Blonds er fede

  • Ord: Sebastian Kier
  • Skrevet: 04. juli 2012


Pitchfork har ikke skrevet om dem. Derfor har Soundvenue heller ikke skrevet om dem. End ikke NME har skrevet om dem. New Yorker-bandet Blonds er med andre ord endnu ikke stemplet som fede. Men jeg vover nu hipsterpelsen og giver deres støvede noir-pop min fineste velsignelse; Blonds er fede.

Da I formentlig ikke aner, hvem disse Blonds er, følger her en kort introduktion. Bandet består af kæresteparret Jordy Asher og Carie Rae og lyder i mine øre som fremtidige bidragsydere til et Quentin Tarantino-soundtrack. De udgav sidste år EP’en Dark Roots og til august albumdebutterer de med The Bad Ones, hvorfra nummeret Run stammer. En dramatisk skæring med masser af rumklang, guitar – og dertilhørende tyrefægtervideo. Selvfølgelig.

Skulle du nu, ligesom jeg, have lyst til at høre Blonds performe i kød og blod, får du chancen, når de d. 31. august spiller på Brooklyn Brewery Festivalen i Malmö – festivalen der udelukkende består af Brooklyn-bands.

Kategori:
MUSIK
TAGS:
,

det her burde du ogsa lase