kendrick_2

Kendrick Lamar elsker sig selv på sin nye single – det gør vi også, på en måde

For to år siden var Kendrick Lamar så flink at udgive nyklassikeren good kid, m.A.A.d city. Tak, Kendrick. Nu har vi fået første smagsprøve fra hans kommende og selvfølgelig helt åndssvagt hypede album.

Førstesinglen hedder i og lyder på ingen måde, som du havde regnet med. Apropos Magazines Bastian har derfor set sig nødsaget til at udsætte singlen for vores 10 gennemlytninger. Her er således hans umiddelbare vurdering for hvert lyt.

Lyt 1: Den havde jeg ikke set komme. Det minder om alt muligt andet end Kendrick Lamar. Det er mere sang end det er rap, og beatet lyder som noget, man både kan og skal danse til. Kendrick Lamar kan da ikke danse? Og hvad er der galt med hans stemme?

Lyt 2: Jeg tænker, at Kendrick er gået i panik over at skulle leve op til sine egne høje standarder efter good kid, m.A.A.d city. Måske har han vurderet, at det var nemmere at genopfinde sig selv end at forsøge at overgå sig selv? Fair nok. Men en eller anden burde have fortalt Kendrick, at det her altså er et sidespor. Helt seriøst, hvorfor skal hans stemme lyde sådan der?

Lyt 3: Det bestemt catchy. Og én ting må man give ham: Det kræver nosser at levere sådan et nummer, når alle går og siger, at du er den nye Dr. Dre. Jeg forestiller mig også, at homies’ne hjemme fra Compton har rynket lidt på næsen, første gang Kendrick spillede sit nye nummer for dem.

Lyt 4: Fuck. Jeg tog lige mig selv i at tænke Pharrell Williams og Happy. Det er altså ikke meningen, jeg skal tænke det, når jeg hører Kendrick Lamar.

Lyt 5: Det er helt sikkert et nummer, der burde have været udgivet lige før sommerferien. Men mon ikke nummeret overlever helt til næste sommer. Det bliver i hvert fald svært at få omkvædets ”I love myself!” ud af hovedet. Jeg er begyndt at vænne mig til hans nye toneleje.

Kendrick har simpelthen bare lavet et nummer, der handler om, at man skal elske og tro på sig selv. Det er da meget sødt. Men jeg holder altså fast i, at det er lidt for Disney til Kendrick Lamar.

Lyt 6: Jeg er ved at blive vundet over. Både guitaren, Kendricks sang-rap og den afsluttende bassolo er vokset på mig. Det er et rent feel good-nummer, og det er måske også okay. Jeg får at vide fra sidelinjen, at det er The Isley Brothers-nummeret Who’s That Lady?, som Kendrick har samplet.

Lyt 7: Det her nummer ville være perfekt til en Coca Cola-reklame.

Lyt 8: Det var egentlig min plan at høre nummeret 10 gange lige efter hinanden. Men det er de færreste feel good-numre, som kan tåle det, og nu var jeg jo lige begyndt at blive glad for i. Måske jeg skulle lave mig en sandwich.

Lyt 9: i blev kun bedre af at få en lille pause. Men jeg bliver ved med at lede efter en skjult dybde i nummeret, som ikke rigtig lader til at være der. Kendrick har simpelthen bare lavet et nummer, der handler om, at man skal elske og tro på sig selv. Det er da meget sødt. Men jeg holder altså fast i, at det er lidt for Disney til Kendrick Lamar.

Lyt 10: jeg kan godt lide i. Det er et virkelig fængende nummer. Hav det i baghovedet til næste juli, hvor det vil være en oplagt titelmelodi til dine sommerdage. Mit eneste problem med nummeret er egentlig, at det er Kendrick Lamar, der er ophavsmanden. Selvfølgelig har han lov til at forny sig. Men det er altså lidt en skam, når han allerede havde en opskrift, som fungerede så godt.

Mere fra 10 Lyt

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE