De bedste album, du formodentlig ikke har lyttet til i år

For hvert overomtalt, undervældende album, som Jay Z, Justin Timberlake eller Daft Punk fik udsendt i år, gemte sig et album med potentialet til at rykke strømperne af dig. Det eneste problem; du fik dem ikke hørt. Derfor har Apropos-redaktionen peget på fem af de oversete udgivelser, du måske er gået glip af i år.
Lou Doillon – Places

Det mest fascinerende ved model-forvandlet-til-sangerinde Lou Doillon er ikke, at hun er datter af sexikonet Jane Birkin og filmskaberen Jacques Doillon. Eller det faktum, at hun ligesom sin halvsøster, Charlotte Gainsburg, er en fremragende skuespillerinde. Nej, det er hendes stemme. Og hendes åbenhed og åbenlyst gudbenådede musikalitet, der skinner gennem på hendes debutalbum Places, der med lethed er det album, jeg har hørt flest gange fra start til slut i år. Lige så skønt er det, at hun mesterligt formår at skrive sange om  forfejlede romancer uden de forudsigelige kærlighedsklichéer, du ellers ville have tilgivet en albumdebutant for. Bare tag undertegnedes yndlingsnummer Devil or Angel, hvorpå hun synger Honey, you are so quick to skip from praise to slander – devil or angel, I’m no one or the other”.  Du går i gang med at lytte nu, ikke?
– Oliver Enné

Unknown Mortal Orchestra – II

Jeg har venner, som eksperimenterer med mange forskellige ting. Analsex, syltning eller at gro et overskæg. Unknown Mortal Orchestras andet album II (det første har du sikkert heller ikke hørt om) er også lidt af et eksperiment udi psykedelisk garagepop. Jeg indrømmer, at det lyder som noget kun en 68’er med et LSD-frimærke på tungen vil sætte på anlægget, men jeg kan love dig for, at du hurtigt vil rocke med på luftguitar. Albummet kunne sagtens være soundtracket til en amerikansk b-film fra 70‘erne, og så lyder det i øvrigt som om, at det hele er indspillet på gamle kassettebånd oppe fra loftet. Det er flippet, groovy og alt det der, men mest af alt er det bare dejligt som hjemmesyltede asier.
– Frederik Kulager

Deap Vally – Sistrionix

Meget få musikere mønstrer attitude af samme karat som pigerne Lindsey Troy og Julie Edwards fra det californiske tomands-band Deap Vally. Og de har hverken gnubbet skridtet med en stor skumgummihånd eller posted billeder af hvidt pulver på Instagram i et kalkuleret og forceret forsøg på at opnå “kanten”. Deap Vally har den bare. Deres ‘don’t give a fuck’-attitude gennemsyrer debuten Sistrionix fra ende til anden, men opleves i særlig grad på Bad For My Body – en, i mine ører, tiltrængt modreaktion til det kvælende spelt- og økohelvede, der i øjeblikket hærger det ganske land. Derfor er det enormt befriende, at der findes to så nydelige piger, der gider spille skramlet bluesrock og opfordre til at gøre “det forkerte”. Så stil lige skyren i køleren for en stund. Fyld i stedet kroppen med billige øl og andre dårligdomme – og ørene med Sistrionix. Det ville klæde dig.
– Sebastian Kier

James Blake – Overgrown

Alles yndlingskunstner fra 2011 James Blake, der med sit klaver og sin musikalske inderlighed fandt plads i dit hjerte med hitsinglen Limit To Your Love udgav den 5. april sit andet, superundervurderede album, Overgrown. Den plade hørte du sikkert ikke nok, fordi den krævede lidt tilvænning. Største hit er med længder førstesinglen Retrograde, mens også Take A Fall med RZA er en perle ligegyldigt, hvad Soundvenue fortæller dig. Pladens bedste nummer er bonusnummeret Every Day I Ran. Det får du kun fat i, hvis du køber Overgrown Deluxe Edition, hvilket du sikkert ikke gør fordi, du synes, det er meget lettere at streame musik på Sportify. Så er det godt, du har Apropos, for så kan du høre det her. Det var så lidt.
– Niclas Sten

Moderat –  II

Sommeren over har det i den grad været de gamle drenge i elektroklassen, Daft Punk, der har taget alt opmærksomheden. Men det skal være slut nu. Både fordi de fleste er ved at være godt trætte af Daft Punk (medmindre det har et twist af Stephen Colbert), men også fordi, de nye drenge i elektroklassen har tjekket ind.  Moderat hedder de. Og de er fantastiske. Moderat er et smukt musikalsk ægteskab mellem elektrogruppen Modeselektor, der består af Gernot Bronsert og Sebastian Szary, og Aperat aka. Sascha Ring. Det er musik, der er født i det indre Berlin og det rammer den perfekte blanding mellem det dystre og det melodiske. Har du allerede lyttet til deres første album, Moderat, så er der godt nyt: de har lige udgivet deres andet album, II. Og som om det ikke er nok, så kommer de til både Aarhus og København til oktober. Gør dig selv en tjeneste: køb begge album og tag til koncerten. Det var så lidt.
– Simon Warnich

Mere fra Artikler

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE