perfektedate

Den perfekte date

  • Nadia Nikolajeva
  • Skrevet: 12. juni 2012
Apropos’ klogeste kvinde, Nadia, vil fremover give insider-tips til hvad kvinder i virkeligheden tænker om kærlighed, sex og forhold. Denne gang sætter hun ”den perfekte date” under lup. Så har du bestilt et bord på fornem restaurant og booket biografbillet, har Nadia et råd til dig: La’ vær.


Optakt
Har du udset dig en spændstig gazelle, du vil score hurtigst muligt, før de andre hanløver får øje på byttet? Så er der godt nyt. De fleste kvinder nyder en god jagt.
Så tag en dyb indånding, og inviter hende ud. Er du sej, gør du det ansigt til ansigt. Er du genert, skriv en kæk men klar besked på Facebook. Ring. Sms. Det værste, der kan ske, er, at du giver pigen et kompliment ved at invitere hende ud, og hun så venligt laver en undvigelsesmanøvre, hvis hun synes, du er skummel. Hvorfor ikke give det et forsøg?

Stedet
Brug situationen til at give din date mulighed for at lære dig at kende. Det virker unaturligt og overfladisk at invitere hende på en fornem restaurant, hvor du aldrig selv ville tage hen.
Så hellere den bar, du kender, hvor de laver den vildeste vulkan-drink, sushibiksen, som serverer uforglemmelige spicy tuna rolls eller din hemmelige italiener, hvor der kan sendes lange blikke over et Lady og Vagabonden-moment.
Gem dog din yndlings-bodega med det store udvalg af special-øl til date nummer to. Der skal vel være noget at se frem til.

Action
Biograf-dates er en vanvittigt overvurderet aktivitet. Du sidder der i mørket, kan ikke vurdere om der skal kysses eller ej, og bagefter går I ud af en ucharmerende bagdør og står pludselig i den matte virkelighed. Ikke godt, hvis der skal skabes en hot-hot-hot stemning hele aftenen, vel?
Forlystelsesparker er en 50/50 mulighed for en enten rædsom eller komplet genial date, alt efter om kemien er der, og om du har det godt med at se din date kaste candyfloss op efter en tur i Dragen. Ærlig talt behøver der ikke være vild action på en god date, hvis bare selskabet er godt.

Samtale
Det vigtigste først: Vi vil ikke høre ét ord om din eks. Det er overraskende, hvor udbredt det er, at fyre smider en bitter kommentar om eksen ind i samtalen, og det er altid en solid partykiller. Ikke nok med, at opmærksomheden bliver taget fra din date, så viser du dig fra en ucharmerende side som en forurettet, sur og såret lille dreng. Til pigerne, der læser med: I er mindst ligeså slemme til det. Det duer ikke. Stop.
Brug tiden på at lære din date at kende, uden at det dog skal blive til en jobsamtale, hvor du stiller spørgsmål efter spørgsmål. Vi kan ikke stå for fyre, som viser oprigtig interesse og selv åbner op.

Regning
Mange moderne madammer bilder sig ind, at det går ud over ligestillingen, når manden betaler regningen. Men ærlig talt; Hvis ligestilling handler om en regning, så er vi allerede bombet tilbage i tiden.
Det tjekkede måde at håndtere situationen på er ved at betale regningen på en diskret og henkastet facon. Eksempelvis når hun smutter på toilettet, så det bliver en behagelig overraskelse for din date, når hun vender tilbage – og ikke et blære-show, hvor farmand rigtigt skal have sit visadankort frem.
Sagen er den, at kan du ikke få din date til at føle sig som en prinsesse nu, skulle du ikke have inviteret hende ud. Har du ingen penge, skal du ganske enkelt få dig et arbejde – eller arrangere en picnic med hjemmelavet mad. Den går dog kun hvis du er musiker/kunstner og har en boheme-vibe kørende. Det falder vi til gengæld altid for.
Klarer du denne etape på elegant facon, kan du være sikker på, at din date tilbyder at give næste gang. Forudsat du har god smag i kvinder.

Godnat
Undgå for alt i verden en alt for den venskabelige vibe. Flirt, for pokker. Flirt! Lad hende vide, at du synes hun er vidunderlig og sjov at være ude med.
På en hot date skal snakken på et tidspunkt dø, og du skal vurdere, hvad næste træk skal være. Hvis din date siger, at hun er virkelig træt og skal tidligt op i morgen, så sig tak for en god aften og smut.
Hvis hun derimod opsummerer de gode ting fra daten, smiler lumsk og ikke har travlt med at komme hjem – tillykke, du har officielt charmeret sokkerne af hende.
Har du i flere dage øvet dig på en scene, hvor du siger noget i retning af “Om et øjeblik har jeg tænkt mig at kysse dig”, før du hiver hende tæt ind til dig og… Så, bare lad være okay? Forcerede filmkys i stil med Borte med Blæsten får os til at krumme tæer. Hvis det ligger i luften, at der skal kysses godnat, så lad det ske naturligt.

God jagt.

Mere fra Hva' kvinder vil ha'

soigneret

Vær velsoigneret

Modsat kvinderne bliver vi mænd ikke skolet i soignering, skønhedsprodukter og generel hygiejne fra vores spæde ungdom. Resultatet? En generation af soignerings-imbecile…
LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE