Superman

Alt, du egentlig behøver at vide om Zack Snyders Man of Steel

Glæder du dig til den nye film om Superman? Sikkert ikke, men det bør du. Apropos’ Bjarke har set Man of Steel og giver dig her sine tanker om blandt andet General Zod, Jesus-referencer og fraværet af den ikoniske spytkrølle.
  • Selvfølgelig er Michael Shannon cool som skurken general Zod. Med rollen som ond überskurk i denne sommerblockbuster er det vist endegyldigt slut med at have Michael Shannon for sig selv. For selvom han både sporter en lidet flatterende grydefrisure og går under navnet Zod, er han et frygtindgydende bekendtskab. Så hvis du endnu ikke er bekendt med Michael Shannon, bør du straks blive det – og det kunne jo passende være i rollen som Zod. Jeg kunne i hvert fald se på ham give Superman røvfuld dagen lang.
  • En flyvende øgle med fire vinger og Russell Crowe på ryggen. Ja, den er god nok. Hvis man dog bare havde brugt den scene fra filmen på plakaten, havde filmen jo solgt sig selv. Udover de flyvende øgler huser Supermans hjemplanet Krypton også andre gode sager – blandt andet dildolignende fængselsceller med raketter i bunden samt Russell Crowe og Michael Shannon, der forsøger at få det til at se både cool og let ud at gå rundt i overdimensionerede rustninger. De gør det nu godt, men det er nok meget godt, at Superman holder sig til den stramtsiddende spandexdragt.
  • Så Superman er altså lidt ligesom Jesus, siger du? Ja, hvis du endnu ikke har spottet lighedspunkterne mellem Superman og Jesus, bør du nok bede om dine skolepenge tilbage. Man of Steel sparrer dog på Jesus-referencerne (sådan cirka). For når nu resten af historiens tematiske pointer er overfortalte, er der jo ingen grund til også at skære Jesus-tematikken ud i pap. Men helt fri for Jesus-sammenstillinger er filmen ikke. Således får man blandt andet Superman, der med armene ud til siden svæver som en blå frelser oppe i atmosfæren. Men på den anden side, hvem vil ikke spilde lidt af sin tid på en film om en Jesus-karakter, der skyder med laser ud af øjnene og er iført en stramtsiddende heldragt. Det vil jeg i hvert fald gerne.
  • Zack Snyder er vild med at smadre ting. Hvis du var nervøs for om Man of Steel nu også ville levere død og ødelæggelse, kan du ånde lettet op. For i mere end en time står den på uafbrudt destruktion, mens Superman og Zod på skift kaster hinanden igennem højhuse og herved sender i tusindvis af civile i graven. Men pyt nu med det, for store eksplosioner og masseødelæggelse ser altså bare godt ud i bredformat – knægtene med popcorn og cola i snotten skulle jo nødigt komme til at kede sig. Og hvis man skulle komme i tvivl om, at det, man ser på er episk, minder Hans Zimmers bombastiske score også lige publikum om det.
  • Nu uden de røde underbukser og spytkrøllen. Ja, Superman har fået sig en opdatering – get over it, fanboys. Men nu er det også Christopher Nolan og David S. Goyer, der har skrevet filmen og delvist produceret den. Du ved, duoen bag den nye Batman-trilogi. Så selvfølgelig har universet fået en mere dyster kant. Heldigvis løber filmen dog ikke fra, at Superman er et rumvæsen fra en fremmed planet, der i denne indpakning ligner en mere mørk udgave af planeten Pandora fra Avatar (du ved, flyvende øgler med fire vinger). Heldigvis er Man of Steel ikke samme søvndyssende oplevelse som Camerons snooze-fest.

Mere fra Kultur

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE