aabent_brev_carrie_brownstein_2

Kære Carrie Brownstein

Renæssancekvinden Carrie Brownstein er for nyligt blevet 41 år. I den anledning har Apropos Magazines Jannie skrevet et fanbrev til den ene halvdel af Portlandia, der desuden også er verdens bedste guitarist og sangerinde i Sleater-Kinney.

Kære Carrie,

Først og fremmest lige tillykke med de 41 år – godt, at det ikke har stoppet dig fra at sparke højt eller levere Pete Townshend-værdige guitarvindmøller på scenen. Men ja, hvorfor skulle du også stoppe med det?

Nu ved jeg jo, at du også selv omfavner det at være ægte fan med alt, hvad det indebærer af beundring, sommerfugle i maven og rendyrket tilbedelse. Så du kan forhåbentlig også håndtere masser af ros i form af dette fanbrev fra mig til dig. For du er i min bog den vildeste af alle. Det er der rigtigt mange grunde til.

Første gang jeg stødte på dig var som ustyrlig guitarist og vred sanger i Sleater-Kinney. I udgjorde riot grrrl-soundtracket til mine teenageår. Og mine 20’ere. Og I er altså stadig nummer ét. Fandenivoldsk og feministisk art-punk (ja, det kalder du jo selv jeres stil). Så tak for foreløbigt otte albums.

Dengang i slut-90’erne og start-00’erne var jeg ægte teenagebesat af din stil. Det inkluderede blandt andet tilknappede skjorter, polobluser og praktiske gummisko. Andet ville jo også være dumt, når nu du skal sparke højt på scenen. Jeg tror faktisk også, at du var årsagen til, at jeg i et par år farvede mit hår sort.

Du er i min bog den vildeste af alle. Det er der rigtigt mange grunde til

Ja, jeg advarede dig om, at dette var et fanbrev. Og som ægte fan, elsker jeg selvfølgelig alt, hvad du laver. Særligt også din og Freds Portlandia. Det er virkelig en sjov serie. Blandt andet alle de der afsnit i tredje sæson, hvor Chloë Sevigny er roomien Alexandra, som du og Fred forelsker sig i (i bedste Jules og Jim-stil). Meget mere af det i mit tv, tak.

Jeg beundrer din konstante lyst og evne til at skabe helt vildt. Ud over Sleater-Kinney og Portlandia har du også gjort livet bedre for mig med din rørende rolle overfor Gaby Hoffmann i serien Transparent samt dine essays og skriverier på din nu hedengangne musikblog hos NPR. For du er også en fremragende skribent, hvilket jo kun lover ekstra godt for din selvbiografi.

Den glæder jeg mig til udkommer lige om lidt – og til at læse flere gange. Sådan Bibel-agtigt. Indtil da liker jeg lige nogle flere af dine søde hundebilleder på Instagram. Sådan en fan er jeg nemlig også.

Og hey, giv lige et ring, hvis Miranda July, Amy Poehler, Kim Gordon eller en anden af dine BFF’s ikke kan hænge ud en dag. Jeg er klar.

Kærlig hilsen Jannie