kaere_stanley_tucci_2

Kære Stanley Tucci

Manden med de markante briller og en mindre markant hårpragt har været en del af dine biografbesøg siden 1980’erne. Stanley Tucci har dog også været buksemodel for Levi’s og skrevet en kogebog. Nu har Isabella skrevet et åbent brev til ham fordi, hun gerne vil have ham til at oppe sig. Nej, ikke som model, men som skuespiller.

Kære Stanley,

Jeg ved, at du sikkert får mange breve. Også fra fans. Men selvom du er en travl mand, håber jeg, du læser videre. Det her er nemlig ikke sådan et mærkeligt stalker-brev. Bare rolig. Inden jeg dog fortsætter, vil jeg lige ønske dig tillykke med fødselsdagen. Jeg ved ikke, om du har krise over at fylde 55. Det synes jeg i hvert fald ikke er nødvendigt. Men vi har alligevel lige lidt, vi skal have snakket om.

Jeg ved ikke, om du kender det her ordsprog, men hvor jeg kommer fra, siger vi, at sandheden skal høres fra børn og fulde folk. jeg er p.t. ingen af delene og synes altså, at det er lidt svært at skulle sige andet end pæne ting til dig. Men jeg vil prøve alligevel – både for din og min skyld. Vil du ikke godt oppe dig?

Jeg ved, at du er bedre end dine roller de seneste par år. Jeg forestiller mig, at skuespillere kan nå et punkt, hvor de har Meryl Streep og Robert De Niro på speed-dial og derfor måske ånder lettet op. Jeg sætter pris på, at du ånder, men derfor er der jo ingen grund til at hvile på laurbærrerne, vel?

Du skal have gang i noget bedre end teenage-franchises og ”skæve” komedier om meningen med livet

Det gør du jo egentlig heller ikke, men altså, du bruger bare din energi forkert. Du skal have gang i noget bedre end teenage-franchises og ”skæve” komedier om meningen med livet. For jeg ved, du har det i dig.

Det beviste du blandt andet, da du gav mig lyst til at blive adoptivforælder efter at have set Easy A, da du var en velklædt homoseksuel i The Devil Wears Prada, og da du var intet mindre end fænomenal i The Lovely Bones.

Sagen er nemlig den, at jeg altid har hevet dig frem som undtagelsen, der bekræfter reglen. For Hollywood er muligvis overfladisk, men det er du ikke. Eller, det ved jeg jo egentlig ikke. Men du virker til at være en sympatisk type, der tænker sig om. Og så formår du at transformere dig fuldstændigt i dine roller, hvilket jo sådan set er meget praktisk, når nu du er skuespiller.

Og hvis du følger min opfordring, kan du måske også langt om længe få en Oscar med hjem. Vi ved begge to, at sådan en ville pynte på din kaminhylde derovre i London. Vi skal bare lige have Akademiet med. Og hvis du skulle have lyst til at lave mig en omgang af din feinschmecker pasta, mens vi diskuterer din karriere, er min kalender meget fleksibel.

Kærlig hilsen,
Isabella

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE