Da jeg sidste år ved denne tid fik tilsendt et vandmærket eksemplar af din 10. plade, Let England Shake, var jeg noget betænkelig, da jeg hørte den første gang. Du har altid været en af de allerbedste til at skrive sange om kærlighed. Navnlig af den betændte slags. Så da jeg læste, at du arbejdede på en plade om krig og fædreland, måtte jeg have lignet én stor, skeptisk smiley.

Og der gik også noget tid, før den bed sig fast. Men sådan er det tit, synes jeg. Mange af de allerstørste kærlighedsforhold til plader i min verden er begyndt med “Fuck, noget larm”, ”OMG, BORING!”, ”Zzz…” eller bare “WTF”. Let England Shake lå afgjort i sidste kategori. Jeg vidste, du havde kastet din kærlighed på autoharpen. Men ikke at den ville fylde så meget. Så da den karakteristiske lyse og ringlende lyd smøg sig ind i mine ører på åbnings- og titelnummeret, kunne jeg godt mærke, at der var noget nyt på færde.

For selv om du er meget alvorlig, er du ikke humorforladt. Hallo! Da jeg skulle interviewe dig inden du spillede i Operaen i 2006, og mine ben skælvede som budding, brød du isen med at rose mit pandehår, og love at komme til mig, næste gang du skulle klippes. Plus du elsker Seinfeld! Og når du synger “Smile, smile Bobby / With your lovely mouth”, er der en vidunderligt stikkende sarkasme i din stemme, der stadig kan gøre mig helt blød i knæene. Og det på et album støvsuget for kærlighed til andet end, ja, England. En besk, men dybfølt en af slagsen.

Det lyder så knasende tørt, men for helvede, hvor er det forkert. For du har lavet årets bedste album. Det er et år siden, jeg hørte den første gang, og jeg føler stadig, at jeg er langt fra færdig med den. Sådan skal det vist være.

Kærlig hilsen

PS. Du må stadig gerne komme forbi, hvis du trænger til en klipning.