sommeren-92-02

Sommeren ’92 giver dig Ulrich Thomsen med fynsk dialekt og en hel del dansk stolthed

Ja ja, vi har selvfølgelig også set traileren til filmen om den gang, Danmark vandt EM. Hvis du var i tvivl, så var det i sommeren ’92. Så det er præcis, hvad filmen for nemheds skyld hedder.

Traileren starter hårdt ud med stort lys, stor musik og store armbevægelser. Følelserne skal tydeligvis bæres uden på fodboldtrøjen. Heldigvis svømmer den ikke alt for længe i selvfedme og introducerer i stedet holdet i bedste Ocean’s 11-stil med slow-motion indgang, navneskilte og bastung funk.

Derfra bliver det meget tydeligt, at filmen kommer til at være centreret om landstræner Richard Møller Nielsen. Han bliver spillet af Ulrich Thomsen, der egentlig ligner sig selv – bare med fynsk dialekt. Mere af den slags, tak. Og så er der selv sagt også en masse unge mænd med som landsholdet, blandt andre Mikkel Boe Følsgaard, Cyron Melville, Esben Smed Jensen, Gustav Dyekjær Giese og Allan Hyde. Gæt hvem, der spiller hvem – eller se traileren.

Resten af handlingen behøver du ikke se traileren for at regne ud (spoilers: Danmark vinder kampen). Jeg var bange for, at filmen ville blive en bøvet hyldest, men det lader faktisk til, at den behandler emnet ret sobert. Masser af konflikt, du ved. Det fungerer selvsagt godt på film.

Selvfølgelig skal der også være plads til de store armbevægelser. Især trailerens slutning skruer op for den danske stolthed og beskriver hvordan holdet ”blev en del af vores fælles historie”. Ja, der er altså lidt større følelser i spil her, end hvad instruktøren Kasper Barfoed tidligere behandlede med Min Søsters Børn i Ægypten.

Jeg er personligt ikke stor fodboldfan, men jeg kan godt lide gode film. Og Sommeren ’92 ligner altså en god film. Så du kan godt regne med at finde mig iført rød fodboldtrøje i biografen den 27. august, når filmen har premiere. Det kan være, vi ses.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE