Pharrell holder sig ung på G I R L, men en rynke eller to ville give den glatte gavflab mere karakter

Det er otte år siden, at Pharrell var aktuel med sit første soloudspil In My Mind. Nu er han klar med den længe ventede opfølger, som har fået titlen G I R L. Der er som forventet ikke en finger at sætte på Pharrells komplekse og musikalske mesterarkitektur, som blandt andet henter inspiration fra makkerskabet med Daft Punk, sommervarme, damer samt 70’ernes funk, fest og farver. Men den evigt unge Pharrell mangler altså noget sjæl.

Vi har udsat G I R L for vores 10 gennemlytninger og giver herunder vores umiddelbare vurdering for hver gang.

Lyt 1: Det er svært ikke at have urimeligt høje forventninger til andet soloudspil fra manden bag en række af de største hits de sidste 15 år. Og efter en enkel prøvekørsel af de 10 numre på G I R L må jeg desværre erklære mig en smule skuffet. Ja, lidt naivt havde jeg faktisk forventet en hiteksplosion af den der instant crush slags. Den udeblev.

Lyt 2: Pharrell forstår ellers virkelig at gøre sin entré med førsteskæringen Marilyn Monroe, der selvsikkert serveres på en piedestal af strygere, som er komponeret af selveste Hans Zimmer. Det er overlegent, dramatisk og sætter veloplagt scenen. Forventningerne får altså her et ekstra nøk opad, hvilket er unfair for resten af albummet. Jeg begynder dog i anden gennemlytning at glimte flere geniale nedslag, men albummet har svært ved at holde niveau efter et åbningsnummer af sådan en kaliber.

Lyt 3: Pharrell virker ikke som typen, der lader tilfældighederne råde. Derfor glæder det mig, at han rent faktisk bruger albumformatet. Introen er stadig det skarpeste nummer foruden Happy, der ligger strategisk placeret i lidt af et hul efter min mening. Hverken Gush eller det efterfølgende Come Get It Bae med Miley Cyrus hører til blandt de bedste øjeblikke på pladen. Outroen på sidstnævnte track sidder til gengæld lige i skabet og fader perfekt ud i en elegant guitaroplevelse.

Lyt 4: Pharrell kaster om sig med funkede basgange og beskidte guitarakkorder på nærmest hvert eneste nummer. På tredjeskæringen Hunter går han lidt ned i gear med et flabet guitarloop, der lyder som man har sluppet en slagbassist løs på en guitar, eller som noget James Brown kunne finde på. Pladen er generelt velsignet med et retroskær, der trækker tråde til 70’ernes soul og funkmusik. Det er lige præcis dén udødelige lyd, der gør Pharrells produktioner langtidsholdbare.

Lyt 5: ”Because I’m happiiii.” Den er efterhånden blevet gennemtæsket i æteren, men den virker stadig helt efter hensigten her på femte gennemlyt. Jeg kan slet ikke sidde stille på min citybike med dette mesterlige sammenstrik af korsang, klavesklap og et omkvæd, der gør det helt rigtige hver eneste gang. Jeg er dog ikke længere helt pjattet med første vers i åbneren Marilyn Monroe, men resten af sangen vækker dog stadig en danser i mig.

Værket er fyldt til bristepunktet med stjerner, dramatiske øjeblikke og nostalgisk Hollywood-glamour. Men det bliver altså en smule for glat i længden, og så savner jeg sgu lidt sjæl og vildskab fra drengen, der aldrig synes at blive voksen.

Lyt 6: En hyldest til kvindemennesket siger du? Njaaa. Der bliver godt nok sunget om piger. Jeg tvivler faktisk på, hvorvidt der bliver sunget om andet. Det er ikke dybt og heller ikke specielt flatterende, men han havde mig ved første udånding alligevel. Produktionerne er til gengæld ret dybe. Der er så vanvittigt mange detaljer i arrangementerne, og for en mand, der ikke har den største stemme, forstår han virkelig at udnytte den som et instrument.

Lyt 7: Flere steder lyder Pharrell altså lidt for meget som Justin Timberlake, der i øvrigt assisterer med falset på Brand New. Ja, falset på falset. Det bliver alligevel for meget af det gode, hvis spørger du mig. Men tracket reddes trods alt i land af et veloplagt guitarhook og et sæt glamourøse blæsere.

Lyt 8: Der står ganske vist 1973 på den glatte musikers kørekort, men hverken udseendemæssigt eller mentalt virker Pharrell til at være en dag over tyve. Han føler da tydeligvis heller ikke behov for at dele ud af store livsanskuelser eller bekymringer. Det kan være befriende nok, men det kan altså også blive en kende tandløst, når han bruger stort set alle pladens 60 minutter på at diktere sjov og ballade, because I’m happiii…

Lyt 9: Pharrell har altid været skolens seje dreng, og han gøres da også selskab af ikke så få a-liste-bekendtskaber på G I R L. Mest vellykket er hans samarbejde med Daft Punk på Gust of the Wind, hvor strygerarrangementerne spreder dramatiske sus, der er et soundtrack værdigt. Alicia Keys gør det også godt på Know You You Are – og hey, man må ikke glemme, at Kelly Osbourne har 10 virkelig lytteværdige sekunder på åbningsnummeret Marylin Monroe.

Lyt 10: Pharrells andet soloalbum minder mig på mange måder om en film af Baz Luhrmann. Der er vanvittigt meget dybde og detaljerigdom i kompositionerne. Produktionen er ultrastram og intet er efterladt til tilfældighederne. Værket er fyldt til bristepunktet med stjerner, dramatiske øjeblikke og nostalgisk Hollywood-glamour. Men det bliver altså en smule for glat i længden, og så savner jeg sgu lidt sjæl og vildskab fra drengen, der aldrig synes at blive voksen.

Mere fra 10 Lyt

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE