dom

Jude Law og nøgne kvinder er bare to gode grunde til, at du skal se den nye trailer til Dom Hemingway

Den regel om, at en trailer skal sælge filmen, kender folkene bag den nye trailer for filmen Dom Hemingway godt til. Derfor har de proppet så mange vilde ting som overhovedet muligt ind i den to minutter lange trailer. Jude Law iklædt lædervest og guldtænder leder således aggressivt an i titelrollen som den maniske Dom Hemingway.

Han er netop kommet ud i friheden efter tolv års fængsel, hvor planen nu er, at han skal få styr på sit liv og rettet op på forholdet til sin datter. Det ser man dog ikke meget til i traileren. Det skyldes med sikkerhed, at fyrværkeri og nøgne kvinder sælger bedre. Så ja, derfor serveres der nøgne kvinder og fyrværkeri.

Det er dog en rasende Jude Law med bakkenbarter, der ejer traileren og efter alt at dømme også filmen. Han ser i hvert fald ud til at have det sjovt med at smide sit ellers renskurede ry som elegant, britisk førsteelsker på bålet. For der er ikke meget pæn mand at spore hos den kokainsniffende Dom Hemingway, der deler skaller ud og slår mænd i gulvet med en mukkert.

Det er desuden hende der dragepigen fra Game of Thrones, der spiller datteren. Ja, nu burde du altså have fået lyst til at se filmen, men du kan jo starte med traileren, som du finder herunder. Den byder desuden også på Jude Law med intet andet på end en sølvkæde om halsen, og ja, så knalder han også et pengeskab. Har du ikke trykket play endnu?

Dom Hemingway har endnu ingen dansk biografdistribution, fordi Danmark.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE