WoodzSTHLM-Lighthouse

Svenske WoodzSTHLM har samlet seks sangere på sin elektroniske ep – det er ikke én for meget

Jeg er blevet fortalt (ok, jeg googlede), at WoodzSTHLM udtales Woodz Stockholm. Altså, bare lige for at tage dit første spørgsmål i opløbet.

Det kan godt være, at WoodzSTHLM synes, han har fundet det perfekte postmodernistiske kunstnernavn. Men det er altså lidt kompliceret at få henover tastaturet. Heldigt for ham, at han udgiver virkelig god musik. Det viser han specielt med sin nye ep Lighthouse. En kontrastfyldt udgivelse, hvor tempoet er skruet ned i takt med, at ambitionerne er rykket den anden vej. Det er jeg fan af.

Og så er jeg fan af det enkle lydbillede, den svenske producer skaber, på trods rigeligt med elementer. Modsætningsfyldt med den største naturlighed. Jeg mener, det er jo ikke selvskrevet, at lyse klaverpassager hænger fint sammen med tung synth.

Det er heller ikke givet på forhånd, at de seks gæstevokalister på ep’en går så fint i spænd med WoodzSTHLMs produktion. Igen dyrkes kontrasten. Mørk synth mod lyse stemmer. Her er Satchel Ceynowas præstation på ep’ens sidste nummer, Downing, en sublim måde at slutte udgivelsen på. Alt for kort og komplet uforløst.

Så hvis du ikke har fået nok efter Lighthouse, er det naturligt for mig også at anbefale hans ep Yearwalk. Men brug mest din tid på Cobain fra hans første ep Re-Thought/Re-Visited. Den viser nemlig også en lidt anden side af WoodzSTHLM. Du finder naturligvis det hele lige herunder.

– WoodzSTHLM: Lighthouse

– WoodzSTHLM: Yearwalk

– WoodzSTHLM: Cobain

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE