Vibskov-CPH-SS15-(c)-Alastair-Philip-Wiper-9
Vibskov-CPH-SS15-(c)-Alastair-Philip-Wiper-11
Vibskov-CPH-SS15-(c)-Alastair-Philip-Wiper-14
Vibskov-CPH-SS15-(c)-Alastair-Philip-Wiper-20
Vibskov-CPH-SS15-(c)-Alastair-Philip-Wiper-23
Vibskov-CPH-SS15-(c)-Alastair-Philip-Wiper-25

Den aften, jeg fik poppet mit modeuge-cherry

Modeuge er lig med smækre stænger i tårnhøje stiletter, streetstyle over alt i ens Facebook-newsfeed, seje fester man ikke kan komme ind til, og mindre seje fester, man godt kan komme ind til.

En af de kollektioner, der blev præsenteret for summer skråstreg spring 2015 var Henrik Vibskovs. Apropos Magazines Sara Elisabeth Nedergaard tog således torsdag den 8. august, modeugens sidste dag, til modeshow på Papirøen. Her er, hvad hun fik ud af det.

box3Det første, der slår mig, da jeg parkerer min håbløst umoderne damecykel fra Cykelbanditten på Papirøen er, at ingen af personerne omkring mig ser ud til at svede. Det er en rigtig lummer augustaften, og med en cykeltur på omkring 30 minutter er mit hår lige så frizzy, som da Monica var på Barbados, og min overlæbe glinser mere end de omkringgående pigers lipgloss. Hvordan kan deres hår være så glat og shiny, hvorfor går de ikke og tyller vand og vifter sig med respektive vifte-substitutter?

Jeg stiller mig op ad den store, hvide parkeringsbygning, hvor Henrik Vibskovs SS15-show skal foregå. Mens jeg får mig to cigaretter og en flaske vand, lurer jeg på personerne der går forbi: En pige med ildrød page og chunky, sorte støvler nyser højlydt, da hun passerer en lille flok asiater med imponerende makeup og store hatte. Vibskov selv står og konverserer iført hue og laboratoriekittel med ”TEAM VIBS” printet på ryggen. Esben Weile Kjær futter rundt i malede jeans og bøllehat, og en pige i gul sweater, hvide Adidas og fletninger ligner, at hun ikke er en dag over 14.

Det er første gang, jeg er til et invite only-arrangement i forbindelse med modeugen, og indtil videre er jeg ikke synderligt imponeret. Jeg havde forestillet mig et svalt lokale med toiletter med guldfosetter, og smukke mænd, der serverer mig iskold champagne, når jeg knipser med lange- og tommelfinger. I stedet står jeg og sveder udenfor det her parkeringshus. Der er ingen pagne at spotte, og toiletterne er røde, af plastik og sikkert sidst benyttet til Grøn Koncert.

I køen står jeg ved siden af en udenlandsk fotograf, der iført (endnu en) skarp page og lyserøde sokker, står og konverserer med et ældre par. Han elskede Asger Juel Larsens ”painted jeans”. Jeg ville ønske, at jeg havde haft en veninde, der også har set Mean Girls til døde ved min side, da ordet ”fetch” udsprang fra hans læber. LOL.

Da jeg går ind, ser jeg en ældre kvinde, der står og spiser en shawarma med endnu mere frizzy hår end mig og iført hvide hørbukser. Hallelujah, jeg er ikke længere den mest underdressed i forsamlingen.

Da jeg går ind, ser jeg en ældre kvinde, der står og spiser en shawarma med endnu mere frizzy hår end mig og iført hvide hørbukser. Hallelujah, jeg er ikke længere den mest underdressed i forsamlingen.

Det er et heftigt skift at bevæge sig fra skarp sol og kanalernes hygge, og ind i en mørk parkeringsbygning. I midten af det hele er der et rektangulært bassin med vand, og rundt om ligger der strategisk placerede mursten. Ingen overraskelse, da kollektionen bærer titlen The Sticky Brick Fingers. Rundt om bassinet er catwalken placeret, og lange træbænke omkranser scenariet. En ansat lader mig vide, at den gule billet jeg har, kun er til ståplads. Jeg kigger langt efter siddeplads og de kolde dåseguldøl, der står på pladserne, og stiller mig ved siden af fotograferne sammen med en flok unge piger. Suk.

Dørene skulle åbne 20:30, og showet gå på klokken 21:00. Med ømme fødder og en tør gane bliver jeg mere og mere utilfreds. Det hjælper heller ikke, at hallen nu er fuldstændig pakket med mennesker, eller at pigen foran mig har valgt at slynge en rygsæk i lak og læder over skuldrene, der nu presser sig mod min blære.

Et dystert, lettere futuristisk lydtapet drøner ud af højtalerne, og jeg får det lettere klaustrofobisk. En pige ved siden af mig sniger et par Heineken op fra sin designertaske og rækker en til veninden. Jeg overvejer et kort øjeblik, om jeg skal spørge, om jeg må nasse en, men tænker, det sikkert er upassende til denne slags arrangementer. What do I know.

En pige ved siden af mig sniger et par Heineken op fra sin designertaske og rækker en til veninden. Jeg overvejer et kort øjeblik, om jeg skal spørge, om jeg må nasse en, men tænker, det sikkert er upassende til denne slags arrangementer. What do I know.

Klokken 21:20 går showet i gang, og al snak forstummer, da en flok dansere stiller sig ind i vandbassinet i midten. Som en slags futuristiske vandpolospillere, er de iført sorte badedragter, knæbeskyttere og vandpolohjelme, og har derudover den samme kittel på som Vibskov. En koreografi af Alexander Ekman er bevægende og brutal på samme tid, og får mig til at glemme alt om manglende dåseøl og irriterende rygsækpige.

Modellerne går rundt om bassinet, og jeg har svært ved, hvor jeg skal kigge hen. Tøjet vil jeg ikke gøre mig klog på i et større omfang. Der er sort og hvidt, der er noget okkergulbrunt-ish, nogle pasteller og nogle mønstre. Og så det der stof, våddragter er lavet af, som ser ret sejt ud, men må være noget så ubehageligt at gå rundt i. Pigerne har en virkelig flot koral-agtig læbestift på, og de fleste af fyrene har enten septum eller øreringe. Alle modeller er iført nogle høje hatte, der dækker øjnene, og leder mine tanker hen på feltmarskallen fra Stratego.

I midten af showet intensiveres musik og dans simultant, og får mig til at tænke på en samurai-duel i en Akira Kurosawa-film. Meget intenst, meget spændende, og publikum kvitterer med hujen og klap. Danserne smider kitlerne og slår dem ned i det ankelhøje vand. Godt, man ikke er fancy nok til at sidde på første række.

Efter 15 minutters show kommer Vibskov ud og går en runde, mens han vinker kejtet. Slutsangen er Duologic – Green Mango feat. 2v-Thai (Itus Remix). Ja, jeg shazammede, for det var fucking fedt.

Bassinets vand bliver reflekteret op i loftet, mens folk strømmer ud.

På kajen lige udenfor sidder der en pantsamler og tager imod gyldne dåser med bøjet hoved, og en fyr råber: ”Jeg tror, der er fri bar ovre hos Asger Juel!”. Der hersker organiseret kaos. Modemanden Chris Pedersen står i mili-cap og snakker med en ven, mens Aveny-T’s Jon Stephensen står og ser forvirret ud.

En asiatisk kvinde dj’er ovenpå en Red Bull-bil, og midt i det hele står en stor flok mega glade mexicanere og råber. Jeg tror ikke, de ved, hvor de er, men fuck det, de er lykkelige.

Bilkøen væk fra Papirøen er helt hjernedød. Hurra for at have en usej cykel, som jeg ved ankomst placerede et godt stykke væk. Oppe på den grimme jernhest suser jeg tilbage til, hvor jeg kom fra. Med femten minutters intenst Vibskov-show med mig i lommen, og en tørst efter den der guldøl.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE