michaelpitt2

Kære Michael Pitt

Michael Pitt har haft roller i både roste tv-serier og roste indie-film. Og efter sin roste rolle i den roste Boardwalk Empire stod det klart, at han langt om længe skulle blive en decideret stjerne. Altså få sit store gennembrud. Det skete aldrig.

Apropos Magazines Bastian har meget svært ved at forstå hvorfor. Derfor har han skrevet et åbent brev til den evige outsider Michael Pitt.

Kære Michael,

Jeg skriver fordi, jeg mangler dig. På min Netflix, min Popcorn Time og i mit GQ. Bevares, jeg kan snildt finde dig alle tre steder, men årstallet er sjældent højere end 2012, og rollerne er aldrig rigtig store. Og heri ligger problemet. Jeg mangler nemlig dit gennembrud, Michael. Det har i snart lang tid ligget lige foran dig, men du har bare aldrig fået det. Hvad er der gået galt?

Jeg mener, i 2007 nikkede du jo hele verden en skalle som psykopaten Paul, der bare gerne vil have, at vi taler pænt til hinanden i Michael Hanekes Funny Games (den amerikanske version, hvis vi skal være helt korrekte). Du ejer filmen i rollen som Paul, der nemt kunne være Patrick Batemans lillebror. Du er ond og ubarmhjertig. Alligevel sidder jeg i min hvide polo og hepper på dig og ikke dine ofre. Så god er du.

Så står det hele lidt stille for dig. Indtil i 2010, hvor du får rollen som Jimmy Darmody i Boardwalk Empire. Et år senere skrives du ud af serien. Det er synd, men mere for Boardwalk Empire end for dig. For serien burde jo netop have gjort dig klar til vaskeægte stjernestatus.

Du har måske i virkeligheden aldrig rigtig haft lyst til at være den nye Ryan Gosling?

Ja ja, Steve Buscemi har da et sjovt ansigt og er også god. Men det er altså dig, der klart er mit højdepunkt i serien. Og så skader det jo heller ikke, at du lige bliver Pradas nye ansigt udadtil i 2012. Gennembruddet er så oplagt. Det kom aldrig. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Og jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor.

Altså, du er jo ikke helt forsvundet. Tidligere i år besøgte du Mads Mikkelsen i Hannibal, og så var du med i den oversete science fiction-film I Origins. Det er da meget fint. Men Michael, for fanden. Jeg ønskede jo mere for dig.

Men måske befinder du dig bare bedst som den tilbageholdne underdog i de små roller? Du har måske i virkeligheden aldrig rigtig haft lyst til at være den nye Ryan Gosling? Ja, måske vil du allerhelst bare gerne gå i stumpebukser og tage karbade, som du gør i The Dreamers? Og ved du hvad, Michael? Hvis det er det, der gør dig glad, er det også ok med mig.

Kærlig hilsen
bastian

Mere fra Åbent brev

willferrell_aabentbrev_banner2

Kære Will Ferrell

Kære Will, Jeg ved godt, at du sikkert får den her slags breve dagligt – og sikkert uoverskueligt mange lykønskninger på din…
kaere_tomhardy2

Kære Tom Hardy

Kære Tom, Jeg føler, at vi har kendt hinanden længe. Eller, jeg har i hvert fald sukket over dig siden, du dukkede…
iggy2

Kære Iggy Azalea

Iggy Azalea har med sine catchy numre og sin allerede ikoniske bagdel indtaget YouTube og resten af verden. Men det er som…
tim_burton_2

Kære Tim Burton

De succesrige år er efterhånden en periode, der kun er filmskaberen Tim Burtons minder forundt. I dag har Johnny Depps mest trofaste…
andreny

Kære André 3000

Ikonet, livsstykket og kulturkoryfæet André 3000 fylder 38 år i dag. I den andledning har Nanna Balslev skrevet en hyldest til mr.…
LÆS MERE FRA + APROPOS MAGAZINE