first hate ep

Elektropopduoen First Hate er alt, hvad du troede, du hadede – indtil nu

Det første, du skal gøre, er at scrolle ned og trykke play. Har du gjort det? Godt. Det, du lytter til er københavnske First Hates nye og fire numre lange debut-ep. Duoen består af Joakim Nørgaard og Anton Gansted, og de spiller – modsat, hvad bandnavnet kunne antyde – ikke punk eller anden støjende musik. Men det kan du selvfølgelig godt høre.

Derimod er her tale om eurodance-inspireret pop. Den slags, du godt vil lytte til. Der er skruet helt op for synthen, de rytmiske trommebeats og så tilsat en omgang velplacerede claves (ja, de der to træpinde, du altid spillede på i folkeskolen, fordi du hverken kunne spille guitar eller synge).

Musikken er ung, naiv, mørk og tilsat en smule melankoli, men det er også overraskende fængende. I mine ører er der referencer til alt fra 80’ernes Duran Duran og David Bowie, til 90’ernes Real McCoy og Ace Of Base. Nej, det lyder måske ikke som en tillokkende blanding. Men det er det. Det kan du jo selv høre.

Nå, men der kan jo hurtigt gå genrekategorisering i den, tænker du sikkert. Det har du helt ret i – og det kan nogle gange gøre mere skade end gavn. Så glem, hvad jeg lige sagde. For hvad med, at du bare lytter videre og selv opdager, at den her ep gør gode ting ved dine ører. Selv tak.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE