Forrest Gump
Instrueret af Robert Zemeckis, 1994

Jeg er en sucker for gode film. Og jeg indrømmer skamløst, at film som E.T., Au Revoir Les Enfants og nyere tids Never Let Me Go alle har fået mig i knæ – sådan følelses-agtigt. På den maskuline måde, okay? Men når folk spørger mig, hvad min yndlingsfilm er, siger jeg altid Forrest Gump. Det er lige meget, om jeg ryger ind i den en hverdagsaften, hvor jeg ligger og zapper rundt, eller om jeg ser den på min iPhone på flyet. Den film rammer mig hver gang. Ingen undtagelser. Der er især den der scene, hvor Tom Hanks vender tilbage for at se Robin Wright, som har fået et barn, hun har døbt efter drengens far, Forrest. ”But, is he smart or is he like …,” spørger Forrest og peger på sig selv. ”He’s very smart. One of the smartest in his class,” svarer Jenny. Den scene gør noget ved mig.

- Oliver Enné

Armageddon
Instrueret af Michael Bay, 1998

Her har du et faktum: Alle mænd har et hemmeligt ønske om at være Bruce Willis. Sådan er det bare. Så når Bruce Willis græder i en film, er det også okay, at du fælder en enkelt maskulin tåre. Det gør jeg i hvert fald, når han i Armageddon påtager sig rollen som menneskelig atombombedetonator og ofrer sit liv for menneskeheden og for sin svigersøn Ben Affleck med ordene:”You need to take care of my little girl. That’s your job now. I’ve always thought of you as a son, and I’d be damn proud to have you marry Gracie.” Heroisk selvopofrelse FTW! Og når han efterfølgende så samtidig siger farvel til Gracie med våde øjne (og med tåre-pirrende baggrundsmusik), giver jeg op og lader en tåre falde i selskab med Bruce – på den der sammenbidte måde. Armageddon er okay at græde til – fordi Bruce Willis også gør det.

- Sebastian Kier

Terminator 2: Judgement Day
Instrueret af James Cameron, 1991

Ja ja, jeg kan nemt blive blød i knæene af When Harry Met Sally… eller Before Sunrise. Det er der ikke så meget hokus pokus i. Men som knægt husker jeg tydeligt at se Terminator 2 på tv og blive blæst helt væk af eksplosioner og robot-effekter. Men da Arnie som bekendt skal tage sit sidste farvel, inden han sænkes ned i den flydende metal tog løjerne en for mig uforudset dramatiske drejning. Jeg fik en klump i halsen – og så satte James Cameron lige sentimental trumf på ved at lade Arnie stikke en hånd op af ilden med ’thumbs up’. Så sørgeligt, så definitivt. Ja, det sidste farvel trækker altid tænder – uanset om det er maskiner eller mennesker, der skal tages afsked med. Åbenbart.

- Bjarke Friis Kristensen

Toy Story 3
Instrueret af Lee Unkrich, 2010

Afslutningen på Pixar-fænomenet Toy Story er ikke bare endnu en film i sagaen om Woody, Buzz og alle de andre. Det er symbolet på, hvordan vi alle sammen på et eller andet tidspunkt er nødt til at sige farvel til vores legetøj, indse at vi er voksne mennesker og påtage os det ansvar, det medfører. Den realisering af verdens kolde forventninger ramte mig for lidt over et halvt år siden – siddende alene på min sofa, med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg græd, jeg hulkede og ønskede at jeg kunne komme tilbage til barndommen og dens tryghed. Jeg følte trang til at ringe til mine forældre, mine søstre og gamle venner og snakke om gamle dage og gode minder. Toy Story 3 er den ultimative ”nu-skal-du-se-at-blive-voksen-få- hus,-hund-og-realkreditlån-film”.

- Kristoffer Porner

Kes
Instrueret af Ken Loach, 1969

En dreng finder sin falk, Kes, dræbt af sin mobbe-bror og efterlagt i en postkasse. Hele hans eksistensgrundlag smuldrer under ham, fordi Kes er hans eneste ven. Jeg tudede som en lille pige, hvis marsvin lige er blevet klemt under dørmåtten, da jeg så Ken Loachs über-realistiske forstadsdrama Kes hen mod slutningen af folkeskolen. Selvom jeg næppe ville indrømme min store bedrøvelse over den perfide storebrors drab på Billys bedste ven, var det vist første gang, jeg så en film gennem et par duggede øjne. Med en klump i halsen på størrelse med noget man ellers forbinder med gammel studentermælk, så jeg mine daværende fordomme om maskulinitet, slået til smadder af ovennævnte scenes totale håbløshed, og da lyset blev tændt i videorummet, dirrede jeg harmfuldt over filmens altoverskyggende bølle-bob, Billys halvbror, som gør livet så uretfærdigt for vores velmenende antihelt.

- Nikolaj K. Rasmussen