antihelte_banner

Antihelte er de nye helte

De gængse tv-helte er blevet kedelige. Nu vil vi have de ubehagelige, elskværdige karakterer, der både fascinerer os og giver os kvalme. Apropos præsenterer tv’s bedste værste antihelte.

Tony Soprano (The Sopranos)
Tony Soprano er en morder, meget utro ægtemand, tyv, ludoman samt ikke mindst en manipulator af værste skuffe. Alligevel holdt jeg så meget af ham gennem seriens 86 afsnit. Gennem sine psykiaterbesøg forsøger han nemlig at blive en bedre familiefar, ven og person oven på en række pludselig panikanfald. Det lykkes bare ret sjældent. Indimellem er der dog håb. Som da han blandt andet pludselig bryder ud i gråd, da hans elskede løbshest dør. Og i hans søvn er han plaget af surrealistiske drømme (ja, de er drømme), der afspejler den meningsløshed, vores capo dei capi  oplever i al sin hor, mord og plyndren. Gennem seks sæsoner understreger konen Carmella, at han er en god mand. Hun og publikum ved godt, det er løgn. Det fantastiske ved serien er dog, at i et andet liv kunne Tony Soprano faktisk godt være det.
– Nicolai Høtoft

David Brent (The Office)
David Brent er den type boss, som ønsker at være alles ven. Han forestiller sig, at alle omkring ham sætter enorm pris på hans evige forsøg på at være sjov, men at de samtidig respekterer ham og ser op til ham som chef og faderfigur. Men David Brents selvbillede er selvfølgelig så langt fra virkeligheden, som det overhovedet kan komme. For lige under den selvsikre, underlæbebidende overflade gemmer sig en konstant usikker mandsling af den type, der bliver nød til at fortrænge de ikke leende medarbejdere efter han har sagt “Wank you very much”, for at kunne opretholde selvrespekten. Det er i disse situationer, når virkeligheden rammer ham lige i fjæset, og han nervøst retter på sit slips, at den komiske antihelt, David Brent, slår gnister.
Sebastian Kier

Hannah Horvarth (Girls)
“I think I may be the voice of my generation”, siger den 20-et-eller-andet-årige Hannah Horvarth (der spilles af Lena Dunham) til sine forældre i første episode af HBO-serien Girls. Hannah Horvath er en ung, seksuelt udskejende aspirerende forfatterinde i New York, men trods det faktum er hun ikke Carrie Bradshaw. Overhovedet. Hannah er selvvisk og selvforherligende, men besidder stadig de usikre, pessimistiske og elskværdige kvaliteter, der gør, vi holder med hende.  Som når hun i et skænderi med sin bedste veninde udbryder: “No one could hate me as much as I hate myself, okay? So any mean thing  someone’s gonna think of to say, I’ve already said to me about me in the last half hour.” Sådan har jeg det også nogle gange, Hannah.
– Oliver Enné

Dylan McKay (Beverly Hills)
“I just don’t believe in winning through intimidation. Unless, of course, I’m doing the intimidatin’.” Ordene tilhører selveste Dylan McKay. I ved – drengen, der gennem hans ni sæsoner i den populære amerikanske dramaserie – Beverly Hills – eller 90210 – charmerede flere kvinder end hvad godt er, og, der med sit mystiske ydre formåede at gemme sin indre bad boy. Dylan havde, gennem si 9-0 tid – gang i alle de attraktive kvindelige hovedrolleindehavere. Kelly med det lyse hår, og den tidligere baggrund som model, bedste veninden Brenda, der med sine mørke øjne og hendes naive tilgang til livet i Beverly Hills gav ham tørt på, rebellen Valerie der lærte ham alt om stoffer og penge og Gina – den lækre latinske importvare fra Mexico som kom til det umådeligt rige område – og fik fingrene i den eftertragtede unge mand med de mange laster i bagagen. Det er ikke for sjov, at Dylan han kan få damerne om sin lillefinger. Som vennen Steve Sanders så fint udtrykte det – i sæson fem: “Two and a half men. That’s how great Dylan is. He’s one and a half.”
– Sophie Kampmann

Daryl Dixon (The Walking Dead)
Jeg er vild med zombier, blodige indvolde og afrevne lemmer – nå ja, selvfølgelig også et godt drama, der balancerer medrivende på en kanten mellem liv og død. Jep, zombie-serien The Walking Dead er en af mine favoritter. Her spiller Norman Reedus den mutte og bueskydende Daryl Dixon, der med sin no bullshit-attitude er en af seriens mest interessante karakterer. For selvom han mest holder sig i baggrunden, giver han både bid og uforudsigelighed til det i forvejen højspændte drama – mens han selvfølgelig også flittigt afliver de levende døde. På overfladen en bad motherfucker, men også en tvetydig karakter, der blandt andet kæmper med indre dæmoner og ikke mindst et forskruet forhold til sin ubehagelige storebror. Jeg håber aldrig, at en zombie får fat i ham.
– Bjarke Friis Kristensen

Omar Little (The Wire)
Da han skal vidne i retten, bliver Omar Little spurgt ind til sin profession. “I rob drug dealers”, siger han. Og det gjorde han i den grad. Alene lyden af Omar, der spadserede gennem gaderne til tonerne af sin egen fløjtede version The Farmer In The Dell, var nok til at give Baltimores hårde narkopushere lyst til at få benene på nakken. Han levede og åndede måske i 00’ernes USA, men måden han gebærdede sig på, sendte referencer til John Wayne i det vilde vest og Shakespeareres intelligente ordspil. “I don’t know about cards”, siger han mens han sigter sin pistol to herrer ved pokerbordet. “But I think these 45s beat a full house.” Omar vinder altid.
– Oliver Enné

Mere fra Artikler

LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE