Ved et af de første lyt: Mmmmm, tænker jeg. Flødestemmen i mine ører er på max volumen og jeg får sommerfugle i maven, og har lyst til at være 15 og forelsket igen. CLASSIC John Mayer-sang! Jeg tænker også, jeg har nærmest har hørt den før.

Ved et af de næste gennemlytninger: Sangen har potentiale til en god roadtrip – eller en tur i sommerhuset. Den minder om koldskål en sen eftermiddag med duften af hav i nærheden og en flirt i hånden.

Men nu er jeg altså klar til at gå i seng. Jeg mangler den store guitar-solo a la de gode gamle ”neon-John-Mayer-dage”. Point-of-no return forekommer ikke rigtig. Vokalen er en smule monoton – og det er hans guitar i øvrigt også.

Men hvad med teksten? “You’re like 22 girls in one” og “Was it just too far too fall for a little paper doll” – Hentyder han til alle de 22 papirdukker, han har hygget sig med gennem tiderne? Eller bruger han udtrykket “Paper Doll” som et synonym for kvinder? Det er nærmest for dybt. Og så synger han videre – ”Should’ve kept my undershirt” – er det nu en reference til hans damer igen? Eller synes han, at kvindetøj er så ubehageligt, at vi bare skal gå i hans tøj i stedet? Okay den kan jeg faktisk godt gå med til. Jeg vil gerne have hans undertrøje.

Og til sidst: John Mayer er mærkelig. Men han er også flot. Og jeg vil gerne høre Paper Doll. Ikke fordi lyrikken beriger mit liv, eller fordi jeg ikke har hørt samme melodi før. Men fordi han gør mig glad i maven. Og får mig til at stille spørgsmål, jeg aldrig får svar på.

The post John Mayers Paper Doll et, øhm, par gennemlytninger senere appeared first on Apropos Magazine.

The post Er Kanye West verdens bedste interviewoffer? Selvfølgelig er han det appeared first on Apropos Magazine.

Se straks traileren til The Wolf of Wall Street og tænk så lige over, at det er Martin Scorsese, der har instrueret – ja, manden er 70 år gammel. Der er dog intet, der siger gammelmandsånde eller pensionist-bitter, når Leonardo DiCaprio her ruller sig ud til tonerne af Kanye Wests Black Skinhead fra hans endnu uudgivne album Yeezus.

Det aggressive track passer meget godt til den vildskab, der præsenteres i traileren. Her bliver blandt andet en bikinipige tapet ind i pengebundter, der køres hurtigt og hensynsløst i dyre biler, man får serveret et lettere afklædt hornorkester samt skarpladte pistoler og ja, der er også en orangutang iført rulleskøjter og jakkesæt. Selvfølgelig.

Leonardo DiCaprio kaster både med juice, penge, en hummer og en dværg iført hjelm og heldragt – ja, og så danser han også noget, der kunne ligne electric boogie. Han må siges at gå benhårdt efter den Oscar. Han får forrygende modspil af en herlig slesk Matthew McConaughey og Jonah Hill med meget hvide tænder. Det lover så absolut godt.

Du har vel allerede sat kryds i kalenderen den 5. december, hvor filmen rammer de danske biografer – ellers få det gjort. Nu.

The post The Wolf of Wall Street: Leonardo DiCaprio går benhårdt efter den Oscar appeared first on Apropos Magazine.

Du har en lyd, jeg ville beskrive som en blanding af Bon Iver og The Weeknd. Har du nogle særlige inspirationer, der præger måden, du laver musik på?
Jeg prøver at skabe lydbilleder som en slags steder, hvor jeg ikke selv har været, men gerne vil hen, og det har meget at gøre med måden, jeg skriver musik på. Jeg kan godt lide at skabe de her steder og tage mennesker derhen, hvor der er noget nyt, de ikke har oplevet før. 

Nu har jeg lige sammenlignet dig med to musikere, men hvem er egentlig de værste, du er blevet sammenlignet med?
Jeg vil som sådan ikke sige, at de har været dårlige, men der er et par sammenligninger, som jeg ikke forstår. I starten var der nogen, der sammenlignede mig med Gavin DeGraw og Jason Mraz og jeg har ikke noget imod de fyre, men jeg bliver skeptisk, når folk prøver at skabe hype ved at sammenligne nye artister med kendte artister. Jeg vil bare gerne fremstilles som en kunstner, der kan sit lort. Jeg har en masse kreativ kontrol i min proces og det vil jeg gerne have, at folk ved.

De fleste kender dig som ham, der synger duet med Rihanna på Stay. Hvordan blev det nummer til?
Det var ligesom at blive kastet ind i ilden, mand. Jeg skrev først sangen til mig selv, men en dag var der en, der ringede til mig og sagde “Rihanna vil have Stay på sin plade”. Det første, jeg sagde, var; “lad være med at spilde min tid” og så lagde jeg på. Kort efter ringede de så tilbage og sagde, at den var god nok. Herefter gik det rigtig hurtigt. Jeg hørte faktisk indspilningerne, lige efter hun havde indsunget dem, og jeg var ikke helt tilfreds. Så måtte jeg bede den største popstjerne i verden om at gøre det om. For sangen skal ikke fremføres kraftfuldt, men mere sårbart og inderligt.
På din hjemmeside har du linket til en masse sange fra engelske artister som The xx, James Blake og Disclosure – foretrækker du den engelske musikscene fremfor den amerikanske?
Der sker meget på den engelske elektroniske scene, som jeg virkelig godt kan lide, men jeg føler, at der er meget musik, der indhenter hinanden, og om fem år tror jeg, det hele vil være meget ens. Men det startede med, at jeg ville fokusere på at skrive og kun skrive, så jeg brugte et år i England og blev selvfølgelig inspireret derfra og selvom der er meget amerikansk musik, som jeg også er glad for, så elsker jeg bare simpliciteten i den engelske elektroniske scene lige nu.

Jeg har læst, at du er en stor fan af kvindelige sangerinder som Björk, Lykke Li og Santigold. Hvad er det, der tiltaler dig ved dem?
Jeg er helt besat af kvinders stemmer. Der er et eller andet virkelig interessant ved en kvinde, som både er kraftfuld og sart i sin lyd. Det kan noget helt særligt; både berolige og forføre. Det elsker jeg virkelig og jeg håber på et tidspunkt at kunne lære det.

Du er opvokset i Nashville. Hvordan har det påvirket dig musikalsk?
Alle er formet af stedet, de er fra. Jeg voksede op uden at indse, hvor meget det egentlig påvirkede mig at synge kirkesalmer. Men jeg bliver nødt til at bevæge mig væk fra noget af den stil, for jeg gider ikke være den slags sanger, der synger nationalsangen på et eller andet stadion. Mit eneste mål er at skabe det bedste, jeg kan, og adskille mig fra mine konkurrenter. Og det er ikke for at virke prætentiøs, men jeg synes ikke, der er nogen, der kan det, jeg kan.

Når jeg ser på din Instagram-profil er der en masse piger, som spørger om I ikke skal lave alt muligt frækt. Er det noget, du har overvejet?
Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle være en mulighed. Jeg prøver at bruge Twitter og Instagram som en forlængelse af mig, og jeg kan godt lide at hænge ud med nye mennesker. Hvis jeg kan inspirere  med en sang og starte en samtale på den baggrund, så er det en sejr for menneskeheden, så længe den samtale kommer fra et reelt sted. Jeg kan godt lide at bruge de her sociale medier til at punktere myten om den hemmelige kendte. Nu kan alle se, at alle er normale mennesker.

The post Mikky Ekko appeared first on Apropos Magazine.

Der findes ikke mange som Sofia Coppola. Hun er ikke kun en glimrende filminstruktør og et super stilfuldt individ – hun er også en af de sidste tilbageværende Paris Hilton-fans.

Helt seriøst. Sofia Coppola, der er datter af den ikoniske filminstruktør Francis Ford Coppola og søster til indie-helten og stilikonet Roman Coppola valgte at caste Paris Hilton til rollen som Paris Hiton i hendes nye film The Bling Ring, der fortæller den sande historie om en gruppe unge mennesker, der brød ind hos en række A-liste-kendisser (blandt andet hos Paris Hilton) tilbage i 2008 og 2009. Filmen får i øvrigt premiere den 11. juli, hvis det skulle have interesse.

I anledning af filmen har Coppola fået lov at fotografere Paris Hilton i hendes Berverly Hills-hjem til Elle, hvor du får svaret på, hvordan sangerinden bag nyklassikeren Stars Are Blind har indrettet sig. Sofia Coppolas fotografier bekræfter, at Paris Hilton bor ret nøjagtig, som du havde forventet, Paris Hilton ville bo. Altså, med tre små hunde, et lyserødt surfboard med sit navn printet på, dekadente rigmandsmøbler og mareridts-provokerende Paris Hitlon-sofapuder.

Fotografierne kan ses i galleriet foroven og via ELLE.com, mens filmens trailer kan ses her.

The post Sofia Coppola har fotograferet Paris Hilton i hendes Beverly Hills-hjem, og hun bor, som du havde forventet appeared first on Apropos Magazine.

Dine sidste to albums har vakt en hel del opsigt. Hvad har det gjort ved dig som person?
Jeg ved ikke, om det har ændret mig specielt. Jeg er måske blevet mere selvsikker omkring min musik. Du ved, I made it. Jeg bliver betalt fint for at spille musik. Jeg kan leve af det og jeg føler, jeg kan gøre, hvad jeg vil rent musikalsk. Jeg kommer nok aldrig til at lave noget helt vanvittigt musik af den grund, men nu kan jeg for eksempel slippe af sted med at jamme lidt på scenen, hvis jeg vil.

Du er ikke blevet vildt snobbet?
Nej. Eller jo, jeg joker lidt med det. Jeg har helt sikkert en snobbet karakter, jeg kan træde ind i. Men kun som en joke. Den karakter er primært en, min tourmanager kender til. For eksempel hvis der kommer folk ind i backstage lokalet, kan jeg godt råbe op om, at han skal få dem ud – altså som en joke.

Hvordan har du det med lige pludselig at være interessant for andre mennesker – som mig for eksempel?
Det er ret sejt. Det er flatterende. Det er ideelt.

Ideelt?
Min musik er en meget personlig ting. Og jeg vil gerne skille mig ud. Så på den måde er det fedt, at folk synes, jeg er interessant.

Jeg vil ikke sige, at din musik lyder doven – måske bare tilbagelænet. Hvordan skete det?
Det ved jeg ikke, for jeg tænker ikke på min musik som laid back. Så det er sjovt at læse anmeldelser og sådan, men I tager formentlig ikke fejl. Min personlighed kan være ret laid back. Ikke at jeg aldrig er stresset, men på scenen er det bedst, når jeg er total laid back, for så er det lettere at håndtere, når jeg spiller forkert.

Dine sange er ofte virkelig lange. Hvorfor?
Jeg turnerede som en gal efter Smoke Ring for My Halo (Kurt Viles forrige plade, red.). I den forbindelse blev jeg ret glad for at jamme på scenen. Og så syntes jeg, det passede godt med de sange, jeg skrev. Jeg følte, sangene havde endeløse muligheder. Så da jeg indspillede dem, lod jeg dem bare fortsætte og tænkte, at jeg senere ville klippe dem kortere. Det føltes bare godt, at blive ved med at spille. Da jeg senere hørte optagelserne, havde jeg ikke lyst til at redigere i det. Jeg syntes, det lød skide godt, som de var. Derfor.

Så du gider ikke rigtigt have et radiohit?
Nej, det er ikke sådan. Jeg synes, vi har nogle radiovenlige sange, for eksempel Never Run Away. Men på den næste plade vil jeg lave en masse radiohits.

Lover du det?
Nej – men måske.

Hvad er det bedste musikalske råd, du har fået?
Det ved jeg ikke rigtigt. Måske har en eller anden engang sagt til mig, at man skal lave den musik, man har lyst til at lave. At lade være med at please de store pladeselskaber. Det er et meget godt råd – selvom jeg ikke ved, om jeg nogensinde har fået det. Vær dig selv.

Du er hår-mæssigt helt dig selv. Det er ret karakteristisk. Hvad betyder det for dig – dit hår?
Mit hår er større end de flestes, ja, hvilket gør, at jeg skiller mig ud. Men hvis jeg havde kort hår, ville jeg virkelig ligne en nørd. På scenen giver det også en speciel vibe, synes jeg. Men altså, det er jo ikke sådan, at jeg selv fandt på det her look. Det gjorde Neil Young i 60’erne og 70’erne.

Det er virkelig flot.
Tak.

Hvad er det, du prøver at sige med dit hår?
Det er bare min version af rock’n’roll-hår.

Lige et sidste spørgsmål. Du er 32 år. Du har været gift i 10 år. Du har to børn. Du er med andre ord en såkaldt hengiven familiefar. Mit spørgsmål er: hvor er sex, drugs og rock ‘n’ roll?
Altså, nogen gange fester vi. Der er ikke noget sex, men af og til nyder vi da lidt drugs, men intet over the top. Og så er der selvfølgelig tonsvis af rock’n’roll.

The post Kurt Vile appeared first on Apropos Magazine.

Da Kate Upton i mandags fyldte 21, var der en del unge mænd (virkelig mange, faktisk), der skrev akavede fødselsdagshilsner til Sports Illustrated-modellen på Twitter, hvilket var lige så sjovt som det var små-creepy. Som eksempelvis Twitter-brugeren @abe_da_baller, der måske, men sikkert ikke er en “baller“, elegant formulerede det; “It’s Kate Upton’s birthday, I should be her present.”

I anledning af Uptons fødseldag gik verdens bedste herremagasin GQ gennem arkivet for at finde billederne fra deres bookingdirektørs første møde med modellen, der skulle vise sig at pryde deres magasinforside to år efter mødet tilbage i 2010, hvor billederne i toppen stammer fra. Sig hvad du vil om Upton, men de der billeder er dope. Og tro det eller ej, men en dag vil de gøre dig nostalgisk.

Det samme vil i øvrigt disse GIFs, denne video, og den her video, og også disse fotos. Vi kunne blive ved. Men kan vi ikke bare blive enige om, at vi sætter pris på Kate Upton? Det var lidt ligesom hende, der gjorde det meget sejt at spise sin dessert op og danse Cat Daddy-dansen danse i bikini.

The post En skønne dag vil disse polaroider af Kate Upton fra 2010 gøre dig nostalgisk appeared first on Apropos Magazine.

Gold Panda – We Work Nights

Er landet i Barcelona til Sonar-festivalen med hele musikfamilien – tid til at få udvidet musikhorisonten. Nyder at få en på opleveren hvert år ved denne festival, som jeg mener, måske er verdens bedste. Opstart i går på Sonar By Day var en fantastisk oplevelse; solskin glade mennesker og en fantastisk koncert med Gold Panda, Metro Area og Branko. Gold Panda er en mand, der laver hyggelige, varme og skæve beats. Håber, I vil kunne få lidt af stemningen med, når i hører dette nummer i solskinet (hvis I altså har det derhjemme).

DJ ER DU DUM ELLER HVAD kan som altid tjekkes via Facebook og Soundcloud.

The post DJ ER DU DUM ELLER HVAD #37 appeared first on Apropos Magazine.

Oliver: Er du klar?

Jarl: Ja. Jeg husker stadig et spørgsmål, du stillede mig, da vi snakkede om dette interview i sidste måned. Du spurgte, om jeg godt selv vidste, jeg var god.

Oliver: Det kan jeg godt huske, det spørgsmål. Skal vi bare starte med det?

Jarl: Jo, det er jo et svært spørgsmål at svare på.

Oliver: Lad os prøve. Jarl Friis-Mikkelsen, ved du godt, at du er god til det, du laver?

Jarl: Det tror jeg ikke – hvis jeg skal være helt ærlig – at jeg ved. For at vide om man er god, tror jeg, at man skal se sig selv udefra. Det gør du først, når du har lært det, du gerne ville, og det egentlig er blevet en rutine for dig. Og så er jeg allerede videre.

Oliver: Hvordan det?

Jarl: Mit liv har været meget etape-agtigt. Så hvis jeg syntes, jeg havde lavet noget god musik som ung, så har jeg egentlig forladt musikken, fordi jeg blev optaget af noget andet. Så på den måde er jeg automatisk blevet drevet nogle andre steder hen. Og hvis jeg skulle sige noget om mine evner som tv-menneske, så vil jeg sige, at efterspørgslen altid har været ret stor – og er det stadigvæk.

Oliver: Men føler du, du er god til det?

Jarl: Hver gang jeg starter på et nyt projekt, bliver jeg nødt til at ophæve alt det, jeg kan. Og så er handler det for mig om at være til stede i situationen, også når jeg laver fjernsyn. Så det kan godt være, at jeg har gentaget meget af det, jeg har lavet tidligere, men det får altid en anderledes nerve, fordi det er i en anden sammenhæng med nogle andre mennesker. Og det kan godt være, det bare er en millimeter anderledes, men hvis det er det, så føler jeg, jeg er god.

Oliver: Begynder du let at kede dig?

Jarl: Ja. Når jeg begynder at kede mig, går jeg videre. Så bliver jeg fræk, siger en vits eller prikker hul på et eller andet. Det bliver jeg nødt til. Jeg prøver at holde gryden i kog hele tiden. Ligesom en god kop kakao – hvis du lader den stå i to minutter, kommer der er lille lag skind på. Det skind vil jeg ikke have på det, jeg laver.  Der skal røres i koppen.

Oliver: Bliver du let stresset?

Jarl: Jeg har kun to laster i mit liv. Den ene er distraktion. Den anden er smøger. Og distraktionen hænger ofte sammen med, at man stresser sig op til noget. Hvis jeg skal lave en opgave, stresser jeg min krop til at lave opgaven. Og det er ofte det, der skal til, før jeg kan løse den på den rigtige måde for mig. Jeg tror, jeg bruger min rastløshed til at fokusere på at være i nuet. Ellers er jeg over det hele, hver gang jeg går til en opgave – uanset hvor stor eller lille den er.

Oliver: Der er et ordsprog, der hedder, at man arbejder for at leve. Men er det omvendt for dig? Lever du for at arbejde?

Jarl: Nej, slet ikke. For så ville jeg være workaholic, og det er jeg slet ikke.  Sådan har jeg aldrig haft det. Og jeg har været så privilegeret, at jeg ikke har været nødt til det, og har kunnet holde en masse pauser. Hvis du ser et stykke musik, består det af noder. Mellem noderne er noget hvidt – det er pausen i noden. Hvis du sætter to noder sammen, kan du ikke høre noderne, medmindre du har hørt pausen. Så pausen er enormt vigtig for overgangen til det næste, der sker. Så jeg tror pausen, det eftertænksomme og stilheden er rigtig, rigtig vigtig.

Oliver: Vil du sige, at du har det bedre nu, end du nogensinde har haft det før?

Jarl: Ja. Da jeg var ung, var jeg meget interesseret i eksistentialismen. Og jeg har altid været imod grundtanken hos Freud – at man bygger en hel psykologi op, som skal frelse mennesker, fordi de lider af en smerte. Jeg har altid tænkt; hvorfor fanden kan man ikke vende den om og forsøge at gentage sine lykkelige øjeblikke så mange gange som muligt? Og så gøre det til en ideologi. Så det ikke er smerten, der er udgangspunktet, men lykken, der er udgangspunktet.
Oliver: Føler du også, du har haft mere lykke end ulykke i dit liv?

Jarl: Summen af det hele må være, at jeg egentlig har gjort mig fortjent til den lykke, jeg har haft. Jeg har også måttet bearbejde en masse ting. Jeg tror, jeg har været meget nærværende i bearbejdelsen af smerte.

Oliver: Men har du arbejdet hårdt for din lykke?

Jarl: Nej, men jeg har altid søgt den. Som ung skal man jo forsøge at finde sig selv og finde ud af, hvordan man vil have sit liv til at være. Det er de færreste, der ved det. Jeg anede ikke, hvilken retning jeg skulle tage. Så når du spørger, om jeg vidste, jeg var god, så kan du sige, at jeg har været god til en masse ting, men jeg har også lavet rigtig, rigtig mange ting. Og hvis jeg har lavet mange ting, har jeg så overhovedet været god til nogen af dem? Eller har jeg kun været god, fordi man lægger alle de ting, jeg har lært fra de forskellige oplevelser sammen? Og nu kan jeg ikke huske, hvad du har spurgt om …

Oliver: Om du har måttet arbejde hårdt for din lykke.

Jarl: Jeg har i hvert fald været meget bevidst om nogle ting. Jeg har været bevidst om, hvad jeg skulle uddrage. Ligesom at du skal bruge fire hjul for at lave en bil, så har jeg helt bevidst arbejdet hen imod, at jeg har vendt alle de kriser, jeg stod over for til et hjul, så jeg kunne komme videre.  Så tidligere har jeg været opmærksom på det. I dag står køretøjet der, og jeg har manualen.

Oliver: Så du kan se ”The Matrix”?

Jarl: Ja, det kan du sige. Men så alligevel ikke, for jeg vil til hver en tid køre bilen ud på nogle skumle skovstier eller køre lidt for hurtigt i et bjerglandskab.

Oliver: Kommer det ikke også med alderen? Altså, at man har noget erfaring, man kan trække på?

Jarl: Jo. Jeg kan kun anbefale dig at få noget erfaring så tidligt i livet. For du skal begå fejl. Du skal begå en helvedes masse fejl. For ellers får du ikke noget ud af det. Og det er selvfølgelig en fordel at begå dem så tidligt som muligt. Men jeg er jo ikke sat, hvad jeg egentlig måske burde være. At man ligesom har fundet sit leje.

Oliver: At man holder op med at udvikle sig?

Jarl: Ja, man holder op med at kigge ud ad vinduet, man holder op med at tænke de store tanker. Man sidder bare med en kryds og tværs og en håndbajer. Det er jeg altså ikke nået til endnu.

Oliver: Hvad tror du, det skyldes?

Jarl: Det skyldes muligvis også, at mit liv er skævt på mange måder. Når man får børn i en høj alder, så når du overhovedet ikke at kommer dertil. Så jeg vil aldrig nå at blive sat. Jeg vil aldrig nå at blive en rutinepræget person på den måde.

Oliver: Har det været planlagt?

Jarl: Nej, jeg har aldrig tænkt over, at jeg skulle have børn. Det har aldrig været i min køreplan.

Oliver: Jeg tror faktisk ikke, der er særligt mange mænd, der lægger planer om at få børn.

Jarl: Nej.

The post Godaften, jeg er noget, der hedder Jarl appeared first on Apropos Magazine.

• Selvfølgelig er Michael Shannon cool som skurken general Zod. Med rollen som ond überskurk i denne sommerblockbuster er det vist endegyldigt slut med at have Michael Shannon for sig selv. For selvom han både sporter en lidet flatterende grydefrisure og går under navnet Zod, er han et frygtindgydende bekendtskab. Så hvis du endnu ikke er bekendt med Michael Shannon, bør du straks blive det – og det kunne jo passende være i rollen som Zod. Jeg kunne i hvert fald se på ham give Superman røvfuld dagen lang.

• En flyvende øgle med fire vinger og Russell Crowe på ryggen. Ja, den er god nok. Hvis man dog bare havde brugt den scene fra filmen på plakaten, havde filmen jo solgt sig selv. Udover de flyvende øgler huser Supermans hjemplanet Krypton også andre gode sager – blandt andet dildolignende fængselsceller med raketter i bunden samt Russell Crowe og Michael Shannon, der forsøger at få det til at se både cool og let ud at gå rundt i overdimensionerede rustninger. De gør det nu godt, men det er nok meget godt, at Superman holder sig til den stramtsiddende spandexdragt.

• Så Superman er altså lidt ligesom Jesus, siger du? Ja, hvis du endnu ikke har spottet lighedspunkterne mellem Superman og Jesus, bør du nok bede om dine skolepenge tilbage. Man of Steel sparrer dog på Jesus-referencerne (sådan cirka). For når nu resten af historiens tematiske pointer er overfortalte, er der jo ingen grund til også at skære Jesus-tematikken ud i pap. Men helt fri for Jesus-sammenstillinger er filmen ikke. Således får man blandt andet Superman, der med armene ud til siden svæver som en blå frelser oppe i atmosfæren. Men på den anden side, hvem vil ikke spilde lidt af sin tid på en film om en Jesus-karakter, der skyder med laser ud af øjnene og er iført en stramtsiddende heldragt. Det vil jeg i hvert fald gerne.

• Zack Snyder er vild med at smadre ting. Hvis du var nervøs for om Man of Steel nu også ville levere død og ødelæggelse, kan du ånde lettet op. For i mere end en time står den på uafbrudt destruktion, mens Superman og Zod på skift kaster hinanden igennem højhuse og herved sender i tusindvis af civile i graven. Men pyt nu med det, for store eksplosioner og masseødelæggelse ser altså bare godt ud i bredformat –knægtene med popcorn og cola i snotten skulle jo nødigt komme til at kede sig. Og hvis man skulle komme i tvivl om, at det, man ser på er episk, minder Hans Zimmers bombastiske score også lige publikum om det.

• Nu uden de røde underbukser og spytkrøllen. Ja, Superman har fået sig en opdatering – get over it, fanboys. Men nu er det også Christopher Nolan og David S. Goyer, der har skrevet filmen og delvist produceret den. Du ved, duoen bag den nye Batman-trilogi. Så selvfølgelig har universet fået en mere dyster kant. Heldigvis løber filmen dog ikke fra, at Superman er et rumvæsen fra en fremmed planet, der i denne indpakning ligner en mere mørk udgave af planeten Pandora fra Avatar (du ved, flyvende øgler med fire vinger). Heldigvis er Man of Steel ikke samme søvndyssende oplevelse som Camerons snooze-fest.

The post Alt, du egentlig behøver at vide om Zack Snyders Man of Steel appeared first on Apropos Magazine.