got

Game Of Thrones

  • Ord: Oliver Enné
  • Skrevet: 01. juni 2012
Den er blevet hyldet som en af nyere tids bedste tv-serier. Men er Game Of Thrones virkelig alt, hvad kritikere og folk med en over middelmådig internethastighed gør den til? Apropos’ Oliver er ikke helt imponeret.

Forstå mig ret: jeg sætter lige så meget pris på Game Of Thrones som den næste tv-serie-seer med internetadgang og en sund forkærlighed for en halvnøgen Emilia Clarke. Men så er den serie altså bare heller ikke bedre. På præmiere-aftenen tilbage i april var der der næsten fire millioner amerikanere (3,9 for at være præcis), der tunede ind for at se, om verden kunne fortsætte, efter Ned Stark aka Agent 006 havde fået kappet hovedet af. Det var omtrent én million mere end det antal, der samme aften så med, da AMC blændede op for tredje episode i den nyeste sæson af Mad Men, for at se om Don Draper, Roger Sterling og resten af holdet kunne følge op på genialiteterne, som selskabet havde spenderet halvdelen af årsbudgettet på at sætte tilbage på sendefladen. Det kunne de.

Det er bare ikke i orden. Af en serie, hvis handling kunne være skrevet på bagsiden af en serviet, har Game Of Thrones fået urimeligt meget omtale. Alene i løbet af de sidste måneder er jeg mindst tre gange blevet spurgt, hvem min yndlingskarakter I Game Of Thrones er. (Ja, det er stadig Tyrion Lannister, spillet af den formidable Peter Dinklage, der forresten er ALLE andres yndlingskarakter.) De kunne lige så godt spørge mig, hvem mit yndlingsmedlem i Kanye West var.

Hvis du aldrig har set Game Of Thrones, kan jeg lynhurtigt ridse handlingen op for dig: Nikolaj Coster-Waldau gør noget ukristeligt ved sin søster, Joffrey “Cuntface” Baratheon gør noget værre, folk knepper.

Faktum er, at Game Of Thrones med al sin vold, nøgenhed og eksplicitte scener til tider kommer til at fremstå som en dårlig b-film, skrevet af en 14-årig teenagedreng, der konstant efterspørger “flere bryster”, og som tager urimeligt mange “toilet-pauser” under optagelserne.

Hvis du stadig elsker Game Of Thrones, så vær cool omkring det. Det er ingen skam. Men faktum er, at du elsker en serie, der praktisk talt er en Ringenes Herre-minisere – bare med flere bryster og færre kampscener. Shakespeare for idioter.

Kategori:
ÅBENT BREV
TAGS:
, , ,

det her burde du ogsa lase