Anderson-Paak-Eleanor-Stills

Dr. Dre sagde ”let’s do it” til Anderson .Paak – og det var han heldigvis enig med Dr. Dre i

  • Ord: Jones Erboe | Foto: Eleanor Stills
  • Skrevet: 19. november 2015
Siden Anderson .Paak mødte Dr. Dre, har hans karriere taget fart. Forståeligt nok. Senest med Am I Wrong og her med den forrygende The Season/Carry Me.

Lad mig præsentere en scene for dig: Anderson .Paak står i et studie i L.A. Det er Dj Dahi, der har inviteret ham. Sammen lytter de til .Paak’ nummer Suede fra sideprojektet NxWorries. Ind kommer Dr. Dre. Han vifter en af producerne væk, sætter sig i den store kontorstol, trykker play og spiller Suede igen. Han vender sig herefter om, kigger på Anderson .Paak og siger: ”Let’s do it”. Det er et halvt år siden nu.

Jeg var ikke til stede, men Anderson .Paak har forklaret forløbet til LaWeekly. Han er født Brandon Anderson Paak i 1986, og inden han blev en del af Dre’ crew, jagtede han som mange andre drømmen. Fattig og på røven. Han nåede at arbejde på en marihuana-fabrik og som hushjælp, inden han i 2012 debuterede under aliasset Breezy Lovejoy.

Dr. Dre’ ”let’s do it” resulterede i seks (!) featurings på legendens comebackalbum Compton. Siden har Anderson .Paak gjort det eneste rigtige: Holdt momentum og udgivet sit eget shit. Senest med den Schoolboy-Q assisterede Am I Wrong og her den todelte The Season/Carry Me, hvor Anderson .Paak er i sit rette (og bedste) element med halv rap, halv sang over en tilbagelænet og soul-fyldt produktion. Især den første 9th Wonder-producerede del er vanedannende.

Her rapper han med en erfaren overlegenhed og synger med en medrivende vokal, mens han smider om sig med shoutouts til Kendrick Lamar, der da også virker som en tydelig inspirationskilde. Men lad os slutte, hvor vi startede: I studiet med Dr. Dre. For efter nogle tørre år, står .Paak pludselig og freestyler over beatet til All In a Days Work, der skulle blive et nummer på Compton. Siden har han ikke set sig tilbage. Og The Season/Carry Me er en forrygende forsmag på et kommende album.

The Season/Carry Me – Anderson .Paak prod. 9th Wonder & Callum Connor:

Am I Wrong – Anderson .Paak feat. ScHoolboy Q:

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE