Drizzy

Drake er ren Phil Collins anno ’79 på sin nye synthpop-single, Hold On, We’re Going Home

Jay Z og Kanye West er rapguder, men Drake er “tha man”. Mere om det senere. Alle tre har udgivet eller – i Drakes tilfælde – vil udgive plader i år, hvilket burde få enhver rapfans hoved til at selvdestruere i ren og skær begejstring. Der er Kanye – rebellen – der har stået bag nogle af genrens mest ørehængende, radiovenlige hits i dette årti. Men hans nye album, Yeezus, er hans mørkeste, mest larmende og mindst hitorienterede til dato. Og så er der Jay Z, der trods sin store popularitet og statsmandsstatus aldrig har haft for vane at levere bredtfavnende hitmateriale i overvældende mængder, mens hans nyeste plade Magna Carta … Holy Grail var hans mest undervældende til dato.

Det overlader scenen til Aubrey Drake Graham, der har skabt sin hel egen niché som rapper og sanger, der både kan krænge sit hjerte ud med fortællinger om fortabte romancer, og samtidig vise branchen, hvordan et rapvers skal skæres anno 2013. Og det er det unikke ved Drake; han er den mest radiovenlige, og i musikbranchens mest konkurrence-mindede genre er Drake favoritten til at levere årets album. Vi har givet hans nye 80’er-pop-inspirerede single, Hold On, We’re Going Home, ti gennemlytninger. Her er vores umiddelbare reaktion og vurdering for hver gang.

Lyt 1: Ja, Jay Z og Kanye West er rapguder, men Drake er “tha man”. Kanye West og Jay Zs tekster vil for evigt imponerere selv de mest hårdnakkede kritikere. Men uanset hvor velkonstrueret og velformuleret en Jay Z-linje som “I jack, I rob, I sin, ah, man, I’m Jackie Robinson,’cept when I run base, I dodge the pen” er, vil det for altid være svært for – lad os sige – en hvid dreng fra København at ræsonnere med en linje som den. Her har Drake begge ben plantet på relaterbar jord. “Started from the bottom now we here” kan tilpasses ethvert middeklasses-individ såsom undertegnet, der eksempelvis har overlevet overgangsperioden fra en ulønnet praktikantplads til en stilling, hvor deres arbejde bliver respekteret, lønnet og læst. Kort sagt; alle, der har – eller tror, de har – overkommet noget i dette liv, kan tro på, at dette vanilje-aromatiserede omkvæd handler om dem. Med andre ord; “det her er så meget mig” ser umiddelbart ud til at hænge “det her er så storslået” til tørre. Vi ser op til guderne, men relaterer til menneskene. Analogi afsluttet.

Lyt 2: Når det så er sagt, er det her et klasseeksempel på, hvorfor Drake er den rapper, der har haft flest nummer ét-hits på Billboard-rapcharten nogensinde (nej, undertegnede troede heller ikke på det, da denne blev introduceret for netop nævnte faktum – men det passer). Hold On, We’re Going Home demonstrerer, at der er få musikalske afkroge, han ikke mestrer. 80′er-inspireret synthpop er i hvert fald ikke en af dem.

Lyt 3: I kan finde mig og min mor danse rundt i vores strømper til tonerne af Hold On, We’re Going Home til den næste familiefest. Den her single fingerknepper alle de andre numre, jeg har hørt i år (undskyld formuleringen, mor).

Lyt 4: Hiphop-purister vil med sikkerhed skyde Drake i skoene, at han er for poppet og kommerciel. Samme publikum vil bandlyse ham efter dette nummer. Så Hold On, We’re Going Home er endnu en finger i siden på nej-sigerne med genrens førsteelsker som afsender, der trods et stadigt voksende bagkatalog af gåsehudsfremkaldende popballader stadig er industri-favoritten foran sin labelboss, Lil Wayne (Tunechi, Weezy), samt nyfundne genrefavoritter som Rick Ross, Kendrick Lamar og 2 Chainz. Og når ja, fik vi nævnt, at Drake stadig kan gå linje for linje med nyere tids rapkoryfæer som netop Lil Wayne, Jay Z og Kendrick Lamar? Hvis Drake ikke bærer titlen som industriens mest frygtindgydende tredobbelte trussel, er han den, der er tættest på.

Lyt 5: De der trommer, mand. Det her er ren Phil Collins anno ’79. Sensitivt, stærkt og iørefaldende på den der ekstremt sexede facon, der giver dig lyst til at danse rundt i dine strømper med stearinlysene tændt. Alene. I din egen lejlighed. En af Aubrey Grahams største styrker fra dag ét har været hans evne til at få ellers banale kærlighedsemner til at lyde originale og friske. Tag eksempelvis Fall For You TypeShot for Me eller det her, Hold On, We’re Going Home, der alle roterer omkring de samme, über-relaterbare kærlighedseskapader. Men til perfektion får Drake disse emner til at lyde klicheløse og autentiske. “Tell me why I always fall for your type … I just can’t explain this shit at all … I believe in people like you …” Originale banaliteter. Drake er muligvis musikbranchens mest unikke totalt almindelige person.

Lyt 6: Som titlen på hans kommende album Nothing Was The Same peger på, er det her en ny stil, som virker let og ubesværet for den selvproklamerede “light skinned Keith Sweat”, der demonstrerer, at han uden at ryste på hænderne, kan smide B-bomben på Lil Waynes nye single (“Long as my bitches love me …”) og samtidig være sårbar pop-crooner på et nummer som dette. Drake er branchens mest alsidige og relaterbare musiker, og det kan vi lige så godt vende os til.

Lyt 7: Det her nummer er et monster. Men ikke et sådan et voluminøst, eksplosivt, banebrydende monster. Mere et sensitivt, skrøbeligt monster. Det her er som at blive kørt på bagsædet af en limousine iført minkunderbukser. Jeg er ret sikker på, Jesus gerne vil have dig til at høre det her.

Lyt 8: “I want your hot love and emotion, endlessly,” synger Drake over to omgange på det her nummer. Men modsat eksempelvis Miguel, der efterhånden har taget patent på den loyale legion af opstemte kvinder i r&b-rus, er det her ikke decideret sexet. Og modsat Frank Ocean, hvis lyd er blevet soundtracket til de kærlighedshungrende massers romantiske fantasier, er det her heller ikke melankolsk. Hold On, We’re Going Home er musikalsk umami. Sød, dybfølt skrøbelighed med en saltet eftersmag af optimisme i uptempo. “Når du er glad, nyder du bare musikken, men når du er bedrøvet, forstår du teksterne,” sagde en klog mand engang. Det kan du jo tænke over, mens du danser dit hjerte ud til en linje som “… cause you’re a good girl and you know it – you act so different around me – cause you’re a good girl and you know it, I know exactly who you could be …”

Lyt 9: Drake vil unødigt blive sammenlignet med Hova (ja, vi er på kælenavne) og North Wests far, når pladen udkommer til september. Men sammenligningen vil efter alt at dømme blive skævvrædet. Jay Z vil gerne markere sig som en spilændrer, der udgiver sine plader gennem nye, banebrydende distributionsformer med #NewRules-sloganet som fortegn, mens Kanye West gerne vil etablere sig som branchens enfant terrible, som simultant provokerer og fascinerer. Drake har ikke planer om nogen af de ting. Jeg mener, hvem kan konkurrere kommercielt med noget så ørehængende som “Yolo”, der var Drakes opfindelse. Ikke siden Quintus Horatius Flaccus’ “carpe diem” er et motto blevet så bredt modtaget. Selv rapguderne Jigga og Yeezus må indrømme, at overlæggeren er sat ret højt.

Lyt 10: … Og dét er netop pointen. Drake er ikke konkurrent til førnævnte rapmoguler. For han kan ikke konkurrere med dem, og de kan ikke konkurrere med ham. Drake er sin egen, relaterbare, genrekrysende, sårbare og totalt almindelige popstjerne. Det er det, Hold On, We’re Going Home eksemplificerer til perfektion. Det er hverken storladent, provokerende eller epokegørende. Det er bare virkelig, virkelig godt. Og guderne skal vide, verden har brug for mere god musik.

Mere fra 10 Lyt

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE