madmen_banner_2

Vi siger farvel til Mad Men ved at hylde alt det, vi kommer til at savne uden Mad Men

Et farvel til Mad Men er næsten ikke til at bære. Men nu er det altså slut. Don Draper har drukket sin sidste drink i serien, som satte skub i bølgen af folk, der gik lidt for meget op i, hvordan en Old Fashioned skal laves. Vi siger her farvel med en hyldest til alt det, vi kommer til at savne uden Mad Men.

Don Drapers uimponerede udtryk
Ingen kan se mere ligeglad ud end Don Draper. En af de ting, der gør Don så cool er nemlig, at man ikke rigtigt kan læse ham. Han virker altid bare lidt uimponeret. Han er mesteren i at give folk et blik, der fortæller dem, hvor ligeglad han er. Og fanger de ikke det uimponerede blik, sender han gerne en uimponeret replik efter dem. Som vi andre så kan blive ret imponerede over.

dondraper_uimponeret

Cigaretterne, alkoholen og 1960’ere
Hvis der er noget Mad Men kan, så er det at få usunde vaner til at se virkeligt lækre ud. I samtlige syv sæsoner og 92 afsnit. Rygning og stærk alkohol ser bare ekstra godt ud, når det er tilsat velklædt 60’er-æstetik. Du ryster knapt nok på hovedet, når Betty Draper både ryger og kører cocktails ned under sin graviditet. For det ser bare godt ud.

Joan Holloways knivskarpe comebacks
Mænd har været villige til at gøre meget for Joans kurver. Men det er som om, at de bare ikke helt respekterer hende. Heldigvis har Joan været en af leverandørerne til de bedste comebacks i løbet af Mad Men. Og når hendes ekstremt irriterende mand ikke kan tage sig sammen, er hun heller ikke bleg for at slå ham i hovedet med en vase. Bare lige for at få understreget sin pointe.

69615967a5089f69e2019f34ccbd2fab

Pete Campbells vigende hårgrænse
Hvis du har været en meget opmærksom seer, har du nok også lagt mærk til, at der er noget, som er forsvundet i løbet af sæsonerne. Og nej, det er ikke din sympati for Pete. Det er hans hårgrænse. Vincent Kartheiser, der spiller Pete, har faktisk fået barberet mere og mere af sin hårgrænse af i løbet af sæsonerne. Det er det, som kaldes dedikation. Så stik ham da lige en Emmy.

Peggy Olsons kamp for respekt
Peggy ville nok ikke ligefrem kalde sig selv feminist. Men det er hun. Og hun får kampen for respekt og ligestilling mellem kønnene til at se cool ud. Det kan godt være, at hun starter ud med at være en grå mus, der akavet forsøger at flirte med Don. Men hun ender med at have mere styr på sit liv end Don. Og i et af de sidste afsnit tager hun da også lige et indrammet billede med tentakel-porno under armen og sine solbriller på. Jeg sagde jo, at hun var cool.

anigif_enhanced-buzz-4582-1362965968-3

Trudy Campbells nattøj
Alle kvinderne i Mad Men er iklædt nogle ret fantastiske outfits. Men ingen har en nattøjssamling, der kan slå Trudy Campbells. Og nu hvor der skal siges farvel til Mad Men, vil jeg gerne lige hylde Trudy og hendes helt ekstravagante natkjoler. Hun sætter nye standarter for, hvordan vi skal klæde os, når vi går i seng. Vi burde alle ønske os at kunne rocke syntetiske stoffer som Trudy.

trudycampell

Sally Drapers teenagetilværelse
Sally er endt med at være en af seriens hovedpersoner. Og det kan vi kun være taknemlige for. Sally har vist os, hvordan 60’ernes ungdom udviklede sig. Hun har som den eneste i serien formået at sætte både Betty og Don effektivt på plads med én næsvis replik. Og så er hun en af de få fiktive teenagere på tv, som er til at holde ud. Selv når hun bliver lidt for teenagefornærmet, tilgiver du hende – for hendes forældre flirter jo med hendes venner.

anigif_enhanced-buzz-30671-1370559746-14

Roger Sterlings tilgang til livet
Umiddelbart skulle man jo tro, at det er Don, som er seriens store player. Ham, der lever det søde liv. Men i virkeligheden er det jo Roger. Der er for meget bøvl i Dons liv. Roger har fattet, hvad det går ud på. Han drikker drinks, dater unge kvinder, dater Joan, smider om sig med onkel-jokes og tager folk ud til middag – og flere drinks. Og efter syv sæsoner er jeg stadig ikke helt sikker på, hvad hans job reelt gik ud på.

giphy

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE