lana del rey shades of cool

Lana Del Reys nye single vil med garanti give dig gåsehud i sommersolen

At lytte til Lana Del Rey er som at lukke øjnene og lade en gammel film afspille for sit indre blik. Det er lyden af en tragisk romance, rygende pistoler, støvede highways og – selvfølgelig – en forførende femme fatale. Ja, Lana Del Rey selv. Der er også masser af gamle amerikanerbiler, drugs og røgfyldte jazzklubber. Med andre ord udelukkende gode ting.

Den beskrivelse gør sig også gældende for hendes nye nummer Shades of Cool, der er anden singleforløber til det kommende album Ultraviolence, der lander perfekt ned i din sommer den 13. juni. De næste par ugers ventetid kan du så passende bruge på at høre Shades of Coolrepeat. Det tåler det nemlig.

Nummeret åbner med en twangy guitar og ildevarslende moltoner sovset ind i rumklang. Meget lig en hvilken som helst glimrende James Bond-ballade. Og hvis du spørger mig, må Lana Del Rey til hver en tid lægge stemme til en James Bond-sang. Med vanligt dyb diktion proklamerer hun: “My baby lives in shades of blue, blue eyes and jazz and attitude. He lives in California too. He drives a Chevy Malibu.” Herfra løfter Shades of Cool sig langsomt og elegant til et af de der smukke omkvæd, der med garanti vil give dig gåsehud selv i den bagende sommersol.

Førstesinglen West Coast, hvor The Black KeysDan Auerbachs producerhånd var mere tydelig, er bestemt også et lyt værd, hvorfor du selvfølgelig skal glæde dig til 13. juni. Der er dog ingen musikvideo skråstreg kortfilm til at ledsage Shades of Cool endnu. Men det gør egentlig ikke noget. Bare luk øjnene og lyt. Filmen afspiller allerede for dit indre blik.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE