Det her er vores anmeldelse af indiefilmen Frances Ha

Ligesom et godt afsnit af Girls (minus en nøgen Lena Dunham) stiller indiehelten Noah Baumbachs Frances Ha skarpt på en utilpasset, men elskværdig kvinde i sine midttyvere. I fransk sort/hvid new-wave stil følger vi Greta Gerwig i rollen som Frances Haliday i årets mest selvbevidste, prætentiøse og veleksekverede film, du ikke vidste, du skulle se i år.

Forventning – 5/6
Greta Gerwig, der spiller titelrollen i Frances Ha, er en rigtig indie-darling. Ligesom sin åndsfælle Lena Dunham fra Girls er hun på én gang almindelig og ualmindelig, og ikke bange for at spille karakterer, der fremviser dagligdagens skønhed og fejl. Gerwig blev kendt som frontfigur for mumblecore-bevægelsen, der anledt af komiker Mark Duplass, bestræbte sig på at mime ordkløverier, mumlerier og tågesnak, på en både kunstnerisk og komisk måde. Frances Ha optegner til fulde et comeback til Gerwigs rødder, blot krydret med en lidt bredere palet.

Frances Ha er sat i verden af Gerwig og hendes instruktør-mand Noah Baumbach, der tilsammen har forfattet manuskriptet til filmen. Baumbach har tidligere stået bag den fine skilsmissekomedie The Squid And The Whale (2005), den sorthumoristiske Ben Stiller-farce Greenberg (2010) samt co-skrevet The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) og stop-motion-komedien The Fantastic Mr. Fox (2009) sammen med Wes Anderson.

Frances Ha
virker ved første øjekast som en lille film, der med lige dele komik og tragik, hylder alt dét amerikansk indiefilm engang var, længe før Hollywood gjorde den skæve subgenre kommercielt spiselig. Gerwig og Baumbach synes her at have styr på alle de elementer og referencer, der skal til for at skabe en film, der virker både tidsløs og tidsforbundet – og med den charmerende trailer i forkøbet, kan man ikke andet end forvente noget stort fra en forhåbentligt perfekt orkestreret indie-perle. Måske går det alligevel galt?

Forløsning – 6/6
Jo, det gik galt, men på den helt rigtige måde. Med filmens tilpas løse struktur, litterære stedhenvisninger og cool sort/hvid, rækker Frances Ha tilbage til fransk nybølge, men slår midtvejs også et smut henover Woody Allens Manhattan med dens ligeså underspillede og virkelighedsnære komik. Frances Ha er sjov, faktisk utrolig sjov, både fordi den tilstræber det akavede og uperfekte, men også fordi Gerwig og hendes medspillere gør filmen til en autentisk oplevelse. Genkendelsen i karaktererne skaber et nærvær og udløser en sjælden set komisk oprigtighed. Men den er også en filmisk parabel over ungdommens rastløshed og mindreværdskomplekser i en finansielt-crashet verden, der er fyldt med tårnhøje forventninger til job, karriere og succes.

“Lige efter at have set filmen har man det som om, man lige har overværet en vildt mislykket date. Men forstået på en god måde.”

Ligesom Girls, som filmen ligner på flere punkter (blandt andet spiller Girls‘ Adam Driver en semi-irriterende boheme-flirt), handler Frances Ha om en generation, der vil det hele, men gør det hele halvt i jagten på anerkendelse fra den markedsorienterede omverden – en verden der ophøjer og værdsætter kunstneren (Frances Ha er danser), men kun hvis vedkommende evner at opnå succes – det vil sige at tjene penge på sin kreative potens.

På et tidspunkt bliver Frances spurgt hvad hun laver, og hun svarer: ”It’s hard to explain, because I don’t really do it.” Standset af uoverskuelige forventninger og muligheder, blotlægger Frances Ha en række moderne problemer, der virker som en savnet håndsrækning til vores generation, der er opdraget til at følge hjertet, men for hvert slag vælger at følge en ny vej i moradset af muligheder. Men bare rolig, Frances Ha er ikke en gumpetung problemfilm. Den vælger snarere at servere sit nærværende budskab med let-spiselig ironi og en komik, der kan vælte de fleste ud af biografen med et smil på læben og følelse af, at det hele ikke behøver at være så perfekt.

Tilbageblik – 4/6
Lige efter at have set filmen har man det som om, man lige har overværet en vildt mislykket date. Men forstået på en god måde. Frances er en konstant distræt og rodet karakter, der insisterer på at betale restaurantregningen, fordi hun lige har fået skatte-penge tilbage – og så spurter det halve af Brooklyn rundt for at finde nærmeste hæveautomat. Hun har store tanker om sig selv, men evner ikke at forløse sine drømme. Rastløs og drømmende fremstår hun som kvintessen af vores generation, der har meget i munden, men ingen fødder i virkeligheden.

Frances er irriterende, men alligevel elskværdig. Det er dog en smule frustrerende, at filmen følger samme retning som sin retningsløse hovedperson, der må bo hos venner og nye bekendtskaber. Heldigvis ender hun i sidste ende med at opleve den mindre succes både hun og publikum har håbet på. Ligesom hun til slut er nødt til at forkorte halvdelen af sit efternavn, så det passer til postkassen, er vi også hele tiden nødt til at kompromittere noget af os selv – nej, det er ikke altid, at vores mange drømme kan indfries i deres fulde målestok.

Frances Haer selvfølgelig en gennemkorrekt film, der genbruger hippe ingredienser som New York, sort/hvid og tv-serien Girls, men alligevel fremstår som en komisk og vedrørende nutidsskildring af twentysomethings på vildveje. Man får alligevel lyst til at lære Frances at kende. Også selvom første date var mislykket, men på en mesterlig måde.

Frances Ha får premiere den 31. oktober.

Mere fra Artikler

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE