Winding selv, bedst blev forstået udenfor Danmarks grænser. Når han spiller koncerter herhjemme, er der nemlig stadig folk, der forventer at høre Windings gamle materiale (for eksempel megahittet Sjæl I Flammer fra 87’). De aner ikke, at han siden årtusindeskiftet har rykket sig længere og længere væk fra den klassiske “danske lyd”. På samme måde er Voila blevet taget langt bedre imod i udlandet, hvor det blandt andet har givet ham nye (og indtil videre hemmelige) musikalske samarbejdspartnere. Du kan sikkert drage en konklusion om at hans internationale lyd, skyldes det faktum, at han flyttede fra Danmark som teenager og siden da har spenderet sin tid i New York, London og Paris, men det ville ligesom være for nemt. Kasper Winding er historiefortæller. Født til at være kunstner. Det er derfor, han lever, som han gør.

Succes er undervurderet
Kasper Winding er mere udenlandsk end dansk. Det vil han ikke selv fortælle dig, men det er sandt. Han kalder Grand Master Flashs ikoniske hiphop-klassiker The Message “Ét af de bedste numre, der nogensinde er skrevet”, han spillede trommer for Rolling Stones, da hans jævnaldrende hørte dem på plade og hans sidste wow-oplevelse var da han så Beyoncés liveoptræden til Billboard Awards på YouTube. “Bare ærgerligt, hun ikke er lækker. Så kunne hun ha’ nået så langt,” som han smilende siger. På alle måder er Kasper Winding stadig nysgerrig. Det er det, der gør ham lige så relevant i 2011 som i 1987.

“Du laver jo det, du laver, fordi du ikke kan lade være. Succes er super undervurderet, men succes alene er ikke inspirerende.” Af samme grund er det ikke den danske musik, der har hittet det sidste årti, der har den største stjerne i Windings bog. “I Danmark kan vi godt være lidt slemme til at komme for sent til festen. Vi har tendens til at falde lidt i svime over et eller andet indiemusik, men det er egentlig ikke det, jeg synes, vi er bedst til herhjemme. Det bliver nemt lidt indie-agtigt på sådan en efterligner måde. Og det er verden nu alligevel lidt for sjov til.” Kigger du Kasper Windings pladesamling igennem finder du Povl Dissing, Steffen Brandt og CV Jørgensen. “Traditionsbunden dansksproget musik”, som han kalder det. Det er er den skandinaviske lyd, der tiltaler ham. Det originale. I samme åndedrag nævner han også bands som Mew og Efterklang, der i samme stil har opnået international succes ved at skabe en unik og original skandinavisk lyd. “Vi lever i en anden tid nu. Musikken ændrer sig jo hele tiden. Vi må nok indse, at den største rockstjerne indenfor de sidste 20 år døde i år. Hans navn var Steve Jobs.”

Mere fra Profilen

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE