sayloulou_banner2

Say Lou Lou er lige lovligt søde ved dig på debutalbummet Lucid Dreaming

Say Lou Lou er noget så charmerende som et sæt svenske skråstreg australske tvillinger, der har lavet drømmende pop siden 2012. Nu har de så lavet debutalbummet Lucid Dreaming. Det har Apropos Magazines Christian lyttet igennem 10 gange. Her er hans umiddelbare vurdering for hvert lyt.

Lyt 1: Jeg sidder klar med blok og pen ved først lyt og noterer, at det er pop til den drømmende side. Klart, det ved vi. Numrene smelter lidt sammen, og jeg glemmer på et tidspunkt, hvor den ene sang slutter og den anden starter. Peppermint står dog ud med en fin melodi og en sovekammerstemme, der sender mine tanker mod Lana Del Rey. Der spidser jeg ører og skifter endda positur, så det nu er mit venstre ben, der er over kors. Jeg vil dog ikke sige, at jeg bare høre albummet igen. Men altså, nu har jeg jo lovet at gøre det. Ni gange mere.

Lyt 2: Jeg tjekker de to i duoen på nettet, mens jeg lytter til de 11 tracks for anden gang. De er godt nok smukke. Miranda Anna og Elektra June med Kilbey-Jansson til efternavn. Jeg forestiller mig forældrenes kompromis. Nå, men musikken i hovedtelefonerne minder mig hurtigt om, at jeg ikke er specielt vild med den første sang Everything We Touch. Så snart omkvædet starter, ved du, hvordan sangen ender. Det er for kedeligt.

Lyt 3: Den første sang irriterer mig stadig. Så plain et omkvæd skal ikke gentages mange gange. I det hele taget er der konstant tænkt i hooks, og det bliver altså lidt for forudsigeligt og for repetitivt. Jeg er dog slet ikke færdig med min favorit, Peppermint. Jeg finder nu ud af, at titlen henviser til en mands kys: ”I still feel your kisses burn with peppermint”.

Lyt 4: Jeg har lavet en rookie mistake og drukket alt for meget kaffe i løbet af søndagen. Så i stedet for at ramme dynerne tager jeg lige en tur mere med Say Lou Lou. Her finder jeg ud af, at lucid dreaming er når, du drømmer, at du drømmer. Tak, Wikipedia. Bliver det også lige lidt for meta til dig, så glem det igen. Albummet passer i øvrigt fint til sådan en søndag inden midnat, hvor jeg er lidt træt i hovedet og trods alt glad for, at duoen ikke laver fusionsjazz.

Lyt 5: Under Games For Girls undersøger jeg hvem produceren Lindstrøm er. Tænker, han er årsagen til, at præcis den sang stikker ud. Nordmand med det hæsblæsende fornavn Hans-Peter. Og så har han remixet alt fra Roxy Music til Grizzly Bear samt selv udgivet en række albums. Nå, så var han heller ikke mere spændende. Men han formår virkelig at sætte sit præg albummet. Og Games For Girls, der er tyggegummisød med et voksent beat som fundament. Én af favoritterne.

Altså, albummet har en fin rød tråd, men der er alt for meget fyld. Jeg ville nok have skåret fem numre væk og kaldt det en ep.

Lyt 6: Der er dog også numre, der ikke er blandt favoritterne. Særligt Wilder Than the Wind og Skylights. De er fantasiløse og mere fyld end fremragende. Jeg krummede også tæer, da de første strofer af Angels (Above Me) synges: “We can talk about sex. We can talk about love. But all I want to know is what you’re thinking of.” Den kunne de nemt have skrevet om, så det ikke lød som et højskoledigt.

Lyt 7: Jeg tager mig selv i ubevidst at vippe med foden til Beloved. Det må være et godt tegn. Albummet er røget på anlægget denne gang. Måske i håb om et andet udtryk. Men godt i gang med det syvende lyt er jeg egentlig lidt skuffet. Jeg havde håbet på noget mere langtidsholdbart. Det er som om, at albummet er lidt for pænt. Tror ikke, at jeg kommer til at høre det igen efter de her 10 lyt.

Lyt 8: Prøver Say Lou Lou i hovedtelefonerne igen. Nu på cyklen. Synes ikke, at København bliver specielt meget smukkere af det. Men ok, det er også hårde odds med en frostblæst hjerne.

Lyt 9: Nu har de jo kun udgivet singler før Lucid Dreaming, så måske er albumformatet for stort for dem? Altså, albummet har en fin rød tråd, men der er alt for meget fyld. Jeg ville nok have skåret fem numre væk og kaldt det en ep.

Lyt 10: Sidste lyt. Det er stadig vellydende wave-pop, der ikke forstyrrer eller udfordrer. Og jeg er stadig vild med Peppermint. Her kan jeg mærke en nerve i vokalen. Og Games For Girls holder. De kunne godt have brugt ham Hans-Peter på et par tracks mere. Men som album er det bare ikke særligt langtidsholdbart. Her er dog lige et par konkrete forslag til brug af albummet: Første date. Anden date. Ja, altså bare dates i det hele taget.

Mere fra 10 Lyt

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE