DEL-REY-APROPOS

Det nye Lana del Rey-udspil lyder mindre som Lana del Rey og mere som noget, No Doubt kunne ha’ lavet

  • Ord: Sebastian Kier | Foto: Bella Howard
  • Skrevet: 18. februar 2014

Siden Elizabeth Grant alias Lana del Rey uploadede Video Games til YouTube for godt to år siden, og verden stiftede bekendtskab med hendes croon og de grynede Hollywood-hjemmevideoer, har hun været omgærdet af mystik. Nummeret blev hurtigt et kæmpe undergrundshit, der blev hyldet for sin autencitet, men hurtigt gik snakken: Hvem er Lana del Rey … i virkeligheden? En autentisk, smådeprimeret diva? Eller et produkt at pladeselskabsgiganten Interscope Records‘ PR-afdeling? Ingen vidste det helt. Det gør vi stadig ikke, men mon ikke Del Reys karriere har været mere kalkuleret, end hvad hun giver udtryk for?

Kalkuleret har syndfloden af “lækkede” numre formentlig også været. Dem er vi stødt på ret ofte, hvilket har holdt gang i snakken om mystiske Lana del Rey. Det ligner godt gedigent PR-arbejde. Nå, men det bringer os til det, som dette skriv egentlig omhandler: Endnu et nummer er nemlig blevet lækket, men denne gang er det ekstra interessant, for Behind Closed Doors, som nummeret hedder, lyder ikke som noget, du nogensinde har hørt fra Lana del Rey. Nuvel, stemmen er stadig melodramatisk, men tempoet og instrumenteringen lyder mere som noget No Doubt, kunne have lavet. Det er ikke nødvendigvis negativt, men jeg må indrømme, at jeg efter fem gennemlytninger stadig ikke er overbevist. Hun virker bare bedre, når stemningen er dyster.

Uanset hvad er Behind Closed Doors et lyt værd og hvis det ikke bare er endnu en tilfældig B-side, men en afspejling af Lana del Reys kommende album Ultraviolence, kan vi forvente et langt mere optimistisk album med et noget højere tempo. Vi bliver klogere, når Ultraviolence udkommer til maj.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE