of-empress-standard

Empress Of behøvede slet ikke at lave et Katy Perry-covernummer for at få vores opmærksomhed

Empress Of bruger vildt mange lyde i det, der udgør singlen Standard. Og det hænger ualmindeligt godt sammen. Måske fordi, hun har valgt at være sin egen producer.

Lorely Rodriguez aka Empress Of er lige så sej og selvgjort, som navnet antyder. Både det, der står på dåbsattesten og kunstnernavnet. Sangskriver, producer og kun midt i tyverne. Nå ja, og så chillede hun med for en uges tid siden på Instagram. Og nej, hun havde faktisk slet ikke behøvet at lave det klassiske elektroniske-cover-af-en-populær-halvdårlig-pop-sang, som hun gjorde med Katy Perrys Hot N Cold. Hun klarer sig nemlig fint uden andres numre.

Du kan jo eksempelvis bare lytte til hendes nye single, Standard. Her er bassen tung og vokalen sikker. Selv når det i optakten til omkvædet lyder på grænsen til falsk, er det helt bevidst. Her forløser Rodriguez den tunge bas med sine lyse toner. Jeg ville ønske, at min subwoofer var lidt mere potent, så jeg kunne holde min egen eftermiddagsfest.

Jeg tænker Spice Girls, og den der såkaldte girl power, når jeg skruer helt op. Så skru også lige selv op. Og sådan er det faktisk hele vejen på debutalbummet Me. Numrene er fyldt med fine detaljer, korstemmer og fraseringer, der hopper ubesværet fra det ene toneleje til det andet. Du bør især lytte til Everything is You og Need Myself. Men lyt lige til Standard først.

Du kan få alle numrene på en lp, som lander den 11. september. Du kan dog indtil da roligt skrue op for dit anlæg, for du kan streame hele albummet lige her under. Det indeholder også nummeret Kitty Kat, hvor Empress Of synger ”don’t kitty, kitty cat me, like I’m just your pussy”. Nej, der er ingen, som skal bestemme over den her sangerinde.


Of Empress – Me

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE