Chromeo leverer boblende 80’er-nostalgi og glatte scorereplikker med uovertruffet festalbum

Første gang Chromeo lagde natklubber verden over i fuld disko-narkose, var med hitsinglen Needy Girl. Det er 10 år siden. Jubilæet fejrer den dameglade duo med en skumfest af et fjerde album. Og nej, de to canadiere er ikke blevet mere modne med årene – alt lyder, som det altid har lydt. White Women er glatte scorereplikker, 80’er-nostalgi og uforløste fantasier.

Apropos Magazines Frederik har skænket sig selv en gin & tonic og udsat Chromeos nye album for vores 10 gennemlytninger, og giver her sin umiddelbare vurdering af White Women for hver gang.


Lyt 1: Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke altid har været fan af Chromeo. De var lidt for pjattede, lød lidt for bøssede. Heldigvis skulle jeg kun to taktslag ind i Over Your Shoulder, albummets førstesingle, før jeg var omvendt. Ikke seksuelt, men musikalsk. Det er derfor med gråd i fingrene, jeg skriver det her: Efter første gennemlytning, føler jeg mig lidt skuffet. Men kun lidt. Forhåbentligt fordi, jeg ikke havde skruet højt nok op på anlægget. Og sad alene og lyttede til et festalbum.

Lyt 2: Ok, det var helt sikkert fordi, jeg ikke havde skruet højt nok op. Lad det være en regel fra nu af: White Women bliver proportionalt bedre jo højere, du skruer op for anlægget. Så meget bedre, at jeg nu vil gå så langt og sige, at White Women muligvis kan blive det bedste førfest-album i 2014. Ja, det sagde jeg lige. Det er absolut umuligt ikke at komme i feststemning, også selvom man sidder helt mutters og skriver det her.

Lyt 3: Udover albummets tidligere singler, Come Alive, Over Your Shoulder og Sexy Socialite, indeholder albummet heldigvis andre friske og stensikre hits. Især er Fall Back 2U og Jealous (I Ain’t With It) fænomenale popsange.  Jeg mener, Fall Back 2U har en fucking saxofonsolo med, der lyder som noget Daft Punk har blæst. Bare federe. Og Jealous (I Ain’t With It) handler om forsangeren David Macklovitch, der bliver jaloux, når “the fellas” snakker til hans “girl”, men desværre er han for “cool to admit it.” Selverkendelse har aldrig lydt sjovere.

Lyt 4: Intet jubilæum uden gæster. Og når man er Chromeo, inviterer man selvfølgelig musikere som Toro Y Moi, Pat Mahoney fra LCD Soundsystem, Solange og Ezra Koenig fra Vampire Weekend. Imponerende. Og så kan man høre en klar afsmitning fra Daft Punks album fra sidste år, Random Access Memories. Det betyder, at beatmageren i Chromeo, Patrick Gemayel, har maxet den endnu mere på 70’er-keyboard, 80’er-synths og stramme lædertrommer. Tak for det.

Lyt 5: Noget slog mig lige: De to gutter i Chromeo er superstjerner. De ser godt ud, og de har helt sikkert kontoen fuld. Og alligevel fremstår de meget usikre, næsten utjekkede i alle deres sange. I den modsætning ligger der noget meget charmerende. Noget, der gør Chromeos tekster til noget helt specielt. Og jeg griner hver gang Macklovitch synger, “Are you into fashion? ‘Cuz I noticed, that your outfits are matching.” Det er sødt på den der kejtede Chromeo-måde.

Lad det være en regel fra nu af: White Women bliver proportionalt bedre jo højere, du skruer op for anlægget. Så meget bedre, at jeg nu vil gå så langt og sige, at White Women muligvis kan blive det bedste førfest-album i 2014.

Lyt 6: Og nu vi er ved teksterne, så bliver jeg nødt til at fremhæve Sexy Socialite. Ikke bare er den pissesjov, det er også sangskrivning på højt niveau. Sangen handler om den her kvindelige socialite, der møder op til alle VIP-arrangementer og mingler med alle, der er værd at mingle med. Det er formuleret sådan her: “You’ve been out and about for the last four days. And now everybody knows ya’. They all want to approach ya’. And I can’t even catch your gaze. What a shame. It’s so lame.”

Lyt 7: Der er ét nummer på White Women, som jeg ikke forstår. Det er det, der gæstes af Ezra Koenig. Han synger her en såkaldt interlude, der udgør et kort nummer mellem to andre numre. Det hedder selvfølgelig Ezra’s Interlude, er 1 minut og 55 sekunder langt, røvkedeligt og giver ingen mening på det her album. Og jeg er nu irriteret for syvende gang.

Lyt 8: Nu vil jeg bare virkelig gerne i byen. Gider ikke skrive mere. Jeg vil ud i natten, ud og danse og grease piger til solen står op.

Lyt 9: Forsangeren Macklovitch beskriver White Womens tekstunivers (i mangel af bedre ord) som “A combination of sexy, funky, macho music with neurotically love-torn lyrics.” Mere præcist kan det ikke siges. Ikke engang nu, efter ni gennemlytninger… ugh. Albummet er begyndt at blive en smule trættende. Som en fest, der aldrig helt vil falde i søvn.

Lyt 10: Chromeos jubilæumsalbum er 11 perfekte popsange (og én dårlig interlude). Sæt albummet på næste gang du er til fest. Eller næste gang du forsøger at lokke en smuk pige hen til sengekanten. Bare lov mig, at du sætter det på. Og danser til det. For White Women er et uovertruffet festalbum. Som en varm og boblende balje 80’er-nostalgi, du aldrig har lyst til stige op fra.

Mere fra 10 Lyt

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE