amy_adams_1

Tillykke med fødselsdagen, Amy Adams

I dag runder Amy Adams det, nogen vil kalde et skarpt hjørne. Det skal man lade være med. Men ja, hun fylder 40 år. Vi vil mere passende kalde dagen en klædelig runding. Ja, klædelig. For kan man tale om et karrieremæssigt højdepunkt for en nulevende person, så er det der, Amy Adams befinder sig lige nu.

Vi kan med andre ord godt lide den rødhårede skuespillerinde. Som i rigtig godt. Hun fik muligvis sit såkaldt folkelige gennembrud relativt sent med det der Disney-eventyr Enchanted i 2007, men det er for længst glemt. Hun har nemlig siden været kræsen på den kløgtige måde i sit valg af roller. Ja, kløgtig. Så hvis du ikke allerede har set hende i Doubt, The Fighter, The Master, Man of Steel, Her og American Hustle (wow), så skylder du dig selv at aflyse dine weekendplaner og i stedet tilbringe tid sammen med Amy Adams.

Amy Adams befinder sig nemlig i en særlig liga. Men det ved du allerede godt. Hun spiller med den slags overbevisning, der får os til at tro, at også den rigtige Amy Adams både er neurotisk, skrøbelig, en lille smule beregnende, altid har vand i øjnene og nervøse trækninger ved munden, men alligevel pokkers tough. Hun er den type, man aldrig bliver rigtig klog på. Altså, en rigtig skuespillerinde.

Hun har været nomineret til fire BAFTA Awards, fem Golden Globes og vandt også en, da hun sidste år fik den gyldne statuette for sin rolle som den kalkulerende con artist Sydney Prosser i American Hustle (selvom filmen var noget rod). Oscar-statuetten har hun endnu ikke scoret på trods af fem nomineringer. Men den kommer. Bare rolig.

Men vi er egentlig ligeglade med den slags priser og glæder os blot til at se hende i Tim Burtons Big Eyes til januar næste år samt selvfølgelig igen som Lois Lane i Zack Snyders ’Batman banker Superman’-film i 2016. Men lige nu vil vi egentlig bare sige tillykke med fødselsdagen. Hurra.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE