royksopp_banner

Vi mødte Röyksopp – og det havde de glædet sig til

Röyksopp var taget til Danmark for at snakke om deres sidste album nogensinde. Vi blev enige om at snakke om noget andet. Blandt andet seksuelle søvæsner og brugt S&M-tøj. Apropos Magazines Sidsel har mødt den norske duo.

“Du skal møde op ude i DR Byen (receptionen) i morgen kl. 12:10. Så laver vi interviewet i deres hyggelige café.”

Sådan stod der i mailen. Tak, Warner Music, men er der noget, som DR’s café ikke er, så er det hyggelig. Slet ikke klokken 10 minutter over 12. Og slet ikke til et interview på norsk, hvor det kan være en fordel at kunne høre hinanden.

Caféen er nemlig fordelt i to ender af den såkaldte Indre Gade, der forbinder DR Byens to hovedbygninger. Det imponerende rum er som taget ud af scenografien fra Spike Jonzes Her med himmelhøjt til loftet og blanke, transparente flader.

Uheldigvis har det skabt en akustisk atmosfære, der mest af alt minder om en svømmehal i rush hour. Læg hertil en sprog- og kulturbarriere. For lad os nu bare være ærlige, vi er måske nok alle fra Skandinavien, men norsk er ikke min stærke side.

De to nordmænd var muligvis blevet advaret på forhånd om den kølige café. I hvert fald havde også de godt med tøj på.

Svein Berge er den ene halvdel af Röyksopp. Det er ham med mørkt hår og fuldskæg. I dag har han ladet håret vokse og iført sig en snapback og en grøn militærjakke, der antyder en lidt hiphop’sk tilgang til garderoben.

Svein: “Vi er jo fra Nordnorge og arbejder meget med svenskere, som altid fortæller os, at de sagtens kan forstå os. Men de siger også, at hvis man er fra Østnorge, eksempelvis Oslo, så synger man 1,5 oktav over normalt toneleje. Det er smukt, men uforståeligt og lyder 30 procent mindre intelligent.”

Torbjørn Brundtland udgør sjovt nok den anden halvdel af Röyksopp. På en gennemsnitlig Google-billedsøgning skifter han mellem at have langt og meget langt lysblond hår. I dag hænger det helst lidt i vejen for hans udsyn. Det virker han helt afklaret med.

Torbjørn: “Min yndlingsfarve er blå. Det er sikkert bare fordi, at himlen er blå. Hvis himlen havde været grøn, så havde min yndlingsfarve været grøn.”

Måske lidt uventet er Torbjørn klædt helt i sort.

Sidsel: “Er der egentlig noget, jeg kan gøre, for at interviewet bliver en bedre oplevelse for jer?”

Svein: “Jeg synes allerede, at du er godt i gang. Jeg har det vældigt sjovt. Big ups!

En sang på 19 timer

Nordmændene har netop afsluttet en lang verdensturné med Robyn, og den 10. november udsender de deres femte og (efter eget udsagn) sidste album, der passende har fået titlen The Inevitable End. De virker lidt trætte. Måske på grund af turnéen. Måske på grund af DR Byen. Eller også er det bare norsk rastløshed.

Sidsel: “Jeg blev først i forgårs tilbudt at lave det her interview med jer og har lige siden glædet mig til at møde jer. Har I glædet jer til at møde mig?”

Svein: “Ja, jeg har glædet mig voldsomt. Jeg har sovet veldig lidt i nat på grund af det.”

royksopp_11Sidsel: ”Så du er ikke søvnig, fordi du er ved at være træt af at rejse rundt og snakke med journalister?”

Svein: “Nej, det var værre før. Jeg tror, det har lidt med modning at gøre. Før var der ligesom en modvilje mod det. Do I have to? Men nu tænker jeg bare, at det er fedt, at nogen synes om det, vi gør.”

Jeg tænker, at det måske kan være trivielle presseture, der er grunden til, at de to forlader albumformatet. Men det afviser de. Det handler om friheden til at lave en sang på 19 timer, hvis det nu er det, de vil. Let’s hope not.

Sidsel: “Okay, men hvis I nu skal sælge mig jeres nye album nu og her…”

Torbjørn: “Hvad siger du?”

Sidsel: “Hvorfor skulle jeg købe jeres album?”

Torbjørn: “Nåh, sælge – okay. Altså, hvis du køber pladen lige nu og her, så får du en pose med brugt S&M-tøj.”

Svein: “Ja, et tilfældigt udvalg af brugt S&M-tøj.”

Sidsel: “Jeg er ikke helt solgt.”

Svein: “Men til gengæld fik vi namedroppet S&M. Ej, man skal købe albummet, hvis man har sådan et halvnostalgisk forhold til albumformatet, som vi selv har, og hvis man har lyst til at høre en hel plade uden at skippe mellem numrene.”

Et seksuelt søvæsen

En ældre kvinde skaber postyr bag os, da hun vælter en stak brugte tallerkner ved brugt-udstyrs-stationen. Endnu et bevis på, at der er tale om en café med indretningskomplekser. Det viser sig, at det ikke er første gang, hun har lemfældig omgang med servicen.

Svein: “Det er sjovt, for det var også hende, der tabte nogle skeer, da vi købte frokost før interviewet. Altså hende i den lilla sweater.”

Som resten af caféens gæster vender vi alle tre blikket mod den ældre dame, der kigger lidt hjælpeløst til, mens servicen bare fortsætter ned på gulvet.

Torbjørn: “Så tag dig dog sammen.”

Svein: “Ja, så tag dig dog sammen, dame.”

Torbjørn: Daft Punk er jo nogle ældre herrer, så jeg tror faktisk, at vi ville vinde i en nævekamp mod dem.

Jeg bruger anledningen til at skifte spor.

Sidsel: “Når I nu er fra Norge, er der lige et personligt spørgsmål, som presser sig på. Har I set Troldjægeren?”

Svein: “Ja, selvfølgelig.”

Torbjørn: “Nej.”

Jeg vælger at ignorere Torbjørn.

Sidsel: “Er det en ting, at nordmænd tror på trolde?”

Svein: “Nej. Men jeg har vældigt lyst til, at der skal findes trolde – men lige så meget også konceptet skog. Altså skoven, og at der er ting i skoven. Vi er mere optaget af en karakter, der hedder nøkken.”

Torbjørn: “Han bor i elven.”

Sidsel: “Altså et søuhyre som det i Loch Ness-søen?”

Torbjørn: “Nej, nøkken er en mandsperson. Og han er sådan lidt seksuel.”

Svein: “Han er seksuel og han fløjter. Ham kan vi godt lide.”

Röyksopp vs. Daft Punk vs. Justice

Selvom ingen uden for Skandinavien kan udtale deres navn (inklusiv mig selv) – for slet ikke at tale om at stave til det – er Röyksopp internationale superstjerner. Både rygter og internettet siger endda, at duoen engang takkede nej til at samarbejde med Britney Spears. Jeg havde sagt ja. På stedet.

royksopp_22Sidsel: ”Jeg har læst et sted, at Ariel Pink alligevel ikke skal hjælpe Madonna på hendes næste album. Hvis hun nu ringer til jer, springer I så til?”

Torbjørn: “Madonna!? Et heeelt album med Madonna?”

Svein: “Det tror jeg ikke. Hvis det drejede sig om et nummer eller to, kunne vi overveje det.”

Vi bliver afbrudt igen. Denne gang fordi en lidt distræt pige ved nabobordet spørger, om hun må tage servietterne, der ligger ved siden af mine to diktafoner midt på bordet. Torbjørn smiler lidt forvirret til hende og laver en underlig bevægelse med hovedet. Det tager pigen som et ja og griber servietterne.

Tiden er gået hurtig, erfarer jeg, da jeg kigger på uret. Så det er nu, jeg skal stille de svære spørgsmål, hvis jeg skal nå det.

Sidsel: “Hvis I skulle i nævekamp mod Daft Punk og Justice, hvem ville så vinde?”

Torbjørn: “Justice og Daft Punk mod os? Jeg er stor mixed martial arts-fan, så jeg ville gøre et fandens godt job.”

Svein: “Vi har jo mødt nogle af de her folk. Og sådan rent fysisk tror jeg, at vi er højere end Justice. Ham den ene er måske lidt højere. Men alt i alt er vi de højeste.”

Torbjørn: “Og Daft Punk er jo nogle ældre herrer, så jeg tror faktisk, at vi ville vinde i en nævekamp mod dem.”

Godt, så blev det i det mindste afklaret.

Inden jeg iler ud af DR Byen med kurs mod den hyggelige metro, får jeg naturligvis afsluttet det hele med et high five, der måske egentlig mest var ment som et vink fra Sveins side. Note to self: High fives, håndtegn og den slags er forbeholdt folk, der rent faktisk kender hinanden. Alt andet kan kun gå galt.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE